Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1971/10 side 132
KLINT I PÅSKEN
Kosmos Ferieby havde i år besøg af et lille arbejdshold. Her lidt om det de fik lavet og oplevede i påsken.
Vinduer, døre, bænke og ydervægge på pavillonerne fik maling. For enden af pavillon II så et nyt halvtag dagens lys, dette til glæde for bagage og lignende i regnvejr.
Udover det fysiske arbejde blev der holdt foredrag om aftenen. Erik Gerner Larsson fortalte om sine livserfaringer i forbindelse med kosmologien. Svend Åge Rossen prøvede et eksperimentalforedrag med efterfølgende gruppearbejde. Og det vigtige emne, meditation over "Fader Vor", belyste Sonja Grevelund.
For arrangementets ca. 30 deltagere var det en dejlig oplevelse. De fleste kom fra Instituttets studiekredse, samt fra andre steder i Danmark, men der var også besøg fra nogle af de svenske grupper. Alle havde glæde af den gode kontakt der opstod; og de mange givende samtaler frembragte en dejlig påske.
U.
Ungdomsgruppen, som foruden studiekredsvirksomhed gør en påskønnet indsats for vedligeholdelsen af sagens hovedcenter, havde i år besluttet at bruge påsken til en lige så velkommen som tiltrængt reparations- og maleraktivitet i feriebyen. Gruppen fortæller her på opfordring noget om sine oplevelser.
red.