Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Som foran antydet er Livsevnen den samme hos alle levende Væsener. De lever alle af at undertrykke Realiteter i Omgivelserne. Deres Selvopholdelsesdrift betinger, at de gør sig til Sejrherrer. Hvorledes skulde de forøvrigt ellers kunne fremtræde i "Guds Billede, skabt i hans Lignelse"? - En Guddom, der ikke er fremtrædende som Sejrherre over Tilværelsen, er ikke en Guddom, men en Slave, en Elementernes Træl, et bundet Væsen og som saadan naturligvis umulig eller værdiløs som Tilbedelsescentrum eller formentlig Udløser af Hjælpeaktion i enhver Faresituation. Derfor udgør absolut alt, hvad der lever og aander, alt hvad der spiser og drikker, tænker og taler, alt hvad der ser og hører, fornemmer og handler, Undertrykkere af alle de Realiteter, der ellers vilde være en Hindring for dets Fremtræden.

Men naar denne Foreteelse er en absolut Betingelse for alt Livs Manifestation, bliver dette Liv jo identisk.

I den daglige Tilværelse viser der sig tilsyneladende mange Slags levende Væsener. Disse eksisterer altsaa i Kraft af Liv. Dette opretholdes, for alle samtlige Væseners Vedkommende, udelukkende paa Basis af at undertrykke alt, hvad der kan være en Hindring for dets Udfoldelse eller Manifestation.

Det levende Væsens Livsbasis er altsaa denne, at det kan gøre sig til Sejrherre, at det kan gøre visse Detailler, Ting eller Væsener til Materiale, Redskaber og Tjenere for sin Fremtræden. Da dette er den uundgaaelige Basis for al Opretholdelse af Liv og for Identifikationen "Guds Billede efter hans Lignelse", er vi her kommet til Livsmysteriets allerførste grove Analyse. Det er selve Loven for Tilværelse, der begynder at vise sine første svage lysende Konturer paa Uvidenhedens natsorte Himmel. Den er endnu for vort første undrende Blik i en nebuloseagtig Tilstand. Det eneste, vi svagt kan begynde at skimte af dens lysende Konturer, er noget i Retning af dette: "Du skal gøre dig Jorden underdanig". Dette er altsaa Vejen til Livet.

Men da Loven ved sin Fjernhed endnu er tilsløret og derfor ikke viser nogen nærmere Definition af Problemet, og dens vejledende Paragrafer saaledes ikke kan ses, bliver nævnte Bud i sin grove Form foreløbig nærmest til dette: "Du skal dræbe for at leve". Og er det ikke Opfyldelsen af dette Bud, vi oplevede, blev praktiseret i Form af Begivenheden i Fortidsskoven? - Og var det ikke den samme Opfyldelse, der var blevet til Genialitet hos de jordiske Mennesker?

Men det er jo ikke alene den maskinmæssige Masseproduktion af Mord og Drab, Pine og Lemlæstelse, de jordiske Mennesker er blevet det geniale Ophav til. De er endog yderligere kulminerende Eksperter i at tilberede visse af deres Ofres afsjælede Legemer til Festmaaltider. De svælger i Retter af andre Væseners Kød og Fedt, Organer og Lemmer. Deres Liv er tilsølet i Blod. De lever animalsk.

Men at leve animalsk er jo netop "Fosterets" Levevis. - Lever det ikke udelukkende af sin Moders Blod? - Skulde det jordiske Menneske og andre kødædende Væsener da mon udgøre "Fostrene" til en eller anden højere eller mere fuldkommen Væsenstilstand? - Vi skal senere se.

Idet Livet er det bærende i ethvert levende Væsens Fremtræden, og dette igen betinges af Evnen til at undertrykke, Evnen til at gøre sig til Sejrherre, er alle levende Væsener hver især saaledes i sin første store Grundanalyse identiske, er udgørende eet og det samme, nemlig et "Noget", der har Evne til at undertrykke, et "Noget", der fremtræder som Sejrherre, som Undertrykker. Og der bliver altsaa ingen Forskel i alle samtlige levende Væseners kosmiske Grundanalyse. De er alle hver især udgørende det absolut samme Princip.

Men naar de saaledes alle er udgørende det samme undertrykkende Princip, bliver der absolut ingen kosmisk Artsforskel mellem de levende Væsener. Naar vi ikke desto mindre i den daglige Tilværelse betegner disse som højst forskellige, udtrykker dem som tilhørende forskellige "Arter", vil disse Udtryk ikke paa noget som helst Punkt dække en realistisk Kendsgerning, men dækker derimod kun over en Variationsforskel i Livsprincippets eller Livsevnens Udfoldelse. Men en Variationsforskel i Livsprincippets Udfoldelse kan jo hverken ophæve eller forandre selve Princippet. Hvad, enten man skriver med sort eller rødt Blæk, er jo selve Skriveprincippet ganske uvedkommende. En Person er et skrivende Væsen, hvad enten han skriver paa Maskine, bruger Guld- eller Staalpen, eller han blot ridser Typerne med sin Finger i Sandet. Skriveprincippet kan ikke af den Grund inddeles i Arter, men derimod kun i Variationer, og er saaledes ganske uantastet heraf fortsættende et Skriveprincip.

Paa samme Maade forholder det sig med et levende Væsens Livsevne eller Livsprincip. Det er et Overvindelsesprincip, en Evne til at undertrykke, ligegyldigt i hvilket Væsen, vi saa end iagttager det, ligegyldigt om det er i Løven eller Lammet, i Røveren eller Helgenen, i Verdensgenløseren eller i en "Judas". Livsevnen er den samme hos samtlige Væsener. Og Forskellen i deres Fremtræden er ikke en Artsforskel, men kun en Variationsforskel i Udfoldelsen af deres fælles indbyrdes Livsprincip. De er alle "Levende Væsener" og maa undertrykke for at manifestere Liv. Alt Liv er Sejr og kan kun være og blive Sejr, ligegyldigt hvorledes det saa end maatte vise sig for os. Ja selv naar det fremtræder som Nederlag, kan det ikke eksistere uden at udvise en vis Maalestok eller Grad af Sejr.

Ligesom der overfor enhver Grad af Varme findes endnu større Grader af Varme, og overfor enhver Grad af Kulde findes endnu større Grader af Kulde, saaledes findes der ogsaa overfor enhver Grad af Sejr endnu større Grader af Sejre, og overfor enhver Grad af Nederlag endnu større Grader af Nederlag. Og det, som ethvert Nederlag er mindre end et andet Nederlag, maa jo dog nødvendigvis paa en vis Maade udgøre en tilsvarende Form for Sejr, ligesom det, enhver Sejr er mindre end en anden Sejr, paa samme Maade maa udgøre en tilsvarende Form for Nederlag. Alle Nederlag er Grader af Sejr, og alle Sejre er Grader af Nederlag. Og det er disse Grader, der udgør den fundamentale Basis for de levende Væseners indbyrdes Forskel. Deres Livsprincip er det samme, men dets Udfoldelse foregaar i forskellige Variationer hos de nævnte Væsener. Og det, vi i den daglige Tilværelse kalder Artsforskel mellem de levende Væsener, udtrykker saaledes ikke nogen som helst Artsforskel, men er derimod kun Udtryk for den særlige Variation af Livsprincippet, der kommer til Udtryk gennem dette eller hint paagældende Væsen, der er Genstand for vor Observation eller Iagttagelse. Løven har saaledes sin Maade at udtrykke sig paa, og Lammet har sin, Planten har sin, og Mennesket har sin. De levende Væsener har alle hver deres særlige Maade at udtrykke eller manifestere deres specielle Sejr over Tilværelsen paa.

Og dette gaar igen i det Smaa hos Væsenerne indbyrdes. Hvad mener man om de forskellige Fag eller Haandværk? - Har Bageren ikke sin særlige Maade at vise sin Sejrsevne paa, og er den ikke forskellig fra Smedens? - Og er Skrædderens Fag ikke et Speciale, i hvilket Tømreren ikke er Specialist, og omvendt? - Og er det ikke saaledes hele Vejen? - Har vi ikke alle vor særlige specielle Maade at manifestere os paa? - Er ikke nogle af os særlige Specialister i at være brutale, stjæle, lyve eller bedrage, medens andre af os er Eksperter eller Sejrherrer i at udfolde den modsatte Variation af Livsevnen, uden at dette dog betyder, at vi er artsforskellige? Vi betragter dog "Dommeren" og "Forbryderen" som "Mennesker" begge to.

Men gør det nogen Forskel, at Variationen i Livsevnens Udfoldelse er saa stor mellem det "Noget", vi kalder "Menneske", og et andet "Noget", der udfolder Livsevnen, at dette sidste "Noget" ikke behøver at have "Hænder" eller "Fødder", ja ikke engang behøver at have "øjne" eller paa anden Maade blot tilnærmelsesvis i Legemshenseende behøver at ligne et Menneske for at manifestere sig? - Er det ikke trods dette ligesaa godt fremtrædende som et levende Væsen som Mennesket? - Forskellen er jo blot denne, at det er Specialist i Udfoldelsen af en anden Variation af Livsevnen end Mennesket, en Variation hvor den menneskelig Legemsform ikke er nødvendig, ja ligefrem umulig. - Men hvad skal vel ogsaa Syersken med Smedens Forhammer? Og hvad skal Klavervirtuosen med Tømrerens Økse? Og hvad skal en Regnorm med et Menneskelegeme? - De levende Væseners Legemer er jo kun Redskaber for Muliggørelsen af Udfoldelsen af den særlige Variation af Livsprincippet, de hver især har til Speciale. De samme Væseners ydre Udseende er altsaa ikke Udtryk for den virkelige Væsenskærne, det virkelige guddommelige "Noget", der udfolder Livsevnen. Det, vi kalder "Menneske", det, vi kalder "Dyr", det, vi kalder en "Fugl", eller det, vi kalder en "Fisk", er saaledes i Virkeligheden ikke det guddommelige "Noget", "Jeget" eller Væsenskærnen, men kun dennes Udfoldelsesredskab. "Mennesket" saavel som "Dyret", "Fuglen", "Fisken", "Planten" o. s. v. er udgørende Redskaber, hver især konstrueret specielt til Muliggørelsen af hver sin særlige Variation af Livsprincippets Udfoldelse. Og dette er saaledes Aarsagen til de levende Væseners Legemers indbyrdes store Forskelligartethed.

Men et Redskab kan ikke eksistere selvstændigt. Det maa altid eksistere i Tilknytning til et tænkende "Noget". Hvad er en Bil uden en Bilist? Hvad er en Synaal uden en Syer? Hvad er et Kompas uden en Navigatør? - Er Svaret ikke dette, at de nævnte Realiteter i det paagældende Tilfælde er komplet ligegyldige? - Men hvad er et levende Væsens Legeme uden et tænkende "Noget"? - Er det ikke det, vi kalder et "Lig"? altsaa ogsaa en ligegyldig Foranstaltning, og af hvilken Grund denne, hvor intet andet foretages, altid vil være under Opløsning.

Det vi ser af alle de forskellige levende Væsener er altsaa ikke de levende Væsener selv, men Redskaberne for deres særlige specielle Udfoldelse af Livsevnen. Disse Redskaber er højst forskellige, og det er, som før nævnt, denne Forskelligartethed, vi udtrykker, naar vi udtrykker de levende Væsener i "Arter". Ligesom Skovl og Spade er nødvendige Redskaber for Jordarbejde, Sav og Høvl for Snedkerarbejde, Saks, Synaal og Pressejern for Skrædderarbejde o. s. v. saaledes er ogsaa et Menneskelegeme med dets Hænder og øvrige Bygningsform et nødvendigt Redskab for den Variation i Udfoldelsen af Livsprincippet, der udgør den jordiske Form for "Menneskearbejde" eller "Mennesketilværelse". Og paa samme Maade er Løvens Legeme et nødvendigt Redskab for Skabelsen af "Løvetilværelse" og Oksens for Skabelsen af "Oksetilværelse", Kamelens for "Kameltilværelse" o. s. v. Det samme gælder ogsaa indenfor Plantelivet. At Planterne ogsaa udtrykker eller repræsenterer Liv er jo forlængst en videnskabelig Kendsgerning. Et Bøgetræ vil derfor være et Redskab for Udfoldelse af en Variation af Livsevnen, vi kan kalde "Bøgetilværelse", Fyrretræet for "Fyrretilværelse", Liljen for "Liljetilværelse" og Rosen for "Rosentilværelse" o. s. v. Det samme gælder for alle Mikroorganismer. Disse er alle hver især udgørende Redskaber for en eller anden særlig speciel "Mikrotilværelse".

Det her nævnte vil saaledes i Virkeligheden sige det samme som, at ligesom de forskellige materielle Redskaber: Sav og Høvl, Saks og Synaal o. s. v. er karakteristiske Redskaber for forskellige industrielle Fag eller Haandværk, saaledes er de levende Væseners forskellige Organismer ogsaa Redskaber for forskellige "Fag" eller "Haandværk". Men da vi ikke er vante til at se disse "Fag" eller "Haandværk" i det store Perspektiv, i hvilket de hører hjemme, og ikke desto mindre alligevel ser dem række ud over det snævre timelige Perspektiv, i hvilket de almindelige industrielle Fag eller Haandværk forekommer, kalder vi ikke de førstnævnte Foreteelser for "Fag" eller "Haandværk", men udtrykker dem derimod som "Tilværelsesformer".

De forskellige Livs- eller Tilværelsesformer er saaledes i Virkeligheden kun at udtrykke som "Kosmiske Haandværk", Mennesketilværelse, Løvetilværelse, Kameltilværelse, "Mikrobetilværelse" o. s. v. er kun "kosmiske Fag". Og ligesom der bag alle timelige Fag eller Haandværk eksisterer Haandværkere, der hører hjemme i en Fællesgruppe af levende Væsener, vi kalder "Mennesker", saaledes er der ogsaa bag ethvert "Kosmisk Haandværk" "Haandværkere", der hører hjemme i en for alle "kosmiske Haandværkere" eksisterende Fællesgruppe af levende Væsener. Men da denne Gruppe jo udgøres af alle eksisterende levende Væsener i Tilværelsen, kan vi ikke kalde den "Mennesker", idet denne Betegnelse jo kun udtrykker et enkelt særligt "kosmisk Haandværks" Individer. Vi maa derfor i det efterfølgende finde frem til et Begreb, der kan udgøre en Fællesbetegnelse for alle samtlige levende Væsener, paa samme Maade som "Mennesker" udgør Fællesbetegnelsen for alle timelige materielle Haandværks Individer.

Da ethvert levende Væsens særlige Manifestation eller Tilværelsesform er et "kosmisk Haandværk", vil det jo bag dette "Haandværk" udgøre "Noget", der er ens for alle samtlige Væsener. Dette "Noget" er det levende i Væsenet, er den førnævnte udødelige og derfor evige Væsenskerne eller "Jeget". Dette "Jeg" knyttet til en særlig Manifestation eller et "kosmisk Haandværk", bliver altsaa identisk med det, vi er vante til at betragte som "et levende Væsen", ligesom det nævnte "Haandværk" i al Almindelighed bliver bestemmende for vor Opfattelse og Analyse af det samme Væsen. Det er dette "Haandværk", der faar os til at betragte den udødelige Væsenskærne eller "Jeget" som "Menneske", "Dyr" eller "Plante", som "Tiger", "Fugl" eller "Fisk" o. s. v. alt eftersom nævnte "Jeg" er knyttet til den ene eller den anden af samme "Haandværks" her nævnte "Fag" eller Specialiteter.

I vor højeste Instans eller kosmiske Analyse er vi saaledes i Realiteten udgørende de samme udødelige Væsener, og i vor Fremtræden kun adskilt fra hverandre ved vort særlige specielle "kosmiske Fag" eller "Haandværk".

Men i denne vor kosmiske Væsenstilstand maa vi alligevel erkende en over os fremtrædende Overmagt, en altomspændende Verdensmanifestation, hvis Love og Principper muliggør vor Manifestation og Fremtræden, vor Villieudløsning og Skabeevne, samtidigt med at det ved nærmere kosmisk Oplevelse bliver en Kendsgerning, at vi selv hver især udgør noget af Ophavet til denne Verdensmanifestation. Vi har jo indtil en vis Grad Medbestemmelsesret, kan i Henhold til nogle Procent fri Villie, vi sidder inde med, variere paa Verdensmanifestationen. At det ganske vist kun er i mikroskopisk Format forandrer jo ikke Princippet eller Kendsgerningen. Men naar vi saaledes udgør noget af Ophavet til vor egen Fremtræden, er vi jo i "Familie" med dette Ophav. Ligesom vi har set, at der eksisterer "kosmiske Haandværk", saaledes bliver vi nu ogsaa her Vidne til, at der eksisterer "Kosmisk Familieskab". De levende Væsener arbejder sammen med et større Ophav, af hvilket de selv udgør noget. Et saadant "Familieskab" udtrykker jo lige akkurat det Forhold, der eksisterer mellem Forældre og Børn. Normalt er Forældrene udgørende et for Børnene overlegent Ophav, som de arbejder sammen med, og hvis Blod rinder i deres egne Aarer.

Et Forældreprincip bestaar jo som bekendt af et Fader- og Moderprincip, hvilket igen henholdsvis maa udlægges som et "maskulint" og et "feminint" Princip.

Vi kan dog ikke her komme nærmere ind paa disse to Principper, hvis udførlige Fortolkning vil komme til at forefindes i de kommende Bind af "Livets Bog", men skal dog fremhæve, at i selve Verdensmanifestationen er nævnte to Principper forenet i eet.

Da alt er Vibration eller Bevægelse og dermed Forvandling underkastet, er absolut alt levende, thi absolut Ubevægelighed eller Stilhed er jo Dødens eller Livløshedens Kendemærke. Men da dette "Kendemærke" som bekendt absolut ikke eksisterer noget som helst Sted i Tilværelsen, bliver alt jo identisk med Liv. Alt er saaledes levende Materie. Men levende Materie kan jo principielt kun eksistere som et levende Væsens "Kød" og "Blod", hvilket i dette Tilfælde vil sige: Manifestations- eller Livsmateriale. Dette vil saa igen betyde, at den samlede Verdensmanifestation ikke er en død Naturtilstand, men kan derimod i absolut Forstand kun udtrykkes som "et levende Væsens Tilstand".

At tro eller forestille sig, at kun den mikroskopiske Del af Universet, af Tilværelsen, der er tilgængelig for det jordiske Menneskes Sanseevne som "levende" eller som "Liv", og at hele den øvrige Del af Verdensaltet kun skulde være "dødt" Materie, blinde Naturkræfter, og at Mennesket, det i Forhold hertil lille mikroskopiske Støvfnug, skulde være den højeste Livsytring i Tilværelsen, være det eneste for hvilket alle disse Myriader af Himmellegemer, Mælkeveje og Solsystemer, disse umaadelige Kræfters Spil, var sat i Bevægelse, har intet som helst med Logik at gøre, og kan endnu kun opfattes af Væsener, hvis højeste Viden eller Forskningsfacitter endnu kun udløser sig i Maal og Vægt, i Kilometer og Hastigheder, i Vibrationer og Bølgelængder, men derimod endnu ikke er naaet frem til at kunne analysere Tilværelsens Materier i deres sande og virkelige Facitter: Tankeklimaer, Bevidsthedsmaterier, Livsytringer.

Da Maal, Vægt og Hastigheder, Vibrationer eller Bølgelængder i Virkeligheden kun udgør Størrelsesbegreber, og Størrelsesbegreber jo ikke kan udgøre noget afgjort Bevismateriale for Liv, er det givet, at man, saalænge man i videnskabelig Forskning endnu kun er naaet til den Art Facitter, erkender Verdensaltet for "død" Natur, ja at man ikke engang kan tro paa sit eget udødelige Liv, men opfatter sig selv som identisk med denne "døde" Natur. At ens Hjerne, Hjerte vejer saa og saa meget, at ens Puls og Aandedræt fungerer saa og saa hastigt, at ens normale Temperatur er saa og saa høj, og ens fysiske Legemes Levetid er saa og saa lang, er jo atter kun tomme Størrelsesbegreber og giver ingen som helst Analyser af det højeste "Noget", der nødvendigvis maa være Ophavet til den Logik, der bestemmer Maalene, Vægten og Hastighederne eller retfærdiggør de kendte Størrelsesbegreber, hvorved netop skabes de kendte Livsytringer, vi kalder "Mennesker", "Dyr" og "Planter". At der findes en saadan Logik, at alt, hvad der udforskes og skaffes Klarhed over, er baseret paa Intelligens, er bygget plan- eller lovmæssigt op lige fra Mikroben til Snefnugget og lige fra Snefnugget til Solsystemet er jo forlængst en videnskabelig Kendsgerning.

Men naar alt er logisk, er det jo Udtryk for Intelligens. Intelligens er jo netop Evnen til at skabe Logik: Uden Intelligens ingen Logik og uden Logik ingen Skabelse, men Kaos. Vi er altsaa her, gennem den i Verdensmanifestationen afslørede Logik, kommet til et Facit, der ikke er et Størrelsesbegreb, men i Form af Intelligens er et Bevidsthedsbegreb, er en Livsytring.

At Intelligens er en Livsytring tør vel ikke benægtes af nogen? - Er man nogensinde indenfor Omraader, hvor ens Sansebegavelse er højst udviklet, og hvor man altsaa har Evne til at se klarest, blevet Vidne til, at Intelligens ikke var en Livsytring, hvilket vil sige ikke var en Egenskab eller Evne ved et levende Væsen? Har man nogensinde indenfor nævnte Omraade set denne Egenskab uden med et levende Væsen til Ophav? - Har man nogensinde set et Hus, et Vandfad, en Trækvogn som Ophav til Intelligens? -

I det Omraade, hvor vor Sansebegavelse er skarpest, er det altsaa en Kendsgerning, at Intelligens kun kan eksistere som Livsytring, hvilket igen vil sige: som Bevis for Liv. Men naar Intelligensen, i de Omraader, hvor vi er mest begavede til at overskue Problemerne, saaledes er Bevis for Liv, Bevis for et levende Ophavs Eksistens, hvorfor skulde den saa ikke ogsaa være Udtryk for et levende Ophav, være Basis for Liv, i de Omraader, hvor vor Sansebegavelse er mindre klar eller skarp? - Hvad har dette med en normal Fornuft at gøre, samtidigt med at man erkender en absolut Logik i Opbyggelsen af de materielle Foreteelser, i Naturlovene, benægter man et levende Ophav til samme Logik, blot fordi dette "Ophav" er ukendt? - Er dette ikke ligesaa ufornuftigt, ligesaa ulogisk som at paastaa, at et Maleri har malet sig selv, blot fordi man ikke kender Kunstneren eller Ophavet til den Logik, paa hvilken Maleriets Tilblivelse er baseret? -

Logik eller Intelligens kan saaledes kun eksistere som Livsytring eller som Bevis for et levende Ophav. Og alle Naturlove, alt, hvad vi retmæssigt erfarer eller oplever af den os omgivende Verden, udtrykker eller afslører en saa altovervældende Intelligens eller Logik, at det er Kendskabet til blot Brøkdele eller smaa Brudstykker af denne, der udgør Videnskaben. Hvad er Astronomi, Matematik, Fysik, Geologi, Medicin o. s. v. andet end lidt afsløret Kendskab til visse Naturlove, lidt afsløret Verdenslogik? - Og er det ikke dette Kendskabs Tilegnelse, der skaber Professoren, Doktoren, Ingeniøren eller andre Repræsentanter for Intellektualitet? - Hvad vilde disse være uden netop dette Kendskab? - Er Primitivitet og Overtro ikke herskende Faktorer i Væsenernes Bevidsthed i samme Grad, som de netop mangler Oplysning om selve Naturens Love, hvilket altsaa vil sige, mangler Oplysning om dens Logik eller Afsløring af Intelligens? -

Men naar Naturen selv saaledes afslører Intelligens, og denne igen ikke kan eksistere uden at være Udtryk for et levende Ophav, beviser Naturen selv, at den er Udtryk for "et levende Ophav", gør det til Kendsgerning, at Verdensmanifestationen eller Verdensaltet er "et levende Væsens Tilstand". At modsige dette er jo det samme som at gøre sig skyldig i den Primitivitet at paastaa, at "døde" Ting kan være Ophav til Intelligens, det er at udtrykke, at et Hus, et Vandfad, en Trækvogn kan regne og skrive.

Og hvorfor skulde man ikke netop paastaa dette, naar man paastaar, at den Logik, der betinger Skabelsen af Is og Sne, Skabelsen af de levende Væseners Organismer, har "Naturen" til Ophav, hvilket, saalænge "Naturen" ikke opfattes som "et levende Væsen", altsaa betyder, at nævnte Logik har skabt sig selv? - For man vil vel ikke paastaa, at Snefnugget eller de levende Væseners Organismer, med deres særligt hensigtsmæssigt arbejdende Organer er mindre intelligensmæssigt bygget op end netop Huset, Vandfadet eller Trækvognen? – Og ligefrem paastaa, at de nævnte Organer helt er blottet for intelligensmæssig Opbygning, tør man vel heller ikke? -

Er det ikke netop i højeste Grad logisk, at Tænderne sidder i Munden, og at Afføringsorganerne ikke er anbragte lige umiddelbart op ad Lugteorganerne? - Er det ikke i højeste Grad hensigtsmæssigt, at Skeletdannelsen i særlig Grad finder Sted omkring de bærende Livsorganer: Hjernen, Hjærtet og Lungerne? - Og det kan vel heller ikke være Udtryk for Kaos eller manglende Logik, at vi har øjne, Hænder eller Fødder, at Fuglene har Vinger og Fjer og Fiskene Finner og Skæl? -

Men naar Naturen i sig selv afslører saa megen Logik, saa megen intelligensmæssig Opbyggen i sin egen Fremtræden, maa den ogsaa være Udtryk for "et levende Ophav", Der findes intet som helst udover en komplet Uvidenhed, der berettiger til at udtrykke denne som "dødt" Materie, en livløs Masse, en Manifestation af Ulogik eller Kaos, en Kombination af Tilfældigheder.

Naar Væsenerne alligevel ikke desto mindre i overvældende Grad udtrykker Naturen saaledes, er Kendsgerningen denne, at de i Virkeligheden paa dette specielle Omraade kommer ind under Begrebet "De vide ikke, hvad de gøre".