Kosmos 1970/21 side 255
Erik Gentsch
Forunderlige verden
For nylig kom jeg til at tænke på en samtale, jeg for nogle år siden havde med en god ven i Sydslesvig. Den handlede om et af de smukkeste eventyr, jeg nogen sinde har hørt, fordi det stammer fra virkeligheden i naturens verden. Eventyrets "hovedperson" er et dyr, et lille insekt, der hedder "galhvepsen".
Galhvepsen lægger med sin læggebrod et æg (eller flere æg flere steder) i egetræernes unge blade. Derigennem, samt ved en afsondring både fra hvepsen og senere fra larven, finder der en pirring sted, som bevirker, at den såkaldte galle udvikler sig. Der findes mange slags insekter, der frembringer galler på mange forskellige slags planter, men gallen på egetræerne er den mest kendte. Idet bladet vokser (der kan ikke opstå nogen galle på plantedele, som er færdig udviklet), danner planten rundt om ægget og senere rundt om larven et plantevæv, der er helt anderledes end bladets eget væv, og som viser "en stærk tilpasning mellem gallen og snylteren", som Salomonsen skriver. Der hedder det videre: "I talrige insektgaller findes inderst omkring larvekamret et lag af næringsrige celler, der yder snylteren føde. Uden om dette findes et fast lag af styrkevæv (stenceller o.l.), der yder snylteren beskyttelse mod ydre vold. Dette faste lag har undertiden ejendommelige tyndvæggede partier, der muliggør en let åbning af gallekamret, når insektet skal forlade dette...." Meget mere kunne der genfortælles både om galler og om de insekter eller planter (svampe), der fremkalder galler. F.eks. findes der på egetræslægten alene 200 forskellige slags galler. Hos rakletræerne (træer af pile-, bøge- og valnød-familien) kender man alene i Europa ca. 1600 forskellige slags galler. Dette hører dog strengt taget ikke længere med til vort emne og kan findes i ethvert leksikon, skønt også meget af dette og af andre dyrs og planters samliv, ja, al udvikling i det hele taget, hører med til "miraklerne".
Men nu skal vi altså se på det særlige forhold, planten udviser overfor sin lille "gæst". Vi hørte, at værtsplanten yder næring, og at larven ikke engang behøver at bide eller tygge stort; maden er vel på det nærmeste flydende og bliver serveret omtrent lige ind i munden. Jo, der ydes her en enestående gæstfrihed, som minder en del om næstekærlighed, thi den synes ikke at være egennyttig. Og den er ikke slut hermed. Værten bygger også et lille hus rundt omkring sin gæst og dette vokser tilsvarende med larvens vækst. Dette er meget ejendommeligt, og mig bekendt ved man ikke endnu, hvorfor planten gør det. Forskere har forsøgt at fremkalde gallen ved kunstig pirring på alle tænkelige måder. Men "en kunstig frembringelse af galler ved beskadigelser, indsprøjtning af de mest forskelligartede kemiske stoffer o.l. har hidtil vist sig at være umulig". Skulle det alligevel ikke vise sig for den tvivlende ateist, som den nøgterne, kolde videnskabsmand ofte er, at det ved denne ejendommelige frembringelse af gallen med alle dens ledsagende omstændigheder er en højere styrelse, der griber ind?
Lad os se lidt nærmere endnu på dette forhold. Det beskyttende hus skabes af planten så fast, at det yder "snylteren beskyttelse mod ydre vold"! Det er kendt, at fugle trods deres spidse næb ikke plejer at spise galler eller den dog ret fede lækkerbidsken inde i dem. Dette kan dog også skyldes den garvesyre, planten danner i gallens væv. Altså foruden den solide mekaniske beskyttelse også en kemisk. Kan man tænke sig mere effektivt gennemført ansvarsbevidsthed for gæstens sikkerhed? Ja, vi lever midt i miraklernes tid!
Og hvad sker der så, når det lille insekt er færdigt, har gennemgået sin mirakuløse "metamorfose", vil ud af puppen og dermed ud af huset? "Husets" styrkevæv udviser "undertiden ejendommelige tyndvæggede partier, der muliggør en let åbning, når insektet skal forlade dette", hedder det. Ser man det!
Og det sker kun undertiden! Hvad sker der så alle de andre gange? Tror man, at insektet nu skal sidde som fange for livstid i et hus, hvor det hidindtil blev behandlet så godt? Nej, naturligvis er vi klar over, at den "vise natur" også hjælper fyldestgørende i dette tilfælde. Men hvad gør planten så? I det rette psykologiske øjeblik danner den kærlige gæstgiver et cirkelrundt låg i det stenhårde galleæble, som ved det mindste pres kan åbnes af "gæsten". Værsågod! Tak for besøget. Døren til huset er låst op.
Hvorfor laver planten disse ejendommeligt tynde partier eller endog "et låg"? Ja, og hvorfra ved den det? Gennem Martinus åndsvidenskab ved vi efterhånden, at planten lever fuldt dagsbevidst på det åndelige plan, men ikke på det fysiske, hvor den kun aner. Og dog foregår der her et bevidsthedsmæssigt samarbejde mellem plante og dyr, der langt overstiger den almenkendte hensigtsmæssighed, vi beundrer i al udvikling. Dette samarbejdes nærmere detaljer kan først opklares helt af en fremtidig videnskab, der vil arbejde kosmisk bevidst, da dens forskere vil bestå af eller rådføre sig med kosmisk bevidste væsener. For tiden, inden tilfældene kan blive kosmisk analyseret, er vi nødsaget til at henregne dette naturens vidunderlige sammenspil under miraklerne, endskønt vi meget godt ved, at disse ikke forekommer i den kosmiske verden, vi lever i, og hvor der jo ikke findes nogen mystik.
I 1951 gav en kollega mig et tysk ugeblad "Neue Ill." af 21. 11. 51, hvori dr. Mell i det "videnskabelige hjørne" skriver en artikel, der på grund af sin relation til dette emne lod mig tænke på det foroven gengivne indhold af min samtale med min ven. Jeg tillader mig at gengive artiklen uforkortet i fru Vera Cavlings oversættelse. Det er væsentligt især at lægge mærke til dr. Mells slutord, hvori han sikkert udtrykker ikke blot sin egen private mening, men også den moderne materialistiske videnskabs. Man ser, at denne her er kommet til sin begrænsning, og - også det er et mirakel! - at den kolde fornuft begynder at ty til troen, der hvor den er klar over, at den med de nuværende midler ikke kan få den viden, hvorpå hele dens eksistens beror, og som den efterstræber.
Og nu kan vi se på de mirakler, dr. Mell fremfører:
En forunderlig naturlov: Handl efter instinktet - eller dø
Den store magt hos dyrene, driften til artens opretholdelse, der gennem salighed og smerte skaber nyt liv, stiller endnu inden dette er født en anden helt fremmed og stor fordring til dyret, der hidtil kun har levet for at opretholde sin eksistens:
nemlig kravet om beskyttelse af afkommet. Et problem, hvis størrelse dyret ikke kender; men som det løser med stadig nye former for genialt instinkt.
"Frødam" i høje træer
På en ø i Amazon-flodens udløb findes der en løvfrø, der lever i høje træer, og for hvem jorden som for så mange andre dyr, der lever i trætoppene, er blevet så fremmed, så den undgår den eller kun springer ned på den, når den er i umiddelbar dødsfare. Nu gennemgår frøer imidlertid den første del af deres udvikling i vandet, og spørgsmålet for den, der nu lever sit liv i træerne, er dette: Hvorledes finder jeg deroppe en dam til yngelen, om det så blot er en miniaturedam? I form af regnvand findes der tilstrækkeligt vand på et træ, i særdeleshed i de fugtige troper. En frø kan også optage vand igennem huden, opbevare det i tarmen og i givet fald igen afgive det som en lille vandpyt. På grund af råddenskab eller spætter er der dannet mange huller i træet, der eventuelt kan fyldes med vand, men det er meget tvivlsomt, om de kan bevare vandet så længe, som frøyngelen behøver det for sin udvikling. Hvad så?
I de samme træer lever der bier, der ligesom vore honningbier laver deres bo af voks; voks, der jo er uigennemtrængeligt for vand. For en europæisk løvfrø, der ikke er ked af livet, ville det være lidet tilrådeligt at trænge ind i en bistade eller et bo for vilde bier for at lede efter voks eller andre ting. Men disse sydamerikanske bier er uden brod, og frøerne skraber så meget af vokset fra kagerne sammen, som de behøver til at beklæde de huller i træerne med, som de har udvalgt til deres yngel.
Men hvordan erkender de den ønskede egenskab hos et fremmedlegeme, sådan som vokset er for dem, og hvordan har de lært den at kende?
Kvækkende krokodillefostre
Krokodillen søger sig et sted til at lægge sine 90-100 æg, der nogenlunde er på størrelse med en knyttet hånd, og stedet skal være i nærheden af vand. Det skal dog ligge en eller to meter over vandets overflade ved højvande, da krokodilleæg er meget følsomme overfor fugtighed. Yderligere må jorden være tilgængelig for direkte solbestråling dvs. være fri for bevoksning. På et sådant sted, der hovedsageligt består af sand, graver hunnen et bredt og omtrent en halv meter dybt hul, lægger et lag æg ca. 20-30 stykker, fejer med sin hale sand hen over dem, trykker det godt til og lægger så mange lag oven over hinanden, til alle æggene er anbragt og hullet fuldt. Efter omtrent 40 dage kommer ungerne ud; men de kan ikke bryde gennem det ca. 50 cm tykke lag sand. Som om de vidste det, begynder de 2-3 dage før de skal ud af ægget, det vil altså sige med lukket mund, en knurrende kvækken, der på grund af dyrenes antal kan høres op til 5 meter bort selv igennem sandet. Den gamle, der under udrugningstiden har haft sin hvileplads i nærheden af æggene, skraber sandet bort og gør det derved muligt for ungerne at komme op fra hullet.
En fugl, der stiller sine æg op
Når slanger lægger deres æg i opløste plantestoffer, så kan man forestille sig, at de gennem deres graven i jorden har gjort erfaringer med gæringsvarme; men når fugle i stedet for selv at ruge har udviklet en overordentlig genial metode til udnyttelse deraf, så er det meget forbavsende. Sydaustralske tallegalle-høns graver i sandet jord et hul i lighed med et bombekrater, skraber det opgravede sand op i en ringvold uden om det, fylder hullet med løv, kviste og grene og overlader massen til sig selv en måneds tid. Når der kommer fugtighed til, begynder den at gære, og den derved opståede varme, der er fra 30-36° celsius, ligger ca. 10° over den omgivende lufts og er uafhængig af dennes svingninger. Ca. 8 dage før det første æg skal lægges, kommer hunnen tilbage til bunken, kradser en bred åbning i den og - hvor andre fugle lægger deres æg, stiller denne sine æg med den runde ende opad i fordybningen, fylder igen rummet imellem og over dem med plantestoffer, der nu er blandet med rigeligt sand for at tillade luftens ilt at trænge ned til æggene. Så har fuglen gjort alt, hvad den kan gøre og forlader bunken for altid.
Tallegalla-høns er omtrent på størrelse med almindelige høns; men deres æg er 3 til 4 gange så tunge, blommen er 3 gange så stor, og udrugningstiden er dobbelt så lang som hos disse. Ungerne har altså langt mere reservestof med i ægget end andre fugle har og kommer usædvanlig færdigudviklede ud af det, så de fra første øjeblik kan klare sig selv. Da fuglens hoved ligger i den runde del af ægget, får den allerede igennem æggets stilling angivet bevægelsesretningen, som den ellers let kunne miste i den mørke bunke. Ikke alene kan den selv finde ud af sin "høkasse" af sand og løv; men den kan også fra første øjeblik flyve og det op til 5 m. Et enestående tilfælde i fugleverdenen.
To gange født
Pungdyrene bliver i sandhed født to gange: første gang som regulært og planmæssigt for tidligt fødte, anden gang træder de ud i livet fra pungen, hvor de har tilbragt 6-8 måneder. Man troede indtil for ganske nylig, at moderen efter fødselen tog den nyfødte med munden og satte den ned i pungen. Hos de mandshøje kæmpekænguruer er den nyfødte en lille kødklump på størrelse med en lille finger, blind, med uudviklede lemmer og sugemund. I den zoologiske have i Leipzig har man iagttaget, at den eneste bevægelse, der er mulig for den lemmeløse lille klump, også er den eneste rigtige. Den nyfødte kravler ad det slimspor, der fremkom ved dens fødsel, op til det reddende mål, moderens åbnede pung og kryber uden nogen hjælp ned i den. Det er et af livets største undere, der er blevet kendt; og det, der videre sker, er ikke mindre vidunderligt. Den for tidligt fødtes sugemund lukker sig om moderens rørformede patte. Den del, der befinder sig inde i munden, svulmer op til en knude, der fylder hele fosterets mund; munden vokser sammen om patten, som den for tidligt fødte hænger fast ved uden egen muskelkraft. Da både knuden og sammenvoksningen med munden forhindrer vejrtrækning gennem munden, hæver strubehovedet sig, skubber sig fast ind i næsehulens indre indgange og sikrer således en uforstyrret "ren" ånding gennem næsen.
Dette var fire tilfælde af livets millioner af problemer, som løses af både det højere og lavere udviklede dyr, til dels også af fosteret, ved hjælp af instinktets ubevidste sikkerhed, og af den fysisk-kemiske reaktions elementære lovbundethed, der bidrager til udfoldelsen af livet - og som også virker hensigtsmæssigt indenfor det psykiske område og indenfor hver arts specielle område.
Instinktet er et mangelfuldt udtryk, en omskrivning for det ubegribelige. Instinkt er en væren ét med tilværelsens mening. Og her munder biologien ud i troen.
EG
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige