Ældre Kosmos og Kontaktbreve

ROSENKORSET

Han ser det hellige kors og sænker øjet,
Den magt, der bryder hvert et åg, som tynger,
Han føler atter til sit hjertes grund.
Men sælsomt for hans sjæl den sig forynger
Ved det, hans øje ser i denne stund.
Han ser, at roser sig om korset slynger.
Hvem knytted' kors og roser sammen mon?
Se, kransen svulmer, som om ret den ville
Det barske træ med kærlighed formilde.

Og lette sølverskyer om korset står,
Som om de løfted det på hvide vinger.
Et helligt liv fra midten mod ham slår.
Fra et punkt tredelt strålebundt udspringer.
På intet skrevet ord han øje får,
Der om det heles mening bud ham bringer;
Og dog - af skumrings-køling vederkvæget
Han føler sig opbygget og bevæget.
 

Goethe