Kosmos 1971/14-15 side 187
Martinus skrev.....
Citat fra PINSEGLANS OVER LIVET
Sommermorgenen som en illustration i Guds billedbog
For det væsen, der er nået så langt frem i udvikling, at det har fået "kosmisk bevidsthed", ser naturen og livet helt anderledes ud, end det almindeligvis ser ud for det væsen, der endnu er bundet i dogmernes og materialismens svøb. For det kosmiske væsen er livet således udelukkende kun udgørende en eneste stor levende billedbog. I denne bog findes der intet som helst billede, der ikke enten er vejledende, opdragende, underholdende eller kærtegnende.
Jeg vil derfor gerne her fremføre nogle enkelte blade af denne store billedbog, nemlig dem, der udgøres af en af de allerbedste sommerdage her i vor tempererede zone.
Hvad er da meningen med en sommerdag? - Hvad vil Guddommen vise os i kraft af den? - Hvilken direkte guddommelig henvendelse til jordmennesket sker der igennem den? - Ja, for at få klarhed herover vil vi nu begive os ud i den lyse sommernat. Vi vil nemlig iagttage en sommerdag i hele sin udstrækning lige fra før solopgang og til efter solnedgang. Vi må således være tidligt på færde. Solen står jo op noget over klokken tre på de længste sommerdage eller ved midsommertid. Vi vil derfor begynde vor iagttagelse allerede ved totiden. Her på vore breddegrader er vi jo naboer til midnatssolens rige og har derfor de såkaldte "lyse nætter". På vor vandring ud i sommernatten befinder vi os derfor ikke i mørke, men er omgivet af et herligt tusmørke eller rettere sagt et svagt dæmrende lysskær fra den nordøstlige himmel. Det er den yderste periferi af den dags stråleglorie, der nu frem over Sibirien, Kina og Indien iler os i møde; Det er denne periferi af morgenlandenes solskin, der bringer vor dag til at dæmre, får engenes hvide tåger til at forsvinde og bringer de første spæde fuglerøster til at juble imod himlen. Endnu slumrer menneskene i deres lune senge, men om lidt vil røgen fra en skorsten hist og her blande sig med de svindende nattetåger og markere den første opvågnen af menneskets daglige liv. Imidlertid er den østlige himmel blevet et sandt farvestrålende orgie i lysvariationer, ja, er blevet et arrangement i guld, purpur, opal og safir. Dagens klare stjerner er efterhånden nået op over horisontens rand og kaster sit væld af varmende lys over marker, skove og enge. Unge knøse trækker køerne på græs. Hen ad vejen skrumpler en mælkevogn og lader sin agende knirken blande sig med lyden af en hunds gøen i det fjerne. Og se! Den lysende sol har nu allerede forvandlet nattens tåger til et dugdråbernes perletæppe, der fra blomster, blade og buske i overdådig mangfoldighed funkler sit genskin af livets kilde ud til alt og alle. Insekterne begynder at summe. Dagen er fremme. Solen skinner på rige og fattige, på unge og gamle. Gud har taget det vågnende liv til sit hjerte.
Guddommens tale igennem en sommermorgen direkte overført til jordmenneskeligt sprog
Som De her har set, er sollyset således ikke blot og bart materielt lys, der kun afstedkommer rent fysiske materievirkninger, men er også i sin dybeste natur en mental udfoldelse, en manifestation af ånd henvendt til ånd, en tilkendegivelse af Guddommen overfor det levende væsen. En Guddom har naturligvis mange måder at tilkendegive sin eksistens på overfor det levende væsen. Men det er selvfølgelig ikke blot sin eksistens, Guddommen ønsker at meddele det levende væsen eller gudesønnen. Han ønsker selvfølgelig også gudesønnen indviet i sin guddommelige vilje, sine ønsker og hensigter, hvilket jo fremgår tydeligt af de mange forskellige måder, han former sine tilkendegivelser på. De har allerede set, hvorledes en sommermorgen var en visdomsåbenbaring, en anskuelsesundervisning i, hvorledes et fuldkomment møde med væsener og ting bør formes. Og omdannet til jordmenneskenes sprog udtrykker Guddommen således i kraft af den beskrevne sommermorgen følgende: "Ligesom jeg stilfærdig går natten i møde og med min kærligheds lysende strålevæld omdanner mørkets skygger til en sollys dag og i denne min ånds funklende klarhed tager alt og alle til mit hjerte eller overskygger det vågnende liv med min evige fred, indhyller det i en sommerdags strålende trylleri og derved bringer det til at juble sin livslyst og glæde imod skyerne, således skal du også stilfærdigt gå mørket, hvilket vil sige: din fjendes imod dig udløste kontrære natur, i møde. Du må lade din ånds varmeste sympati som en sol stige frem over denne din næstes mentale himmel og i guld og purpur, opal og safir bringe sommerdagens strålende fred og velsignelse ind over hans bevidsthedsmæssige kontinenter og have og få ham til at juble sin glæde over sit møde med dig imod himlen. Kun således kan dette møde blive opfyldelsen af den næstekærlighed, der er "al lovens fylde", og hvorved din bevidsthedsflamme udelukkende går op i min evige ild og gør dig til ét med min lue, min tanke og bevidsthed. Og således identisk med min ånd skal du være med til at funkle og lyse mit højeste væsen ind i solbyer, verdener, væsener og ting og opleve den evige store sommerdags trylleri, der er min verden, mit åsyn, mit evige favntag."
Og på denne måde er en strålende sommermorgen således Guddommens forjættende røst. Enhver, der kan forme sit møde med væsener og ting således, at resultatet bliver som en livgivende sommermorgens solopgang med et væld af glædefrembringende foreteelser eller salighedsudløsende harmonier, der får livet til at være et frembrusende væld af himmelske toner overskyggende alt og alle med fest, opnår bevidst at blive ét med Faderen og opleve sin identitet som udødelig gudesøn. Overalt, hvor han går op over horisonten, bryder dagen frem, thi der vil Gud forgylde verden, der vil jublende toner stige op imod den eviges trone.
(4. og 7. kapitel)
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige