Kosmos 1971/20 side 247
Martinus skrev.....
Hvorledes Guddommen igennem sin billedbog indvier det levende væsen, gør det til ét med sig selv, evigheden, uendeligheden og almagten
Vor tur ud i sommernattens drømmerige blev således et helligt møde med en fader, der i form af solen måtte lyse og funkle dagens strålende klarhed hen over andre egne, sfærer og væsener end dem, der fremtræder der, hvor vi har hjemme. Men ikke desto mindre ser vi, at det almægtige himmelske væsen trods dette sit fravær fra vore breddegrader alligevel lader disse blive skuepladsen for sin kærlige nærhed. Tænk, når det jordiske menneske når dertil, at det kan gøre det samme. Tænk, når det er opladet med en sådan næstekærlighed, at den kan danne en lysende skærsommernatsdrøm, hvis kolorit er kærtegn, hvis stemning er salighed, og hvis struktur er visdom for de væsener, der skal sidde ved dets dødsleje eller begrave dets lig. Tænk, at kunne gøre sit eget gravsted eller eftermæle til en så altoverskyggende lysende sfære i vore efterladtes sorg og nedtrykthed over vort fysiske fravær, at dette mentale mørke bliver til en gylden aftenhimmel, hvorpå minderne som silhouettekoglerier bliver til en lysende sommernats panorama af kærtegn, hvormed vi kan beruse og oplade vore venner på det fysiske plan og dermed omkring dem skabe den salighedens atmosfære, der udelukkende kun kan være kontrasten til savnets og sorgens mørkeste nat. Tænk, hvilket guddommeligt billede af Guddommen vi da repræsenterer.
Men det var ikke alene inspirationen til opfyldelsen af den guddommelige kærlighedsmanifestation. Guddommen åbenbarede for os i den lyse sommernat. På underskøn måde blev vi også meddelt forjættelsen om den store betagende oplevelse, det er at blive ét med Guddommen, hvilken oplevelse jo er kærlighedens resultat. Ved at elske sin næste så højt eller med et så stort overskud af kærlighed, at den overskygger ham med salighed, såvel i hans fravær som i hans samvær med os, hvilket også vil sige: såvel i hans antipati som i hans sympati for os, bliver vort væsen ligesom solens skin, der lyser over alle levende væsener uafhængigt af deres mentale struktur og uafhængigt af deres organismes eller legemes udseende. Der bliver solskin i vor færden. Den sorte detaljeløse nat forsvinder fra vor vej. Der, hvor vi med vor højintellektualitet ikke er i færd med at skabe en sommermorgens blide, gyldne ophævelse af nattens mørke for vor næste, eller med vort lysvælds kulmination skaber en sommerdags blændende middagstime hen over hans mentale kontinenter, der forgylder vi med vor kærlighed selve mørket i hans bevidsthedssfære og gør hans mentale nat til en lysende skærsommernatsdrøm, en trylleverden koloreret med kærtegn, en sfære mættet af salighed. Jo, der er vi den store lyskilde midt i natten. Men der, hvor vi er den store lyskilde midt om natten, er vi ét med Guddommen. Der, hvor vi således ét med Guddommen går hen over nattens kontinenter, opstår saligheden. Vi er blevet dagens og nattens herre. Vi er højt hæver over tiden og rummet. Vort åsyn er evigheden, uendeligheden og almagten.
Citat fra 13. kapitel af BLADE AF GUDS BILLEDBOG. Bogen indeholder også: PINSEGLANS OVER LIVET. Pris kr. 12,00.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige