Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Evnen til at tro er degenererende i de fleste lande indenfor civilisationen, og da samtidigt den moral, som trosreligionerne står for, mister sit tag i mennesker, brydes alle de gængse morallove, både indenfor og udenfor straffelovsområdet.

Kriminaliteten er i tiltagende, især de grovere voldsforbrydelser og mord. I USA myrdedes sidste år over 15.000 personer, næsten to i timen, af disse var 100 politifolk. I England er de grove forbrydelser også i stigen, men fredeligt er der i forhold til USA. 37 blev myrdet i London i første halvår af 1971 mod 714 i New York i samme tidsrum. Bladet TIME, som nævner disse tal og skildrer vold mod politiet, citerer også en engelsk politimands syn på situationen. Han siger: "Mine kolleger og jeg husker, dengang en skurk fik en prygle-dom og blev sendt til Dartmoor. Der blev han gennempisket, slog sten og syede postsække. Når de blev løsladt, vendte de sjældent tilbage for mere af samme slags. Dengang var fængslet afskrækkende. Nu er pendulet svinget den anden vej. De har TV i fængslerne nu og transistorradio i alle celler. De kan vælge deres mad, og de får week-end orlov, så de kan tage hjem og avle flere forbrydere." Han anbefalede strengere metoder, hvis tilstandene ikke skulle blive som i New York. Men hvordan ser kosmologien på forbryderne?

I sine bøger sætter Martinus ordet "forbryder" i citationstegn, og det gør han formentlig ud fra den betragtning, at vi alle er ufuldkomne og overtræder livslovene, men at vi selvfølgelig ikke alle er "forbrydere" i almindelig juridisk forstand. Martinus kalder forbryderne "yngre sjæle indenfor civilisationen" og skelner i øvrigt imellem egentlige "forbrydere" og "seksualforbrydere", hvoraf de første er fuldt normale individer, der blot er bagefter i udviklingen, kommet ind i civilisationen fra primitivere stammer via reinkarnationen og derfor ude af stand til at rette sig efter de lovsystemer, der er gældende i civiliserede lande, medens "seksualforbryderne" fejlagtigt bliver henregnet til "forbryderverdenen", idet de er "syge eller abnorme væsener, der må behandles efter helt andre metoder end disse og normalt tilhører et langt højere bevidsthedsniveau". De skal altså have lægelig, psykiatrisk eller kosmologisk hjælp, dvs. hjælp af mennesker, der kender verdensplanen og specielt analyserne af den seksuelle polstruktur, medens den "almindelige forbryder" måske for en del kan skoles. Han må dog hovedsagelig blive den almindelige vækst eller udvikling undergivet og derfor ofte isoleres fra samfundet i interneringslejre eller opdragelsesanstalter, hvor han indenfor disse rammer kan leve et for ham normalt liv. Martinus skriver i Livets Bog I, side 126, at der i fremtidens verden vil blive udviklet "et internationalt, åbent - ikke hemmeligt - højeste lov- og retsvæsen, der repræsenterende videnskabens ypperste væsener på åndelige såvel som materielle områder, kan være kvalificerede til at kende forskel på "abnorme handlinger" og "forbrydelser" - kender udviklingens gang og tilværelsens evige love og dermed være en garanti for absolut ret og retfærdighed for alt og alle."

Denne retfærdighed gælder ikke i dag. Man er ganske vist fra myndighedernes side begyndt at indse fejl og mangler ved det nugældende system, og man har både her og i udlandet indført forbedringer og foretaget eksperimenter og har planer om andre og flere forbedringer, men i praksis er det Moselovens "øje for øje og tand for tand", der gælder. Det er hævnen, straffen, isolationen og pinslerne, der virker som dressur, der anvendes. Straffen kan nok skabe et ønske hos "forbryderen" om en øjeblikkelig ændring til et højere moralniveau, som dog kun en lang udvikling kan befordre. Og når han ikke forbryder sig, skyldes det kun frygten for straf og er altså en dressur, hvad den engelske politimands udtalelser om Dartmoor-fængslets tidligere brutale metoder tydeligt viser.

Når vi konstaterer og til tider pines ved, at "forbryderne" udsættes for en rå og umenneskelig behandling, kan det være svært at fastholde i sin bevidsthed den opfattelse, at der ikke sker nogen uretfærdighed i kosmisk forstand. Men vi må lære os at indse, at selv om man ønskede det, kunne man ikke opfylde de kristne og humane idealer og tilgive "forbryderne", fordi "de vide ikke, hvad de gøre", for det ville være katastrofalt og livsfarligt for andre mennesker blot at lade dem fortsætte deres "forbrydelser". Vort nuværende retsvæsen kan ikke være fuldkomment, men er alligevel på toppen af sin udvikling og derfor så retfærdigt, som det kan være i dag. Og situationen er altså den, at det er ufuldkomne mennesker, der i form af politi, dommere og fængselspersonale anholder, dømmer og indespærrer andre ufuldkomne mennesker. De påfører hinanden uretfærdighed og lærer derigennem til slut, hvad virkelig retfærdighed er, efterhånden som de bliver mere humane. Først når verdensstaten er etableret, og en større humanitet er almengyldig, vil en virkelig retfærdighed være en kendsgerning. Ikke i kraft af et hårdhændet retsvæsen, ikke som en udefra påført dressur, men fordi hver enkelt verdensborger har loven indbygget i sit eget væsen, således at han ikke mere er i stand til at overtræde samfundets almindelige leveregler eller de åndelige love, som han på det tidspunkt har fuld indsigt i.