Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

(Fortsat fra KOSMOS nr. 25)

Som begrundelse for, at Jesus forudså hovedtrækkene af de kommende begivenheder, fremhæver Martinus bl. a. Jesu egne udtalelser om de sidste tider, hvor djævelen i forbindelse med himlens og jordens undergang ved dommedag skulle rase i al sin magt og vælde, og hvor der ville blive behov for "talsmanden den hellige ånd", der kunne sige menneskene det, de ikke kunne tåle at høre på Jesu egen tid. Men hvordan kunne Jesus med så stor autoritet udtale sig om denne fjerne fremtid; hvad var hans baggrund herfor?

"Simpelt hen den" - svarer Martinus - "at han var ældre i livet end den menneskehed, han var kommet for at vejlede, og derfor kendte Guds plan med menneskeheden, ligesom han i kraft af sin højere kosmiske alder af egen personlig erfaring vidste, hvilke veje denne plan i hovedtrækkene ville følge med hensyn til sin udfoldelse og fuldbyrdelse. Ikke som resultat af et magtbud fra Guds side, men simpelt hen som en konsekvens af livets og dermed al udviklings kosmiske vilkår og love".

På dette grundlag forudså Jesus de svagheder, der ville kendetegne den kirke, der i første række kunne blive frugten af hans virke, nemlig på den ene side udpræget naivitet og intellektuel uformuenhed, og på den anden side menneskelig forfængelighed. Selv hans egne disciple forstod ham ikke, men var mere optaget af, hvem af dem der var den største i himlen. Ud fra denne indsigt vidste han også, at kirken som følge af disse svagheder med en naturlovs ubønhørlighed ville miste terræn i takt med menneskehedens fortsatte erfaringsdannelse og intellektuelle udvikling, der med naturvidenskabens opkomst ligefrem systematiseres og disciplineres, således at kristendommens grundlag til sidst trues og gør en fornyelse ved talsmanden den hellige ånd nødvendig. Ligeledes var han klar over den konkurrence, der i form af et vældigt udbud af materielle goder ville opstå fra teknikkens side med beslaglæggelse af den menneskelige opmærksomhed til følge.

Med sine udtalelser om det umulige i på en og samme tid at tjene to herrer lod han det yderligere skinne igennem, at han i forbindelse med den materialistiske optagethed forudså en stagnation og indskrænkning i de religiøse interesser, der i det ydre ville give sig udslag i frafald fra kirken, og som i det indre ville vise sig som en svækkelse af de opsatte moralbegrebers indhold og indflydelse, hvor moral kan betragtes som en delvis naturlig og delvis kunstig bremse på urdrifterne i mennesket; dvs. arven fra dyreriget. Men med moralens svækkelse vokser automatisk lidelsespotentiellet i verden, simpelt hen fordi de dyriske urdrifter i mennesket ikke længere holdes fornødent i ave og derfor i stigende grad kommer til at præge den menneskelige samkvemsform. Og tager vi her de moderne udryddelsesmidler i betragtning - dvs. atomvåben, kemiske våben og bakteriologiske våben - er det let at se, at der som helhed er skabt grundlag for en situation, hvor det får mening at tale om djævelens rasen i al sin magt og vælde. Vi har allerede i vort århundrede set det i to verdenskrige samt et utal af mindre krige, og fredsforskerne taler allerede nu om den tredje verdenskrig som en uundgåelig konsekvens af især samspillet mellem kapitalmagten og våbenmagten - ja, i det hele taget som en konsekvens af magtpolitikken i det store som i det små. Videretænker vi derfor den nugældende udvikling, er en verden i det yderste mørke og den yderste trængsel til at forudse med så stor nøjagtighed, at man må give U'Thant ret i sin ultimative formel: Vi må elske hinanden, eller dø.

Men netop denne situation var Jesus fortrolig med, hævder Martinus. Han vidste af egen erfaring, at den ville opstå som en naturlig fase i enhver menneskeheds udvikling, og ligeledes at den ville udløse et enormt behov for åndelig hjælp og vejledning - ikke mindst i moralspørgsmål. Han vidste med andre ord, at udviklingen på et tidspunkt ville inkludere et umådeligt behov for hans egen genkomst, Kristi genkomst, så sandt som der vil blive tale om behov for et væsen, der ved sin viden og indflydelse er i stand til at frelse menneskeheden ud af det dilemma, den ved sin egen tænke- og væremåde har anbragt sig selv i. Og det var i erkendelse heraf, han ved sin bortgang lovede at sende talsmanden den hellige ånd ved verdens ende.

Men hvad forstås egentligt ved talsmanden den hellige ånd? - Ud fra sine forudsætninger svarer Martinus: "En ny manifestation af den viden om sandheden og livet, Jesus sad inde med. I en sådan manifestation vil menneskeheden nemlig finde det eneste, der virkelig kan frelse den ud af dyrerigets skyggefulde dødszone, nemlig en anvisning på den vej, der nødvendigvis må følges, og som simpelt hen består i overholdelse af livets kosmiske morallove. For menneskehedens frelse kan nemlig aldrig nogen sinde afstedkommes af nogen ydre faktor, fx. en person, men udelukkende af menneskeheden selv, hvormed det samtidig er sagt, at betydningen af "talsmanden den hellige ånd" udelukkende er den at fungere som en hjælp til selvhjælp. Ingen andre kan nemlig gå vejen for menneskeheden; den må helt og holdent gå den selv, eller rettere: hvert enkelt menneske må personlig gå den."

For dem, som i den herskende verdenssituation ser en fuldbyrdelse af den periode, Jesus omtalte som "de sidste tider", er det nærliggende at se sig om efter spor af "talsmanden den hellige ånd", idet det jo var i denne periode, samme talsmand skulle fremstå. Findes der nogen steder sådanne spor, altså spor, der kan tolkes som en ny manifestation af den viden om sandheden og livet, Jesus repræsenterede? - Efter min personlige overbevisning: "Ja". Der findes endda ikke så få spredt rundt om i verden, og som bekræfter, at man ved talsmanden i hvert fald ikke skal forestille sig nogen håndgribelig person, der kan siges at være her, men ikke der, på marken, men ikke i kamrene osv. osv. Et af disse spor er helt oplagt den fremvoksende naturvidenskab, men det vigtigste er utvivlsomt det kosmiske verdensbillede, som fra Martinus side er kommet til udtryk, og som på den mest værdifulde måde træder til dér, hvor naturvidenskaben ikke kan gøre sig gældende; det vil ikke mindst sige på moralspørgsmålenes område. Det kosmiske verdensbillede er ganske tydeligt et supplement til Kristi lære, og vel at mærke et supplement, der giver denne lære fornyet aktualitet, således at der er tale om en opfyldelse af et af de signalementer, Jesus i sin tid selv udsendte, og på hvilket talsmanden skulle kendes (tage af mit og give eder; Joh. 16-14). - Dette kunne der måske være grund til at belyse lidt nærmere.

Først og fremmest vil man se, at det kosmiske verdensbillede bl. a. er et definitivt opgør med den forsoningslære, der så at sige er blevet pointen i kristendommen, og motivet herfor har fra Martinus side først og fremmest rod i erkendelsen af, at forsoningslæren i sin egenskab af ren og skær blodteologi dybest set krænker Gud som et alkærligt væsen betragtet, samtidig med at den faktisk ændrer målet med Jesu mission og i denne forstand gør de fleste af hans udtalelser og læresætninger til ren og skær mystik, så de i dag kun siger de færreste noget som helst. For ikke sandt: hvem tager det i dag særligt højtideligt i forbindelse med det praktiske livs tanker og handlinger, hvad Jesus i sin tid lærte og opfordrede til? Og for øvrigt: hvor mange føler i dag nogen virkelig taknemlighed mod Jesus, fordi han påtog sig den skrækkelige forsoningsdød, således som Kirken påstår? Men i begge disse tilfælde indikerer den faktiske holdning forsoningslærens manglende overensstemmelse med virkeligheden. Og denne mangel understreges yderligere af Jesus selv gennem hans tilgivelse på korset af sine bødler samt hans forbøn for dem. For hvis forsoningslæren virkeligt er løsningen på Kristusmysteriet, behøvede Jesus jo ikke at gå i forbøn for de mennesker, der fuldbyrdede hans korsfæstelse. For i så fald udførte disse mennesker blot Guds vilje og var dermed lydige tjenere for denne vilje. Ikke desto mindre fandt Jesus anledning til både at tilgive dem og gå i forbøn for dem, og han begrundede oven i købet på højst afslørende måde sin motivation herfor, nemlig med ordene: "De ved ikke, hvad de gør".

For den, der har øjne at se med og øren at høre med, dementerer hele denne del af Jesu adfærd endegyldigt forsoningslærens gyldighed, og i stedet træder da det store spørgsmål: "Hvad var så Jesu mission, og hvem var han egentligt?"

Fra Martinus side oplyses det, at Jesus var en højt indviet i livets mysterium, en indviet, der af kærlighed til menneskeheden påtog sig at forløse den fra tilknytningen til det dyrerige, hvoraf den udviklingsmæssigt er rundet. Denne opgave måtte dels løses gennem formulering af en teoretisk vejledning (evangelierne) og dels gennem statuering af praktiske eksempler (den personlige væremåde).

Opgaven var at kaste nyt lys over livets love - ikke mindst dets morallove - samt til understregning heraf at manifestere en model for sand menneskelig væremåde, der netop er kendetegnet ved en total overholdelse af livslovene. Og dette sidste frembød ikke mindst korsfæstelsen en lejlighed til, og det er netop heri og alene heri, man skal se korsfæstelsens - ja, hele lidelseshistoriens betydning.

Jesu sande opgave var således ikke at give anledning til et forsoningsdogme, men gennem sin lære og sit eksempel at stille mennesket over for en etisk udfordring. Og det er netop i denne forstand, at han kan kaldes en Kristus, en frelser. For ved selv at føre Jesu lære og personlige eksempel ud i livet på alle områder, udfrier mennesket sig på den eneste mulige måde fra mørket og lidelsen i verden, jævnfør postulaterne i bjergprædikenen, der er en eneste forherligelse af de egentlige menneskelige egenskaber, dvs. de egenskaber, der på afgørende måde adskiller mennesket fra dyret. Og hvad der måske er mindst lige så væsentligt: dette kan allerede nu lade sig gøre i langt højere grad, end det faktisk sker, hvis blot man ville interessere sig for det. Ganske vist har mennesket endnu ikke fået udviklet anlæg for generel næstekærlighedsfølelse, men der ville i høj grad kunne bødes på denne mangel, hvis man begynder at se på de moralske spørgsmål som et kosmisk-videnskabeligt anliggende af fundamental betydning for den personlige skæbnedannelse. Da er der ingen tvivl om, at man på en lang række områder beslutsomt ville tage skeen i en anden hånd; det burde alene selvopholdelsesdriften tilskynde til. For eksempel ville man meget hurtigt inden for det danske samfund finde ud af at omplacere den nu så længe diskuterede plan om at afstå 1% af nationalproduktet til fordel for vore betrængte brødre og søstre i de såkaldte U-lande fra ønsketænkningens verden til den verden, det praktiske handlingsliv repræsenterer, jævnfør den længe prøvede kendsgerning, at hvor der er en vilje, er der også en vej.

Fra Martinus side udpeges en lang række områder af menneskelivet, hvor kristen etik faktisk uden videre kunne bringes til udfoldelse, hvis blot man var interesseret i det; det gælder på såvel det samfundsmæssige som på det personlige plan. Men hvordan skal man kunne gøre sig håb om at se den fornødne interesse for noget sådant opstå?

Også dette besvarer Martinus, idet han parallelt med Jesu profetier gør gældende, at de nærmest kommende begivenheder i kraft af de resulterende erfaringer vil modne mennesket for den efterlyste interesse. Interessen for sand kristendom, ført ud i livet som humanitær aktivitet og bevidst medmenneskelighed kan således med sikkerhed forudses at ville indfinde sig. Og det i en sådan grad, at man i forbindelse med de kommende begivenheder ligefrem kan tale om, at himlen og jorden vil forgå, men samtidig, at Jesu ord vil bestå. Ikke forstået på den måde, at jordkloden vil blive sprængt i luften eller lagt øde, men sådan, at hele den nugældende form for menneskelig bevidsthedsvirksomhed (himlen) samt det heraf affødte kulturmønster (jorden) gennem de tilstundende begivenheder vil gå under samtidig med, at behovet for en fundamental fornyelse opstår. En fornyelse, der for al fremtid er ensbetydende med fred på jorden og i menneskene en stor velbehagelighed. Og da denne fornyelse kun kan komme gennem det enkelte menneskes vandring ad den vej til sandheden og livet, Jesus anbefalede og ved sit personlige eksempel anviste, bekræfter det sig, at han på ingen måde levede, og ej heller led forgæves. Hvad han gjorde, gjorde han ud fra en nøje forståelse af, hvad der var behov for, hvilket ikke mindst fremgår af hans egne udfordrende ord: "ingen kommer til faderen, uden ved mig". Med andre ord: kun ved at blive til det, Jesus var og stod for, opnår mennesket den samme guddommelige tilværelsesform, som var herskende i det rige, Jesus udgik fra, da han påtog sig sin opgave på jorden, og om hvilket han selv sagde, at det endnu ikke var af denne verden. Men det er meningen, at det skal blive af denne verden. Det er i virkeligheden dette, den menneskelige udvikling sigter imod, og det er dermed et mål, der venter forude for hvert eneste eksisterende menneske.

Men for at nå det, må den enkelte bestå de samme prøver som Jesus bestod. Også korsfæstelser. Ja i virkeligheden er menneskelivet, som det former sig i øjeblikket, én eneste vandring fra korsfæstelse til korsfæstelse - store eller små. Men der er undertiden også lysende opstandelser, nemlig når man består korsfæstelsesprøverne og af hjertet kan tilgive sine fjender og bødler. Og opstandelserne vil blive hyppigere og hyppigere og til slut munde ud i en permanent forklaret tilstand, der gør fremtidige korsfæstelser overflødige. Og mennesket tilhører da ikke længere delvis dyreriget, men er helt og fuldt blevet borger i et rigtigt menneskerige. Det er selv blevet vejen, sandheden og livet.

 

PBJ