Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Før De sætter dem til at læse efterfølgende kontaktbrev, beder jeg Dem læse skuespiller Poul Reichhardts citat igennem. Når jeg gengiver dette citat og bruger det som grundlag for efterfølgende analyse, er det simpelt hen fordi, dette lille stykke i en nøddeskal rummer en verden af visdom for den, der har lært Martinus verdensbillede at kende.

Jeg har ofte givet udtryk for den tragedie, det for mig er, at flertallet af mennesker i dag lever et perspektivløst liv. Ved at skære et enkelt lille liv ud af sin store kosmiske helhed bliver de fleste menneskers livsopfattelse nærmest en karikatur på den virkelighed, som eksisterer bag enhver form for livsoplevelse. Enhver skuespiller er skuespiller på basis af et talent - det ved enhver. Men spørger man så stilfærdigt, hvad et talent er, og hvordan det bliver til, ja så får de fleste et mærkeligt udtryk i ansigtet - og så begynder tågetalen!

 

 
Hverken talentet eller intuitionen er i sig selv en gave! De er begge et resultat af et menneskes arbejde på mere end ét område. Primært er talentet resultatet af et opstået begær efter dette eller hint, i dette tilfælde et begær efter at blive skuespiller. Men er et menneske en dygtig skuespiller i dette liv, kan man være hundrede procent sikker på, at begæret ikke er født i dette liv, lige så lidt som man bliver klavervirtuos, fordi man har et brændende ønske om at få et klaver og lære at spille. Klaveret kan enhver købe, som har råd dertil - men spille? Dertil behøver man evigheden! Den behøver man til udfoldelsen - den geniale udfoldelse - af enhver form for kunst!

Det er her man møder tragedien bag det perspektivløse liv. Vidste enhver, som noget ganske selvfølgeligt, at ethvert begær efter at udfolde kunst på et højere plan behøver mindst tre til fire tidligere livs øvelse, ville mange både amatører og professionelle kunstnere have det bedre med sig selv. Amatøren, fordi han ville vide, at det begær, den drøm, der bærer hans higen fremefter, en dag vil sætte den frugt, hans drøm i sig selv giver løfte om. Den professionelle, fordi han midt i en strålende succes kan spørge sig selv, om det, han eller hun nu har præsteret, virkelig er det ypperste hans eller hendes sjæl virkelig kan præstere. For her møder vi to realiteter, som begge er afgørende for den sublime kunstudfoldelse: ydmygheden og intuitionen!

Vi har alle mødt den rutinerede skuespiller, hvis præstationer, deres brillans til trods, efterlader os kolde og uberørte. Vi beundrer teknikken og finder den fantastisk, men selve præstationen når ikke vort hjerte! Dette er for mig kunstnerisk udfoldelse på B-stadiet. Amatørstadiet er nu overstået (A-stadiet) og den rent sceniske teknik under kontrol. Man kan - med lidt held - leve af dette kunstneriske stadium, men man kan ikke give verden netop det, verden har brug for: en kunstnerisk fremstilling som griber om hjertet og gør tilskueren medlevende i dramaet. Han er stadig kun tilskuer!

Anderledes derimod med C-stadiet. En kunstnerisk udvikling når her sin klimaks. Skuespilleren spiller ikke en rolle. Han er rollen. Han er den person, han skal give liv, og hans spil kan være så sindsoprivende, at et tætfyldt forum rives med og åndeløst følger hans fremstilling. Poul Reumert, vort lands måske hidtil største skuespiller, fortalte mig engang, at et af hans værste problemer efter en scenisk optræden var, at han, dersom han, hvad han ofte skulle, måtte ud til et selskab efter sin optræden, måtte have en kort tids søvn først for at frigøre sig fra den rolle, han nys havde spillet. Fik han det ikke, fortsatte han inde i sig selv med at være "i rollen", og det kunne medføre ulidelige vanskeligheder for ham. Denne reaktion er typisk for det kunstneriske C-stadium, hvert et menneske - kunstneren - midlertidigt "inkarnerer" som den person, han fremstiller og fremstiller så levende, at det har hele besættelsens karakter. I modsætning hertil kan skuespilleren, der kun repræsenterer B-stadiet, skifte rolle, som man skifter overfrakke, let og smertefrit!

Alle ved, at Poul Reumert i forholdet til sin kunst var selve den inkarnerede ydmyghed og i sin kunstneriske udfoldelse den mest sublime intuition. Skæbnen ville, at jeg engang skulle tale i Odense i samme hus, som han skulle optræde. Vi havde fulgtes ad over Storebælt, men skiltes så. Stor var min overraskelse, da jeg, lige før jeg skulle begynde, oplevede, at han i stor hast kom ud til mig og hviskede mig i øret: "Kære ven, vi skal begynde samtidigt, nu tænker vi hver for sig på hinanden, så skal det nok gå os begge godt!" - og væk var han. Hvilken "lille skuespiller" ville have gjort det?

Hvad er intuition? Livets skønneste nøgle til vor evige fortid. Selvfølgelig vil intet menneske kunne udholde presset af bevidste erindringer om smertelige oplevelser i tidligere liv, men derfor er disse erindringer ikke "døde" eller spildte. I Old Delhi fortalte Shanti Devi, der bevidst kunne erindre sig sit foregående liv og under fuld videnskabelig kontrol har gjort rede for denne sin tidligere inkarnation, mig, at intet menneske skulle ønske sig i detaljer at kunne erindre sig sit foregående liv. Som hun sagde: "Gerner, smerterne fra dette liv er mere end nok for et menneske at bære!" Og det må vi vist alle erkende! Men evigheden har også en anden og langt blidere måde at lade os genopleve fortiden på, nemlig gennem den skønneste af vore menneskelige egenskaber: medlidenheden! At kunne føle medlidenhed med et andet menneske beror helt enkelt på, at man "genkender" den smerte, modparten oplever. Man har selv i en eller anden form gennemlevet det samme og gribes nu af et brændende ønske om at hjælpe dette menneske gennem smertens pinefulde tilstand. Og da kunstnere netop er mennesker, der gennem en levende følelse i adskillige liv har været impliceret i menneskelige lidelser - er de fleste af dem det ikke stadig væk? - er det naturligt, at de største iblandt dem, altså de overfor deres kunst mest ydmyge, formår at fremstille menneskelig lidelse på en sådan måde, at forestillingen nærmest fornemmes som det, den virkelig er: gudstjeneste!

På ét område er vi alle genier og tyngdeenergi-benådede, nemlig når vi bliver rasende. Da bliver vi inspirerede, så det flammer! Ordene kan ikke blive giftige nok, ikke sårende nok. Som en galdegul flod vælter de over vore læber og standser ikke, før vi har "fået luft" og vort offer ligger sønderknust for vore fødder, billedlig talt. Og hvad så? Så kommer reaktionen. "Dyret" i os har fået hævn, har fået udløsning for måske måneders opsparet had og hævntørst. Og når vi så endelig har fået vor hævn og loven: øje for øje, tand for tand - er blevet fuldbyrdet, er vi så lykkelige? Sjældent! Langt de fleste fortryder, inden raseriet er helt overstået, og så kommer de berømte ord: "Du ved jo godt, at jeg ikke mener det halve af, hvad jeg siger" osv. osv. - Vi var engang rene dyr, og vi har meget, alt for meget af dyret tilbage i vort sind endnu. Men gennem kunstnerne udløses drømmen i vort sind om at være menneske. I deres lod falder det ofte at forkynde for os, at dette at være menneske er større, langt større end at være et selvkoncentreret dyr. Derfor elsker vi disse mennesker og dobbelt, når vi kender den virkelige grund til deres evners tilblivelse og nuværende udfoldelse. For den sande kunstner, den ydmyge og intuitivt benådede, er i vor tid den største missionær for den menneskelighed, der i dag udgør frugten af alle vore tidligere livs sorger og smerte - og tåbelighed! På deres skuldre hviler det at holde den flamme levende, som skal varme vore hjerter og løfte os op over dagligdagens ofte uudholdelige grå og triste atmosfære. Derfor findes der ingen dybere beundrer, ingen mere levende tilhører end den, hvis sjæl blot én gang oplevede intuitionens klare lys og forstod, hvorfor alt det, vi samler i begrebet kunst, udtrykker selve den evighed, af hvilken den selv er livets gyldne frugt!