Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Alle levende væsener er i kontakt med Guddommen uden hensyn til, om de er bevidste i det eller ej, eller om de ønsker det eller ej. Vi kan ikke uden videre hoppe væk fra den klode, vi bebor, og vi kan helt afgjort ikke springe bort fra det uendelige univers, det evige og uendelige, levende væsen, i hvem vi lever, røres og er. Vi lever således i Guddommens organisme på samme måde som vore organvæsener, cellevæsener og atomvæsener lever, røres og er i vor organisme. Organerne, cellerne og atomerne og endnu mindre væsener er i konstant kontakt med vort jeg gennem det klima, vi rent bevidsthedsmæssigt og fysisk skaber for dem. Mangler f. eks. vor organisme vand, siger cellerne til ved hjælp af nerveimpulser, som registreres i vor hjerne, således at vi henter et glas vand og dermed tilfredsstiller det krav, som vore celler har stillet, eller opfylder den bøn, som disse væsener har udsendt. De væsener, hvoraf vor organisme er bygget op, og som dermed lever og røres i os, kan give sig til kende eller gøre anskrig og altså enten udtrykke behag, som registreres af os som velvære, eller ubehag, som kan opfattes som sult, tørst, træthed eller smerte. Mikrovæsenerne er dermed i en bestandig levende korrespondance med makrovæsenet, som søger at tilfredsstille mikrovæsenernes krav af hensyn til sit eget velbefindende. Men på et senere tidspunkt i udviklingen vil væsenet tillige gøre det af hensyn til den mikroverden, som det da er blevet bevidst i og derfor ønsker at hjælpe til en sund og lykkelig livsform.

Martinus viser os, at alle levende væsener eksisterer i et hav af liv, i et levende univers, som er det samme som Guddommens organisme, men ikke alle væsener er bevidste heri. Og den bønnens udviklingshistorie, som Martinus analyserer i sine bøger, er en beskrivelse af en fremadskridende bevidstgørelse i denne Guddoms eksistens og udviklingen af en levende korrespondance med denne Guddom, resulterende i en forståelse af, at alle levende væsener uden undtagelse er Guds redskaber og Guds legeme og bevidsthed. Jesus beskriver denne situation bl. a. i sin lignelse om dommens dag (Math. 25.35 p.p.): "Thi jeg var sulten", siger kongen til de retfærdige, "og I gav mig at spise; jeg var tørstig, og I gav mig at drikke; jeg var fremmed, og I tog jer af mig; jeg var nøgen og I gav mig klæder" o.s.v. Og da de retfærdige så ikke mener at have gjort noget for kongen, siger han til dem: "Sandelig siger jer eder: hvad i har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig". Og Jesus viser dermed tydeligt, at vi alle er dele af Guddommen, og at den spise og drikke, vi giver dyr eller mennesker, giver vi til Guddommen.

Den første hørlige bøn er dyrets angstskrig, når det udsættes for en pludselig livsfare eller død som bytte for andre dyr eller mennesker. Men også planten eller umælende dyr forstår at give udtryk for deres behov. I et mørkt rum vil planten søge mod selv den spædeste lyskilde, og den kan tydeligt give udtryk for tørst, når dens blade hænger slappe under den brændende sol. Men Martinus markerer dyrets angstskrig som bønnens oprindelse, dette at dyret i sit skrig henvender sig, ikke til sin angriber (af hvem det ikke kan forvente nåde eller medlidenhed), ikke til sine racefæller (som blot flygter i rædsel), men til "det ukendte", til hvem det automatisk retter sin bevidsthed om hjælp og fritagelse for undergang. Dog, fritagelse for undergang findes hverken for dyr eller mennesker, hvor denne er en nødvendighed. Guddommen fritager ikke et dyr for at blive bytte og føde for et andet levende væsen, for gennem denne grove og hårde livsform vækkes dets bevidsthed til live. Mennesker fritages ikke for virkningerne af deres handlinger, i så fald ville udviklingen mod humanitet standse, men alligevel er der hjælp til rådighed for alle levende væsener på deres lange vej i udviklingszonerne i den del af udviklingsspiralen, som Martinus kalder Guddommens sekundære bevidsthed. I Livets Bog VI, stk. 2394 skriver Martinus:

"For de mindre udviklede væsener og dyrene sker denne hjælp automatisk, men den sker i nøje kontakt med livets love. Den kommer kun til sin fulde velsignelse i situationer, hvor den er en hjælp for væsenet til at komme igennem opfyldelsen af livslovens bestemmelse. Den kan ikke opløse eller ophæve livets principper og f. eks. frigøre dyrene fra slagtebænken eller frelse mennesker fra en skæbne, der ganske vist er lidelse, men udgør en absolut nødvendighed i fuldkommengørelsen af væsenets udvikling i humanitet og intellektualitet. Denne guddommelige, kosmiske hjælps mission er at hjælpe alle væsener til at være i kontakt med livets bestemmelse på de udviklingstrin, hvor de befinder sig. Alle de mange forskellige udviklingstrin har deres tilsvarende skytsengle. Selv om væsenerne i visse situationer ikke kan blive befriet for alle de ubehagelige og smertebefordrende virkninger af de handlinger, de selv har udløst, så kan de få den absolut helt nødvendige kærlige åndelige hjælp i form af kraft, styrke og opmuntring til at kunne tage denne skæbne uden at miste det normale, mentale almenbefindende. Og det er dette permanente og urokkelige kosmiske beskyttelsesprincip, der lader Guddommen komme til syne som en levende alfader, i hvem disse skytsengle er kærlighedsorganer. Og det er den igennem disse skytsengles samhørighed åbenbarede beskyttelse og hjælp til de nødstedte, der udgør den fundamentale åbenbaring af Guddommens eksistens og alkærlighed, og den heri indflettede alvisdom og almagt."

Til trods for, at kontakten med universets sjæl, kontakten med Guddommen, er under degeneration i mange civiliserede lande, vibrerer der dagen igennem, og måske især i morgen- og aftentimerne, bølger af bønner ud fra jordens samlede menneskehed. Fra børn og voksne, fra folk af alle trosretninger og racer, fra mennesker på alle udviklingsstadier, men også fra dyr i slagtehallerne og dem, der bliver bytte for andre dyr. Der udsendes primitive og enkle bønner mættet af tro, og der rettes bevidste henvendelser til "Du som er i himmelen" af udviklede og intellektuelle mennesker. I vor udvikling frem mod et rigtigt menneskerige passerer vi alle et materialistisk stadium, hvor bønnen ikke synes at have nogen betydning for os. Senere tvinges vi gennem livets hårde påvirkning til en bevidst erkendelse af Guddommens eksistens, og igen åbnes der for de bønnens kanaler, som for en tid var udtørret.

De helt unge, den nye generation, synes nu for en del at hæve sig over det materialistiske stadium og søger igen kraft fra de åndelige kilder, der altid er til vor rådighed. I form af meditation og bøn søger de denne kontakt - nogle også ad den kunstige omvej via narkotikaen - og ejendommeligt er det at kunne se unge sidde på plænen foran Helligåndskirken ud til "Strøget" i København i lotusstilling i meditation. Også i deres sange og musik finder de udtryk for deres bevidste ønsker i denne retning. I en melodi, der er fremkommet i forbindelse med Woodstock-sammenkomsten i USA siger et omkvæd: "We've got to get back to the Godhead" (Vi er nødt til at vende tilbage til Guddommen). Og selv om der således er meget, der i vor tid tyder på religiøst forfald, er der også ting, der tyder på en tilbagevenden - i ny form - af det religiøse princips udfoldelse. Men der er stadig mange trin på udviklingens stige, indtil vi når den helt konstante, daglige kommunikation, som det fuldkomne eller rigtige menneske har med Gud - indtil vi selv når at blive "ét med Vejen, Sandheden og Livet!"