Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det onde og det gode udgør henholdsvis to forskellige former for årsag og virkning. Disse to former for årsag og virkning udgør det levende væsens oplevelse af livet. Oplevelse af livet er igen det samme som det levende væsens jongleren med materien, hvilket er det samme som manifestation eller skabelse, der altså igen kun kan finde sted som livsoplevelse. Men for at livsoplevelse kan finde sted, må der være "noget", der kan opleve livet. Et sådant "noget" er det samme som det, vi kalder "Jeget". Jeget udgør altså et "noget", der er tilknyttet en fysisk organisme, hvorigennem det kan opleve og skabe. Et sådant oplevende og skabende "noget" kender vi som det, vi udtrykker som "det levende væsen". Det levende væsens livsoplevelse er således noget, det skaber i kraft af sin jongleren med materien. Denne livsoplevelse kan være meget mørk og smertefuld. Og vi kalder en sådan livsoplevelse for "det onde". Men den kan også være vidunderlig lysende og velbehagelig, og vi kalder den "det gode".

Hvad er nu årsagen til "det onde" og "det gode"? - Årsagen til det onde og det gode er, at Jegets jongleren med materien ikke er betingelsesløs. Den kræver særlige betingelsers opfyldelse, hvis ikke den skal blive til ødelæggelse, ulykke og lidelse, sygdom, nød og elendighed, krig og unaturlig død. Der forekommer altså i virkeligheden en lov for jongleren med materien. Hvis denne lov overholdes eller opfyldes, oplever væsenet det modsatte af mørke og lidelse, hvilket altså vil sige, at det i tilsvarende grad, som det overholder nævnte lov, oplever lys og lykke, glæde og velvære. Det onde i verden er altså virkningerne af væsenets forkerte jongleren med materien i sin daglige væremåde, medens det gode er virkningerne af væsenets rigtige jongleren med materien i sit daglige liv.

Hvis ikke jegets jongleren med materien var underkastet en sådan lov, ville al livsoplevelse være en absolut total umulighed. Hvordan skulle væsenet lære at skabe, hvis ikke materien var lovbundet i særlige kræfter, der kunne reagere og markere, når vi handler forkert, og når vi handler rigtigt? - Al materie eller stof er en kombination af forskellige kraftarter, der kan reagere hver på sin måde overfor hverandre indbyrdes. Disse materiens kraftarter kender vi som ild, vand, jord, luft, olie, kul, guld, sølv og andre metaller og stoffer i det uendelige. Materien udgør således et ocean af kraftarter omkring det levende væsen. Ved hjælp af disse kraftarter og sin egen udfoldelse af kraft er det i stand til at skabe sin livsoplevelse.

Det er ikke nok, at materien er tildannet som skabemateriale for væsenets livsoplevelse. Væsenet må også tilegne sig en evne til at jonglere fuldkomment med materien. Men hvordan får væsenet denne evne? - Allerede Bibelen fortæller noget om denne evnes tilblivelse. Vi lærer først om Adam, som var i paradiset, hvor alt var fred. Men der udtrykkes også, at det ikke var godt for Adam at være ene. Og der står, at Gud lod Adam falde i en dyb søvn og tog et ribben ud af Adam og dannede heraf "Eva".

For at væsenet eller Adam kunne få dette kendskab, måtte han skabes om. Og det var denne omskabelse, der symboliseres med fortællingen om "Evas skabelse". Der berettes i Bibelen, at Gud lod Adam falde i en dyb søvn. Han tog under denne Adams tilstand et ribben ud af ham, og af dette ribben dannede han "Eva". Operationen var nu ikke så drastisk, som den her synes at formode. Der skete blot dette, at Gud lod den ene pol i adams- eller plantevæsenerne stagnere. I nogle væsener var det den feminine pol, der stagnerede, hvorved den maskuline pol blev enevældig i de pågældende væsener. Disse væsener blev til "hankønsvæsener". I andre adamsvæsener var det den maskuline pol, der stagnerede og den feminine pol, der blev den herskende. Disse væsener blev til hunkønsvæsener. Adamsvæsenerne var nu blevet forvandlede fra at være dobbeltpolede væsener til enpolede væsener. De var altså ikke mere adamsvæsener. De var nu blevet til "evavæsener". Alle enpolede væsener i verden, dyr og ufærdige mennesker er enpolede væsener og er dermed "evavæsener". Deres organiske struktur var nu dannet til således, at de kunne begynde at skabe og opleve ondt og godt.

Adamsvæsenerne var jo væsener, der havde gennemlevet hele spiralkredsløbets åndelige verdener: visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. Deres kosmiske bevidsthed var degenereret. De havde ikke anden sansebegavelse end hukommelsesevnen. Og de måtte derfor omformes til plantevæsener og som evavæsener bringes til at leve på det fysiske plan for der at skabe en ny kosmisk bevidsthed igennem reinkarnationen eller genfødelserne på det materielle plan. Det var således nødvendigt, at de blev til enpolede væsener, blev til evavæsener. Herved var de skabt til kun at kunne elske det modsatte køn. Deres eget køn kunne de ikke elske. Det modsatte køns væsener var en livsbetingelse for dem, idet de med disse kunne opleve kulminationen af det højeste velvære eller lys i parringsakten, som blev deres inspirationskilde eller fundamentet for deres livslyst. Da de var aldeles blottet for næste- eller alkærlighed, blev der her rivalisering og krig mellem væsenerne af eget køn om det modsatte køns gunst. Skinsygen var dermed kommet ind i verden. Og denne er netop kimen til alt det onde i verden.

Idet væsenet således nu var udviklet til dyrets livsform og her måtte kæmpe for at leve, ikke blot for dets parringstilstand, men også for dets eksistens, måtte det leve i krige og drabstilstand, som igen kun kan give væsenet en livsoplevelse eller skæbne nøjagtig af samme slags. Da virkningerne af væsenets væremåde overfor dets omgivelser bliver dets skæbne, hvad enten denne væremåde er lys eller mørk, er der således her skabt betingelser for, at væsenet til sidst gennem sin væremåde kommer til at lære at kende, hvad der er ondt, og hvad der er godt. Og jo mere væsenet udvikler sig i menneskelig retning, jo større omfang og mere detaljeret bliver dets væremåde og den heraf følgende tilbagevirkende skæbnedannelse. Og denne væsenets daglige væremåde og dens virkninger på skæbnedannelsen er det, der er udtrykt i Bibelen som "nydelsen af kundskabens træ".

Ser vi ud over menneskeheden af i dag, kan vi se, at dens nydelse af kundskabens træ er vokset kolossalt, både i omfang og detaljer. Vi ser også, at den i en overordentlig stor grad nyder meget giftige og dødbringende æbler eller frugter fra kundskabens træ. Det er disse frugters gift, der forpester verden i form af krige, tortur, mord og drab, koncentrationslejre, sorg og sygdom, ja alle lidelser af enhver art er virkninger af giftige frugter fra kundskabens træ på godt og ondt.

Vi ser f. eks. også, at en umådelig stor procentdel af menneskehedens individer er syge. Ja man kan end ikke bygge sygehuse, hospitaler, nerveklinikker og andre foranstaltninger i så stor en udstrækning, som der er brug for. Der er alt for lange ventetider for syge mennesker, der trænger til hospitals- og lægehjælp. Hvorfor al denne sygdom? - Hvad er årsagen? - Den skyldes udelukkende forkert nydelse af kundskabens træ. Menneskene nyder dette træs sygdoms- og dødbringende frugter og bliver derved syge, får mere eller mindre ødelagt deres organisme og kommer til at opleve en alt for tidlig og unaturlig død. Menneskene spiser unaturlig føde og nyder unaturlige drikke. De fylder sig med nikotin, alkohol og andre for sjælen og legemet giftige stoffer. De spiser i stor udstrækning animalsk føde. Det betyder drab af fremskredent udviklet levende mikroliv. Drab eller ihjel­ste og mest sygdomsbefordrende, dødbringende frugter. Den store part af menneskene og mest sygdomsbefordrende, dødbringende frugter. Den store part af menneskene er endnu i stor udstrækning blinde væsener på den virkelige menneskelige ernærings felt. De nyder i god tro, ja, indtil frådseri og kropsødelæggelse, alskens unaturlig føde i form af giftstoffer, det være sig både i fast, flydende og luftformig tilstand. Det er meget ejendommeligt fra en højere verden at skue ud over jordens menneskehed og se, at den endnu på dette vigtige livsfelt, som ernæringsfeltet er, udgør en total blind, naiv og uvidende "nyder" af kundskabens træ og her endnu slet ikke har lært at kende forskel på godt og ondt. Det er ikke så mærkeligt, at sygdomsfeltet og unaturlig dødelighed i jordens menneskehed er så enormt eller altoverskyggende. Men denne tilstand kan ikke bebrejdes menneskeheden. Men det udtrykkes her bare for at vise, hvor den endnu ikke har lært at kende forskel på godt og ondt.

Men det er ikke blot på ernæringens område, at menneskene endnu ikke har nydt så meget af kundskabens træ, at de kender forskel på godt og ondt. Vi ser, at menneskene lever i blodige krige og verdenskrige. Der er krig mand og mand imellem, og der er krig mellem forældre og børn. Der er krig mellem arbejdsgivere og arbejdere, mellem mand og hustru og mellem søskende. Der er krig i familier, indenfor politik, religion og videnskab, og der er krig og forvirring i menneskets egen indre tankeverden eller sindelag. Vi ser atter menneskenes meget mangelfulde kendskab til, hvad der virkelig er godt, og hvad der virkelig er ondt. Hvis menneskene var blevet eksperter i dette kendskab, ville alle disse dødbringende og lemlæstende manifestationer af menneskene indbyrdes og den heraf følgende helvedes- eller ragnarokatmosfære være en umulighed. Menneskene ville leve i en virkelig altgennemtrængende fred og det heraf følgende store velvære og en tilsvarende stor glæde ved at være til.

Vi kan dog heller ikke her bebrejde menneskene denne deres væremåde. Den skyldes jo udelukkende, at de endnu ikke er kommet så langt i nydelsen af kunskabbens træ, at de her har fået tilegnet sig kendskabet til, hvad der virkeligt er godt, og hvad der virkeligt er ondt i væremåden overfor andre levende væsener. Og en viden, de ikke har, kan de jo umuligt handle efter. Men til gengæld lever de jo i allerhøjeste grad i virkningerne af denne deres ufuldkomne væremåde og vil stadig gøre det, indtil de igennem disse har fået indpodet, at denne deres nydelse af kundskabens træ i allerhøjeste grad er forkert. Og denne opdagelse er de urokkeligt på vej hen imod.

Når man er kommet igennem en så omfattende nydelse af kundskabens træ, at man ufejlbarlig kender forskel på godt og ondt, så er det soleklart, at man ikke længere skaber handlinger, der er dødbringende eller livsfarlige situationer for en selv. Så er det klart, at man i alle de ny felter, man har fået kendskab til, handler logisk, ligesom man handler logisk i alle de andre felter, man tidligere har fået kendskab til. Nydelsen af kundskabens træ har jo lært menneskene, at al materiel skabelse, det være sig opførelse af bygningsværker, skabelse af oceandampere, skabelse af flyvemaskiner, ja skabelse af alt, hvad der skal være til nytte eller opfylde et formål, må bygges logisk op. Dette vil altså igen sige, at det skal være opbygget på en sådan måde, at det netop kan opfylde det formål, det er beregnet på. Når det levende væsen er beregnet til at skulle kunne præstere en væremåde, der er Guds billede, hvilket vil sige en væremåde, der er kulminerende visdom og alkærlighed og den heraf dirigerede magt over materien, er det klart, at det levende væsen må tilegnes et fuldendt kendskab til, hvad der er ondt, og hvad der er godt, for at kunne opfylde en sådan væremåde. Og derfor er det forbundet med kundskabens træ på en sådan måde, at dets daglige liv netop kun kan ske som en nydelse af dette træ. Kun denne nydelse alene kan give væsenet kendskabet til, hvad der virkeligt er godt, og hvad der virkeligt er ondt.

Og hvad bliver så det sidste store kendskab til ondt og godt, som væsenet oplever igennem denne nydelse? - Det bliver selve livsmysteriets løsning. Det bliver dette, at man skal elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv og opdage, at denne evne er blevet et altoverstrålende talent i ens fremtræden og daglige liv. Man er blevet en sol for sine omgivelser. Man er blevet lysende og varmende med visdommen og alkærlighedens stråler overfor alt levende. Man er således til fulde blevet til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Guds skabelse af mennesket i sit billede er hermed fuldbragt. Hans syn på sin egen skabelsesproces, "Alt er såre godt", er livets største facit og virkelighed.