Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Mogens Møller havde afbrudt et kursus i Sverige og var, blot for dagen, kommet hjem for selv at holde en fødselsdagstale til Martinus og for at være "ordstyrer" for den række af talere, som fik ordet i aftenens løb.

Mogens Møller gik i sin tale helt tilbage til 1933, hvor Martinus i det første nummer af KOSMOS havde skrevet om sin mission i den indledende artikel, hvoraf han læste nogle afsnit. Mogens fortalte videre en lille historie om, hvordan Martinus, da han som ganske ung var begyndt at fotografere, havde fremstillet sine første billeder ved at krybe ned i en tønde og bruge denne som mørkekammer. Mogens drog en parallel fra den mørke tønde til den mission, som Martinus senere fik - den at han var kommet ned i en mørk, snæver verden, hvor han havde fremstillet sine "billeder" i form af sine værker og symboler til inspiration og vejledning for mennesker.

Mogens gav derpå ordet til, først ingeniør Sigurd Westerlund, Stockholm, og derpå til Sam Zinglersen, som hver især på svenske og danske venners vegne overrakte fødselsdagsgaver, der bestod i beløb, indsamlet til fordel for Martinus arbejdes videreførelse.

Og derpå takkede Martinus og holdt sin tale i vældig vigeur. Martinus tale formede sig som en beskrivelse af hans egen situation. Han fortalte lidt om, hvordan han af helbredshensyn havde måttet sige stop til at holde foredrag, og at han ikke ville genoptage disse for ikke at få tilbagefald, selv om han nu virkelig følte sig rask. Men, sagde Martinus, det betød ikke, at han ikke lavede noget, tværtimod! Han arbejder nu udelukkende med at skrive sine værker. Dels skulle han færdiggøre symbolbogen, Det Evige Verdensbillede, hvoraf der manglede godt to bind, og dels var han begyndt at skrive en ny bog. Denne sidste var blevet påbegyndt for at dække et behov, som nu var opstået - et behov for et ganske kort overblik over Martinus verdensbillede. Forskellige forespørgsler, bl. a. om reinkarnationen, havde medført, at Martinus følte, at det nu var tiden at skrive en bog, som kunne give virkelig oplysning og overblik over hans værker, og som kunne blive tilgængelig for en større kreds af mennesker. Martinus beskrev derefter i store træk denne nye bogs indhold og gav næsten et helt foredrag om hovedlinierne i sit verdensbillede. Han sluttede med at takke for den kærlighed og hjælp, han havde modtaget, ikke blot af de tilstedeværende, men af mange andre ude omkring i ind- og udland.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Herefter kom der et smukt indslag, arrangeret af Inge Sørensen. Inge holdt en lille tale, hvori hun forklarede, hvordan Martinus nu for første gang havde måttet undlade at tage til Klint i juli måned, og om hvordan tingene havde formet sig godt og rigtigt i feriebyen - om hvor velholdt der var, og hvor smukt blomsterne, som Gerner Larsson havde dyrket, stod deroppe. Og da nu Martinus ikke havde kunnet komme til feriebyen, kunne den komme til ham. Og med en serie smukke lysbilleder, som hun havde taget i sommerens løb, og som vistes ledsaget af musik, bragte hun Martinus en hilsen fra selve feriebyen og fra mennesker deroppe.

Derpå talte professor I. G. Hannemann, som først understregede, hvor vigtigt det var, at Martinus fik færdiggjort sin symbolbog og bragt de ny analyser, som Martinus havde gjort rede for, ville komme. Og ved at fortælle en lille fabel, hvori perspektivprincippet indgik, skabte professor Hannemann et tolerancens fundament.

Fabelen gik i korthed omtrent sådan: En myre og en elefant mødtes på en skovsti, og hvor de mødtes, lå en gren henover stien. Myren fandt, at det var en meget stor gren, hvad det også var i forhold til de grannåle, som den normalt bar rundt på. Elefanten på sin side mente, at det kun var en lille pjatgren i forhold til de store stammer, den til daglig tumlede med i skoven. Og begge parter havde jo ret set ud fra det perspektiv, de hver især besad, og som var en følge af deres egen størrelse, deres erfaring og tidligere oplevelser. Overført på menneskers egen situation var det derfor sådan, at vi naturnødvendigt måtte se forskelligt på tingene ud fra vore forudsætninger og vor erfaring, og professor Hannemann gav i dette korte rids en god baggrund for og en fin inspiration til at blive mere tolerant.

Blandt Martinus venner var også repræsentanter fra USA, Holland, England og Sverige, og en hollandsk dame, Miss Lili Joseph, der oversætter Martinus værker til hollandsk, og som netop nu har afsluttet oversættelsen af symbolbogens første bind, holdt en kort takketale til Martinus på dansk. Det gør et stærkt indtryk på os danske, at adskillige udlændinge allerede nu har lært sig dansk med henblik på at kunne læse Martinus værker på originalsproget, og at flere af dem giver sig til at oversætte Martinus litteratur til deres modersmål.

Flere andre talere, som ønskede at takke Martinus, fik ordet. Det var improviserede eller spontane og meget personlige taler, hvori de ægte og ligefrem fortalte om den betydning, Martinus foredrag og bøger havde haft for dem i hverdagen.

Da talernes række var slut, takkede Martinus gæsterne endnu engang, fordi de var kommet og for den kærlighed og gavmildhed, de havde lagt for dagen. Det blev en smuk, festlig og harmonisk aften, som også fik sin store værdi derved, at mange af gæsterne, som kun møder Martinus denne ene gang om året, nu han ikke mere holder foredrag, men helliger sig skrivningen af sine værker, fik nogle få timers inspirerende og varmende samvær med ham.