Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Lige så længe kristendommen har eksisteret, har man vel skabt sig de billeder af Kristus, som passede til tidens og folkets ønsker og krav, hvad enten man valgte at fremhæve syndebukken Jesus eller Herren på sin trone. I dag er det en udogmatisk Jesus, man er interesseret i: oprøreren, der vandrede rundt med sin storfamilie, og som fandt sig bedre til rette med fattige folk end med rige, ja, som endda omgikkes skøger og sagde, at han ikke dømte dem. Også de af jøderne foragtede toldere, vel nærmest folk af den type, vi her i Danmark under besættelsen kaldte værnemagere, kunne han finde på at besøge; autoriteterne derimod, dem man ellers så op til, som f. eks. farisæerne (der egentlig betyder den hellige elite, der som foregangsmænd hæver sig op over den syndefulde hob), kaldte han selvretfærdige hyklere. Han sagde, at de bandt svære byrder og lagde dem på menneskenes skuldre i stedet for, at de skulle hjælpe folket og lette dets byrder, og han kritiserede, at de lod sig kalde Rabbi og gerne ville have hæderspladser ved måltiderne og i synagogerne. "Men I er alle brødre" slog han fast, "og I skal ikke kalde nogen på jorden jeres fader; thi én er jeres fader, han, der er i himlene". Ved samme lejlighed understregede han, som han havde gjort det så mange gange: "Den største iblandt jer skal være jeres tjener".

 

 

Ved en sådan tekst vil man forsøge at aktualisere de gamle begivenheder, der skildres i Det nye Testamente og trække Jesus ud af kirken og vise, at han er en af vore. Forsøget har utvivlsomt sine positive sider, idet det understreger, hvordan Jesus har hævdet broderskabets idé både i teori og praksis, og dermed også socialismens og demokratiets to andre ideer om frihed og lighed. Men foruden de positive sider er der også et faremoment i "socialiseringen" af Jesus; tilbøjeligheden til ud fra tidens krav og behov at gøre ham til "en af vore" kan få os til at glemme, at så må vi samtidig blive "en af hans". Dette skal ikke forstås som at blive "frelst i troen på ham", men som en understregning af, at hans broderskabstanke udelukkende var baseret på ikke-volds- og næstekærlighedsprincippet. Det er der også mange af de unge, der har "genopdaget" Jesus, som forstår: de ønsker den indre revolution i mennesket og ikke en ydre voldsrevolution, men der er andre, som stadig følger "Barrabasprincippet" og mener, at revolutionen med våben i hånd og livet som indsats er den eneste måde, hvorpå man kan fjerne magtmisbrug og undertrykkelse. Den sidste kategori har nærmest gjort Jesus til en revolutionshelt og oprørsmartyr, der faldt i kampen mod undertrykkerne, og det var han lige så lidt, som han var offerlam eller Gud.

Jesus var modellen for, hvad det vil sige at være et rigtigt menneske, et væsen, som omgivet af den intellektuelle jungle, vor verden endnu er, alligevel formåede at leve i overensstemmelse med menneskerigets love, kærlighedens og ikke-voldens princip.

Lige meget hvor på jorden et sådant "rigtigt menneske" ville manifestere sin væremåde, ville der vel komme virkninger af det, men det var ikke tilfældigt, at det netop var Palæstina, såvel som tidspunktet ikke var tilfældigt, såvel som intet som helst, der foregår på denne jord eller noget andet sted i universet, er tilfældigt eller uden betydning. Ganske vist er vi blevet klar over, at jorden ikke - som man har troet det i lange tider - er verdensaltets centrum, men til gengæld kan vi begynde at fatte, at vor klode er et kraftfelt med et kraftcenter, og at den som sådan vekselvirker med andre universelle kraftfelter og -centre. Al livs- og kraftudfoldelse er et resultat af samarbejdende enheder, hvad enten det er nede i mikrokosmos eller ude i makrokosmos, det kan videnskaben fortælle os. Samme videnskab er dog endnu på grund af sin begrænsning mest tilbøjelig til at fortælle os, at alle disse enheders samarbejde beror på tilfældigheder, selv om det har været videnskabens opgave at finde universel lovmæssighed, en opgave, den i forhold til den fysiske verden har løst med stor grundighed og præcision. Man har studeret den fysiske mikroverden, og det er utrolige ting, man har fundet ud af med hensyn til samarbejdet mellem og opbygningen af mikroorganismer eller mikrostofenheder. Lige så har man opdaget en masse om makrostofenheden jordens forhold til de universelle makrostofenheder, man kalder kloder, solsystemer og mælkeveje. Man opdager stadig mere og mere, og løsningen af problemerne bringer hver gang nye spørgsmål med sig. Men, som Rudolf Thiel skriver i slutningen af sin bog "Universets erobring": "De store spørgsmål, som alle mennesker ønsker at få svar på, savner i høj grad sikre svar. Vi tænker her på spørgsmålene om verdens opståen og verdens undergang, om disse to ting overhovedet har nogen fornuftig mening. Skulle man tale om en tendens i de allerseneste år, må den gå ud på, at verdensaltet hverken har nogen begyndelse eller ende. Verden har altid bestået og vil altid eksistere. Der er ikke tale om nogen øjeblikkelig skabelsesakt, fremragende astronomer i vor tid er af den anskuelse, at skabelsen stadig foregår."

Men hvad har "tilfældet Jesus" og alle de kræfter, han som et åndeligt kraftcenter har sendt gennem tiden og rummet, med såvel videnskabens problemløsninger som dens manglende svar at gøre? "Lad os dog ikke blande videnskab og religion sammen", vil nogle sikkert straks indvende. Her bliver heller ikke tale om at blande disse kulturfaktorer sammen, men det er muligt at nå et standpunkt, hvorfra man har overblik over såvel religion som videnskab og derved mulighed for at se, at de er som to pile, der peger mod samme mål: kosmisk bevidsthed.

Fortsættes i næste nummer af KOSMOS.