Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Set på baggrund af de resultater, der som nærmere omtalt i KOSMOS nr. 23 begynder at vise sig inden for den helt avancerede moderne naturforskning, må det betragtes som velbegrundet at fæste lid til det livsbegreb, Martinus præsenterer, og ifølge hvilket der i første række er tale om følgende fire kriterier (ref. KOSMOS nr. 23)

Allerede på grundlag af disse fire sætninger er det muligt at indse, at "liv" i betydningen "levende væsener" absolut ikke kan skabes. Derimod fremgår det ikke, hvad liv dybest set er. Er det overhovedet muligt at formulere et på en gang modsigelsesfrit og udtømmende svar på dette spørgsmål?

Dette hævder Martinus, og han indleder med at gøre opmærksom på følgende tre sæt forhold

1) Liv er ikke det samme som livsprocesser - disse er blot livsytringer.

2) Liv er endvidere ikke et spørgsmål om form og funktion, men derimod et spørgsmål om noget kosmisk-principielt, hævet over enhver form og enhver funktion.

Og som det tredje punkt

3) Dette kosmisk-principielle "noget" kan i kraft af netop sin principielle natur antage enhver form, fremvise enhver funktion og bygge på ethvert materielt grundlag - således f. eks. også et rent elektrisk som bl. a. den østrigske fysiker og matematiker Herber W. Franke har slået til lyd for. Netop den parafysiske eksistensform efter den fysiske død bygger på et rent elektro-materielt grundlag, men det kan absolut også tænkes udviklet på det fysiske plan - f. eks. på kloder med helt andre miljøforhold end her på jorden. I det hele taget kan de livsformer, vi ser her på jorden, trods deres enorme mangfoldighed og variationsrigdom kun betragtes som én af verdensaltets uendelige muligheder.

Foreløbigt definerer Martinus altså begrebet "liv" som et kosmisk principielt "noget", og han tager i virkeligheden skridtet fuldt ud, idet han simpelt hen hævder, at livet i kraft af sin enestående natur faktisk kun kan beskrives som "et princip", et universelt eller kosmisk princip. Det er dermed dette princip, der jævnfør de indledende punkter er evigt og udødeligt, og det er ligeledes det samme princip, der via opbygningen af en fysisk organisme atter og atter kan få adgang til det fysiske materieplan. Og hvorfor så det? - Jo, fordi der i omtalte princip "bor" en umættelig trang til livsoplevelse, heriblandt også fysisk livsoplevelse. Men for at denne kan etableres, må "livsprincippet" forbinde sig med den fysiske materie, hvilket som sagt sker gennem tilknytningen til en fysisk organisme. Og denne kommer dermed til syne med en identitet, ifølge hvilken der udelukkende er tale om et redskab for etablering af fysisk livsoplevelse - altså et sanseredskab. Og i tilknytning hertil fungerer den fysiske organisme som det kosmiske princips redskab til at reagere på den tilflydende livsoplevelse - altså som et manifestationsredskab. Dette er den fulde og endegyldige sandhed om den fysiske organismes kosmiske identitet, og hvad biokemien samt hele den øvrige fysiske naturvidenskab kan lære os, er derfor ikke, hvad liv er, men udelukkende noget om, hvordan et redskab for

1) etablering af fysisk livsoplevelse; og

2) manifestation af fysiske livsytringer

må eller kan være bygget op, for at kunne fungere tilfredsstillende under de betingelser, der hersker her på jordkloden...... for øjeblikket. Og så er rigdommen af livsformer på jorden endda kun et udsnit af de muligheder, jordklodemiljøet faktisk byder på. Vi ved da også, at der engang har forekommet livsformer, som nu ikke eksisterer mere, og vi kan være sikre på, at der i fremtiden vil opstå livsformer, som vi ikke i vor vildeste fantasi vil kunne forestille os. Bl. a. vil mennesket en gang komme til at fremtræde som en af disse fantastiske livsformer...

Man kan nu stille det spørgsmål, om ikke det er lidt letkøbt at løse livsmysteriet ved at reducere livet til noget så abstrakt og svævende som "et princip"? - Både "ja" og "nej". - "Ja", hvis det var det eneste, man havde at sige; og "nej", hvis man på den ene side dybt overvejer begrundelserne for at benytte dette udtryk, og på den anden side følger sagen op med en nærmere uddybelse af de egenskaber, der kendetegner det nævnte princip. Og netop på dette sidste punkt er der fra Martinus side gjort en stor og uvurderlig indsats, således at livsmysteriet for den, som har øjne at se med og øren at høre med, virkeligt kan siges at være løst.

For det første gør Martinus opmærksom på, at livsprincippet eller det levende væsen har en dobbeltnatur, nemlig på den måde, at det kan betragtes under én synsvinkel, hvor det fremtræder som rent materielt, men også under en anden, hvor det fremtræder som rent immaterielt. Denne omstændighed gør det aktuelt at karakterisere begrebet "liv" som et såkaldt komplementært princip. Og herved forstås altså i denne forbindelse et princip med to iboende naturer, der tilsyneladende gensidigt udelukker hinanden, men om hvilke sandheden er, at de i virkeligheden supplerer hinanden på en sådan måde, at det pågældende princip kan gøre sig gældende som den aldeles enestående, men samtidig universelle realitet, vi kalder "liv".

Hermed er beskrivelsen af livsprincippet dog langt fra udtømt. Det næste skridt består i at inddrage Martinus påstand om, at liv ikke eksisterer frit, men kun i form af levende væsener. Betydningen heraf ligger i, at når begrebet "liv" svarer til begrebet "det levende væsen", da må det også for det levende væsen gælde, at der er tale om et kosmisk princip af komplementær natur, hvorefter det levende væsen på en og samme tid besidder en materiel og immateriel natur. Ikke i den forstand, at der er tale om to naturer, men derimod om én dobbeltnatur (jævnfør udtrykket: komplementær).

Med denne erkendelse in mente kan vi nu tage stilling til, hvorledes livets komplementære dobbeltnatur viser sig i praksis, og det kan straks siges, at den, der venter sig noget "mystisk", desværre vil blive skuffet. For den materielle "side"s vedkommende er der nemlig simpelt hen tale om den fysiske organisme plus den parafysiske struktur (som for øvrigt vil blive nærmere omtalt i en senere artikel). Og for den immaterielle "side"s vedkommende er der helt enkelt tale om den faktor, vi til daglig kalder "Jeget".

I Martinus model af det levende væsen er Jeget altså en lige så konkret og faktisk størrelse, som tilfældet f. eks. er med den fysiske organisme. Jeget er ganske vist immaterielt, men ikke desto mindre lige så konkret som organismen, og der ligger heri et udsagn om, at mennesket før eller siden må overføre noget af sin glødende interesse for materien til den verden, Jeget tilhører, dersom det for alvor vil gøre sig håb om at løse livsmysteriet.

Et sådant skridt vil man naturligvis ikke tage, så længe man kan klare sig med at reducere Jeget til en funktion af den fysiske organisme. Dette er jo nemlig den øjeblikkelige opfattelse af sagen inden for den videnskabelige verden. Imidlertid vil følgerne af at operere med en sådan ukorrekt og dermed uvirkelig model af det levende væsen på et tidspunkt blive lige så besværlige for alle videre fremskridt, som det i sin tid var tilfældet, da man opfattede jorden som centrum for solsystemets - ja, samtlige verdensaltets bevægelser. Og lige som alle besværligheder på afgørende måde blev reduceret, da man overflyttede dette centrum til solen, vil de grundlæggende besværligheder i forbindelse med forsøgene på at løse livsmysteriet aftage mærkbart i det øjeblik, man går over til at beskæftige sig med en model af det levende væsen, ifølge hvilken det centrale ikke er organismen, men derimod Jeget, og i sammenhæng hermed indfører forestillingen om en immateriel verden, som er komplementært forbundet med den verden, den fysiske organisme repræsenterer,.

Vi kan nu afslutte denne summariske fremstilling af livets og dermed det levende væsens kosmiske natur.

Idet vi stadig holder fast ved tanken om livet som et komplementært dobbeltprincip, erindrer vi os, hvad der tidligere er blevet sagt om den fysiske organismes sande identitet, nemlig at den udelukkende er et sanse- og manifestationsredskab. Denne opfattelse lader sig nemlig uden videre sammenknytte med det synspunkt, at Jeget er "brugeren" af dette redskab. Derved afsløres Jegets status som princippet "skaber" og "oplever" i Martinus model af det levende væsen. I samme forbindelse afsløres under ét den fysiske og den parafysiske organismes status som Jegets samlede skabe- og manifestationsevne, hvortil endelig som en tredje markant faktor kommer centralproduktet af den virksomme skabeevne, nemlig livsoplevelsen, der naturligvis har status som noget skabt. Og hermed er vi kommet frem til tre fundamentale egenskaber ved det oprindelige kosmiske livsprincip, nemlig at det i forbindelse med sin komplementære dobbeltnatur udmærker sig som princippet "skaber", princippet "skabeevne" og princippet "skabt", og netop disse egenskaber opfylder for det kosmiske klarsyn lige akkurat de tre grundlæggende forudsætninger, som er nødvendige, for at det pågældende princip - uanset det materielle aspekts midlertidige form, funktion og situation - kan gøre sig gældende som andet og mere end en svævende, teoretisk abstraktion, nemlig et levende væsen med alt, hvad dette indebærer. Frem for noget andet er det levende væsen nemlig kendetegnet ved at være "et Noget", der kan opleve. Og for at kunne hævde netop dette kriterium, må det kunne gøre sig gældende som princippet "en skaber", forsynet med en skabeevne, i kraft af hvilken den altafgørende livsoplevelse kan skabes og dermed tilegnes.

Tilbage er nu blot at gøre opmærksom på, at udtrykkene "skaber", "skabeevne" og "det skabte" stadig er udledt af et og samme komplementære livsprincip. De kan derfor ikke opfattes som udtryk for tre selvstændige principper i indbyrdes koalition, men må derimod betragtes som tre aspekter af ét princip: livsprincippet eller det levende væsen. Dette indebærer, at "livet" og dermed det levende væsen ud fra en kosmisk synsvinkel må defineres som et tre-enigt princip, der dermed bliver livsmysteriets på en gang yderste og inderste løsning.