Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Hvis jeg i min undervisning over Martinus verdensbillede for tyve år siden ville have hævdet, at man i 1970 ville kunne læse medfølgende annoncer som noget ganske selvfølgeligt i vore store dagblade, ville man utvivlsomt have sagt, at min fantasi var løbet af med mig. Man ville - og med god grund - kunne have fortalt mig, at sådanne annoncer ikke alene ville koste bladene kæmpebøder, men også deres ansvarlige redaktører længere frihedsberøvelse! Sådan var det dengang!

Men nu skriver vi 1971, og enhver kan læse disse annoncer i blade, der ikke alene kan trykke dem legalt, men ydermere påstå, at de dermed fremmer både frihedens og tolerancens sag. Danmark er blevet berømt - eller berygtet, man får selv vælge - på sin seksuelle frihed, sin åbenlyse porno og skjulte pornoeksport. Jeg sad for kort tid siden på en lille sydspansk fortovsrestaurant og talte med et ældre, meget sympatisk fransk-belgisk ægtepar. Begge spurgte interesseret, om danskerne virkeligt var så sexede, som man overalt hørte om. De syntes, at vort lille land i den retning helt havde distanceret Frankrig, men havde alligevel deres tvivl, for de spurgte forsigtigt, om det ikke blot var en mindre kreds og ikke hele folket, der var så impliceret i netop dette område. Jeg svarede dem venligt, at de ikke behøvede at frygte for det danske folks moral, der sikkert hverken var værre eller bedre end andre landes, men at vi havde fundet, at det var bedst at give alt dette fri for simpelt hen at lade det finde sit eget leje og dermed aflaste en gruppe mennesker, for hvem sex i alle dets former og nuancer åbenbart var livets alfa og omega. Jeg fortæller Dem dette for at vise Dem, at den udvikling, vi herhjemme har oplevet på netop dette område, har givet Europa et mindre chok. Om det er et virkeligt pionerarbejde, vi her udfører, tør jeg ikke udtale mig om. Jeg ved blot, at situationen midlertidigt har gjort det vanskeligt for mange danske, der lever i udlandet, at forsvare denne pornobølge, der ifølge sin natur er udpræget stof for den presse, der altid lukrerer på det ekstreme.

Men da intet i livet bør være det kosmisk indstillede menneske fremmed, så sandt som at alt hvad der sker, udgør dele af den udviklings- eller forvandlingsproces, vi netop i vort århundrede oplever på så godt som alle områder, må vi også være i stand til at vurdere alt det, der skjuler sig bag disse annoncer, aldeles neutralt. At de vækker afsky og af mange føles direkte modbydelige, er i sin orden, så sandt som at det, de dækker over eller berører, er det, der burde være livets smukkeste oplevelse mennesker imellem. Men disse følelser ændrer ikke kendsgerningerne. Disse annoncer markerer en udvikling indenfor det seksuelle mysteriums område, og som forskere må vi ikke alene acceptere denne udvikling, men også prøve at se årsagerne bag den og hensigten med den. Årsagen er ganske simpelt det tryk, århundrederne før os lagde hen over alt seksuelt. Man lagde disse enorme kræfter i spændetrøje og forberedte dermed den eksplosion, vi nu oplever. For det er en eksplosion! Når dens virkninger er overstået, og livet igen har fundet sin normale rytme, vil man smile ad alt det postyr, eksplosionen forvoldte, men man vil samtidig nyde de goder, den medførte. Livet vil, når alt snavset og den ækle spekulation er svundet bort, have fået en smukkere og friere tone på et område, som udgør selve den skabende kraft. Livet er ikke stilstand, men bevægelse, og bevægelsen her fører uundgåeligt til et langt større livssyn, en langt større tolerance indenfor et område, hvor intolerancen simpelt hen har hersket suverænt.

 

 

Jeg har gentagne gange fortalt Dem, at Martinus meget ofte har givet udtryk for, at hvor en stor og ren kilde bryder frem, kommer der normalt en mudderpøl først. Vi oplever i vort århundrede en sådan kosmisk kildes frembrud og må over for os selv indrømme, at vi vader i "mudder" til livet. Vi oplever virkelig et "mudderpølens århundrede". I det ydre oplever vi en ren makrokosmisk forureningsproces, der truer alt liv både i havene og på landjorden, og på det åndelige plan oplever vi en tilsvarende proces. Aldrig har menneskeheden oplevet et århundrede med så mange angstneuroser, alle frygter alle, lande såvel som personer. Optøjer af enhver art hører til dagens orden og bringes ind i vore stuer i alle detaljer ved hjælp af tidens meddelelsesmedier, der gennem den konstante gentagelse ødelægger selv meget stærke nerver. Mord hører til dagens orden i et land, hvor et mord for blot ét århundrede siden vakte en opsigt, vi i dag er ganske uden evne til at fatte. Vold er blevet tidens løsen! Gud er i sandhed blevet borte, er blevet en myte, de fleste trækker på skulderen af!

Og dog! Ønsker man af hele sit hjerte at "se Gud", har der aldrig været en tidsalder, hvor dette ønske lettere opfyldes. For Guds bevidsthed er i sig selv lov og orden, er plan i dette ords dybeste og reneste betydning. Gud er Kosmos, det lovbundne univers - og ikke kaos! Kaotiske tilstande, og vi oplever i øjeblikket næsten ikke andet, indebærer noget vidunderligt i sig selv, nemlig længslen efter sin modsætning. Intet menneske kan normalt udholde at leve et kaotisk liv, som splitter og ødelægger nervesystemet. I dag er utalte millioner tvunget til at leve et sådant liv, for i dag " æder vi sammen med svinene" indenfor så godt som alle livets områder. Vi har fået den "frihed", slægterne før os drømte om - og vi bruger den! Til at skabe demokrati? Til at skabe en verden, hvor "få har for meget og færre for lidt"? Til at skabe livsskønhed og menneskeværdighed? Til at bortjage sultens onde spøgelse fra jorden og til at skabe en overdådighed af skønne boliger for enhver? Til at ophæve enhver tænkelig forskel mellem racerne? Til at skabe en kærlighed, hvor dette at være sin Næstes næste er blevet en selvfølgelighed? Til at skabe en enhedsfront verden over mod enhver form for had og intolerance? - Nej! Vi fik en frihed større end noget andet århundrede, men vi brugte den ifølge vor natur. Vi lever i dag i en verden, hvor egoismen og selvkoncentrationen dagligt fejrer sande triumfer, og hvor den menneskelige ensomhedsfølelse og forladthed skriger til himlen! Hvor utilfredshedens grå tåge hviler over alt og alle og gør bitterheden til en selvfølge for et overvældende antal mennesker. Det er, hvad vi hidtil har fået ud af den "frihed", vi er så stolte af!

Men livsoplevelsen er baseret på kontrastprincippet. Og her er det jeg mener, at den, der virkelig ønsker at "se Gud", ikke kan undgå at mærke hans nærværelse i alt og over alt, så sandt som vi netop nu oplever den baggrund, der gør synet af det guddommelige lys tydeligere end i noget andet århundrede. Livet har aldrig på en og samme tid været så ondt, som det er nu - og så godt! Ondt, fordi mørke tankeklimaer dækker næsten hele vor mentale himmel, og godt, fordi "enhver der har øjne at se med og øren at høre med" kan iagttage dette vældige opgørs inderste natur og væsen! For "mudderpølens århundrede" er også "veernes tid". Er alt det smertefulde, der må gå forud for en "fødsel"!

Vi er her ved et af tidens største og i virkeligheden mest afgørende problemer. Det store flertal lever endnu et kosmisk perspektivløst liv. Det aner intet om sin egen evige kosmiske tilstand, om at ethvert - ethvert - levende væsen har været og vil være i al evighed. Mennesket, sådan som vi møder det i hverdagen, er absolut fremmed overfor det vigtigste af alt: sit eget evige liv og dermed sit eget evige ansvar. Det tror sig selv skabt og dermed begrænset. Det har låset sig selv fast i meninger, som i langt højere grad binder det til en evig fortid end til den fremtid, det time for time er på vej imod. Det er denne fastlåsethed, der i sig selv udgør den største modstand mod den indre forvandlingstilstand, det befinder sig i. Det vil gerne være demokrat, men er for de flestes vedkommende af natur autokrat, må være det, fordi det endnu ikke er i stand til at sanse livet ud fra et evighedsperspektiv. Alt er HER og NU! Det er dette forhold, der er årsagen til, at livet taler så hårdt til menneskene, som tilfældet er i dag. Deraf alle ulykker, statslige, sociale såvel som rent menneskelige.

Kun mennesket med en virkelig kosmisk opdragelse bag sig står i dag stærkt. Det "ser", hvad andre ikke ser. Dets daglige visioner af det oplevede er så helt anderledes end omgivelsernes. Det ser med intuitiv klarhed, at "ikke en spurv falder til jorden", uden at det er Guds vilje, der fuldbyrdes. Derfor deltager det ikke i krigen. Midt i "timeligheden" evner det bevidst at gå over i "evigheden" og anskue enhver oplevelse fra dette høje, rene syn. Og som det er gået det selv, ved det, at det vil gå enhver! Det ved, at netop når mørket er dybest, natten sortest, er morgenrøden meget nær.