Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I Sverige er der nu efterhånden ganske mange, der hver på sin måde gør noget for, at kosmologiens stilfærdige vækst kan fortsætte. Blandt dem, som Martinus verdensbillede har gjort et stærkt indtryk på, er der flere, der offentligt har givet udtryk for det og sagt, at det har været en inspirationskilde i deres daglige arbejde og til hele deres livsholdning. Her tænker jeg bl. a. på forfattere, kunstnere, lærere og andre, der har et arbejde, hvorigennem de naturligt giver udtryk for deres tanker og oplevelser. Jeg omtalte i en artikel i Kosmos nr. 11, 1969 den fine lille billedbog "Skandinavien är beskyddat" af maleren Christer von Rosen, hvori han foran i bogen anvender et citat af Martinus fra "Det evige Verdensbillede" og desuden har Martinus symbolik som udgangspunkt for adskillige af billederne. Yderligere kan det nævnes, at Astrid Gilmark, der er kendt ud over Skandinavien for sine specielle psykiske evner, og som har skrevet en række interessante bøger om psykiske oplevelser, i sine sidste bøger omtaler Martinus litteratur som det, fremtidens menneskehed må bygge på. Den unge svenske digter Jarl Hammerberg - Åkesson skriver i sin bog "Brev från Jarl", 1970: "En forfatter, hvis værk i flere år har inspireret mig vældigt meget, er danskeren Martinus", og så omtaler han, at første bind af Livets Bog og flere mindre bøger af Martinus findes på svensk. Her i foråret udkom en bog af den unge læge og psykiater i Lund, Nils-Olof Jacobsen. Bogens titel er "Liv efter døden?", den behandler den moderne psykiske forskning og parapsykologi, den større åbenhed for tanken om liv efter døden og den begyndende reinkarnations-forskning. Et helt kapitel har Jacobsen anvendt på en omtale af Martinus forklaring af de livslove, der findes bag det, vi kalder "døden", og som gør reinkarnationen til en naturlig foreteelse, og derudover anvendes citater fra Martinus værker flere steder i bogen.

Nils-Olof Jacobsen deltog i en svensk TV-udsendelse engang i april, hvori flere personer fortalte om deres syn på et liv efter døden og på reinkarnation. Denne udsendelse var ligesom en tidligere, der var produceret som en TV-film, arrangeret af den unge instruktør og skuespiller Per Ragnar, som i adskillige år har været stærkt engageret i livsanskuelsesspørgsmål og har fundet vægtige og væsentlige svar hos Martinus.

Følgende uddrag fra et lokalt svensk kirkeblads omtale af Per Ragnars film er også interessant; en så åben og velvillig omtale af ideer, der ikke stemmer overens med den ortodokse kristendom, ville man næppe kunne finde i et tilsvarende dansk blad. I "Kyrkonytt, Lidingö", nr. 3, 1971 står der bl. a. under overskriften: "Han blev ikke præst": "Tro, håb og kærlighed" handler om meget. Den ydre ramme er skildringen af en ung præstekandidats tvivl i forhold til sin livsopgave. Under sin "praktikanttermin", den termin, hvor man får den praktiske uddannelse i præstens forskellige opgaver, begynder han at reflektere dybere over livet, Gud og menneskenes vilkår. Stykket slutter med, at den unge mand tilkendegiver, at han ikke vil være præst, men vil gå andre veje."

Forfatteren til denne artikel i kirkebladet, Christer Hedin, skriver om andre blades reaktion bl. a.: "Reaktionerne på stykket var noget uforstående. Først og fremmest fæstnede man sig ved, at den unge præstekandidat var så umoden og syntes at have reflekteret så lidt over sit liv og sin tro. Det forekom usandsynligt" mente man, at han overhovedet ville have slået ind på den teologiske bane. Denne kritik er ganske uretfærdig og rammer langt ved siden af det, Per Ragnar vil have sagt med sit stykke." - "Vi venter os vel, at præsten skal have et "kald", en slags fanatisk begejstring over for sin opgave, som driver ham frem med uimodståelig kraft. Men den, som har valgt at blive præst af interesse for religion og mennesker, bør vel have ret til at vælge, i hvilken form dette skal ske - uden at blive beskyldt for holdningsløshed i sin livsanskuelse."

- "Stykket er desuden smækfyldt med debatstof, opfattelser og meninger, som Christian (præstekandidaten) konfronteres med på sin vej mod større klarhed. Disse opfattelser kan forekomme desperate og fremmede for bibelsk kristendom, men ingen af dem er så uvedkommende, at de ikke fortjener at diskuteres - også inden for kirken." I slutningen af sin artikel skriver Hedin:

"Inspirationen til disse tanker har Per Ragnar fremfor alt fra den danske tænker Martinus, som også forkynder reinkarnationen, læren om, at mennesker fødes på ny i nye eksistenser. En konsekvens af dette er bl. a. vegetarisk kost, thi i dyrene skulle man kunne dræbe "sine brødre". Martinus hævder også lidelsens nødvendighed: uden det onde ville det gode ikke kunne fungere i verden. Det er en gammel forklaring på det onde, som her igen kommer til ære, og indsat i sin rette sammenhæng kan den måske hjælpe os til et nyt syn på lidelsen. "Nutidsmennesket er ikke religiøst interesseret, hedder det ofte. Dette gælder i alt fald ikke spørgsmålet om reinkarnation. Per Ragnar har lavet et særligt TV-program om dette emne, og et stort ugeblad lokkede for ikke længe siden sine købere med en artikel derom. Det viser, at interessen findes."

"Fra kirkens side må man måske svare, at reinkarnation eller genfødelse er en ukristen tanke. Men det er ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at vi her står over for en reel religiøs interesse, som ikke møder noget gensvar fra kirkens side. Det kan ikke bare affærdiges med, at det er en okkultistisk undervegetation, som altid skyder skud, når de velplejede religiøse planter bliver forsømt. Statskirkesystemet plejer jo at blive forsvaret med, at der er "højt til loftet" i kirken, og at den "anonyme religiøsitet" får sine behov tilfredsstillet. Reinkarnationen er et eksempel på en virkelig religiøs interesse, som kirken bør kunne drage sig til nytte - uden at den for den sags skyld behøver at forkynde reinkarnation. - Det kan være fristende for mange i en sådan situation at holde kirken udenfor, fordi dens budskab synes at komme "oppefra" i stedet for "indefra". Det er dette forhold, som må forandres. Den bibelske kristendom er ikke i strid med videnskabens erfaringer om mennesket. Den bestyrkes heller ikke af dem, men måske kunne Bohrs komplementaritetsteori tillempes også her - og da ville de begge (kristendom og videnskab) være lige vigtige."

Vel var det ikke meget, der blev sagt om Martinus i den svenske TV-film, men det var med fuldt overlæg fra Per Ragnars side. Det var en dråbe, der skulle falde hist og her, hvor der var åbne sind og eventuelt skabe en positiv reaktion, hvilket også skete. Havde man givet mere, havde der også været større muligheder for misforståelse og negativ reaktion. Men der vil komme mere - når tiden er moden til det, og selv om en plante gror langsomt, kommer der tider, hvor væksten sker hurtigere end i begyndelsen.

Om arbejdet i Sverige må man sige, at det vokser støt og roligt. Der er studiegrupper i adskillige byer, og der bliver ganske ofte holdt kurser med forskellige ledere. Sigge Westerlunds billedbånd med ledsagende lydbånd, der er velegnede at køre for mindre grupper, der endnu ikke kender noget til kosmologi, er blevet vist for adskillige, som senere er blevet interesseret i bøger og foredrag. Denne sommer bliver der ikke Martinus-uge i Varnhem, men så bliver der til gengæld en i Bjurviks Hälsohem i nærheden af Vetlanda i august, og i oktober fortsætter man muligvis den succes, det viste sig at være at have week-end kursus på Kiholm uden for Stockholm. Både Martinus, Gerner Larsson og jeg har altid været glade for at rejse og holde foredrag i Sverige. Man føler, at når vore svenske brødre virkelig tager Martinus og hans kosmologi til deres hjerter, så bruger de også hjernen og deres praktiske sans, og der sker noget - ikke med brask og bram, men stilfærdigt, roligt og sikkert. Langsomt lægges et fundament, som der kan bygges på i fremtiden.