Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Selv en beskeden undersøgelse viser, at det ikke er muligt at se nogen dybere mening med livet uden reinkarnationstanken som baggrund. Naturligvis er dette forhold ikke tilstrækkelig grund til at acceptere denne tanke, men det er absolut tilstrækkeligt til at undersøge muligheden for, at der er realiteter i den.

Det er nødvendigt her at indskyde, at også tanken om at arve evner og andre karakteristiske træk finder harmonisk plads i Martinus verdensbillede. Det samme gælder for eksistensen og funktionen af gener og kromosomer. I forbindelse med arv og evner findes der hos Martinus den hypotese, at mennesker, som vi kalder døde, i virkeligheden slet ikke er døde, men lever i en tilstand uden for den fysiske. Herfra fødes de normalt der, hvor betingelserne for deres udvikling er bedst. I almindelighed betyder dette, at mennesker bliver forældre for individer med beslægtede evner og beslægtede karakteristiske træk. Dog gælder dette ikke altid. For undtagelsestilfældene anføres den betragtning, at også uligheder kan være faktorer, der tiltrækker. Virkningerne heraf kan nemlig være nyttige og ønskelige led i udvikling ikke alene af det pågældende individ selv, men også af forældrene og de øvrige familiemedlemmer. På det moralske område kan sådanne omstændigheder ofte være meget tankevækkende. Det er jo ubestrideligt, at mange mennesker føler sig stærkt trykkede og i høj grad forsøger at forestille sig et muligt håb eller en mulig mening med livet. Dette er også i overensstemmelse med de iagttagelser, som mange store forfattere har gjort, nemlig, at lidelser og ubehageligheder, som de har oplevet, var nødvendige og udgjorde en uundværlig baggrund for deres forfatterskab, at det med andre ord i slutstadiet var nyttige begivenheder.

I de enkelte mennesker og i det menneskelige samfund eksisterer der en opfattelse af retfærdighed og også et behov for at få denne retfærdighed opfyldt. I sig selv kan dog heller ikke dette umiddelbart bevise, at tilværelsen i det store perspektiv er sådan, og at det enkelte individs liv forløber i overensstemmelse med en objektiv universel retfærdighed.

Når man hører ordet skæbne, kan man let få den tanke, at der heraf følger den uundgåelige konklusion, at alt eksisterende fungerer efter et i forvejen fastsat system, som i virkeligheden ikke indeholder muligheden for individualitet og for en art fri vilje. Men sådan er det ikke. Efter mange detaljerede analyser konkluderer Martinus, at ethvert levende væsen er en selvstændig enhed med en personlig udødelighed. I princippet har denne levende enhed tre hovedaspekter. Det ene er jeg'et, som er et element, der ikke er begrænset af tid og rum, og som følgelig altid eksisterer. Det andet er skabelses- og oplevelsesevnen, som også har en uophørlig eksistens. Det tredie aspekt er individets fysiske og åndelige fremtræden, i første række dets fysiske organisme og de hertil knyttede tanker og følelser. Disse sidste er åndelige og ikke fysiske fænomener, skønt de naturligvis manifesteres i den fysiske verden ved hjælp af et fysisk redskab, nemlig den fysiske organisme. I den åndelige tilværelse finder manifestationen sted ved hjælp af et tilsvarende redskab, nemlig en åndelig organisme. Denne åndelige organisme eksisterer altid parallelt med den fysiske og træder automatisk i funktion, når den fysiske organisme er sovende eller død. De oplevelser, som vi har, når vi drømmer, får vi gennem den åndelige organisme. Efter de synspunkter, der gøres gældende her, er forskellen mellem fysisk og åndeligt liv ikke så meget en principiel forskel som en gradsforskel. Begge udgør en stor kombination af forskelligartede energier, som svarer til specielle sanser. De, der eksisterer i det åndelige liv, er kun af en mere forfinet art elektrisk energi. Det er i øvrigt værd at tænke på, at det åndelige liv ikke er en mere fantastisk tanke for vor tid end radio og fjernsyn ville være det for primitive naturmennesker.

I vor primitive fortid henrettede man mennesker, som påstod, at jorden var kugleformet og ikke flad, som den almindelige opfattelse påbød at mene. En parallel til de fremskridtsmennesker, som havde disse synspunkter, finder vi utvivlsomt hos Martinus, som hævder, at hele universet er en fysisk organisme, der tilhører et uendeligt stort væsen, hvori alle øvrige levende væsener er levende bestanddele eller med andre ord mikrovæsener. Makrovæsenets liv og mikrovæsenernes liv er fuldstændig afhængige af hinanden. Det ene væsen kan ikke leve uden det andet, og samspillet er meget intimt. Makrovæsenets intelligens er summen af alle andre levende væseners intelligens. Tilsvarende gælder for hukommelse, instinkt, følelse, intuition osv. Det betyder, at makrovæsenet har suverænt overlegne evner og egenskaber på alle områder, der overhovedet kan tænkes, men de eksisterer i kraft af den helhed, som udgøres af alle mikrovæsenerne.

Martinus synspunkter og argumentationer er så tungtvejende objektive, at de efter min mening, der er baseret på et mangeårigt studium, fortjener den største og mest seriøse opmærksomhed, selv om de for en umiddelbar materialistisk betragtning kan se ud til at være et resultat af religiøse sværmerier. At det er lykkedes ham at opstille et verdensbillede, som i praksis er altomfattende, logisk sammenhængende og uden former for indre modstrid, er i sig selv en bemærkelsesværdig bedrift.