Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Før jeg på ny genoptager mine kontaktbreve til Dem, føler jeg trang til at give udtryk for nogle af de erfaringer, disse "sabbatår" har givet mig. Sygdom er ikke altid noget negativt. Tværtimod kan en længere sygdomsperiode give netop den indre afklaring, det aktive liv meget ofte afskærer os fra. Man får i en sådan periode lejlighed til mangen en omvurdering af hændelser og problemer, der bevirker, at man ved afslutningen af perioden ligesom betragter sit liv fra et andet plan end før. Stort og småt har ofte skiftet roller, perspektivet er blevet et andet, og man opdager, at man på mange områder af livet har fået skænket et nysyn, der både overrasker og inspirerer.

Hvad er det, der for alvor knytter et menneske til Martinus verdensbillede? Er det længslen efter en viden på områder, man troede lukket og evigt forseglet, eller er det ønsket om at "se Gud"? At opleve den udødelighedsfølelse, der må give os dødelige en ubegribelig lykkefornemmelse og dermed indre fred og harmoni? Vi kommer til Martinus tankeverden ad hver sin vej og med hver sine motiver. I begyndelsen beruses mange af os af den viden, der udstråler fra ham selv og fra hans værk. Vi bliver meget kloge. Kanske så kloge, at vi ikke selv ser den lidt latterlige figur, vi ofte gør. For der er en så sviende afstand mellem os selv, imellem det udviklingstrin, vi virkeligt repræsenterer, og så den væremåde, det studium, vi har indladt os på, har som mål, at vi nødvendigvis en dag må vågne op og forstå, at dersom vi ikke lægger en "langtidsplan" for vort liv, kan mødet med disse høje, kosmiske analyser meget let komme til at gøre os mere fortræd end gavn. Martinus arbejde er dømt til at skabe mange Ikaros'er! Vore "vinger" er ikke naturlige, de er påklistret med "voks". Og jo nærmere vi kommer "solen", desto hastigere smelter "voksen"! Det ligger i de flestes natur at ville leve de idealer, sjælen så stærkt har erkendt, at mange så at sige fra dag til dag skifter fra en livsform til en anden, og så er ulykken der. Dette har jeg været vidne til så ofte i mit snart lange liv, at det kun for mig bekræfter sandheden bag ordene om, at "dåren vandrer trygt, hvor engle ikke tør træde"! Nej, vi bliver ikke "højere udviklet", fordi vi møder Martinus tankeverden! Vi er den, vi er. Men vi får en chance for - om vi er meget fornuftige - at påbegynde den indre forvandlingsproces, der i nye liv vil gøre os til langt mere værdifulde mennesker, end vi er i dag! Martinus ønsker os jo ikke ind i et nyt "mentalt fængsel", en ny isolation. Han ønsker os i langt højere grad "ind i livet" end "ud af livet". Og "ud af livet" går enhver, der gør hans tanker, hans analyser til mål i sig selv. Uden at opdage det glider disse mennesker ud af den helhed, det virkelige liv er. De ser ikke, at omgivelserne begynder at opfatte dem som "mærkelige", som "sære" og dermed som "ubekvemme". Nået dertil er isolationen i fuld gang, og pludselig opdager et sådant menneske ofte, at det faktisk er blevet mere ensomt end før - og livet dermed langt vanskeligere at magte.

Overalt hvor vi møder samfundets "minoriteter", det være sig vegetarer, religiøse og politiske sekter etc., møder vi mennesker, der i kraft af en særinteresse har isoleret sig selv. De søger kun mennesker i deres egen interesse og ser ikke, at de derved gør sig selv uhyre fortræd samtidig med, at de i virkeligheden ofte skader den interesse, de dyrker. Nuvel, alt dette ændrer ikke verdensudviklingen. Gud er med dem alle - men han er gudskelov også med alle dem udenfor! Martinus har aldrig selv sigtet imod at gøre sit arbejde til en minoritet! Han ved bedre end vi gør alt det, jeg her har søgt at give udtryk for. Det han ønsker med sit verdensbillede, er bestemt ikke en afgrænset, selvklog minoritet. Det han ønsker, og ofte har givet klart udtryk for, er, at hans analyser må blive en hjælp for den enkelte til i langt højere grad, end tilfældet er, at leve et lykkeligere og mere frigjort liv - men vel at mærke, en frigjorthed i kontakt med livslovene!

Hvis jeg ikke havde den tro - en tro, der er blevet bekræftet gennem hundreder af skønne breve i årenes løb - at der "udenfor" denne sags rammer lever mennesker, for hvem Martinus tankeverden er blevet deres livs inderste inspiration, ville jeg for længst have tabt modet. Men det er eksistensen af disse mennesker, der altid har været den sjælens dunkle kilde, hvorfra nye inspirationer kom. For det er her, vi møder den skønneste virkning af Martinus tanker. Disse mennesker overvurderede aldrig sig selv og den mulighed, deres liv indebar. De fulgte Martinus eget klare og meget kærlige råd: "Tag det af mit arbejde, De forstår, det der virkelig kan hjælpe Dem i Deres daglige liv - og lad resten ligge"! De forstod, at skulle deres åndelige sundhed ikke tage skade, måtte de følge dette råd, og det gjorde de vel i!

Stilfærdigt har livet i disse år lært mig den store forskel mellem tilstræbt og tillært viden - og indre oplevelse! Vi er vokset op i en verden, hvor den ydre videnskab har spillet en dominerende rolle i vor daglige tilværelse, og vi er blevet så vant til i videnskaben at se verdens ledere af i dag. Og hvem er disse videnskabsmænd så? Er de virkelig bedre end os? For mig at se er der akkurat lige så mange moralsk defekte i den lejr, som der er i alle øvrige lejre. Videnskab er kundskab, der kan erhverves komplet uden moral - men det kan visdom ikke! Blot hvert eneste åndeligt søgende menneske ville gøre sig dette klart! Vi skal ikke dyrke mennesker, ligegyldigt hvem de så end er, vi skal dyrke GUD! Og Gud er i vort liv den visdom, der får os til at opføre os som mennesker i dette ords smukkeste betydning. Det er her, livet i disse år har lært mig, at uanset Martinus arbejdes nuværende position, uanset om han selv er her eller snart går bort, så fik verden gennem ham en visdomskilde at øse af, den aldrig før har haft! Og denne visdomskilde kan ikke længere fjernes fra verden. De ydre rammer, vi hidtil har skabt om den, kan muligvis forgå. Den vil bestå. Og menneskene vil "genopdage" den atter og atter, indtil den time kommer, hvor den viden, det budskab, den kom for at bringe menneskeheden, er blevet erkendt i et sådant omfang, at dens erkendelse danner grundlaget for al virkelig kultur, al sand sjælelig dannelse!

Noget andet, der i disse år har glædet mig inderligt, er konstateringen af den overvældende bevisførelse for sandheden i Martinus kosmiske analyser, livet omkring en dagligt giver os. Vi lever i en tid, der åndelig talt tager vejret fra mange. Overalt åbenbares det, at massemennesket er uden åndeligt fundament, uden den indre åndelige indsigt, der gør det muligt for det at vurdere de begivenheder, det er vidne til, på en sådan måde, at livet føles som én stor inspiration. Tværtimod. Det ser kun opløsning og nedbrydning og identificerer alt dette med begrebet degeneration. Livet er uden dybere mening for de fleste. Materialismen har erobret deres sjæl, og det egoistiske begær oplever i disse decennier en forstærkning, som ikke mindst på det seksuelle område leder utalte tusinder ud i rene katastrofer. Verden synes i dag blottet for moralske idealer.

Men er det ikke netop på denne baggrund, at det evige lys stråler så meget desto stærkere? Er det ikke netop denne kaotiske tilstand, der får den enkelte til at begynde at søge efter større sandheder end dem, fortiden levede på? Hvor andre ser kaos og meningsløshed, ser det kosmisk orienterede menneske plan og hensigt. Hvor andre ser en verden synke i grus, ser det kosmisk indstillede menneske en verden stige af havet, vel vidende at alt, hvad der skabtes mod lovene, nu må vige for lovene. Vi ser de første spæde konturer af Europas forenede stater, vi ser, hvorledes pengemagten overalt går sin opløsning i møde, vi ser primitive ægteskabelige ideer vige for humanismens og tolerancens stærke kræfter, og vi ser, hvorledes fængslernes hævnmentalitet opløses til fordel for en dybere forståelse af det enkelte menneskes ret til at leve. Hvor en stor, ny kilde bryder frem, kommer der en mudderpøl først, har Martinus ofte givet udtryk for. Nuvel, vi lever i "mudderpølens tidsalder", men som alle "tidsaldre" er også den begrænset. En dag vil den mentale "ligstank", der i dag opfylder verden, være svundet bort, og et nyt strålende kosmisk lys vil hvile over kontinenter og have. Den Guddom, vi i dag oplever hånet og latterliggjort af verdens såkaldte intellektuelle, vil til den tid blive tilbedt af hver eneste menneskesjæl, der gennem egne selvoplevede smerter og lidelser har nået det højintellektuelle trin, hvor begreberne "lov og orden" ikke længere er noget udvendigt, men derimod den sjælelige tilstand, der er al virkelig åndelig modenheds evige kendetegn!