Kosmos 1971/4 side 39
Sv. Aa. Rossen
Martinus verdensbillede i korte træk
(Fortsat fra KOSMOS nr. 3)
Livets kredsløb
Passagen fra dyr til menneske betegner imidlertid kun et sekund af evigheden. Forud for denne har det levende væsen som mineral og plante vandret mod dyreriget. Dyrets organisme og dets livsform er vidnesbyrd om en lige så lang og koncentreret stræben som den, mennesket i dag udfolder. Martinus siger da også, at det evige liv består i en evig fortsat gentagelse af at fødes og dø, af at huske og glemme, af at hungre og mættes. Men medens mennesket nu tilstræber åndelige værdier, havde hin stræben som mineral og plante kurs mod en "sovende" animalsk tilværelse. Denne forvandling kalder Martinus en indviklingsproces, fordi der her er tale om en voksende "indvikling" i fysisk materie i form af mere og mere massive animalske organismer i modsætning til menneskets nuværende "udvikling", der betegner en voksende frigørelse fra det materielle stof.
Så længe Martinus kun beskriver indviklingsprocessen fra mineral til dyr og udviklingsprocessen fra dyr til "rigtigt" menneske, befinder han sig i nogen grad inden for den almindelige videnskabs erfaringsområde; rigtig interessante bliver hans analyser først, når han påpeger, at dette forløb er en del af en større helhed, som han kalder spiralkredsløbet. Med den visionæres ret bevæger han sig her ind på metafysikkens område og anskueliggør, at dette forløb kun får mening, hvis man forestiller sig eksistensen af et usynligt, åndeligt eller parafysisk univers som balance eller symmetri til det fysiske univers. Med denne idé løser Martinus gåden om livets opståen, idet han fremhæver, at liv som indbegrebet af oplevelses- og skabeevne aldrig er opstået af materien eller stoffet, som naturvidenskabelige evolutionsteorier gør gældende, men er en evig realitet. Liv er aldrig opstået, og det vil aldrig ophøre med at eksistere, men er derimod underkastet en evig fornyelse eller forvandling, f.eks. fra mineral og plante til dyr og menneske, ja, endogså fra en usynlig, elektrisk eller parafysisk eksistensform til fysisk, synlig form. Kontinuiteten i de skiftende tilværelsesformer bæres som nævnt af JEGET, der fungerer som en evighedsfaktor uafhængig af stoflige transformationer. Med sin fremstilling af livets evighedsnatur bringer Martinus et værdifuldt supplement til loven om energiens konstans. Denne fysikkens grundlov, som antager, at der ikke kan opstå eller forgå energi i universet, men kun forvandling til forskellige former for energi: varmeenergi til el-energi, el-energi til mekanisk energi osv., fremtræder som et spejlbillede af livets evige konstans. Stof eller materie er det materiale, JEGET anvender til skabelse, og enhver bevægelse i stoffernes verden er derfor en livsytring: et vidnesbyrd om JEGETS tiltrækning eller frastødning af materien. Livets fundamentale ydre eller behavioristiske kriterium er således ikke et tilfældigt biologisk skel mellem uorganiske og organiske fremtrædelsesformer, men blot bevægelse. Hvor der er bevægelse, er der liv, og da alt stof er i bevægelse, repræsenterer alt stof følgelig en eller anden form for liv. Livets indre eller fænomenologiske kriterium er i modsætning hertil evnen til at opleve, men da dette kriterium i sagens natur er subjektivt, kan det naturligvis kun bekræfte for individet, at det selv er et levende væsen.
Martinus gør gældende, at dannelsen af "solstof" i universets tilsyneladende tomrum, mineralske krystallisationer og dannelsen af planteliv er udtryk for en voksende materialisation af levende væsener, som overskrider grænsen fra en parafysisk eller åndelig "lystilværelse" til den fysiske verden. Denne åndelige "lystilværelse" afspejler sig i religionernes forestillinger og myter om en oprindelig paradistilværelse, men til forskel fra disse beretninger understreger Martinus, at "uddrivelsen af paradisets have" ikke var nogen straf, men en naturlig vending i spiralkredsløbet som følge af en mættelse eller udlevelse af en tilstand af konformitet med livslovene. I mineralernes og planternes formfuldendte og koloristiske skønhed har vi, siger Martinus, en genklang af en "overfysisk" harmonitilstand, som også røber sig i dyrets og menneskets organisme dér, hvor sygdomme endnu ikke har vansiret den organiske fuldkommenhed. I dyrerigets rovdyr og i det dræbende menneskes skikkelse når spiralkredsløbet et kontrapunkt til en ukendt åndelig verdens sublime fuldkommenhed. Sammenlignes dette gigantkredsløb med årets skiftende sæsoner, da er det vinterens golde modsætning til sommerens sollyse frugtbarhed, som de levende væsener gennemlever her på jorden. Mættet af en fuldkommenhed, som førte til monotoni, rettede væsenerne af egen fri vilje deres livsbane mod en kompakt fysisk tilværelse, hvis grove sansepåvirkninger, faremomenter og drabstilstande på ny kunne skabe inspiration til livets oplevelse. Men ligesom vinteren må vige for foråret og en ny sommers komme, vågner på ny i dyret og mennesket en længsel efter fred og indsigt, og dets vilje rettes mere og mere mod skabelsen af et fuldkomment samfund, hvor alles behov for livsfornødenheder, menneskelig kontakt og udvikling af individuelle evner tilgodeses. Vi kan ikke her komme ind på Martinus detaljerede fremstilling af den lange udviklingsbane, mennesket efter hans opfattelse har foran sig op mod spiralkredsløbets sommerklimaks, men blot fremhæve, at der på ny i tidens fylde vil indtræde en mættelse af "lyset" og en ny vending mod "mørket". Jævnfør Martinus sentens, at det evige liv er en evig fortsat gentagelse af at fødes og dø, at huske og glemme, at hungre og mættes. -
Som man vil kunne forstå af denne kortfattede fremstilling, kan de levende væseners evige livsvandring forklares med nogle evige livslove, som Martinus kalder kontrastprincippet og sult- og mættelsesprincippet. På basis af de levende væseners egen vilje, men i overensstemmelse med en universel, guddommelig omsorg og kærlighed fører disse principper eller love de levende væsener frem gennem spiralformige baner fra lys til mørke og mørke til lys i stadigt voksende perspektiver. Spiralkredsløbet fremtræder således som et gigantisk spejlbillede af den fra det daglige liv velkendte kendsgerning, at mennesket har behov for afveksling og derfor svinger mellem modsatte ønsker og motiver. Spiralkredsløbet er et stilrent billede på tendenser, som genfindes i menneskets psyke i mere uklar og sløret form. Det bør fremhæves som et tillidvækkende træk hos Martinus, at han således fremstiller det kosmologiske skabelsestema eller det evige livs model som en forlængelse af hverdagens livsmønster og naturens grundtræk. Det tilfredsstiller en videnskabelig grundholdning, som søger at forklare det ukendte med retningslinjer fra det kendte, og det opfylder tesen om, at universet er en helhed, hvis principper afspejler sig i alle dens dele.
Reinkarnation
Hvis de levende væsener, som det er antydet, alle er evige og befinder sig i kæmpemæssige indviklings- og udviklingsbaner, der strækker sig langt ud over det enkelte fysiske liv, bliver tanken om reinkarnation (genfødelse) en naturlig tilføjelse til teorien. Omvendt kan man sige, at ideen om, at de biologiske væsener fødes igen og igen, gennem spiralkredsløbet får en sandsynlig basisteori, da de to former for kredsløb er analoge om end af forskellig størrelsesorden. Sammenligner man med urets tidsinddeling, har man i forholdet mellem minutkredsløbet og timekredsløbet et billede på, hvorledes de nævnte kredsløb er synkroniserede. Ligesom timeintervallet er opbygget af en kæde af minutter, således er spiralkredsløbet dannet af en lang række reinkarnationskredsløb. Dog må det tilføjes, at billedet er utilstrækkeligt, da de levende væsener kun reinkarnerer i den halvdel af spiralen, hvor de fremtræder som planter, dyr eller mennesker.
For at underbygge påstanden om, at mennesket udvikler sig trin for trin gennem en kæde af jordiske liv, beskriver Martinus ud fra sin intuitive viden det levende væsen som en mere omfattende realitet end den fysiske organisme, som vi umiddelbart erkender. Foruden JEGET, som er omtalt, besidder det levende væsen for det første flere parafysiske eller overfysiske legemer, med hvilke det efter den fysiske organismes undergang er i stand til at fungere i en tilsvarende oversanselig verden bestående af de stråleformige energier, som befinder sig uden for den iagttagelige del af den elektromagnetiske energiskala, indtil det på ny er modent til inkarnation i et fysisk-organisk legeme. Vi kan ikke her bruge plads til at argumentere for en sådan eksistensform, men blot nævne de begyndende erfaringer, som man indenfor psykisk forskning, parapsykologi m. m. har indhøstet. Dernæst besidder det levende væsen en overbevidsthed, også kaldet et evighedslegeme, hvor alle dets oplevelser, erfaringer og færdigheder opsummeres i visse kraftcentre, som Martinus kalder talentkerner. Disse er vitale enheder i individets allerede nævnte SKABEEVNE, idet de så at sige er bærere af individets personlighed og udviklingsstandpunkt, da de rummer essensen af de egenskaber, vedkommende gennem mange liv har tilegnet sig. Medens det fysiske legeme tillige med de parafysiske legemer er underkastet forvandlingens evige kredsløb og derfor periodisk opløses for på ny i en bestemt rytme at opbygges igen, er evighedslegemet og dets talentkerner upåvirkede af disse omskiftelser og kan netop derfor sikre en kontinuitet i individets udvikling fra det ene liv til det næste. Hjernecentrene for syn, hørelse, tale, tænkning, bevægelse osv. såvel som formeringscellernes gener er ud fra denne betragtning en slags kopier eller "gennemslag" af disse talentkerner. I sig selv er evighedslegemet med dets talentkerner et udefinerbart og uiagttageligt element i det levende væsens struktur, som fordi det repræsenterer dets absolutte sanse- og skabeevne, i sig selv ikke er tilgængeligt for sansning eller iagttagelse. Ligesom en lygte ikke kan lyse på sig selv eller et øje se sig selv, besidder det levende væsen en SKABEEVNE, som det rent principielt ikke direkte kan iagttage, men kun anskue intuitivt.
Reinkarnation er altså Martinus svar på det spørgsmål om livets retfærdighed, som menneskers forskellige egenskaber og skæbner rejser. Medfødte lidelser som åndssvaghed, spastisk lammelse, epilepsi såvel som exceptionelle begavelser f. eks. i sprog, matematik, litteratur eller anden form for kunst får herigennem mulighed for en forklaring, som harmonerer med en menneskelig retfærdighedssans og en humanistisk livsindstilling. Enhver egenskab, positiv eller negativ, er ifølge disse tanker bygget op gennem det levende væsens egne ønsker og livsførelse gennem mange liv. Ingen kommer uforskyldt ind i lidelsesfyldte tilstande, så lidt som nogen får en lysende begavelse forærende. Initiativet til udviklingen af nye evner ligger altid hos JEGET, som på basis af sin hidtidige livsbane fostrer et nyt ønske, hvis konsekvens det ofte ikke kan overskue. Dette ønske er, siger Martinus, den endnu uskabte evnes A-stadium. Hvis ønsket er stabilt og mere end et udtryk for blot en flygtig ønskedrøm, går evnedannelsen ind i sit B-stadium, hvilket vil sige, at der er skabt tilstrækkelig motivation i det pågældende felt til, at en proces, præget af øvelse og træning, kan tage sin begyndelse. Den voksende dygtighed afføder som nævnt talentkerner i evighedslegemet og desuden begyndende organiske dannelser i de overfysiske legemer. Hvis vedkommende fortsætter denne specielle interesse gennem en række inkarnationer med genoptræning og repetition i hvert livs barndom og ungdom, afsluttes denne evneudvikling med et C-stadium, som betegner den perfekte, geniale færdighed eller virtuositet inden for det pågældende område. I så fald vil vedkommende allerede som barn, som f. eks. en Mozart, afsløre sig som et såkaldt naturgeni og aftvinge eksperters beundring ved sine fænomenale færdigheder.
Men i kraft af individets frie vilje er der også mulighed for udvikling af negative evner, der kan medføre en voksende degeneration af organer eller centre i nervesystemet. Her kan nævnes uhensigtsmæssige kostvaner (Martinus er talsmand for vegetarisk ernæring), manglende motion, forkert legemsholdning, indtagelse af nikotin og alkohol, brug af psykedeliske stoffer, og ikke mindst en uligevægtig mentalitet præget af negative træk som hidsighed, egoisme, jalousi, intolerance eller depression og melankoli. Undertiden glider mennesker på grund af deres egen indstilling og manglende viden så langt ned ad skråplanet, at de ikke i kraft af deres egen personlige, fysiske bevidsthed kan vende tilbage til en normal livsførelse. Deres evige eksistens kan imidlertid ikke ophæves, end ikke ved selvmord, hvorfor de i kommende inkarnationer vil fremtræde som mentalt retarderede, muligvis med yderligere andre handicap, for under pleje af kyndige specialister langsomt på ny i påfølgende liv at opbygge en normal organisme og hjerne.
Sv.Å.R.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige