Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1971/1 side 2
Tage Buch
TEKNISK LEKTIEHJÆLP
 
Moderne sproglaboratorier, undervisningscentrer og skoler benytter i stor udstrækning båndoptagere og andre undervisningsmaskiner til indlæring af stoffet. Eleverne har hver sin båndoptager og gengiver på sin pult, som kan ændres til almindeligt skolebord. Eleven kan starte og stoppe undervisningen, når han vil, og indtaler samtidig, f. eks. ved sprogundervisning, sin egen udtale på et bånd og kan så senere høre både undervisningsbåndet og sin egen præstation og ved sammenligning kontrollere, om opfattelsen af sproget og udtalen er rigtig. Læreren kan fra sin kontrolpult koble ind på hver enkelt elev og kontrollere dennes fremskridt, eller på alle eleverne samtidig, og hver enkelt elev kan kontakte læreren og få råd og vejledning. Undervisningen understøttes visuelt ved tavler eller lysbilleder på væggen. Maskinerne er konstrueret så elementært, at 8 års børn kan betjene dem, og den hurtigt opfattende elev sinkes ikke af den langsommere elev, men kan gå frem så hurtigt han har lyst og evner.
Set fra et kosmisk synspunkt er disse undervisningsmaskiner og tekniske hjælpemidler med til at fremme undervisning og intelligensudviklingen i det hele taget med et minimum af lærere, og stadig nye og bedre undervisningsmaskiner og undervisningsformer, som er udviklet hovedsageligt her i Vesten, vil blive "eksporteret" til udviklingslandene, hvor man på årtier vil opnå, hvad man her i Vesten har været århundreder om at udvikle. Hele den tekniske udvikling kommer disse lande til gode. De behøver ikke selv at opfinde den teknik, som har været under langsom opbygning og udvikling, men får den så at sige "forærende", og kan med denne hjælp hurtigt bringe sig op på det stadium, som den vestlige verden har i dag. På denne måde bliver verden én i undervisningsmæssig henseende, og da også følelsesudviklingen skrider hurtigt frem gennem de lidelser, der påføres mennesker i det daglige liv og gennem krige, sult, arbejdsløshed og sygdom, vil udviklingen eskalere kolossalt i de kommende årtier. Den fuldkomne verden, som Martinus omtaler, og som vil være etableret indenfor de næste 3.000 år her på kloden, styret og ledet af kosmisk bevidste væsener, nærmer sig med stormskridt, og vor verden kan indenfor relativ kort tid blive vidunderlig at leve i, når den grovere karma er gennemlevet i dette århundrede og begyndelsen af det næste, og alle vore tekniske og automatiske hjælpemidler vil i høj grad lette os vejen fremover.
tb