Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra PÅSKE

 

Enhver tænkelig grad af lidelse, som det jordiske menneske mere eller mindre i det daglige liv kommer ud for, ser vi her på Golgatha fremtrædende i raffineret koncentration. Den mest udsøgte udløsning af menneskelig misforståelse, misundelse, ringeagt, bagtalelse, hævn, hån og spot kulminerer i en tornekronet nøgen mands fastspigring til et trækors højt over den ubarmhjertige hobs hoveder. I sine hænders og fødders fastsømning til korset bliver enhver nok så lille bevægelse til en yderligere opflænsning af hans kød og nerver, bliver til umådelige lidelser. Fra hans feberhede legeme perler sveden frem. Ude af stand til at forhindre afløbet af bloddråberne fra tornekronen får nogle af disse passage ned i den korsfæstedes øjne. Og gennem sit eget blod ser verdensgenløseren i nogle sekunder det sidste billede af sine bødler. Gennem dette røde panorama fornemmer han sine kærlighedshandlinger, sin kamp for sandheden vurderet og ligestillet med røveres og morderes manifestationer. Gennem den brændende ild i hans årer, gennem en nagende tørst hvisker hans tørre tunge: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig". Og se! Da udløstes en højere kontakt mellem den himmelske Fader og den udvalgte søn. Den hellige ånd begyndte at sitre gennem det hårdt belastede, men forfinede nervesystem. Det røde billede opløstes, og gennem en guddommelig klarhed ser han nu sine bødler som åndeligt uerfarne yngre brødre. Og i en sidste stor kærlighedsbølge gennem det udmattede og lemlæstede legeme tager han dem til sit hjerte. Men i samme øjeblik rystedes kontinentet i sin grundvold. Solen formørkedes, jorden revnede, og lynet slog ned i selve templet, frigjorde afspærringen til det allerhelligste. En dødelig angst udbredte sig blandt den før så selvsikre og ubarmhjertige morderhob, og skælvende krøb mange til korset. Men ud over mængden, gennem mørket funklede Guds ånds hellige, usynlige stråler. Fra menneskesønnens læber sitrede det gennem verdensrummet: "Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør". Men med dette overjordiske lysvæld drejedes jordens åndelige kurs ind i en ny fase. Et kærlighedens evangelium, en kærlighedens Gud kom til syne der, hvor man før troede vreden, hævnen og straffen havde til huse. Et inderligt forhold mellem et væsen i kød og blod og verdensaltets ophav var demonstreret. Den jordiske menneskehed havde fået bud fra sin evige Fader. Men Guds sendebud vendte sit blik mod himlen. Gennem en sagte brises kølighed mod sit hede legeme udfriedes den guddommelige martyr fra sine sidste lidelser, og den evige sætning: "Det er fuldbragt", vibrerede som en ny lysglorie ud over verden.

I sin allersidste kraftanstrengelse åbnede den tornekronede gudesøn endnu engang sine trætte øjne for at se den elskede menneskehed ved korsets fod. Og med dette billede i sit bristende blik forlod Guds udsending den fysiske verden. Gennem de blege læbers sidste hendøende vibrationer: "Fader i dine hænder befaler jeg min ånd", fik man angivet, at gudesønnens kurs nu var mod lysets riger. Men korset var blevet lysets symbol for alle tider.

Her i denne skyggernes sfære var der en ungdommelig selvmorder, der var umådelig forpint. Det var Judas, en af Jesu egne disciple, som i entusiastisk iver og utålmodighed havde misforstået sin mester, ja ligefrem havde hjulpet Jesu fjender med at tage ham til fange, havde endog med et kys forrådt verdensgenløseren. Men da dette var sket, og han på afstand havde fulgt begivenhedernes udvikling og så Jesu holdning over for sine bødler, faldt der ligesom et skæl fra hans øjne. Og for første gang "så" han " verdensgenløseren". Men at "se" "verdensgenløseren" er det samme som at se "den hellige ånd", og at se et så blændende syn uden at være ren er farligt, thi reaktionen mellem individets primitive tankeenergi og de ophøjede kosmiske stråler eller kærlighedsenergier er da alt for voldsom, og kan undertiden i værste tilfælde resultere i sindssyge, der hvor den ikke udløser sig i selvmord for det pågældende væsen. Med hensyn til Judas gik det altså således, at han i den hellige ånds guddommelige stråler så sin egen åndelige nøgenhed, sin ufuldkommenhed og lave natur i en sådan kontrast til sin fordums mester, hvis martyrium han endog selv havde været med til at udløse, at han væmmedes ved sig selv, ja kom endog til at hade sig selv.

Ude af stand til at blive det forfærdelige syn af sig selv kvit, ude af stand til at forhindre virkningerne af sit forræderi, ude af stand til at mildne Jesu lidelser, ja, han havde endog ved sit forræderiske kys omgivet ham med et panser af bevæbnede stridsfolk, råhed og brutalitet, åbenbarede der sig for ham kun håbløshed. Han, der før hver dag til overflod kunne svælge i mesterens kærlighed og visdom, havde ved sit fejltrin sat et uoverstigeligt svælg mellem sig og sin guddommelige velynder. Under præsternes og mængdens hån og de bevæbnede stridsfolks rå tilbagevisning af hans bøn om at nærme sig korset modnedes hans sidste forfærdelige beslutning på det fysiske plan. I fortvivlelsen over, at han ikke engang ved korsets fod kunne få lov til at komme til den eneste, der kunne mildne hans kvaler, få lov til i støvet for hans åsyn at græde sin anger ud, få lov til at trygle om hans tilgivelse, hans velsignelse, gik han hen og aflivede sig. Men hans udødelige ånd gik derved over dødens tærskel til "forgården" til lysets riger, den samme forgård, hvortil også Jesu ånd begav sig fra udfrielsen af sit fysiske legeme på korset.

Her i denne forgård eller sfære vågner alle væsener op efter deres fysiske død. Og vi genfinder dem her med de samme tendenser, de samme tankearter, de samme fornemmelser af lidelse og velvære, som de var knyttede til, umiddelbart før de døde. Mennesker med en lys samvittighed, med en fremragende kærlighed til sine medvæsener og omgivelser vågner her op til den samme lykkelige tilstand. Men mennesker med dårlig samvittighed, sjælekvaler og sortsyn vågner her op besværede med disse realiteter i stadig virksomhed. Vi genfinder også Judas her mellem dem, som er mest ulykkelige. Men hans ædle anger og ønske om tilgivelse i forbindelse med alle de andre ulykkeliges kvaler skulle snart blive observeret af den utrættelige mester.

Gennem samvittighedens mørke kvaler, gennem melankoliens og sorgens grå tungsind, uden udsigt til nogen sinde at få fred i sit sind, midt i en ørken af ulykkelige sjæle, stirrer Judas ud over dette håbløshedens øde. Men hvad var det? - Pludselig stivner hans blik. Det var ligesom han i det fjerne øjnede et lille lysende punkt. Det kom nærmere og nærmere. Nu antog det mægtige dimensioner, blev synligt som en stor glorie, bølgede hid og did. En vidunderlig dejlig fornemmelse, som han ikke før havde følt mage til, betog ham. Han mærkede, at noget guddommeligt, uudsigeligt nærmede sig. Og nu - som en opadgående sols lyse morgendæmring vibrerede det hen over denne de ulykkelige sjæles håbløse nat: "Kommer hid til mig alle I som er besværede, og jeg skal give eder hvile".

Judas stod som fastnaglet til stedet. Det var jo hans mesters stemme. Var det virkelig muligt, at denne lysende skikkelse midt i den strålende kæmpeglorie var håndværkeren fra Nazaret, var den mand, man på jorden havde anset for at være gal, være en fanatiker, en falsk profet, en oprører, en lovbryder, et individ, mere værdig til dødsstraffen end de almindelige røvere og mordere? - Jo! - Her var ingen fejltagelse mulig. De kendte træk lyste med usigelig klarhed, ja endog hænderne kunne Judas genkende, men de bar mærker af - korsfæstelsen. Og som et lyn dukkede erindringen om hans egen andel i dramaet frem. På ny formørkedes hans sind. Og i fornemmelsen af hans egen uværdighed til at være i mesterens nærhed forsøgte han at flygte. Men da var det for sent. Mesteren var kommen for nær. Hans kærlighed afskar ethvert flugtforsøg, ethvert tilbagetog. I næste øjeblik knugede verdensgenløseren sin ulykkelige discipel til sit bryst. Og gennem rummet lød: "jeg er kommen for at søge og frelse de fortabte".