Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Forbindelsen mellem den ældre og den yngre generation, kommunikationen som det nu hedder, kan ofte være gnidningsløs og behagelig, og det hører man derfor sjældent så meget om. Men der har også i de seneste årtier været skarpe skel og hårde udfald mod de ældre eller "de etablerede", så man har talt om generationskløft, og enkelte har fuldstændig fraskrevet sig enhver forbindelse med forældrene.

Da det er ulige interessantere for de fleste at høre om konflikter og skarpe meninger - og aviserne distribuerer gerne sådant stof - er meningsforskelle mellem generationerne formentlig trukket for hårdt op, idet det kun er en mindre del af studenter-, fagforenings- og andre ungdomsgrupper, der virkelig ønsker at omstyrte det nuværende samfund og altså tilsigter en egentlig revolution, en hurtig og radikal omvæltning. Imellem disse unge, der ikke har meget positivt at sige om den forrige generation, eller rettere, udelukkende kan finde negative sider ved forældrene og disses jævnaldrene, der tillægges alle tænkelige "reaktionære" og "autoritære" forestillinger, findes enkelte samfundsrevsere og himmelstormere, professionelle oprørere eller "aktivister", for hvem vold ikke ville være nogen hindring, hvis de kunne fremme deres mål derved. De vil revolution i stedet for evolution. Men den verden, som den nuværende ældre generation overtog fra de unges bedsteforældre i 30'erne, var ikke en problemfri verden, og den verden, som disse igen måtte overtage fra oldeforældrene omkring århundredskiftet, var heller intet paradis, og enhver generation kunne for så vidt have grund til at beklage, at den ikke overtog en fuldkommen og problemfri verden, men kan blot ikke med rimelighed kritisere den foregående generation for manglerne, for tænkte man sig kritikken fortsat ned gennem slægterne, ville denne form for kritik føre os helt tilbage til Adam og Eva, og man kan derfor ikke blot pukke på vore tiders ældre. Hvis man laster sine omgivelser og måske især den forrige generation for sin dårlige situation og ringe vilkår, betragter man sig i virkeligheden som en art robot, der ikke har nogen personlig andel i sine skæbneforhold. Men hvis man har dette livssyn og betragter "andre" som den egentlige årsag til de forhold, hvorunder man lever, må man nødvendigvis også være disse omgivelser taknemlig for de goder, man har. Den kritiserende student må så tillige være sine forældre taknemlig, fordi han (på grund af deres indflydelse) har fået en god eksamen. Det ville ikke være logisk at laste forældrene for skavankerne eller ulykkerne i ens liv uden samtidig at være taknemlig og rosende, hvor der altså er skabt gode betingelser for én.

Nogen virkelig logik kan man ikke opnå ved en sådan tænkemåde, hvorimod man ved den indsigt, man får i livet gennem Martinus kosmologi, ikke har vanskeligt ved at få disse problemer sat på plads, fordi denne viser alle levende væseners evige liv, en fortsat kæde af liv i form af reinkarnation og en evig evolution. Vanskelighederne melder sig imidlertid straks for den, der hverken ser evolutionen eller den evigt fortsatte tilværelse. Hvis man blot kunne komme så langt, at "aktivisten" eller "oprøreren" ville godtage, at verden jo ikke var fuldkommen, da forældrene overtog den, og efter hans mening helt og aldeles spolerede den, var vi kommet et stykke vej. Det næste trin er så at indrømme, at hver generation i virkeligheden - uden hensyn til om man accepterer tanken om reinkarnationen eller ej, har bragt verden et stykke frem. Hver generation har ved hårdt slid og store ofre medvirket til, at verden både materielt og åndeligt er kommet videre. De har taget seletøjet på og trukket det tunge læs, og at der har været krige og økonomiske kriser og andre besværligheder har ikke forbedret deres situation eller gjort vejen let.

Men det er ulige lettere at være en samfundsomstyrter end en opbygger, det er lettere at kritisere end at forbedre tingenes tilstand, og det er lettere at forbande mørket end at skabe lys omkring sig. Og uden hensyn til skrålet, demonstrationerne og kritikken skrider verdensudviklingen frem. Hver generation af samvittighedsfulde og relativt moralske mennesker har påtaget sig det daglige tunge og ensformige slid, som maskinerne ganske vist engang skal overtage, men som de endnu ikke har gjort det fuldt ud. De virkelige aktivister er dem, som udfører et trivielt, surt slid hver dag for at føre verden frem. Hver generation yder sit bidrag til at forbedre verden i kampen med den omgivende natur og vokser undervejs i retning af et mere humant livssyn. Det er som en art staffetløb, hvor den forrige generation afleverer sin depeche til den yngre generation, overlader den til en, der har friske kræfter, når den har opbrugt sine og ikke orker mere, men den bragte trods alt depechen et stykke frem - den bidrog positivt til at bringe verdensudviklingen frem. Og man kan ikke med rette sige, at tidligere generationer har været blinde for uretfærdigheder og mangler i samfundet, blot har man indset, at det ikke har været muligt at ændre alle uretfærdigheder på én gang, hvad det heller ikke er i dag. Der er tale om en evolution for den enkelte som for menneskeheden som helhed. Og kritikken, hvor rigtig den end kan være, hjælper kun lidet, heller ikke vise bøger eller mindre vise bøger kan frelse verden. Det gør derimod livet selv gennem det, at vi spiser af kundskabens træ på godt og ondt, hverdagens oplevelser i form af livets reaktioner på vor handle- og tænkemåde. Vi mærker på vor egen krop og i vort eget sind, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Bøger kan være god vejledning, men kan ikke erstatte oplevelsen. Kogebogen laver ikke maden for os, landkortet går ikke vejen for os, og Livets Bog lever ikke livet for os. Teori alene gør det ikke. Og kritik alene gør det ikke. Men heldigvis ser man også, at langt den største del af ungdommen i dag både i og udenfor studenterverdenen er "moderate" og altså kun i ringe grad deltager i de voldsomme meningstilkendegivelser og voldelige optræden. Og det er velgørende at se, at mange af disse moderate" netop er dem, der gerne påtager sig at føre depechen, faklen eller arbejdet videre og udtalt eller uudtalt lader den ældre generation forstå, at de gerne overtager ansvar og forpligtelser i forbindelse med at føre verden yderligere et stykke frem i udviklingen i retning af det, som de endnu kun dunkelt aner, frem mod et "forjættet land" - et rigtigt menneskerige.

Gennem kosmologien lærer vi at indse, at vi alle lever evigt. Vi er altså lige gamle, blot lever vi i ældre eller yngre kroppe. Dermed bliver problemet generationskløft illusorisk, og forskellen ligger snarere i, at mennesker kan være mere eller mindre modne, eller mere eller mindre moralske i deres væremåde, og det har altså ikke noget med kroppens alder at gøre. Vi har på den måde overvundet generationskløften, og det det drejer sig om, når vi vil være med udviklingen, er derfor, at den ældre generation (dem med de gamle kroppe) sørger for en god aflevering af depechen eller arbejdet til den nye slægt (dem med de unge kroppe), og at disse sørger for en god modtagelse eller overtagelse af arbejdet og en god start. Derved kommer vi alle lettest, behageligst og kærligst det rigtige menneskerige nærmere.