Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Hver årstid har sin charme, skønhed, farve, poesi og stemning, og årets kredsløb udgør derved en rigt nuanceret og afbalanceret fuldkommenhed. Der er ingen årstid, man kan betegne som uskøn, disharmonisk eller uhensigtsmæssig, selv om man nok kan tale om en mere behagelig årstid i forhold til en mindre behagelig.

Foråret er spiringens og gennembruddets tid, sommeren er vækstens tid, efteråret er modningens og høstens tid, og vinteren er den tid, hvor naturen er ribbet for blade og frugt, og tilbage står dens enkle nøgenhed med sin egen dystre skønhed og stærke kontraster. Vinteren er næsten som en renselsesproces. Stærk blæst, sne eller regn renser ud og skrubber naturen ren, så den er klar til at møde et nyt forår i renvasket stand. Også menneskelivet har sine årstider, og menneskets livskredsløb benytter Martinus til at demonstrere reinkarnationens princip, idet han henviser til, at ethvert af naturens kredsløb ikke er enkeltstående, men er et led i en uendelig kæde af kredsløb. Og det er derfor ikke logisk at antage, at de enkelte livskredsløb skulle være isolerede tilfælde af kredsløb, men netop rækker eller kæder af fortsatte kredsløb.

Den gamle dame, forsidebilledet viser, som har passeret sin 100 års fødselsdag, har gennemløbet livets kredsløb. Vinterzonen, hendes ubevidste, rene og uskyldige barnestadium, ligger et helt sekel tilbage i tiden. Ungdommens friske rødme og viltre lokker er for længst forsvundet - foråret gik alt for hurtigt og snart var det sommer. Sommerens kulmination og livets hårde arbejdsdag er overstået og har sat sit præg, og efteråret er inde med sin høst og sine hårde storme. Mange træer vælter tidligt i efterårsstormen, og mange mennesker bukker tidligt under for sygdom, udslidte som de er efter "racet", som man nu siger. Efteråret er høstens tid både for det sunde og positive tankesæt og for det uregerlige eller eksplosive tankesæt, og tankens frugter markerer sig både i sind og krop. For de fleste ældre bliver alderdommen en ydmyg tid. Gamle færdes langsomt og roligt, mens ungdommen farer rask forbi, ofte med en ubetænksom bemærkning til den gamle, som ikke er så meget bevendt i det ydre og aktive liv, udslidt og ikke mere en produktionsfaktor. Livet har efterladt sine ar og furer i sind og ansigt, som tegner sig som bitre drag, hvis racet har været for hårdt, og den åndelige modenhed ikke har slået til, medens fine rynker ved øjne og mund og smilehuller i kinden og en afklaret renhed er blevet resultatet for den, som har haft smil og taknemlighed tilovers, når livets modgang eller hug har ramt. Ingen kommer igennem uden modgang, men kun få kommer igennem som den gamle dame, hvis træk vidner om sjælsstyrke og livskunst. Venner og søskende er borte, kolleger og arbejdsfæller er gået samme vej, hun rager ensomt op, men måske lyser børnene og børnebørnene op, og der er stadig noget, hun kan hjælpe med i sin livsaften eller livets efterår.

Årets efterår har en særlig skønhed med mange, klare farver, og det aldrende menneske har også med sit grånende hår og sin falmende skønhed sit særpræg, som kan være betagende. Piet Hein (Kumbel) siger i et af sine vers, "hvis alderdommen er som efteråret, så kom, oh tid, og strø mig løv i håret". Man kan måske se med bekymring på de eventuelle sygdomme og besværligheder ens alderdom vil medføre, men alderdommen er - som alle andre årstider - en smuk og rig tid, en tid til eftertanke og genoplevelse.