Ældre Kosmos og Kontaktbreve

fterhaanden som Besvarelserne paa Opgave Nr. 3 indløb, gik det op for mig, at denne Opgave aabenbart laa lige paa Grænsen af det, de fleste paa nuværende Tidspunkt er i Stand til at svare paa. Ikke saaledes at de indkomne Besvarelser ikke er gode, nej, men da de Fleste endnu selv befinder sig i en aandelig Afklaringsproces, er det givetvis ikke saa let paa et saadant Spørgsmaal som Opgave Nr. 3 indeholder, at give et Svar, der i alle sine Billeder kan staa for en nøjere Prøvelse. Alt for stor en Del af Besvarelserne er for stærkt subjektive. Naturligvis spiller Subjektiviteten en overordentlig stor Rolle, hvor det drejer sig om at stille et Menneskes aandelige Hunger, man maa give af sig selv, for at faa den anden til helt at lukke sig op, – det er sandt, men hvor det drejer sig om at paavise Verdensaltets Logik, maa det subjektive vige noget til Fordel for det objektive, med andre Ord: hvad man selv føler ved at være kommet i Forbindelse med denne Logik betyder mindre for den udenforstaaende end den Vej, ad hvilken man naaede til denne for sin Sjælefred saa vigtige Oplevelse! Af samtlige Besvarelser var Gennemlæsningen af H. 10 en stor Nydelse. Medfødt videnskabelig Erkendelsesevne forbinder sig her med Martinus Analyser paa en saadan Maade, at Resultatet er beundringsværdigt. H. 11 følger opad H. 10, ogsaa her er Grundtonen den intelligensmæssige Analyse. Medens H. 10 er ny – et glædeligt nyt Bekendtskab, har H. 11 været med hele Tiden og er i en saadan Vækst, at man hefter sig ved Forfatteren. H. 12 og H. 13, den sidste ogsaa ny, skriver i den Grad ud af sig selv, at man bogstavelig fornemmer Hjertets Slag igennem Linierne, Form og Sjæl føles her under en Udvikling, der lover godt for den kommende Tid.

De her valgte offentliggjorte Svar er et, omend ikke ganske tilfældigt, Udpluk af den Bunke Besvarelser Opgave Nr. 3 affødte. Blandt de uoffentliggjorte er der adskillige, som kun har maattet vige paa Grund af Pladsmangel. Om samtlige Besvarelser gælder det, at de alle som en udtrykker en dybtgaaende Forstaaelse af Martinus Analyser, og at Evnen til i Ord at udtrykke denne Forstaaelse vokser med hver Besvarelse. Personlig kan jeg ikke noksom henstille til enhver, der har Lyst, at besvare disse Opgaver. Det aandeligt søgende Menneske, der i sin Søgen har naaet et Punkt, hvor den eftertragtede Fred i Sindet har begyndt at indfinde sig, har Pligt til for sit eget Indre at klargøre Aarsagen til denne voksende Fred, for igennem denne Klargørelse at kunne være andre behjælpelige. Ingen kan med det samme manifestere det fuldkomne, men hver Time tilbragt i Slid med sine egne Tanker, betyder reel aandelig Vækst og er derfor positiv, hvor enhver Tanke om at, "det har jeg ikke Evne til", og "Skrivning ligger ikke for mig" etc., kun er negativ. Selvfølgelig findes der Mennesker, for hvem det at udtrykke sig paa Papiret er noget, der maa udskydes til senere, men ingen, som ikke har forsøgt, kan vide noget om, hvor han staar. I Studiet af aandsvidenskabelige Problemer bør det skriftlige Arbejde glide ind som et ganske naturligt Led, ikke for min Skyld, men for Skribentens egen. Og til Slut blot dette: omend jeg naturligvis er overordentlig glad for de Besvarelser, der kan anvendes her i Kosmos og overfor Omverdenen præcisere, efter hvilke Metoder vi arbejder, og hvilket Udbytte det kan give den Interesserede, saa betyder de ufuldkomne Besvarelser saa stor en Rolle for hele vort fremtidige Arbejde, at jeg blot ønsker, de maa hobe sig op. Intet levende Væsen kan naa de højere Trin uden at passere alle de underliggende, og den Betydning det har, at vi senere – uden Navns Nævnelse – igennem en Studerendes mere og mere afklarede Besvarelser, vil kunne paavise, rent fysisk, den Indvirkning et fortsat alvorligt Studium af de kosmiske Problemer har paa et "almindeligt" Menneskes Bevidsthed, vil sikkert alle kunne forstaa. Et saa kompliceret Skolearbejde som det, vi er i Færd med at skabe, kræver her mere end noget andet Sted, at vi maa arbejde i Fællesskab, – noget, som den stadigt voksende Bunke af Besvarelser ogsaa tyder paa, er blevet forstaaet.
 

Opgave Nr. 3.

Hvilket Svar vilde De give paa følgende Spørgsmaal, stillet af et Menneske i en aandelig Nødstilstand:

Blot en dog – klart og logisk – kunde vise mig, at der er en Mening med Tilværelsen. –
 

H. 10.:

Idet Svaret paa det stillede Spørgsmaal i høj Grad vil afhænge af Spørgeren, tænker jeg mig denne, som et Menneske, hvis Tankeevne og Indstilling udpræget gaar i matematisk, erkendelsesteoretisk Retning.

Betragt engang Verden omkring dig, og du vil overalt finde Love og Opbygninger, der vidner om Logik og Hensigtsmæssighed: – Tænk paa alle de fysiske Love: Tyngdekraften, Lovene for Lys og Varmestraaling, for Luftarters og Væskers Tryk og Strømning, for de faste Legemers Bevægelse og Formændring samt alle de elektromagnetiske Love. Tilsvarende Lovmæssighed i Kemien, Tegnsproget her med Valensbindinger og Ligninger for de kemiske Processer er jo en hel Matematik for sig. – Saavel i det store som i det smaa kan du finde Lovmæssighed. Bevæger Planeterne sig ikke i ganske bestemte Baner og paa ganske bestemte Maader i disse? Er Kugleformen af Himmellegemerne tilfældige, eller Strukturen af hele vort Mælkevejssystem, naar der Millioner af Lysaar borte findes Stjernetaager, der udviser lignende Struktur? Og i det smaa, tænk paa Krystallernes Regelmæssighed, betragt for Eks. et Snefnug i Mikroskopet, hvor regelmæssigt det er opbygget selv i de fineste Detailler. Endog der, hvor Mikroskopet ikke formaar at adskille de enkelte Dele; i Atomernes Verden træffer vi de mest haarfine Love, der jo blandt andet betinger Opbygningen af det, vi kalder Stof. – Hele vor Teknik er jo blot Udtryk for vort Kendskab til alle disse mange Love.

Men du kan ogsaa rette Blikket i en anden Retning, mod Planter og Dyr. Betragt Markens Blomster og Skovens Træer eller Dyret fra den encellede Amøbe til dit eget sammensatte Legeme, betragt blot en Vinge eller et Ben af et lille Insekt, overalt er du Vidne til en gennemført, hensigtsmæssig Opbygning.

Saa er der "Naturkræfterne", saasom Regn, Sne, Blæst, Skyer, Lyn og Torden o. s. v., kort sagt Vejret. Den tilsyneladende Tilfældighed her maa dog i alt Fald være stærkt begrænset, idet det jo er sjældent, man oplever et Vejr eller ser en Himmel, man aldrig har set Magen til; tværtimod møder vi tit en saare regelmæssig Gentagelse af Vejret fra Dag til Dag. Ogsaa Klimaet udviser Regelmæssighed, hvorledes kan vi ellers angive Klimaet de forskellige Steder paa Jorden med Navne som Kyst- eller Fastlandsklima, Trope- eller Polarklima, Ørkenklima o. s. v.? Tilstedeværelse af Regntider, Passatvinde o. l. tyder ligeledes paa Lovmæssighed, for ikke at tale om Aarstiderne eller Vekslingen mellem Dag og Nat. Nordlyset med dets regelmæssige straalende eller tæppeformige Udseende kan dog heller ikke være ganske tilfældig?

En anden Art "Naturkræfter" som Dannelsen af Dale og Bjerge, Floder og Søer, Jordskælv og Vulkaner o. s. v. synes ligeledes umiddelbart tilfældige, dog skimtes Regelmæssigheden ogsaa her; tænk paa de fælles Træk i Beskrivelsen af vulkanske Udbrud eller Jordskælv fra vidt forskellige Egne af Kloden, ligevis den Ensartethed, som Terainforholdene kan udvise de forskellige Steder, selv paa Maanen findes Bjerglandskaber, vi har Magen til paa vor Klode. – Saa er der Forvitrings- og Forraadnelsesprocesserne, det er jo kemiske Processer, desuden kan Naturens Renligholdelse vel næppe være fuldstændig tilfældig, naar vor egen Rengøring ikke er det. Gaa en Tur i Skoven, og du støder næsten aldrig paa et Lig til Trods for, at der daglig maa dø en Mængde Fugle og Dyr. – Glem heller ikke, at en Del af de saakaldte Naturkræfter udgør Betingelsen for Livet her paa Jorden, og atter andre skylder vi alle Jordens Rigdomskilder, det vil sige den Basis, vor Teknik bygger paa; for slet ikke at tale om den umiddelbare Skønhed, der kommer til Syne i mange af disse Kræfters Spil.

Men Verden rummer meget endnu; dvæl engang ved "Naturens Mysterier" og undrer dig over Hensigtsmæssigheden her. Spirene, der altid søger mod Jordens Overflade, og Planterne, der drejer sig efter Lyset; Trækfuglenes Træk, og Aalens Vandring, Tusinder af Kilometer. Betragt Insekternes Liv eller tænk paa Forplantningsmysteriet ligefra Planterne og de laveste Dyr til Mennesket; tænk ogsaa paa Forældreprincippet hos Dyr og Mennesker.

I Menneskenes aandelige Sysler vil du ogsaa finde Lovmæssighed; de matematiske Videnskaber udtrykker dette klarest; men ogsaa i de forskellige Kunstarter f. Eks. i Musikken er der skarpe Regler, – Kompositionslæren er jo en hel Videnskab –, og i Arkitekturen gælder noget tilsvarende. Hele det religiøse Princip kan vel heller ikke være tilfældigt, naar det findes hos alle Folkeslag og i alle Samfundsklasser, ganske vist i en mer eller mindre primitiv Form, og endelig udviser jo selve Samfundsstrukturen samt Samfundsordningen med dets Lov og Retsvæsen en vis Ensartethed i de forskellige Lande.

Hvorhen du vender Blikket, vil du altsaa træffe Logik og Hensigtsmæssighed i Verdensaltet. Paa den anden Side findes der ogsaa Ting og Tildragelser, som umiddelbart synes tilfældige og hermed uretfærdige. Vi har da kun de to Muligheder: enten at antage en Verden, der paa en Mængde Punkter er lovmæssigt opbygget indtil de fineste Detailler, og saa paa andre ogsaa væsentlige Punkter er fuldkommen tilfældig, eller ogsaa at antage et Verdensbillede, der overalt er fuldkommen logisk, men hvor Logikken ikke alle Steder er lige synlig for os. Hvis du stilles foran et mægtigt Kunstværk, der i en Mængde af Detaillerne udviser en Skønhed, en Lovmæssighed og en Genialitet, der faar dig til at bøje Hovedet for Kunstnerens Storhed og erkende din egen Lidenhed; men hvor saa andre Detailler er dig fuldstændig uforstaaelige, vil du da paastaa, at alt, hvad der forekommer dig meningsløst, er meningsløst, altsaa tilfældigt? I saa Fald kan du jo med Rette kalde Kunstneren, der saaledes sætter Tilfældighed og Lovmæssighed Side om Side, for abnorm. Eller vil du forstaa din egen Begrænsning. – Se, Verdensaltet er jo som et umaadeligt Kunstværk, ikke dødt, men levende og fuldt af Skønhed, Love og Genialitet, saavel i det smaa som i det store. – Da vor logiske Tænkeevne ikke er abnorm, kan den altsaa ikke akceptere et abnormt Verdensbillede, der paa een Gang er logisk og tilfældigt, den kan kun akceptere et Verdensbillede, der er logisk i alle Detailler.

Men naar Verden er logisk helt igennem, hvorfor er der saa Ting og Begivenheder, der forekommer os fuldkommen meningsløse og uretfærdige? Til hvad al den Sygdom og Nød, der tilsyneladende rammer ganske uskyldige? Hele den civiliserede Verden synes jo et eneste stort Kaos af Tilfældigheder og Uretfærdigheder, der ogsaa strejfer mig selv. Her er vi ved Kernen i Problemet og sikkert ogsaa ved den bevidste eller ubevidste Baggrund for dit Spørgsmaal. Svaret har jeg allerede antydet: Paa Grund af vor egen Begrænsning kan vi ikke umiddelbart se de virkelige Aarsager til de Tilstande, vi lige har talt om. Vi er i Virkeligheden afblændet paa saa at sige alle Omraader. – Tænk dog følgende Begivenhedsrække: En Dreng gaar henad Gaden, en mindre Dreng følger efter, stadig drillende den større. Efter et Stykke Tids Forløb bliver det den store Dreng for broget, han vender sig om, den mindre Dreng giver sig til at løbe skrigende om Hjælp og skarpt forfulgt af den store. Tilsidst bliver den mindre Dreng indhentet og faar Klø. Afblændes nu Begivenhedsrækken saaledes, at du f. Eks. gennem dit Vindue kun bliver Vidne til det sidste Afsnit, vil du sikkert udelukkende føle Antipati for den store og Sympati for den lille Dreng. Alene heri ser du, hvor let man kan dømme forkert, og hvor misvisende ens umiddelbare Retfærdighedssans kan være. Den Afblænding vi foretog, var en Afblænding af Tid eller rigtigere Rækkefølge, men ikke af Rum. En tilsvarende Afblænding finder i Virkeligheden Sted for os alle paa Grund af vor mangelfulde Hukommelse. Jo længere tilbage i Tiden Begivenhederne ligger, desto svagere husker vi dem, og desto færre Ting erindrer vi i det hele taget. Saaledes aftager Hukommelsen baade i Kvalitet og Kvantitet ganske gradvis, efterhaanden som det Tidspunkt, fra hvilket Erindringerne stammer, fjerner sig fra Nuet, for til sidst at blive Nul i et Punkt beliggende nogle Aar efter vor Fødsel. Fra dette Tidsskel og tilbage kan vi intet erindre. At der selv fra ens tidlige Barndom kan være enkelte Oplevelser, der har gjort særligt Indtryk paa én, og derfor stadigt staar skarpt præget i éns Erindring, forandrer ikke det her sagte, idet dette gælder det samlede Erindringsmateriale. Da det, jeg har nævnt for dig om Hukommelsen, er ens for alle Mennesker, udgør det i Virkeligheden et Bevis for, at Mennesket intet kan huske fra før Fødslen, selv om vi forudsætter Reinkarnation, idet den Tanke er unaturlig, at Hukommelsen pludselig skulde begynde at stige igen i en Tidsperiode fra før Fødslen efter i et Tidsinterval at have været Nul. – Hvis der nu intet Liv findes efter den fysiske Død, kan det heller ikke eksistere før den fysiske Fødsel, hvis man da vil ræsonnere logisk. I saa Fald maa det Afsnit, der udgør et Menneskes fysiske Liv fra dets Fødsel til dets Død og med dette Menneskes Jeg, det vil sige det, der hos dette Menneske oplever Livet, som Midtpunkt, danne en afsluttet Enhed. Enheden bestaar altsaa af dette oplevende Jeg i hele dets fysiske Liv. Er denne Enhed nu logisk eller fuld af Tilfældigheder? En Del af Afsnittet er afblændet, som vi har set; men saa meget er der dog tilbage, at vi med Sikkerhed kan sige, at der i denne Enhed findes mangt og meget, der er tilfældigt og dermed uretfærdigt. Som Eksempel: Et Jeg, der lever hele sit Liv i lykkelige Forhold sundt og stærkt, kontra et Jeg, der lever hele sit Liv under ulykkelige Forhold sygt og svækket; eller endnu tydeligere, Menneskenes forskellige Anlæg og Evner; som Eksempel: et Menneske med rige Evner og lyst og glad Sind, kontra et daarligt begavet Menneske med mørkt og bittert Sind. Den materialistiske Opfattelse, der bunder i Ateismen : at vi kun lever dette fysiske Liv, vil derfor give et Verdensbillede fuld af Tilfældigheder, altsaa et abnormt Verdensbillede.

Der er ligeledes andre Felter, hvor vore Evner er stærkt afblændet, for Eks. paa Intelligensomraadet. Ganske vist er 2 + 2 = 4 for os alle, altsaa den logiske Tænkning ens overalt, hvorimod Tænkeevnen er forskellig; nogle er dummere end du og andre vel ogsaa klogere, alene heri ses vor Begrænsning paa dette Omraade. Stil en Grammophon foran en Buskmand, og han vil flygte rædselsslagen, saasnart den begynder at spille; det, der for ham er Trolddom, er for os let forstaaeligt; men det, vi betegner med Ordet Naturkræfter, hvad er det? Lyn og Torden er for den Vilde Udtryk for Guddommens Vrede (slet ikke saa naivt endda), for os, Naturkræfter af elektrisk Art, Forklaringen af Fænomenet kan godt gøres mere videnskabelig, men resulterer alligevel i en fysisk, det vil sige, en ren ydre Beskrivelse af Fænomenet, altsaa ingen virkelig Forklaring. Det tilsvarende gælder de andre Naturfænomener. Det svarer i Virkeligheden til følgende Tankeeksperiment: Betragt igennem en Kikkert et Menneske, vi tænker os, du kun ser Ansigtet, idet alle Omgivelserne er afblændet af Kikkerten. Du vil da se et Ansigtsudtryk vekslende mellem Glæde og Sorg, Tryghed og Angst, Ro og Hidsighed, Tænkning og Sløvhed o. s. v. uden at forstaa de virkelige Grunde til disse Udtryk. Vejret betragter du jo kun i dets ydre (fysiske) Fremtoning og bliver Vidne til dets stadige Skiften uden at forstaa den virkelige Aarsag hertil, idet vor Intelligens og især vor Intuition, d. v. s. Evnen til umiddelbart at forstaa uden først at tænke, er afblændet.

Paa Følelsesomraadet er vi heller ikke fuldt udviklede: Tænk dig, at en af dine Venner betror dig en stor sjælelig Sorg. Du kan da reagere paa to helt forskellige Maader; enten kan du beklage Vedkommende og sige, at det er Synd for ham (hende), og bagefter tænke: "Det var da ogsaa noget at være saa ked af", eller du kan helt faa Taarer i Øjnene og føle fuldstændig med Vedkommende; da først forstaar du ham (hende). Jeg bruger netop Ordet forstaar, fordi det er det rette Udtryk her; Følelse kan du jo ikke forstaa uden med Følelsen, saavel som der findes Ting, du kun kan forstaa med Forstanden. Heri ligger, at du aldrig vil kunne komme til at forstaa det sande Verdensbillede ved Hjælp af din Forstand alene; hvis du venter dig, at det sande Verdensbillede kan skrives op i Tal og i matematiske Ligninger, da er det Tegn paa Naivitet, thi Følelser kan ikke omsættes til Matematik, og Følelserne er dog Realiteter, vi ikke kan komme uden om, og som derfor hører med i Verdensaltet. (Det samme gælder forøvrigt ogsaa f. Eks. Instinktet). Rent bortset fra, at selvom du virkelig kunde skrive Verdensbilledet op med matematiske Tegn, vilde du kun have ringe Glæde deraf, da det i saa Fald kun vilde paavirke din Følelse ringe, altsaa ikke give dig nogen Inspiration. – Nu kan du spørge: "Hvad gør, at vi er mere følelsesudviklede paa nogle Omraader end paa andre." Svaret vil blive: "Gennem Lidelser udvikles Følelsen"; paa Felter, hvor du selv har lidt og derved har høstet Erfaringer, er du mest medfølende. Kan du huske den lille Begivenhedsrække med Drengen, der fik Klø, lad os fortsætte den. Naar den lille Dreng har faaet sine Klø og er kommet fri, kan han enten sparke og raabe efter den store Dreng, eller han kan bide Kløene i sig. I første Tilfælde ender det med, at han faar sig en Omgang til, i sidste Tilfælde kommer der ingen Eftervirkninger. Livets Tildragelser er i store Træk som dette Eksempel, selvom Eftervirkningerne eller Aarsagerne ikke altid er umiddelbart synlige for os.

I det, jeg her har fortalt dig, vil du have en Antydning af Forklaring af Aarsagerne til alle de Lidelser, der findes Verden over, virkelig Forstaaelse heraf samt af hele Verdensbilledet, som du jo har set maa være logisk, kan du naturligvis først faa ved et grundigt Studium af disse Problemer. Dette kan selvfølgelig ikke gøres paa én Dag; men hvis du har Lyst til at tage fat, vil jeg raade dig til at begynde paa "LIVETS BOG" af Martinus.
 

H. 11.:

Et Menneske, som jeg en Dag stødte paa – en Kunstnernatur, med et vaagent Øje for Tilværelsen og dens Problemer, følsom og intelligent, med Forstand paa den materialistiske Tilværelses Værd og Mindreværd, og med hvem en Samtale altid er udbytterig – alt i alt ikke noget Dusinmenneske, ikke bange for at gaa uden for Traditionernes brede Fodspor, med ham kom jeg ind paa Problemet: "Er der en Mening med Tilværelsen." Da jeg følte, at han havde gjort mange Forsøg paa at løse Sagen, men var kommet til det Standpunkt, at hvis han kunde vælge mellem Væren og Ikke-Væren, saa vilde han fortrække den absolutte Udslettelse, – ja, saa følte jeg, at det var min Pligt at prøve, om det var muligt gennem den Viden, jeg har erhvervet ved Studiet af Martinus Arbejde, at give ham et tilfredsstillende Svar.

Nu er det jo et Held for et Menneske paa det Udviklingstrin, at det ikke har en absolut fri Vilje, men der er mange, der i deres forgæves Forsøg paa at finde en Vej frem kommer til samme Resultat, og disse trænger til Oplysning.

I det Øjeblik, man staar og skal løse en saadan Opgave, gør man sig først klart, at det, der er i Vejen, er, at Individet ikke formaar at sammenstille sit eget Erfaringsmateriale i en logisk Tankerække.

Man maa da gaa frem paa en saadan Maade, at man leder Individet til selv at opdage den rigtige Løsning, og dette opnaar man ved at indstille Individet paa de Omraader af Tilværelsen, hvor dets Erfaringsmateriale og dets Intelligens er mest udviklet. For de Mennesker, der er aandeligt vaagne, maa man forudsætte, at de er i Besiddelse af saa mange Kundskaber, at de ved, at deres Eksistens er betinget af et Afhængighedsforhold til andre Former for Liv, at vi overhovedet ikke kunde leve, dersom den Natur, der omgiver os, og som bestaar af Mineralier, Planter, Dyr, Medmennesker, Kloder og Mælkevejssystemer, ikke ogsaa er Udtryk for Liv.

Da man kan forudsætte en saadan Viden, kan man ogsaa give et almengyldigt Svar, idet man nu gaar over til at paavise Lovmæssigheden ved de forskellige Tilværelsesformer, som vi samlet kalder Naturen.

Vi gaar ud fra som givet, at intet Sted, hvor vi kan sanse, har vi set en Ting skabe sig selv, og med det som en Grundtanke fører vi Dødsstødet mod den Opfattelse, at alle de hensigtsmæssige Indretninger, som Naturen vrimler af, skulde skyldes Tilfældigheder – skulde kunne skabe sig selv. Vi benytter Lejligheden til at paavise den haarfine Intelligens, der afslører sig bag selv de mest primitive Former for Legemskultur, og paaviser nøjere, hvorledes Planternes og Dyrenes Legemer er Udtryk for den mest fuldkomne Mekanik, og ved Eksempler nødes vi til at indrømme, at de i sig bærer Evnen til at beherske kemiske Omsætningsmetoder, som den højeste menneskelige Videnskab endnu intet kender til.

Paa den Maade mobiliserer vi alt det "selvfølgelige", som man ellers altid springer over, til Fordel for Paavisning af Lovmæssigheden paa alle de Steder i Tilværelsen, som danner naturlige Forudsætninger for vor egen Eksistens. Og ethvert Individ, som er interesseret i at finde en Løsning, vil meget hurtigt kunne indse, at der virkelig er Love og Planer bag alt, at der er Intelligens. – Og dermed har han i Virkeligheden, selv om han tilsyneladende ikke vil være ved det straks, anerkendt en Skaber.

For at komme videre maa man nu benytte sig af en Metode, som overalt, hvor det gælder et Bevis, har vundet fuld Anerkendelse. Man viser gennem den sammenlignende Forskningsmetode, at den eneste Maade, hvorpaa man intelligensmæssig kan forklare Meningen med vor Tilværelse, er at se os selv som Led i det, vi med eet Ord kalder Naturen. Men naar vi alle andre Steder, hvor vi forsker i Naturen, ser en Hensigt, en Mening, en Lovmæssighed, er det imod al Logik at forudsætte eller tro noget andet, der hvor vor Sansebegavelse ikke er saa stærk.

Gennem en saadan Redegørelse har et aandeligt nødstedt Menneske faaet tilkastet en Redningsplanke, som kan føre det ind i den rigtige Tankeretning; og føler det først selv, at her er den rette Lægedom, vil alle de Spørgsmaal, der nu dukker op, ganske naturligt faa deres Besvarelse, for selvfølgelig kan en første Samtale aldrig blive andet end orienterende Bemærkninger. Et interesseret Menneske vil vide, hvorfor vor Tilværelse ser planløs ud, og man vil da naturligt dreje ind paa at vise, at vi er et Produkt af vore tidligere Tilværelser, at vi er evige i vor Natur, med at vi er i et Udviklingsafsnit, hvor Mørket kulminerer, og vi paa Grund af vort svagt udviklede Hukommelseslegeme i Øjeblikket hverken kan finde Hoved eller Hale i vor egen Tilværelse.

Og dette vil saa sluttelig føre til en indgaaende Samtale om Skaberen – om den evige Guddom, hvorved vi kommer til den inderste Afsløring af Meningen med Tilværelsen som en Oplevelse af Livet mod mere og mere fuldkomne Former.
 

H. 12.:

Blot en dog – klart og logisk – kunde vise mig, at der er en Hensigt med Tilværelsen. –

Har De aldrig tænkt over, hvor vidunderlig hensigtsmæssig Naturen er?

Naturen – nej det maa jeg indrømme, det har jeg aldrig skænket nogen dybere Tanke.

Nej – og der har De et af de bedste Studiefelter til Opnaaelsen af den Viden, De søger. Tag f. Eks. bare et Træ, se hvor fornuftsmæssig det er opbygget. Fra Rod til Top en logisk Kæde af Led, sammensat efter en for mennneskelig Tanke ufattelig Intelligens. Se Blomsternes fine, velafbalancerede Mønstre og Farver, hvor hver Detaille er nøje udarbejdet. Se paa et Sneglehus, en Konkylie, en Muslingeskal, se den haarfine Logik i Udførelse og Hensigtsmæssighed. Se paa Naturens Ordning af afsjælede Dyr, hvor De saa at sige aldrig finder et Lig, alt bliver fjernet aldeles omgaaende paa mange forskellige Maader. Se paa alle Dyrenes vidunderlig opbyggede Legemskulturer, betragt hvert Led deraf, og De vil blive fuldkommen betaget af den haarfine Logik, der ligger bagved enhver Form – Farve og Bevægelse. Ja – se paa et Mikrofotografi, hvilket vidunderligt Mønster, der findes i et lille Snefnug eller et Hagl. Tænk paa hvilken minutiøs Opbygning af et bittelille Insekt, som man daarligt kan se med det blotte Øje, og dog har det Hoved, Ben, Krop og Vinger og alle de organiske Funktioner til sit Livs Opretholdelse. Se paa Himlen, hvor alle Himmellegemerne danner det mest haarfine Udværk, der Gang paa Gang faar Videnskaben til at undres. Se paa Deres egen Legemskultur, er det ikke et Unikum af teknisk Snille, et Ingeniørværk i organisk Materie?

Er alt dette ikke eet af de allerskønneste og mest slaaende Beviser paa en overalt i Verdensaltet forekommende Logik eller Mening?

Det er for mig et helt nyt Synspunkt, og jeg indrømmer, at det ikke alene er et skønt og smukt Billede, men jeg kan ikke rigtig finde Forbindelsen herfra og til de menneskelige Forhold, kunde De ikke ganske kort klarlægge dette?

Jeg skal prøve derpaa. Ser De, for hver Gang De foretager Dem et eller andet, saa gør De det normalt ud fra noget, De kalder Deres sunde Fornuft. Denne Fornuft er et Produkt af Deres hidtidige indhøstede Erfaringer. Saaledes gør alle Mennesker, men da Erfaringerne er højst forskellige, er Handlingerne som Følge heraf ogsaa højst forskellige. Disse i Virkeligheden modgaaende Interesser krydser da hinanden i Tilværelsen paa en saadan Maade, at der uvilkaarligt melder sig en ny Realitet, nemlig Hensynet til disse andre Interesser, idet man opdager, at det, man selv tilstræber, overhovedet ikke kan iværksættes uden om disse Interesser, uden om andres større eller mindre Indgreb. Herved toner pludselig et Helhedsbillede frem af det tilsyneladende Kaos, et Helhedsbillede, hvor alle skal lære at forstaa alle, og derigennem faa Øje paa Helheden. Paa denne Maade kan De sammenligne Jordklodens Befolkning med et stort Korsstingsbroderi, hvor hver enkelt af os danner hver sit Sting, som alle er lige nødvendige i det færdige Tæppes Mønster, thi mangler der blot et, ses det straks i den samlede Harmoni. Saaledes ser De ogsaa her en ordnende Intelligens, der gennem hver enkelts frie Udfoldelse alligevel samler de spredte Kræfter til en Helhed, thi uden nævnte Erfaring vilde man være blottet for den inderste Forstaaelse af en saadan Helhed. Her ligger Beviset for, at Sorg og Glæde er de Instrumenter, hvormed det fuldkomne logiske og klare Helhedsbillede fremstilles.
 

H. 13.:

Min kære Ven!

Mange Tak for dit Brev, som det har været mig en Glæde at modtage, idet jeg kan forstaa, at ogsaa du nu er begyndt at søge en Løsning paa Livets store Gaade – dit Brev virkede paa mig næsten som et Raab om Hjælp.

For mit eget Vedkommende er der overhovedet ikke mere nogen Gaade eller nogen som helst Tvivl om, at der er en guddommelig Mening med vor Tilværelse, at der absolut ikke findes noget, som er tilfældigt, men at alt tværtimod gaar efter guddommelige Love, som er i den Grad gennemgribende og altomfattende, at "end ikke en Spurv falder til Jorden uden Eders Faders Villie". Denne Overbevisning, som skaber Fred og Glæde i Sindet, og som giver Kraft og Mod til at fortsætte Livets Oplevelse, og som gør denne Oplevelse rig og nuanceret, har jeg erhvervet mig gennem Studiet af Martinus' Arbejde, som jeg ogsaa tidligere har omtalt for dig, og jeg skal nu, saa godt jeg formaar, søge i store Træk at give dig en Fremstilling af nogle af disse store livsfornyende Idéer.

Du maa søge at opfatte og indleve dig i den Tanke, at Mennesket og for øvrigt alt levende er evige Realiteter, som aldrig nogen Sinde har begyndt og aldrig nogen Sinde kan ophøre med at eksistere, og at vi nu oplever Livet her paa Jorden midt i denne evige Eksistens, som gennem en ligesaa evig fortsat Udvikling fører alle levende Skabninger frem mod bestandig højere Former for Oplevelse af Livet.

For at faa et Overblik over Tingene eller en fornuftig Plan i Tilværelsen, er det tvingende nødvendigt at frigøre sig fra de religiøse Dogmer – disse maa kastes bort som en ubrugelig Støttestav, der har gjort sin Nytte, men som nu ved Fornuftens Hjælp efterhaanden bliver overflødige. Dette f. Eks., at vi kun lever een Gang her paa Jorden, kan ikke paa nogen som helst Maade bringes i Samklang eller Harmoni med en fornuftmæssig Opfattelse af Tilværelsen. Prøv at forestille dig "Jeg"ets første forsigtige Berøring med den materielle Verden gennem Mineralriget – derefter fortsættende til en større Form for Oplevelse, nemlig gennem Planteriget. Efterhaanden opleves gennem dette mange forskellige Former, og endelig naar vi frem til de kødædende Planter. Som du ser, nærmer vi os her et Princip, som er det herskende i det, vi kalder Dyreverdenen. "Jeg"et er stadig paa Vandring fremad, bestandig mod større og mere udviklede Former, og naar dets Bevidsthed er modnet tilstrækkeligt, inkarneres det i en primitiv Dyreform. Gennem mange Dyretilværelser fortsættes Udviklingen og fra primitive Former overgaar "Jeg"et efterhaanden til mindre primitive – for til sidst at fremtræde i mere og mere forædlede Former indenfor Dyreverdenen – og endelig har vi Springet eller Overgangen til Jordmennesket i sin laveste Form. Denne sidste Overgang er vist ikke saa stor, som vi er tilbøjelig til at forestille os, idet Martinus fortæller, at Jordmennesket i al Almindelighed den Dag i Dag oplever sin Tilværelse i Dyreriget og under Dyrerigets Principper og Moral, men er nu stærkt paa Vej mod det rigtige Menneskerige, som endnu ikke er "af denne Verden". –

Forsøg nu gennem Reinkarnationstheoriens Briller at betragte dine Medmennesker, og du vil selvfølgelig som ogsaa tidligere finde Repræsentanter for de mest forskellige Indstillinger overfor Tilværelsen: kloge og dumme – gode og onde – Mennesker af en høj moralsk Standard og atter andre, som i sørgelig Grad er blottet for Moral og ædle Følelser – i broget Flok vil du træffe paa dem, men allerede nu paa Basis af Genfødelsesteorien begynder der at komme Fornuft i Tingene. De kloge, de gode og de Mennesker med den højt udviklede Moral er lidt foran de øvrige omtalte i deres Udvikling. Man kan sige, at de er ældre Brødre, der gaar i en højere Klasse i Livets store Skole, men som paa et tidligere Tidspunkt i deres evige Udvikling selvfølgelig ogsaa har været Elever i de smaa "Klasser".

Martinus oplyser os endvidere om, at enhver Tanke eller Handling udløses paa Basis af Energi, og at denne Energi i Kraft af, at den "lige Linie" kun eksisterer som et Tankebegreb, men derimod ikke som nogen Realitet – efter kortere eller længere Tids Forløb atter vender tilbage til sit Ophav under samme Princip, som det, hvorunder den afsendtes. Med andre Ord – en god og ædel Handling vender før eller senere tilbage som noget behageligt, medens en ond eller grusom Udløsning mod andre vender tilbage som Smerte og Lidelse, og da Jordmenneskene gennem de forløbne Tider bestandig har levet i Disharmoni med de guddommelige Love, som paabyder: Kærlighed, Barmhjertighed, Ydmyghed o. s. v., er det forstaaeligt, at Menneskeheden i sin Helhed vaander sig under disse tilbagevendende mørke Skæbnebuer, som fører en umaadelig Strøm af Smerte og Lidelse med sig, men netop al den Smerte viser os Vejen bort fra Sorgen og Mørket frem mod Lyset mod Gud – viser os, at der kun er eet at gøre, nemlig "at hjælpe hinanden – at elske hinanden, at gengælde ondt med godt" – og de paa denne Maade udløste Skæbnebuer vil vende tilbage med Kærlighed, Skønhed og Glæde. Martinus udtrykker det saaledes: "Derfor lyder den guddommelige Røst til de jordiske Mennesker i Dag: Salige er de, som vender sig bort fra det dræbende Princip og har begyndt at gøre Kærligheden til Livsbetingelse; thi de er paa Vej mod en forklaret Tilværelse. Gennem dem opstaar "Guds Rige" paa Jorden".

Kære Ven, saafremt det, jeg her har skrevet, kan være dig til lidt Hjælp og bringe lidt Klarhed over Tingene for dig, vil det glæde mig meget, men skulde det føre til, at ogsaa du søger "Livets Bog", som efterhaanden vil besvare alle Spørgsmaal for dig, da vil min Hensigt være naaet og et inderligt Ønske opfyldt for mig.

Opgave Nr. 4.

Hvad vilde De svare til følgende Spørgsmaal:

– Jeg hører, De er Vegetarianer, det interesserer mig levende. Hvorfor er De det, og kan De leve af det, – jeg mener, har De den samme aandelige som fysiske Energi til Deres Raadighed som før?

København:
Mandag d. 17., Torsdag d. 20.,
Mandag d. 24., Torsdag d. 27.
Odense: Tirsdag d. 18.
Roskilde: Onsdag d. 19.

Marts:
København:
Mandag d. 9., Torsdag d. 12.
Odense: Tirsdag d. 3.
Roskilde: Onsdag d. 4.