Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det mest fundamentale træk i dette verdensbillede er opfattelsen af universet som ét stort, altomfattende levende væsen, der ikke har nogen begrænsninger i rummets eller tidens dimensioner. Mennesket befinder sig således ikke i en død verden bestående af stoffer, som styres af tilfældige fysiske love, men i en levende organisme af universel karakter, hvor de fysiske love afslører sig som led i langt mere omfattende livsprincipper. I sit absolutte objektive format unddrager dette levende univers sig enhver beskrivelse, da en sådan kræver en afgrænsning i forhold til noget andet, og dets ophav, der i Martinus terminologi er identisk med Guddommen, er derfor ligeledes uden for al definition. I sin enkleste analyse kan Guddommen kun betegnes som et guddommeligt "noget", hvis evige og ubegrænsede natur ikke på nogen måde lader sig karakterisere ved en timelig og rumlig definition. På trods af denne storslåede karakteristik er Guddommen i Martinus fremstilling alligevel ikke fjern eller utilnærmelig, men derimod en nærværende faktor i hvert eneste levende væsens daglige tilværelse. Alle skabninger er organer, celler eller atomer i Guddommens organisme, men i modsætning til menneskets forhold til sin egen organismes mikroliv, omfatter den guddommelige ånd hver eneste af sine livsenheders tilværelse og udvikling med en ubegrænset sympatisk og hjælpende holdning. Dels gennem bønnen og dels gennem den daglige vekselvirkning med medskabninger i samfundet og naturen står det enkelte individ på sin side i en ubrydelig kontakt med dette universets guddommelige centrum ganske uafhængigt af, om det har nået et sådant udviklingsmæssigt standpunkt, at det forstår og værdsætter denne kontakt eller ej.

Den kærlighed og interesse, hvormed Guddommen omfatter hvert enkelt levende væsen i verdensaltet er en bekræftelse af Bibelens ord: Alt er såre godt! Alle Martinus analyser munder ud i dette ene facit. - Guddommen besidder ikke blot en ubegrænset kærlighed, men tillige en visdom, som kommer til udtryk i kosmiske love eller principper, der på langt sigt er til ubetinget fordel for alle universets beboere. Denne visdom røber sig bl. a. som indbegrebet af den teknik og genialitet, som udfolder sig overalt i den uorganiske og organiske verden, i organismernes indre opbygning, i instinktive adfærdsmekanismer og i samspillet mellem de biologiske arter i luften, i havet, på landjorden og i jordskorpens mikroliv. Disse kosmiske principper er af en sådan art, at samtidig med, at de giver væsenerne en maksimal grad af fri vilje, giver de tillige mulighed for en uendelig livsfornyelse. De levende væsener står frit over for universets stoffer og energier, som de kan bruge efter egen vilje og eget ønske. Der er kun to betydningsfulde begrænsninger for den individuelle udfoldelse: intet enkelt individ har magt eller evne til at udslette sin egen eller andres evige eksistens, og enhver må tage følgerne eller konsekvenserne af sine handlinger.

Den guddommelige kærlighed repræsenterer således ikke forkælelse og inkluderer altså ikke nogen beskyttelse imod de naturlige virkninger af en negativ levevis. En sådan overbeskyttelse ville nemlig umyndiggøre individet og gøre dets frihed illusorisk. De mange lidelser, menneskene oplever i form af sygdomme, krige og katastrofer, er dokumentation af den frie viljes realitet, og de rige erfaringer, som vindes ved disse prøvelser, bekræfter, at den guddommelige harmoni er af et format, som ikke forstyrres, men understøttes af frihedsprincippet.