Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

I november 1970 vedtog det italienske parlament en lov, der tillader skilsmisse i et land, hvor ægteskabets opløselighed i sig selv var en umulig tanke. Endnu er loven ikke definitivt bekræftet og altså ikke trådt i kraft. Dette vil imidlertid ske, med mindre loven tvinges ud til en folkeafstemning, der uundgåeligt vil betyde religionskrig i et land, hvor den "gamle verdensimpuls" har sit rent fysiske centrum: Vatikanet! Hundred tusinder af italienere, der i dag ikke kan få legaliseret et samliv, der for kvindens vedkommende har været ubegribeligt ydmygende, lever i dette øjeblik i angst for den katolicisme. Som i vor vestlige verden udgør den sidste hårde forpost for en moral, der én gang herskede suverænt over os alle, men som i dag er i opløsning overalt i den hvide mands verden.

"Den gamle verdensimpuls"! For mennesker, der ikke er kendt med Martinus terminologi, et udtryk, der næppe siger dem noget som helst. Men som, om de kendte meningen med disse få ord, ville kaste et enormt lys ind over begivenheder og oplevelser, de dagligt er vidne til. For vi er alle i den både fortvivlede - og lykkelige - situation at leve mellem en stor åndelig eller kosmisk kraft eller impuls, hvis hovedopgave er ved at være løst, være "fuldbragt", og en ny kosmisk impuls, der i sig selv indvarsler en helt ny tids morgenrøde. Muligvis er ordene stadigt dunkle, men lad os sætte dette vældige problem i fokus og se, om livet selv bekræfter Martinus påstand på dette område på en sådan måde, at denne påstand kan accepteres som virkelig sand kosmologi!

Vi er alle fortrolige med begreber som "nåde", "synd", "forsoning", "syndsforladelse" etc, og vi ved, at de udgør urokkelige bestanddele af den kristne tro. Vi ved, at troen på disse begreber, tilliden til sandheden bag dem, udgør noget yderst fundamentalt for millioner af mennesker verden over, men vi ved også, at denne tro i store dele af verden er stærkt svindende, ja, at utalte tusinder helt har gjort sig fri af dens indflydelse og for manges vedkommende går så vidt, at de direkte spotter den og betegner den som "gammel overtro".

Årsagen til denne konflikt kender vi også. Vi ved nemlig, at den er stærkest der, hvor den kosmiske kraft, vi har givet navnet "intelligens", spiller den største rolle, og mindst der, hvor denne kraft endnu ikke for alvor er begyndt at gøre sig gældende. Evnen til blindt at tro forudsætter i sig selv et maksimum af følelse og et minimum af intelligens eller netop den tilstand, man genfinder hos såkaldt uudviklede mennesker - og hos forelskede! Men medens den hos sidstnævnte normalt kureres efter en såkaldt "hvedebrødsdagsperiode", er forholdet langt mere stabilt hos de førstnævnte. Der findes med andre ord et livsområde, hvor følelsen så absolut dominerer, og hvor alt sjæleligt liv tager farve efter denne åndelige kraft. Er denne følelse positiv og altså til fordel for den enkeltes ønsker og begær, ser livet "rosenrødt" ud, det er "romantisk" og altså paradisisk eller netop alt det, troen på indholdet i "den gamle verdensimpuls" garanterede mennesket, om det levede efter de idealer, det forkyndte. Den "virkeligt troende" blev efter dette relativt korte jordeliv garanteret et "evigt liv i salighed", medens modsat det tvivlende menneske blev garanteret et lige så evigt liv i "helvedes svovlpøle", for ikke at sige total tilintetgørelse.

Medens denne af følelsen dominerede tankeverden har årtusinder bag sig og derfor er langt mere rodfæstet, end mange i dag er tilbøjelige til at tro, og rækker langt videre ind i fremtiden, end mange formår at forestille sig, så danner denne svindende fortids modsætning dog alligevel så stor en kontrast, at den er synlig overalt. Og dette skyldes alene den åndelige kraft eller energi, vi har givet navnet "intelligens". Men hvad er egentlig intelligens? Intelligens er menneskets voksende evne til at analysere og definere - en evne, der i modsætning til følelsen er aldeles neutral. Det er kun i deres indbyrdes kombinationer, at denne neutralitet ophæves. Har følelsen magten over intelligensen i et menneskes sind, er det klogt at være på vagt, for der kan intelligensen lige så godt blive det såkaldt "onde"s tjener som det modsatte. Det samme forhold gør sig gældende i det menneskes sind, hvor det er intelligensen, der har overtaget.

Netop fordi vi lever i en tidsalder, hvor det er kampen mellem disse to åndelige kræfter, der bestemmer vor skæbne, er det godt at have et kosmisk overblik over vor nuværende situation. Men hvor mange har det? Lever det store flertal ikke et absolut perspektivløst liv? Tror de fleste ikke - i den såkaldt intellektuelle verden - at vi kommer fra intet og går til intet? At vort liv med andre ord i sig selv er aldeles blottet for nogen såkaldt "højere mening"? Det gør de, og resultatet er også blevet derefter. Medens en fortidig verdens højeste præsteskab dog holdt døren åben til en evig tilværelse, ganske vist på deres egne betingelser, så holder nutidens "præsteskab", videnskaben, ikke alene døren lukket, den benægter simpelt hen dens eksistens. Til gengæld byder dette nye "præsteskab" sine troende langt mere realitetsbetonede goder. Den har for længst erstattet ethvert tidligere groft, på stærke muskler beroende arbejdsinstrument med maskiner og ethvert gammeldags våben med langt mere effektive drabsmetoder, og den stiller fremdeles sine tilhængere endnu større undere i udsigt, medens den omhyggeligt undgår enhver tale om individets udødelige sjæl. Det er HER og NU! Alt andet er overtro og ammestuesnak.

Alt dette ville måske være udmærket, om livet virkelig kun havde én side: stof siden. Men livet har stadig væk en anden side: åndssiden! Livet giver stadig væk flere spørgsmål, end videnskaben kan besvare, selv om dens accepterede barn "psykologien" gør sit bedste. Men psykologi er ikke kosmologi. Her står det begrænsede overfor det ubegrænsede. Tiden overfor evigheden. Og evighedens væsen er besværligt - det generer selv den bedst udrustede psykolog! Spørgsmålene "Hvorfra?" - "Hvorfor?" og "Hvorhen?" er lige så ubesvarede, som de altid har været - i hvert fald for den, der ikke har haft mod til at være den virkelige fritænker, enhver engang vil blive!

Intelligensen - eller den analyserende og definerende kraft - har virkelig fuldbyrdet en af vore største drømme: at gøre os jorden underdanig! Intet under at den har mange troende, og at denne troende skare stadig øges. Men der findes også en anden skare, nemlig alle de utalte tusinder, der i sig har følt eksistensen af en endnu større kraft end den så højt lovpriste intelligens. Disse mennesker har i givne stunder oplevet noget, intelligensen aldrig har givet, aldrig kan give, nemlig de åbenbaringer, det alene er intuitionen forundt at skænke mennesket. Det virkelige "himmelske lys" er ikke intelligensens datamaskiner, hvor fantastiske de end er. Nej, det er den kraft, der lader mennesket med egne øjne skue GUD! Livets største oplevelse er ikke af udvendig art. Den er indvendig! Og den gives ikke som belønning for udvendige bedrifter. Den gives kun til den, der kan lodde dybden i ordene, at "den, der overvinder sig selv, er større end den, der indtager en stad!" Hvor følelsen er alt for meget hjerte, og intelligensen alt for lidt, er intuitionen dem begge, forenet i tilværelsens højeste energi eller kraft. Og det er denne kraft, der er det virkeligt åndeligt søgende menneskes nye ideal. Og dette ideal bestråles og befrugtes uafbrudt af strålerne fra den kosmiske kraft, der som en ny tids sol sagte hæver sig over horisonten. Det er eksistensen af denne nye "sol", der gør det muligt for en Martinus at tale om en "gammel" og en "ny" kosmisk verdensimpuls.

At intelligensen som åndelig kraft betragtet underminerer enhver trang til blind tro, ved vi. Det er simpelt hen dens natur. Og vi ser overalt virkningerne heraf. Alt synes i moralsk opløsning. Men er dette virkeligt tilfældet? Det er det ikke! Den gamle verdensimpuls gav mennesket tanker og ideer, det ikke før havde haft, og takket være dette, rev disse tanker den foregående kosmiske impuls "hedningernes" verden i stykker. I dag gentager dette kosmiske drama sig lige for vore øjne. Men den slags tager tid. Det er ikke alle, der formår at se "skriften på væggen". Men den står der synlig for enhver, som har "øjne at se med og øren at høre med". Det er ikke verden, der er ved at "gå under". Det, vi hører, er lyden af sammenbruddet fra en kultur, der aldrig var nogen virkelig kultur, og som nu "går under". Men på dens ruiner rejser sig en ny verden! At kun få ser dette dramas vældige omfang, betyder intet. Akt for akt vil det udspille sig for menneskehedens øjne, indtil den time kommer, hvor det sidste drab er fuldbyrdet, det sidste smertensskrig tonet bort, og hvor menneskeheden endelig og uigenkaldeligt er blevet "én hjord og én hyrde"!