Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Skal man undersøge holdbarheden af det livsbegreb, Martinus præsenterer, sammenholdt med det, den moderne naturvidenskab er ophav til, vil det være naturligt først at se på, hvad der rummes i det af Martinus fremførte livsbegreb. Og det viser sig her, at det drejer sig om fire hovedpunkter.

1) Det første siger, at liv ikke eksisterer "frit", men kun i form af livsenheder, der er det samme som levende væsener. Ifølge Martinus kan man altså ikke forestille sig begrebet "liv" adskilt fra begrebet "det levende væsen", hvorved Martinus undsiger den såkaldte vitalistiske forestilling, ifølge hvilken liv er en kosmisk og dermed allestedsnærværende kraft, som gennem sin forbindelse med materien giver anledning til fremkomsten af et levende væsen. En sådan vitalkraft forekommer ikke, hævder Martinus; liv vil altid og uden undtagelse have skikkelse af levende væsener.

2) For det andet gør Martinus gældende, at alle levende væsener er i besiddelse af en para-fysisk eller åndelig struktur, hvorved forstås en struktur, som ganske vist er materiel i sin natur, men samtidig så "fin", at den normalt ikke lader sig registrere med fysiske sanser eller måleapparater. Dog forekommer der ét registrerbart kontaktområde, nemlig de hjernecentre, gennem hvilke den fysiske og den parafysiske struktur står i forbindelse med hinanden.

3) For det tredje hævdes alle levende væsener at være evige og dermed udødelige takket være den parafysiske struktur, idet denne muliggør en fortsat livsoplevelse og skabende udfoldelse, efter at den fysiske organisme er gået tabt gennem døden. Men det drejer sig naturligvis om en oplevelse og skabelse på et parafysisk materieplan, der også er kendt under betegnelsen "den åndelige verden".

4) Endelig indgår som det fjerde punkt i Martinus livsbegreb, at det er principielt muligt for det levende væsen efter kortere eller længere tid at erstatte den tabte fysiske organisme med en ny fysisk organisme, beslægtet med den gamle. Man taler her om reinkarnation, der oversat fra latin betyder "tilbage til kødet".

En nærmere ransagelse af disse fire punkter afslører hurtigt, at Martinus livsbegreb i hvert fald ikke lader sig forene med tanken om at skabe liv. For når liv jævnfør punkt 1) kun eksisterer i form af levende væsener, og disse jævnfør punkt 3) er evige og udødelige, er det ifølge sagens natur principielt umuligt at skabe liv. Dette ville nemlig forudsætte, at man skulle kunne skabe levende væsener. Og da disse hævdes at være evige, hvilket vil sige det samme som uden begyndelse (!) og afslutning, er en sådan skabelse naturligvis udelukket, idet noget, der skabes, nødvendigvis må have en begyndelse og således ikke kan falde ind under betegnelsen "evig". Uanset hvor lang en fremtid, det pågældende produkt af skabelsen eventuelt måtte have for sig, vil der nemlig altid være tale om en alder og dermed en egenskab, der er uforenelig med evighedsbegrebet i den af Martinus præciserede betydning.

Ja, men hvad er det da, biokemikerne skaber i deres gnistudladningsapparater og øvrige laboratorieudstyr, og som naturen allerede for ca. halvanden milliard år siden frembragte i sit eget klodeomspændende "laboratorium"? - Hertil svarer Martinus: LIVSBETINGELSER, udelukkende livsbetingelser, der i henhold til deres særlige karakter fra tilfælde til tilfælde virker tiltrækkende på givne parafysiske væsener jævnfør foranstående punkt 4), således at det i virkeligheden er reinkarnationsfunktioner, man skaber, hvilket er noget ganske andet end levende væsener.

Fra Martinus side fremhæves i denne forbindelse som en evig kosmisk naturlov det forhold, at hvor der forekommer betingelser for liv - de være sig naturskabte som menneskeskabte - dér inkarnerer der liv af en karakter, svarende til de betingelser, som optræder. Tænker man derfor på vore slumkvarterer m. m., ses det, at denne naturlov i virkeligheden har langt større rækkevidde, end når den blot sættes i relation til biokemiske forsøg. Ja, den tildeler overhovedet miljøbegrebet en helt ny dimension, der rækker ind på det pædagogiske og sociologiske felt som helhed.

Nu er det selvfølgelig meget godt, at Martinus fremsætter et sådant livsbegreb omfattende evighed, udødelighed, reinkarnation og parafysiske overlevelsesmuligheder. Men er der noget som helst, der tyder på, at det har noget med virkeligheden at gøre, således at der ikke blot er tale om en række tomme postulater?

Ja, det er der i høj grad. For det første beskæftiger den moderne fysik sig bl.a. med overvejelser vedrørende de teoretiske og praktiske muligheder for eksistensen af en parafysisk verden. Man taler ganske vist om en verden af metamaterie, men det er i virkeligheden det samme, man tænker på, og hvad mere er: nøje teoretiske analyser foretaget af bl.a. Gerald Feinberg, professor i teoretisk fysik ved Columbiauniversitetet i New York, bekræfter muligheden af en sådan verdens eksistens, uden at det på nogen måde bringer det så møjsommeligt erhvervede fysiske verdensbillede i fare. Man kan endog allerede nu sige noget om denne meta-materielle eller parafysiske verdens beskaffenhed, og man tror adskillige steder så meget på dens rent faktiske eksistens, at man i fuldt alvor arbejder på at bevise den eksperimentelt. I denne forbindelse spiller undersøgelsen af supernovaer og de såkaldte radiostjerner en betydelig rolle, idet man mener, at disse bl. a. udsender partikler tilhørende den omtalte meta-verden. Man taler om de såkaldte tachyoner (udtales: ta-ki-o-ner), der afledt af græsk betyder "de hurtige"; og navnet er i høj grad berettiget, idet disse partiklers laveste hastighed er lysets hastighed, der som bekendt er ca. 300.000 km i sekundet. Det betyder igen, at tachyon-partikler skulle kunne registreres som en "kølvandsstribe" i almindeligt lys, og der foregår for tiden en intens eksperimentalforskning gående ud på at observere sådanne kølvandsstriber, hvilket naturligvis er uhyre kompliceret.

Tanken om en parafysisk materieverden side om side med den fysiske materieverden er altså ikke helt fremmed for den avancerede fysik. Men også i spørgsmålet om udødelighed og genfødelse er der ved at ske noget i den naturvidenskabelige verden. Således foregår der for tiden en stadigt tiltagende forskning, der går ud på

1) at opsøge tilfælde, hvor mennesker hævder at kunne huske et tidligere liv på det fysiske plan: og

2) at undersøge, om de påståede erindringer passer med virkeligheden.

Initiativtageren til denne reinkarnationsforskning er den canadisk fødte psykiater, professor, dr.med. Ian Stevenson ved Virginiauniversitetets medicinske fakultet, og som ved anden lejlighed oplyst råder professor Stevenson i dag over mere end et tusinde sådanne tilfælde af påstået reinkarnation, et tal, der gennemsnitligt øges med tre pr. uge. Og hvad mere er: i næsten alle de undersøgte tilfælde har overensstemmelse med virkeligheden kunnet konstateres, således at man alene på statistisk grundlag kan tale om fremkomsten af et bevis, der taler til fordel for reinkarnation som et faktum, og hvis beviskraft gennem de fortsatte forskningsbestræbelser støt vokser fra dag til dag.

Et betydeligt antal bøger om dette spørgsmål er på vej ind i den internationale læserverden, og som anmeldt i KOSMOS nr. 21 er emnet nu også tilgængeligt på dansk, idet undertegnede gennem forlaget Logos har taget initiativet til udgivelsen af professor Stevensons første rapport omfattende i alt tyve tilfælde, hvoraf syv fra Indien, tre fra Ceylon, to fra Brasilien, syv fra det sydøstlige Alaskas tlingit-indianere og et fra Libanon.

Det kan for øvrigt i denne forbindelse nu konstateres, at interessen for denne udgivelse blandt Instituttets læsere har været så temmelig beskeden, hvilket kunne tyde på, at hensigten med initiativet fra forlagets side ikke er blevet rigtigt forstået. Bogen er nemlig ikke primært adresseret til mennesker, der i forvejen føler sig overbevist om reinkarnationen som et faktum, men derimod til den kreds af mennesker, som disse førstnævnte befinder sig i berøring med, og som det ville være af den allerstørste betydning at introducere for reinkarnationstanken på et sagligt, videnskabeligt grundlag.

Betydningen heraf ligger bl.a. i, at der herigennem banes vej for en øget forståelse for Martinus kosmologi, idet de kosmiske analysers fremgang næsten helt og holdent står og falder med en voksende forståelse for reinkarnationsbegrebet i befolkningen. Professor Stevensons bog er således fra forlagets side først og fremmest tænkt som en rambuk for Martinus arbejde, og det ville naturligvis være meget ønskeligt, om denne opfattelse af sagen blev almindeligt kendt blandt Instituttets interesserede, således at den pågældende rambuk virkeligt fik lejlighed til at virke. Det er således vanskeligt at overskue de udviklingsmæssige følger for Instituttets arbejde, hvis f. eks. hver eneste af sagens interesserede anskaffede blot ét eksemplar og brugte det til at låne ud til venner og bekendte som en første indirekte introduktion til det ophøjede livssyn, det kosmiske verdensbillede bringer bud om.

Det skal dog straks understreges, at dette forslag IKKE er et forsøg på pression over for læserne. Som det herfra altid har været praksis er den enkelte som en selvfølge fuldstændigt frit stillet - også helt og aldeles endda. Men netop fordi man inden for den biokemiske forskning i dag står så stærkt med hensyn til den opfattelse, at "liv" blot er en kemisk størrelse, som det i voksende grad vil blive muligt at skabe ad syntetisk vej, er det af umådelig betydning, at der ud af videnskabens egne rækker træder en alternativ forskning, der præsenterer resultater, som det simpelt hen ikke er muligt at sidde overhørig, og som samtidig indeholder en udfordring til den biokemisk-materialistiske opfattelse, som denne ikke vil kunne overleve. For det er klart, at den fortsatte udforskning af reinkarnationstilfældene vil føre med sig, at det bliver nødvendigt for biokemikerne at revidere deres opfattelse af livsbegrebet. For er reinkarnation virkelig et faktum, er udødelighed også et faktum. Og med dette faktum følger nødvendigheden af at erkende eksistensen af en ikke-fysisk verden som skueplads for livets udfoldelse mellem de fysiske inkarnationer. Men dermed bliver det umuligt at opretholde forestillingen om, at det er "liv", man skaber i laboratorierne. Man tvinges tværtimod til at erkende, at det højst kan være livsbetingelser, således som det netop fra Martinus side har været gjort gældende, lige siden han for første gang i 1928 kom til orde i offentligheden.

Såvel den avancerede fysiks udforskning af den meta-materielle verden som den nye reinkarnationsforsknings forsøg på at føre endegyldigt bevis for menneskets udødelighed er således af den allerstørste betydning for det kosmiske verdensbilledes fremgang og udbredelse. Disse to forskningsområder repræsenterer simpelt hen et guddommeligt Johannes-døberarbejde, der i hidtil utilgængelige kredse med sikkerhed baner vej for interesse og forståelse for Martinus arbejde. De pågældende to forskningsområder fortjener derfor den størst mulige opmærksomhed fra de menneskers side, som allerede i forvejen er så lykkelige at besidde en åndelig indstilling; og ikke mindst fortjener de fra denne kreds af mennesker al den moralske og praktiske støtte, som den enkelte er i stand til at præstere. Det er vor opgave mere end nogen andens at give disse guddommelige aktiviteter de bedst mulige inkarnationsbetingelser på den måde, at vi tager dem til os og efter personlig evne og individuelt skøn giver dem videre til andre, således at livsrummet vokser. For det er ikke mindst i dette livsrum, det kosmiske verdensbilledes guddommelige og ophøjede tankebygning skal rejse sig og blive til en kraft, der en skønne dag en gang for alle vil fordrive de rester af dyrisk mørke og kosmos fortids primitivitet, som stadig martrer utalte millioner på vor prøvede jord.