Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Masseudnyttelsen af levende væsener med udviklet følesans betyder en ukendt, daglig ofring af millioner af dyr og foruroliger dem, som ved, at naturen er følsom og sårbar, og som er bevidste om, at der er et fællesskab - eller harmoni - mellem alle former for liv. Mange mennesker gør indvendinger af moralske grunde imod grusomhed mod dyr, men at standse den kommercielle udnyttelse af dem, kræver mere end humanitære idealer. Penge er udplyndrernes store beskytter, og penge er med i de mest grusomme skikke, verden kan byde på: fælde-jagt, vivisektion, fabrikslandbrug osv. med henblik på fremskaffelsen af animalske stoffer til anvendelse i forskellige produkter.

For penges skyld sætter mennesker dyrefælder op i tusinder af hektar skov i Canada og Nordamerika. De ved, at små dyr, ude af sig selv af frygt og smerte, vil komme til at miste bevidstheden af udmattelse i disse fælder under forsøg på at kæmpe sig fri af de hårde jernkæber, kun for at vågne op igen, dag og nat i denne fortsatte kamp for livet. Men når mennesket vender tilbage for at slå dem helt ihjel, måske en uge senere, så bliver det godt betalt for de små stykker pels, der har kostet så mange lidelser. Den velhavende og indflydelsesrige pelshandel har trivedes siden menneskets huleboertilværelse, og selv i dag ignorerer samfund og regeringer denne grusomhed.

I det sidste tiår har en lille gruppe kvinder protesteret imod og nægtet at bære pelse, men kun få har fulgt deres eksempel.

Imidlertid, for lidt over 10 år siden, da fabrikker var begyndt at producere kunstige fibre, anvendelige til pelse, gav lady Dowding sammen med en gruppe venner deres første modeopvisning og fremviste pelse i kunstfibre, medens de samtidig påviste de voldsomme, og nu unødvendige lidelser, der blev påført pelsdyr. Opvisningen, der tiltrak sig et uventet stort antal mennesker inkluderet pressen, blev holdt i London.

Lady Dowding gik ud fra den naturlige tanke, at man ikke kan forvente, at mennesker opgiver at bære pels eller andre produkter frataget dyr under lidelser, med mindre man kan tilbyde dem et alternativ. Efterspørgslen danner basis for fremkomsten af et vareudbud, og lige så længe folk køber varen, vil fabrikanten tjene penge på disse dyriske produkter.

Det var denne realistiske stillingtagen til grusomhed, som ved denne lejlighed gav den nye og hurtigt voksende syntetiske pelsfiber industri et skub fremad, der interesserede pressen, og som også startede Beauty without Cruelty: Skønhed uden grusomhed.

I England i dag behøver man blot at sammenligne antallet af naturpelse i en gruppe med antallet af syntetiske pelse for at vise, hvorledes en gennemført propaganda sammen med mulighederne for nu at kunne købe et smukt kunstprodukt har sat sit præg på den én gang blomstrende pelshandel.

På en sund basis af kendsgerninger, altid omhyggeligt undersøgt førend de er publicerede, med en samtidig angivelse af, hvilke produkter der findes som et alternativ til de dyriske produkter, er denne første modeopvisning for godt ti år siden vokset til en velgørenhedsfond med en aktiv komité og tusinder af medlemmer i alle dele af verden. Dens formål er at skabe en menneskelig livsindstilling i stedet for at udnytte andre medskabninger.

Der er mange måder, hvorpå dyrene bliver udnyttede, ikke blot på grund af deres pels eller skind, men også for forskellige stoffer eller sekreter fra deres kroppe. Når komiteen har fundet et præparat, der indeholder sådanne bestanddele, gør den alt, hvad der står i dens magt for at få et alternativt ikke-dyrisk produkt på markedet.

I sæber og i mange skønhedspræparater anvendes hvalolie eller andre dyriske fedtstoffer. Hvalen, især, er et meget intelligent pattedyr, og man behøver ikke at have megen fantasi for at forstå dens lidelser under dens kamp for sit liv, medens dens indvendige dele sprænges i stykker af en granat-harpun. En af de ting, Beauty without Cruelty foretog sig på et tidligt tidspunkt, var at overtale et firma (Vegecos) til at fremstille den første luksushåndsæbe, fuldt på højde med tilsvarende populære mærker, af en 100% vegetabilsk olie. Den blev kaldt: Innocence (uskyldighed). Men flertallet af sæber indeholder stadig en basis af dyriske stearater.

Dog, succeen med "innocence" og senere med vor egen Beauty without Cruelty sæbe viste, at der var et behov for dem, og viste også, at vegetabilske sæber med fordel kan anvendes af mennesker med følsom hud, eller som er allergiske mod andre mærker.

Nogle andre bestanddele i skønhedspræparater er rent ud sagt modbydelige. Der skal nævnes blot et eksempel, der angår parfumer. For at fastholde en duft behøver parfumer et "fiksativ". Disse fiksativer er hyppigt et kirtelsekret fra civetkatten, bæveren eller moskosrotten. Den "bedste" er civetkattens, eksporteret fra Æthiopien. For at udvinde det, holdes de vilde katte indespærret i bure, ca. 1 m lange og 50 cm brede. Et stærkt rygende bål holder temperaturen i disse bure oppe på omkring 43° C. Hver 24 timer bliver de fodrede med skiftevis suppe og kød. Hver niende dag finder en operation sted, der kaldes "rensning". Den består i at trække dyret halvvejs ud af buret, idet det bliver kilet fast i burets dør, bagbenene holdes spredt, og moskuspungen, der sidder ved hannens kønsorganer, åbnes med hånden. Fra den således blottede kirtel fremkommer en tyk, gul substans, som skrabes af med en horn-spatel, og en klump smør lægges endelig ind i såret.

På foranledning af Beauty without Cruelty foretog en repræsentant fra organisationen "international Society for the Protection of Animals" og "Royal Society for the Prevention of Cruelty to Animals" en undersøgelse af denne industri og blev ubehageligt berørt og engageret i spørgsmålet. Han fandt også, at kattene ikke ynglede i fangenskab, og at deres livsløb blev betydeligt forkortet.

Beauty without Cruelty publicerede hans undersøgelser og producerede en parfume med et fiksativ, der var fuldt så godt som det animalske produkt. Siden den tid er en del parfumer ændret fra anvendelse af dyrisk til syntetisk fiksativ.

Propaganda samt alternative produkter til dyriske produkter kombineret med de hurtige fremskridt indenfor produktionen af syntetiske erstatningsstoffer har allerede gjort det ret let at leve uden at gøre andre skabninger ondt, men da Beauty without Cruelty startede, var der meget få af den type præparater. Forsyningerne af syntetiske pelse var små, og syntetisk læder som f. eks. CORFAM var ukendt. For at efterkomme et stort behov for centre, hvor de ret få "cruelty-free" produkter (produkter fremstillet uden grusomhed) kunne ses og købes, omdannede komiteen et af medlemmernes garage til en "boutique". Senere søgte man flere pengemidler, og man købte en forretning i 49 Montagu Street, London W.1., og siden da er forretninger åbnet i Edingburgh og Leeds, og flere er under forberedelse.

Behovet for vegetabilske toilet- og skønhedspræparater som alternativer til andre førsteklasses dyriske produkter var åbenbar. Beauty without Cruelty produkterne påbegyndtes efter en gave på 1000 kroner, og er blevet organisationens største succes indtil dato.

For at tage vare på disse og andre aktiviteter dannedes et aktieselskab, i hvis statutter der blandt andet står, at alt overskud vil gå til en velgørenhedsfond til videreførelse af dette arbejde.

Der har været mange vanskeligheder at overvinde ved at finde frem til sådanne erstatningsprodukter, men som de fleste, der arbejder for dyrenes velfærd, ved, er det gennem at modarbejde de grusomheder, der finder sted, at vanskelighederne ofte "overvinder sig selv". Bevægelsen er beskæftiget med alle former for grusomheder og udnyttelse. I nogle retninger arbejder den sammen med andre dyreværnsforeninger, i særlig grad med "The National Antivivisection Society" og "Compassion in World Farming", med hvilken bevægelse vi er associeret. På andre områder handler bevægelsen uafhængigt, som f.eks. i tilfældet med sæler og civetkattene. Sælskindhandelen beskylder den megen propaganda herimod og presseomtalen, der var inspireret af Beauty without Cruelty, for det drastiske fald i prisen på sælskind, og i marts 1970 var Jean Le Fevre og top-model Celia Hammond de første kvinder, der overværede og skrev artikler om sælfangster i St. Lawrence bugten i Canada.

Hele året rundt holder bestyrelsesmedlemmer foredrag og foranstalter modeopvisninger over hele landet og er optaget langt ind i året 1971. Lady Dowding og andre repræsentanter bliver hyppigt inviterede til at give radio- og fjernsynsinterview.

Bevægelsen udgiver bl. a. COMPASSION, et blad der udkommer 3 gange om året, udsender oplysninger om produkterne "More than Skin Deep", og et vegetarisk hæfte med opskrifter "Kind Cooks", samt forskellige småskrifter. Der er underafdelinger i London, Nordengland, Scotland og Wales samt i Australien, New Zealand, Amerika, Canada, Rhodesia, Sydafrika og Japan. (Fru Dagmar Olsen, Ringkøbinggade 15, 5 sal, 2100 København Ø, ønsker at starte en afdeling af Beauty without Cruelty her i Danmark og har enkelte af deres produkter til salg).

Nødvendigvis angår meget af vort arbejde dyr i andre dele af verden: tigre, som såres i løkker eller af forgiftede pile, slanger og firben sat på stager, og afskindede levende krokodiller, lemlæstede under fangsten med kroge og modhager og slået til døde med hakker og hamre osv.

I England er der oprettet et hjem for dyr, der er blevet forladt af deres ejere. Her bliver de passet og får dyrlægehjælp om nødvendigt, og der bliver fundet gode hjem til dem, hvis det er muligt.

Beauty without Cruelty praktiserer i det daglige princippet: ærbødighed for livet, og med de mange unge, som er tilknyttet arbejdet i dag, er der håb om, at arbejdet vil række ud i fremtiden og bringe den dag nærmere, hvor der vil være et fællesskab mellem dyr og mennesker, og en verden af kærlighed omkring de skabninger, med hvilke vi deler denne jord.