Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Da kejser Augustus "lod alverden skrive i mandtal", var det en besværlig sag. I dag kan oplysninger om et lands befolkning overføres til og opbevares på nogle få kodebånd ved hjælp af elektronisk databehandling (EDB-maskiner). På disse få bånd kan ikke alene navn, stilling, adresse og personregisternummer opbevares, men tillige en hel del personlige oplysninger om ægteskabelige stilling, børn, økonomi, om man har været straffet m.v., og dette har ført til, at der fra tid til anden har været diskussioner i aviser og fjernsyn, om hvorvidt disse oplysninger om borgernes privatliv nu også var tilstrækkeligt sikrede, således at oplysningerne ikke kunne misbruges af politikere eller offentligt ansatte, der havde adgang til materialet. Altså om en diktatorisk politiker kunne sortere folk efter race, tro eller politiske overbevisning, eller en funktionær i offentlig tjeneste kunne benytte kendskab til, om mennesker var straffede, havde børn udenfor ægteskab eller deres økonomiske situation til egne formål - eller ved sladder skade enkeltpersoner.

Og man må indrømme, at der kunne tænkes situationer, hvor et misbrug af kodebåndene og EDB maskinernes oplysninger kunne finde sted. EDB maskinerne er i sig selv praktiske og værdifulde hjælpemidler for en kommende fuldkommen verdensadministration, og det er hverken disse maskiner eller de kodebånd, man anvender, der er noget i vejen med, de er i sig selv fuldkomne, hvorimod menneskematerialet ikke er tilsvarende fuldkomment. Det jordiske menneske er ikke egnet til at leve i en fuldkommen verden. Mange er uhæderlige (straffede), mange har børn uden for ægteskab (utro), mange er i økonomisk uføre, nogle er revolutionære og fører voldspolitik osv, og disse kunne frygte en afsløring gennem kodebåndenes registrering. Og vi ser her, som i så mange andre forhold, kollisionen mellem menneskelige ideer eller menneskelig teknik og den almindelige ufuldkommenhed eller resterende dyriske bevidsthed hos det jordiske menneske. Forbrydelsen, utroskaben, voldspolitikken osv medfører frygt for opdagelsen og ønske om at leve skjult. Og denne frygt og tendens til at leve skjult eller til flugt er en egenskab nedarvet fra dyreriget, hvor camouflage, gravning af huler eller rappe ben er naturlige og nødvendige foranstaltninger. Men i et rigtigt menneskerige vil man leve et åbent liv. Man vil ikke have nogen grund til at skjule sig, og der er ingen at skjule sig for, for ingen vil overfalde en, bagtale eller bedrage en. Og i kommende åndelige verdener er det helt umuligt at skjule sig, her er ens tankeverden en udvendig verden og fuldt åben for alle, der er på bølgelængde med en eller over en i udvikling. Men allerede her i vor civilisation kan man vanskeligt skjule sig for andre mennesker, især ikke for den, der står over en i udvikling og indsigt. De vise gennemskuer de mindre begavede. Fra Bibelen har vi mange eksempler på, hvorledes Jesus gennemskuede sine omgivelser, f. eks. hvor farisæerne stillede ham spørgsmålet om skattens mønt. Der står i Luk. 20.23 "Men han mærkede deres træskhed". Jesus kendte straks deres motiv, han så straks, at de blot ønskede at finde noget, hvorpå de kunne fælde ham.

Den amerikanske filosof R. W. Emerson har i sit essay "Åndelige Love" beskæftiget sig med menneskets tilbøjelighed til at skjule sig, og om hvor umuligt det er. Han skriver bl. a. "Frygtelige grænser er satte i naturen for evnen til hykleri. Sandheden fører overherredømmet over samfundets modvillige medlemmer. Ansigtet lyver aldrig, hedder det. Ingen behøver at bedrages, som nøje vil agte på forandringerne i ansigtsudtrykket", og senere "Et menneske gælder for, hvad han er værd. Hvad han er, præger sig på hans ansigt, på hans skikkelse, på hans oplevelser med lysbogstaver. Det nytter ham ikke, at han holder sig skjult, det nytter ham ikke, at han praler. Der er tilståelse i vore øjekast, i vore smil, i hilsener og håndtryk. Hans synd tilsmudser ham, skamferer alle de gode indtryk af ham. Folk ved ikke, hvorfor de ingen tillid har til ham. Hans last giver ham glasagtige øjne, skærer linjer med lavt udtryk i hans kind, klemmer næsen sammen, sætter dyrets mærke på hans baghoved og skriver: "O dåre, dåre!" på en konges pande. Gør du noget, du ikke vil have, at nogen skal vide, så gør det aldrig. Et menneske kan handle som en dåre i ørkenens driver, men hvert sandskorn vil synes at se det. Han kan frådse i ensomhed, men kan ikke beholde sine tåbelige tanker for sig selv. En fordærvet hudfarve, et svinagtigt blik, uædle handlinger og mangel på tilbørlig kundskab - alting sladrer af skole. Confucius udbrød: Hvorledes kan et menneske skjule sig! Hvorledes kan et menneske skjule sig!""

Vi kan altså ikke skjule os, i hvert fald kun i forhold til de mindre kloge. Og vi kan således også her indse, at vanskelighederne hidrører fra, at vi er overgangsvæsener mellem dyr og rigtige mennesker. Når man færdes mellem egentlige dyr og dyre-mennesker, må man desværre stadig benytte sig af de anvisninger, som Jesus gav for aposteltjenesten: "Se, jeg sender eder som får midt iblandt ulve, vorder derfor snilde som slanger og enfoldige som duer". (Math. 10.16). Men skønt denne holdning at benytte dyrenes metode, og at leve et skjult liv, kan være nødvendig nu og da, må man søge at ændre sin situation i retning af den åbne indstilling. Ligesom vi må ændre mange af vore andre nedarvede dyriske sider, som at dæmpe vor hidsighed og vrede og ændre den til venlighed - at ændre indstillingen fra vold, tyveri og bedrag til at give og yde hjælp - fra at være utro, ligegyldige og hjerteløse til at være hensynsfulde - fra at ernære os ved andre væseners muskler og organer til at spise den mere menneskelige, vegetariske føde, således må vi også arbejde i retning af at leve et mindre skjult liv. Der skal overvindelse til at bremse sine dyriske tendenser, og der skal en vis overvindelse til at tilkendegive sine nyerhvervede menneskelige sider. Man kunne komme til at "kaste perler for svin", og man kunne komme ud for en "korsfæstelse", man kunne komme til at virke latterlig eller veg. Alligevel må vi arbejde videre i retning af at blive menneskelige og altså bestræbe os på at ændre de sider, der medfører ønsket om at leve skjult, og udvikle de egenskaber, der vil føre til en virkelig menneskelig tilværelse, så vi kan leve et åbent liv.