Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Kampen for trivsel og mentalt helbred og kampen for et godt livsmiljø kommer til at løbe parallelt. Mennesker hører ikke bare til den menneskelige race, fordi de har brug for hverandres beskyttelse mod sult, kulde eller fjender. De har hverken mod, udholdenhed eller klogskab, før de har delt det med andre. Hver fakkel må næres af et levende lys, og hvis den fakkel ikke søger andre lys at næres ved, så brænder den snart ned og bliver kold!

Vi må tage vore medskabninger i plante- og dyreriget og landskabets egen værdi i agt. Ikke at gøre dette, resulterer i en fattigdom af oplevelser, følelser og reaktioner, der medfører en neurotisk isolation i en meningsløs ond verden. Vi ved i dag, at de allerede skete miljø-skader akkumuleres i stigende tempo: Hvad vi ikke kender, er konsekvensernes omfang og varighed. Hvor resistente (modstandsdygtige, upåvirkelige) er vi egentlig? Af verdens 3½ milliard mennesker ved 70'ernes begyndelse lever de 2½ milliard under u-landsforhold, og de 800 millioner, som er den beregnede tilvækst i vort årti, vil også komme til at leve under u-landsforhold, da der ikke er plads til flere ved de velhavendes bord. Nævnte fordeling af goder er absolut ikke en naturlov! Men kan følgerne af vores dumhed afhjælpes? Ja, det skimtes svagt i forskellige humane organisationer med fysiske og psykiske formål. Og alene det, at der kan hjælpes, bør være en spore til videre fremmarch i nævnte retning. Lad os finde nogle veje, der viser sig farbare til formålet!

Viden, teknik - kan blive en af de farbare veje, men ikke som den bruges i dag. Teknik er ikke et mål i sig selv. Hvad glæde ville vi f.eks. have af en bil, hvis der ikke længere var noget at køre ud og se på? Teknikkens mål lige i øjeblikket må være at standse korrosionen af alt, og f. eks. lade biociderne (livsdræbende stoffer) træde til side for mere opbyggende stoffer. Nå, men det var nu ikke biokemi, der skulle omtales her. Vi må spejde efter helt andre perspektiver: Psykiske perspektiver, f.eks. tid, størrelse og rødstrømper!

Kan det nu hjælpe os at tænke nærmere over alt det? siger folk. Det kan det i allerhøjeste grad. For disse ting er bl. a. med til at udvikle forståelse, som medfører kærlighedsevnen, og derved lærer os at forstå og elske hinanden, livet og i øvrigt alting. Men for at forstå livet, må vi elske det. Vi tænker altid på det, som noget der er, og gør os ikke umage for at lægge mærke til det. Eller vi føler det som noget, vi skal holde ud, en slags prøve. Det (livet) er altså en slags baggrund for os, aldrig noget af os selv.

Men lad os nu begynde med rødstrømpeteorien! Den kan være god på mange områder, som jeg ikke vil spilde plads på at omtale her. Men mindre god synes jeg, den er, fordi de har så travlt med at bevise, at de ikke er afhængige af manden. Det, at vi er mand og kvinde, adskiller os altså? Men vi må bygge en bro og lære at se manden i kvinden, og kvinden i manden. Ved at være begge dele bliver vi en, og ved at være en, bliver vi to. I enhed er der flerhed, og i flerhed er der enhed. Har vi glemt, at vi alle er afhængige af hele menneskeheden? Fra at være vanddråber, skal vi blive en flod. Eller er vi endnu for blinde til at forstå det fællesskab, som synger langt ud over vores kolde viden?

Lad os så kigge lidt på størrelsesbegrebet? Hvorfor glemmer vi næsten altid, at størrelse er et rent ydre begreb? At regne størrelse for noget guddommeligt er dog som at låne en mand øren, fordi han er rig og berømt, og ikke fordi hans ord er værd at høre. At tro på størrelser vil til sidst føre mennesket til at tro sig levende indmurede i den sorte grav, hvor klageråb opsluges af tavse vinde, indtil der omsider i horisonten viser sig en klar lysning, og dermed er problemet opslugt af den tavse vind, og vi er en grad friere.

Tiden må vi også lære at se i et andet perspektiv. Nu opfatter vi den som en lige linje, og nutiden som et punkt på denne linje, hvorfra for- og fremtid skyder sig ud i modsat retning. (Himmelranden opfatter vi jo forresten også som en lige linje, skønt vi ved, at den er rund). Der er ikke bevist noget om tiden ad fysisk vej. Martinus har udtalt, at alt er kredsløb og runde cirkler. Hvis vi tænkte os, at vi så sad midt i tidens, evighedens hjul, måtte vi tilstå, at alle punkter i rundkredsen kan nås lige hurtigt. Her er man altså både i, og uden for tiden, alt lige langt borte, og nær, fortid, nutid og fremtid mødes, man ER. Netop dette er meget vigtigt at nå til erkendelse af, for hvis vi vil have kontrol med vores fremtid, lader det sig ikke gøre uden kendskab til dette princip. Fortiden står jo fast, sket kan aldrig gøres usket. Men hver handling påvirker fremtiden, gør dens flydende muligheder til uforanderlig fortid. Cirklen har igen talt sit evige sprog! Ingen af os kan undslippe fra at høre dette sprog, hvilket altså vil sige, at vi ikke kan undslippe fremtiden, for ligesom fortiden er den nutidens ene halvdel.

Ved at erkende vores følsomhed overfor disse ting, har vi åbnet for en guddommelig inspiration, som til syvende og sidst er den, der skal hjælpe os med vore første famlende skridt mod erkendelsen af evigheden. Hvis vi ikke får vores indre syn åbnet, er al ydre pragt at regne for en styrtet hal, hvis altre smuldrer under åben himmel.

Små jordiske hindringer er intet for den, der kender tidens vældige vingeslag i det uendelige rum, har Joan Grant engang sagt, og videre udtaler hun i overensstemmelse med Martinus og andre filosoffer: "Døden ser mennesket afklædt al verdslig pragt og rang, ved, at livets rigdom kan findes i en lille tiggerpige, og fattigdom eje millioner af kroner. Og med disse kloge ord er vi ved begyndelsen af disse tankerækker igen. - Ved fattigdom og rigdom. - Men hvem er rigest i ånden? Det ved kun en!!"