Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Fortsat fra KOSMOS nr. 2)

Den frie vilje er således afbalanceret af, hvad Martinus kalder skæbneloven. Denne betinger, at det levende væsens handlinger altid får følger, som vender tilbage til det, hvor disse, ikke som nogen straf, men som en slags pædagogisk instruktion, belærer det om, hvorledes disse handlinger føles af de medvæsener, som har været genstand for handlingerne. Bedrageren vil blive bedraget, tyven bestjålet, morderen myrdet osv., selv om det undertiden kan vare længe, før der høstes, hvad der er sået.

I modsætning til indstillingen i visse østlige religionsformer medfører skæbneloven i Martinus fremstilling imidlertid ikke en apatisk, udeltagende holdning over for medvæseners lidelser, men rummer derimod en appel om at yde hjælp, fordi alle levende væsener naturligvis har lige stor brug for lindring i deres lidelser, hvad enten de selv er årsag hertil eller ej. Martinus gør sig her til talsmand for, at man til enhver tid stiller sin indsats til rådighed for den guddommelige omsorg og yder assistance til de medvæsener, som anmoder om hjælp - uden at krænke deres selvbestemmelsesret.

Mange afsnit i sit hovedværk Livets Bog samt i andre bøger har Martinus helliget argumentation for, at individets inderste jeg har denne evighedsnatur, fordi det viser sig meget vanskeligt for en vestlig tankegang, som har en lang tradition for, at alle realiteter i livet er håndgribelige, har størrelse, udstrækning, varighed osv., at acceptere denne opfattelse. Summen af disse argumenter er denne, at alle universets stoffer, kræfter og energier på forskellig måde kan vejes, måles og beskrives, blot ikke den realitet, som udvælger og benytter disse stoffer. Denne realitet må for at kunne udøve en sådan myndighed over stoffet i sig selv være noget andet end stof og kan derfor ikke være underlagt stoffets begrænsninger i tid og rum. Den må være "hævet over" tid og rum, dvs. være evig og ubegrænset. Alternativet ville være, at denne realitet, alias jeget, ikke eksisterede, men denne mulighed kolliderer uundgåeligt med den omstændighed, at individet oplever, at det kan vælge, tænke og skabe. Der må derfor i individet være noget, som har disse egenskaber. Det kan ikke være de kemiske stoffer i hjernen, som egenhændigt klarer disse funktioner. Disse er underlagt fysisk-kemiske love, som ikke selv kan vælge eller disponere, men nødvendigvis følger en kædeproces, som fortsætter i tilfældig retning, ligesom en herreløs bil, der kører ud over vejsiden. Det er absolut uforståeligt, hvorledes en deterministisk kædeproces skulle kunne give den fornemmelse af valgfrihed, som er levende, bevidste væseners mest oplagte kendetegn. Denne fornemmelse tyder snarere på, at der i det levende væsen netop er et noget, som ikke er stof, men som i sin natur er hævet over stoffet og derfor kan bruge stoffernes lovmæssighed til sine ønskers opfyldelse.

I Martinus terminologi er jeget således SKABEREN i absolut forstand, medens tingene i stoffernes verden inklusive organismen og dens hjerne repræsenterer DET SKABTE. Alt efter sin viden og erfaringer, dvs. sin SKABEEVNES udvikling, kan individet udforme sin tilværelse i overensstemmelse med sine idealer og ønsker. Man kan således sige, at det levende væsen besidder en principiel, men kun relativ fri vilje, hvis relativitet skyldes udviklingsgraden af dets evner til at udnytte livslovene og skabe overensstemmelse mellem ønsker og resultater eller teori og praksis.

Den organisme, mennesket er i besiddelse af, er i virkeligheden en opsamling eller akkumulation af en uendelig oplevelsesrække, hvis virkninger er udkrystalliseret i organismens form og sanse-motoriske struktur.

Sanseorganer som øjne og ører er eksempelvis virkninger af en uendeligt mange gange gentaget og forfinet se- og høreproces fra det primitiveste biologiske stadium til i dag, ligesom hjernens centrer for tænkning og tale er koncentrerede virkninger af villet forståelse og tale gennem årtusinder. Vi møder her hos Martinus en art dynamisk evolutions opfattelse, som i oldtiden har været fremhævet af Aristoteles og i nyere tid særligt af Lamarck, Bergson og Jardin. Livet er, både i sin psykologiske form og i sin biologiske fremtræden, en udfoldelse af kræfter, som kommer "indefra" som en udfoldelse af ønsker og begær efter livets oplevelse.

Mennesket er en væsensart, som er inde i en meget accelererende udviklingsproces, hvorved det er i færd med at skifte livsbasis og retning. Det har hidtil som medlem af dyreriget stræbt efter fysisk behovstilfredsstillelse og haft nok i at nyde sine fysiske organers naturlige funktioner. Dets tilværelse har midlertidigt været styret af instinktive kræfter, medens den bevidste bearbejdning af sansedata og intelligensmæssig planlægning har været indskrænket til et minimum. Egoismen er dyrets og dyremenneskets naturlige moral. I denne livsfase er medvæsenet enten uvedkommende, fødeobjekt, parringspartner eller fjende.

Flugten fra dyreriget er motiveret af en voksende mættelse af en følelsesisoleret, receptiv sansetilværelse under farefulde og lidelsesfyldte livsvilkår forårsaget af fjender, brunstkampe, klimaændringer, kamp for føden under naturens omskiftelser osv. Menneskets hele åndelige udvikling henter sin energi fra dette dynamiske grundlag: kampen for at slippe dyreriget og blive et åndsvæsen. I denne kamp er religiøsiteten, som gennemsyrer enhver kultur lige fra de mest primitive naturmenneskestadier, det nyfødte åndsvæsens første famlende bevægelser ud af sin sjælelige indelukkethed mod foreningen med et ydre makrokosmisk livsprincip. Videnskab og filosofi er menneskets første forsøg på med sine spirende åndsevner at bringe rationel sammenhæng i sine erfaringer og etablere en forståelse af den verden, som gradvis åbner sig for dets undrende øjne. Og det, som kaldes kunst, er en spirende evne til at opleve omverdenen på en ny måde, som er ukendt for en rå, sanselig mentalitet. Med erhvervelsen af den æstetiske sans kan mennesket begynde at nyde sine egne og naturens skønhedsværdier, uafhængigt af animalske, egoistiske brugskriterier. Kunst er ligesom religion og videnskab de første symptomer på en kommende idealverden, hvor tro er blevet viden, og viden er smeltet sammen med skønhed og næstekærlighed.

Men endnu befinder mennesket sig midt i omkalfatringen af sin natur og sine idealer. Revolutioner og krige, tyveri og mord, intolerance og racediskrimination, sygdomme og konflikter på alle områder i det daglige liv er talende vidnesbyrd om, at mennesket endnu ikke har viklet sig ud af sit animalske klædebon, men lider under det uforenelige i samtidig at være et animalsk væsen og et åndsvæsen. Mennesket er som Martinus udtrykker det "en såret flygtning mellem to riger". Men den lidelsesfyldte tilværelse er kun en overgangsfase, der vil afsluttes med skabelsen af et "rigtigt" menneske, idet Martinus hævder, at det er et af livets fornemste træk, at det levende væsens vedvarende stræben altid fører til dets ønskers mål. Efterhånden som individet høster virkningerne af sin egen egoisme og bliver forædlet gennem sin smerte, vokser dets evne til intuitivt at opleve universet som et levende væsen og sig selv som en evig livsenhed på vandring.

(Afsluttes i næste nummer)