Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi vender atter tilbage til Begivenheden i de mørke Fortidsskove. Vi har allerede set, hvorledes der ud fra denne dannede sig et Princip, der fra at være et enligt Dyrs spæde Dødsskrig, fra at være et hjælpeløst Væsens første spæde Tendens til at henvende sig til en ukendt Overmagt, det første spæde og ubevidste Forsøg paa gennem en Mund at udløse en Bøn til en eksisterende Guddom, udviklede sig videre og videre, blev til en skabende Kraft, der ikke alene er i Færd med at forvandle det hjælpeløse overfaldne "Dyr" til et "Menneske", men er ogsaa i Færd med at gøre dette vordende "Menneske" til Herre over Elementerne, over Naturen, er i Færd med at sætte nævnte Væsen i Stand til at opfylde det guddommelige Bud: "Vorder frugtbare og mangfoldige, opfylder Jorden og gører eder den underdanig". Men hvad har været Drivkraften i denne fantastiske Udvikling? - Og hvad er Udvikling i det hele taget? -

Udvikling er det samme som Overvindelse og vilde saaledes være en Umulighed, hvis der ikke var noget at overvinde. Den bærende Drivkraft i den førnævnte Udvikling har altsaa været denne, at der har været noget at overvinde, og at denne Overvindelse samtidigt, som vi nu skal se, udgør den fundamentale Livsbetingelse, er det bærende i al Selvopholdelsesdrift.

Som vi allerede har stiftet Bekendtskab med, var det Princip, der i Form af det overfaldne Dyrs Dødsskrig og dettes videre sejrrige Udvikling til Skabelsen af alle de moderne tekniske Fuldkommenheder i Verden, til Skabelsen af moderne Videnskab og Kunst, jo i sig selv af en absolut opbyggende eller livgivende Art. En Manifestationsform eller Kraftudfoldelse, som dette opbyggende Princip skulde overvinde, maatte saa udelukkende være af en modsat Natur, maatte være absolut nedbrydende, maatte være ødelæggende, sønderrivende, thi i modsat Fald var der jo intet at overvinde. Og da al Skabelse, al Frembringelse udelukkende kun kan være identisk med Omskabelse, være identisk med Forandring, og da Forandring igen umuligt kan finde Sted, uden at man er de Realiteter overlegen, som man forandrer, vilde Omskabelsen af "Dyr" til "Menneske" saaledes aldrig nogen Sinde kunde have fundet Sted, ja vi vilde aldrig nogen Sinde være kommet til at opleve Livet, vilde aldrig være kommet til at opleve os selv eller noget som helst andet levende Væsen. En absolut Stilhed vilde herske overalt i Universet. Ja, der vilde i Virkeligheden slet ikke være noget Univers. Ingen Sol, ingen Stjerner, ingen Himmel og ingen Jord vilde eksistere, thi alle disse Foreteelser er jo netop identisk med Omskabelser af andre Foreteelser, er sejrrige Overvindelser af andre Kræfter. Og intet øje vilde komme til at opleve Lys, og intet Hjærte komme til at banke i Overvældelse eller Beundring for noget som helst skønt, storslaaet, guddommeligt eller majestætisk. Kun en evig Død, en evig Nat vilde eksistere der, hvor Livets altovervældende Lysbølger nu funkler os i Møde og skaber vor Fornemmelse af Haab, Lyst og Længsel, skaber vor Evne til at skelne mellem Godt og Ondt, mellem Visdom og Daarskab, giver os Talentet for Frembringelse af Lykke, Kærlighed og Glæde.

Begivenheden i Urskoven er saaledes ikke nogen ringe Oplevelse at være Vidne til. Afsløringen af den guddommelige Skabermagt analyserer sig jo her fuldstændigt detailleret for vort Syn. Nævnte Begivenhed og dens Gentagelse i vore Dage giver os saaledes Nøglen til Løsningen paa Skabelsens Mysterium i Hænde. Vi ser i denne Begivenhed et stærkere Dyr overfalder et svagere, en stærkere Magt bearbejder en mindre stærk Magt. Og vi har set, hvad denne stærkere Magt har bevirket, hvilke Rørelser den har skabt i det hjælpeløse Dyrs Bevidsthed og Sjæleliv, hvordan Rædslen for Død og Undergang blev den første Banken paa det aandeligt set bevidstløse eller sovende Væsens Dør for efterhaanden at vække det op til Erkendelse af en højere og bedre Verden, vække til Live hos det den Kendsgerning, at al Død og Undergang, Offer og Undertrykkelse i Virkeligheden er Livets Port, er den mørke Baggrund uden hvilken det vilde være umuligt at male Livets lyse Billede, er den mørke Grav, der nødvendigvis maa til, for at en Opstandelse til Lyset og Lykken overhovedet kan finde Sted, er det nødvendige "Onde", der maa til, for at en Fornemmelse af noget "Bedre" kan skabes, idet det jo netop er paa denne Fornemmelse, at al Evne til at opleve Glæde beror. Glæden er nemlig i sin højeste Analyse det samme som Reaktionen af Overgangen fra Mørke til Lys, fra Sygdom til Sundhed, fra Nød til Hjælp, fra Smærte til Lindring, fra Armod til Velstand, fra Daarskab til Visdom, fra Primitivitet til Intellektualitet o. s. v., medens Sorgen paa samme Maade er identisk med Reaktionen af Overgangen i modsat Orden, fra Lys til Mørke, fra Sundhed til Sygdom, fra Lykke til Ulykke o. s. v.

I intet som helst Tilfælde kan Sorg saaledes eksistere uden at være det samme som Bevidsthedens Reaktion af Individets Oplevelse af en Forvandling eller Overgang af dets Tilværelse fra en bedre til en daarlig eller formentlig daarlig Tilstand. Og uden at der saaledes var Mulighed for baade en "ond" og en "god" Tilværelsesform, vilde der absolut ingen Mulighed være for at fornemme Kontrasten mellem de to Livsformer, og ingen Oplevelse af Overgang hverken fra den ene eller den anden Bevidsthedstilstand, hverken fra "Godt" til "Ondt" eller fra "Ondt" til "Godt" vilde være mulig, og den deraf henholdsvis følgende Evne til at fornemme Sorg eller Glæde vilde aldrig nogen Sinde være blevet oplevet af noget som helst Individ.

Men et Individ, der aldrig har oplevet Sorg eller Glæde, hvilket i sin højeste Analyse vil sige, et Individ, der aldrig har oplevet nogen som helst Form for Kontrast eller Modsætning, er ikke noget Individ, er ikke noget levende Væsen, thi selve Livet er jo en evig fortsat Skelnen mellem Kontraster, er en evig Analysering af Tilstande. Og hvis disse Tilstande ikke forekom paa Baggrund af Modsætninger vilde de jo være usynlige, utilgængelige for Sansning, ja, de vilde ligefrem slet ikke eksistere. En Ting eksisterer kun i Kraft af sin Afvigelse fra andre Ting, thi hvis ikke denne Afvigelse fandtes, var nævnte Ting jo absolut et med disse andre Ting og vilde umuligt kunne træde ud fra disse som en synlig, hørlig eller følelig Detaille. Man maler ikke hvide Bogstaver paa tilsvarende hvid Baggrund eller sorte Bogstaver paa sort Baggrund, idet en saadan Tekst jo aldrig nogen Sinde kunde være identisk med en Hundrede Procents Synlighed. Hundrede Procents Synlighed eller Oplevelse opnaas kun eller er muligt der, hvor en Ting ses paa Baggrund af Kulminationen af dens absolutte Kontrast eller Modsætning. I samme Grad som Modsætningen ophører, ophører ogsaa Tingenes Synlighed eller Tilgængelighed for Sansning eller Oplevelse.

Al Sansning eller Oplevelse kan saaledes kun eksistere som identisk med Fornemmelsen af et eller andet Objekts Forskellighed fra dets Omgivelser, en eller anden Tankes Afvigelse fra andre Tanker, et eller andet Erfaringsfelts Kontrast til andre Erfaringsfelter. Al Oplevelse, al Tilværelse, alt Liv er kun en Fornemmelse af Modsætninger. Og det levende Væsen bliver altsaa, i Kraft af sin Sansning, "det faste Punkt" mellem Modsætningerne. Individet er det urokkelige Centrum mellem "oppe" og "nede", mellem "frem" og "tilbage", mellem Primitivitet og Intellektualitet, mellem Visdom og Daarskab, mellem Mikrokosmos og Makrokosmos, mellem Fortid og Fremtid o. s. v. Kun i det levende Væsens Fornemmelse eksisterer disse Realiteter, idet disse nemlig kun er Udtryk, hvormed nævnte Væsen maa navngive sin evige og urokkelige Placering i Tilværelsen som Livets Centrum eller Midtpunkt, sin Identitet som Basis for al Bevidsthedsdannelse og dermed Afsløringen af det samme Væsens Identitet med Skaberen.

Vort Møde med Begivenheden i Urskoven var saaledes i Henhold til foranstaaende i Virkeligheden kun et Møde med vort eget indre Livsprincip, vor egen indre Livsbasis synliggjort i et ydre forstærket, koncentreret Billede fremstillet i alle Modsætningsforholds to yderste Poler: Liv og Død. Er det ikke netop det samme kontrastrige Billede fremstillet i vort eget Kød og Blod, der giver vor Puls Tempo, bestemmer vort Aandedræt, giver os Evnen til at styre vor Tanke, føre vor Haand og lede vor Fod? - Hvordan skulde vi ellers mærke Blodets Varme, opleve Nydelsen af den friske Luft? Hvordan skulde vi ellers være blevet i Stand til at bjærge vor Føde, skabe vore Klæder og bygge vore Huse og yderligere "gøre os Jorden underdanig"? - Og er ikke alle disse Funktioner identiske med en Livsbetingelse? - Og er de ikke alle uden Undtagelse hver især identisk med en Overvindelse af Kraft? -

Men en Overvindelse af Kraft betyder jo Sejr og Nederlag, Sejrherre og Besejret, Undertrykker og Undertrykte, Ødelæggelse og Opbygning o. s. v. Og er det ikke netop den Kendsgerning, der bevirker, at vi ikke engang kan spise et Maaltid Mad, drikke et Glas Vand, uden at dette betyder Overvindelse af Kraft, Overvindelse af Detailler og dermed Undergang af andre Detailler, ja, selv et venligt Smil eller vort mindste Kærtegn eller svageste Suk kan kun blive til paa Basis af Kamp, betyder Undergang for Detailler, der var en Hindring for Smilets eller Kærtegnets Fremkomst.

Et Kærtegn er altsaa en Sejr, et Smil er en Sejr, for dets Skaber. Men er ikke alt, hvad der forekommer i Tilværelsen saaledes identisk med Sejr? - Hvad er en Opfindelse, hvad er et Ord, hvad er en Tanke andet end en Sejr? - Kan man overhovedet nævne en eneste skabt Realitet i Tilværelsen, der ikke udgør en Sejr? - Selv de mest primitive Redskaber saavel som de mest indviklede tekniske Apparater repræsenterer jo hver især en Sejr. Den Ske, vi spiser med, saavel som det Lyntog eller den Bil, vi kører i, er Sejrstrofæer. Den blaa Kornblomst saavel som den blaa Himmel, den lille Bæk saavel som den store Flod, den lille Regndraabe saavel som det store Ocean, den lille Tændstikflamme saavel som den store Sol eller de gigantiske Mælkeveje kan jo kun eksistere som identisk med bunden Kraft, er altsaa ogsaa Sejrstrofæer.

Hvad mener man om vor egen Villieudløsning, vor egen Manifestation, vor egen Skabelse? - Er denne ikke netop i Virkeligheden en eneste stor Vandring fra Sejr til Sejr? - Hvad er vort Erfaringsmateriale, alle vore Erindringer, andet end en eneste stor Ophobning af Sejrstrofæer? - Ja, selv Erindringer om Nederlag kan jo kun eksistere som Resultater af overvunden Kraft og er saaledes i deres egen Analyse en Manifestation af Sejr.

Men naar alle skabte Realiteter i Tilværelsen, lige meget hvad vi saa end retter vort Blik paa eller lægger vort Øre til, saaledes i Virkeligheden er Udtryk for Sejr, er Sejrstrofæer, ja selv Dødsskriget fra Urskoven repræsenterer et Maal af overvunden Kraft og er saaledes ogsaa et Sejrstrofæ, ligesaa vel som alt, hvad vi overhovedet selv er i Stand til at frembringe, kun kan eksistere som identisk med Grader eller Maalenheder af overvunden Energi, er vi jo alle i tilsvarende Grad "Sejrherrer".

Men "Sejrherrer" kan kun eksistere paa Basis af Undertrykkelse. Vi er saaledes alle uden Undtagelse hver især fra de største til de mindste Væsener Undertrykkere. Men naar vi er Undertrykkere, er vi jo i Familie med Rovdyret i Urskoven. Hele vor Levevis er jo baseret paa det samme Princip som dette Væsens. Vi overfalder og undertrykker andre Kræfter hver eneste Brøkdel af Sekunder i vor Tilværelse. Hele vort Liv er et eneste stort Overfald paa en Mængde af de os omgivende Realiteter. Vi nedbryder, ødelægger og slaar i Stykker ustandseligt. Det er vor Livsbetingelse. Intet kan bygges op uden ved Nedbrydelse og ingen Sejr uden ved Undertrykkelse. Intet kan skabes uden ved Overvindelse og ingen Overvindelse uden ved Kamp. Livet i sig selv er altsaa en Kamp, er en Slagmark, er et Djunglekrat befolket med Væsener af dræbende, myrdende og tilintetgørende Natur. Fortidens mørke Skove vokser saaledes her pludseligt op omkring os, lukker sig over vore Hoveder. Vi faar vor egen Tilværelse identificeret. Vi er det overfaldende Dyr. Det er os eller vore Brødre, der fremtvinger Dødsskrigene fra vore Ofre, der fremtvinger Rædslerne og Smærterne i vore Omgivelser, der gør Tilværelsen usikker for andre Væsener, der berøver disse deres Liv og Førlighed. Vor Arts stinkende Fraade i Form af Gridskhed, Had, Misundelse, Intolerance, Bagtalelse og Falskhed flyder rundt mellem Skovens Træer, gør alle Veje og Stier ufremkommelige, skaber giftige Mudderpøle og Hængedynd, i hvilket man fanger sine Ofre.

Og ikke nok hermed. Hvad mener man om det Raffinement, hvortil man har udviklet denne giftige Natur, denne Specialitet i at lyve, plyndre og dræbe? - Dyrets almindelige Næb og Klør er forlængst overtrumfet, er forlængst blevet forældet og gammeldags for det jordiske Menneskes Vedkommende ligesaavel som dets Forfædres Flintøkser, Buer og Pile. Den tilintetgørende og dræbende Lysts Umættelighed er forlængst steget op imod Kulminationens højeste Tinder. Hvad mener man om Maskingeværer, Maskinkanoner, der affyrer saa og saa mange Hundrede Skud i Minuttet? - Og hvad mener man om de anvendte Projektiler, naar disse hver især ikke mere udgør et enkelt Projektil, men derimod undertiden faktisk er formet til en Bombe, sammensat af en hel Serie af andre dræbende Projektiler, der kommer til Udløsning eller Udbrud, naar Moderprojektilet splintres mod sit Maal, og derved gør dettes Radius mange Gange fordoblet? -

Hvad mener man om de mægtige Slagskibe, flydende Fæstninger, der kan "rettes i Stilling" mod enhver af Jordens fredeligste Kyster og fra sin Plads langt til Søs, i Samarbejde med Kamp- og Bombeflyvemaskiner, Panservogne eller Tanks, kan sende Død og Ødelæggelse ind over Byer og Landsbyer, jævne alt med Jorden, i Løbet af Minutter tilintetgøre alt, hvad der har taget tilsvarende Aarhundreder at bygge op? -

Eller hvad mener man om de moderne Undervandsbaade, i hvilken man, selv skjult under Vandet, kan orientere sig, snige sig lumskeligt ind paa "Fjenden", og sende store stolte Fartøjer, med kostbare Ladninger af Føde, Klæder og andre Brugsgenstande til Bunds, snigmyrde deres Tusinder af Passagerer? -

Hvilket Uhyre i Eventyrerne eller i Virkeligheden kan maale sig med den her beskrevne jordmenneskelige Præstation af de dyriske Tendenser? -

Er der nogen Fugl i Luften, nogen Fisk i Vandet eller noget Dyr paa Landjorden, der i blot en tilnærmelsesvis lignende Grad kan oprulle for os Skabelsen af Død og Undergang, af Lemlæstelse og Lidelse, af Sorg, Nød og Elendighed? - Findes der noget Væsen, der i større Grad har Evner eller Anlæg til at udløse "Helvede" paa Jorden end netop det jordiske Menneske? - Har man nogen Sinde set nævnte Væsens Mordtalenter overtrumfet af de øvrige Væsener paa Kloden?-

Det jordiske Menneske er altsaa det største Rovdyr. Det er Kulminationen af alt, hvad der er mørkt, ødelæggende og dræbende. Det er det Væsen, der paa Jorden har størst Evne til at frembringe Kontrasten til Kærlighed. Det er i stor Udstrækning selve Livets Fjende. Begivenheden i Urskoven er ikke Særeje for den fjerne Fortid. Vi har den indenfor vor Dør og lige udenfor vort Hus. Den er til Stede indenfor i det jordiske Menneskes Blod, i dets Sind og i dets Tanke, den kan lyne gennem dets Blik, vibrere gennem dets Haand og Fod. Vi kan møde Rovdyret i vor Næste, kan endog spore det i vor nærmeste Paarørende, ja, selv saadan en beskyttende Fæstning som en Fars og Mors Kærlighed, en Elskers, en Søns, en Datters Hengivenhed sprænger Bregneskovens mørke Atmosfære med stor Lethed, og vi bliver undertiden dolket af dem, vi elskede højest, og mange myrder, lemlæster og piner ofte dem, de selv mener ikke at kunne leve foruden.

Fortidsdramaet er her ved sin Nærhed blevet meget tydeligt og klart. Vi behøver altsaa slet ikke at gaa tilbage i Tiden, før Mennesket eksisterede paa Jorden. Og det er komplet ligegyldigt for Stadfæstelse af Kendsgerningerne, om Fortidens Dyr, saaledes som det maaske af nogle betvivles, i det hele taget kunde skrige. Selv om denne fortidige Jordperiode udelukkende var befolket med stumme Væsener, det ødelæggende og opbyggende Princip, Kendsgerningen: Liv og Død var alligevel uudslettelig dens Alfa og Omega. Kendsgerningen: Selvopholdelsesdrift, Kendsgerningen: det stærkere Dyrs Overfald paa det svagere, Kendsgerningen: Kødædende Væsener, er ikke blot af i Dag, er ikke blot noget, der begynder i Dyreriget, men har urokkeligt sin Rod helt ned i Planteverdenen og findes altsaa ogsaa i udstrakt Grad hos disse Væsener. Og hvor der er kødædende Væsener, hvilket altsaa vil sige, hvor Livsbetingelsen er Ødelæggelse af andre Væseners Liv og Velfærd, der er Angstens og Rædslens Udløsning ogsaa til Stede, selvom det ogsaa i visse Tilfælde maa siges kun at være i Form af "stumme" Suk.

Alle Egenskaber ved det levende Væsen er opstaaet ved Udvikling, hvilket vil sige, at de er vokset frem fra ganske mikroskopiske Frø til deres for Mennesket fremtrædende synlige eller hørlige Tilstand. Men er det ikke allerede en Kendsgerning for Videnskaben, at der findes Lyde, som ikke kan opfattes af det menneskelige Øre, ligesaavel som der findes Straaler eller Bølger, overfor hvilke det menneskelige øje ikke reagerer. At en Angst- eller Rædselsudløsning, af det jordiske Menneske, ikke kan høres, er saaledes absolut ingen Garanti for, at dens Lyd, hvilket i dette Tilfælde vil sige "Dødsskrig" ikke eksisterer. Tværtimod, for den kosmiske Iagttagelse findes der ingen Bevægelse, der ikke samtidig er Lyd, og ingen Lyd, der ikke samtidig er Syn, men herom nærmere i mit Værk "Livets Bog".

"Dødsskrigene" fra Fortidsskovene er saaledes en urokkelig Kendsgerning overalt, hvor det dræbende Princip er Livsbetingelse, ganske uantastet af om de kan høres af det jordiske Menneske eller ikke.

Vort Møde med den tilsyneladende almindelige dagligdags Begivenhed i den fortidige Jordperiodes dybe Skumring blev her, for vor Videbegærlighed, for vor ransagende Forskning, til en Afsløring af et vældigt altomfattende Verdensdrama, i hvilket det endte med, at vi alle var implicerede, var Medskyldige, var Rollehavende. Havde vi tænkt os, at vi selv var højt hævet over det dræbende Princip, var højt hævet over de Medvæsener, vi til daglig kalder "Dyr", er vi blevet meget kompromitteret. Der var i Virkeligheden ingen Forskel. Vi levede alle af at være "Sejrherrer", hvilket igen vil sige, af at være "Undertrykkere". Hver en Tanke, hver en Erindring, hver en Evne, hvert et Suk saavel som hvert et Smil, hvert et Kærtegn, hvert et Ord fra vor Mund, var Sejrstrofæer, var erobrede Omraader, var Undertrykkelse af andre Kræfter.

Vi blev Vidne til, at ingen som helst Detailler i Tilværelsen kan eksistere uden netop at være Sejrstrofæer, være bunden Kraft, være undertrykt Omraade. Undertrykkelsesevnen er altsaa det samme som Livsevnen for alle eksisterende Væsener. I Kraft af Undertrykkelsesprincippet eksisterer Mennesket akkurat ligesaa godt som Dyret eller andre Former for Liv. Al Livsbetingelse er identisk med Overvindelse af Kraft, er identisk med Erobring af Omraader, er baseret paa Sejr, paa Opbyggelse, paa Forherligelse eller Fuldkommengørelse af Detailler, hvilket igen jo kun kan ske paa Basis af Nedbrydelse, Ødelæggelse eller Tilintetgørelse af andre Detailler eller Ting. Dette gælder for absolut alle Væsener, Planten saavel som Dyret, Lammet saavel som Løven, Helgenen saavel som Forbryderen, Vismanden saavel som den Primitive, "Hedningen" saavel som den "Kristne", den Religiøse saavel som Materialisten o. s. v.

Men hvad var det for Resten, vi skrev i Begyndelsen af nærværende Artikelserie? - Var det ikke dette, at det materialistiske og religiøse Princip var identisk? -

Kan en "Materialist" fremstaa og bevise, at hans Tilværelse ikke udelukkende bestaar i en permanent Erobring af Herredømmet over Ting, og at hans Frembringelse, ja selv hans mindste Suk, ikke er et Sejstrofæ, og at dette ikke eksisterer paa Basis af hans Undertrykkelse eller Nedbrydelse af de Detailler eller Ting, som maatte være en Hindring for Sukkets eller de øvrige af hans Manifestationer? -

Men kan en "Religiøs" sige sig fri fra den samme Tilstand? - Er ikke hans svageste Forsøg paa at slaa Korsets Tegn for sit Bryst, eller hans mindste Bøn eller Suk til Gud, Sejrstrofæer, overvunden Kraft, erobret Omraade og som saadant opretholdt eller baseret paa Undertrykkelse af det Omraade, Nedbrydelse af de Detailler, der var en Hindring for hans "religiøse" Manifestation? -

Nej, vi er alle underkastet de samme guddommelige Love, den samme kosmiske Livsbetingelse. Der er kun een Slags Væsener i al Tilværelse. Alle tilsyneladende forskellige Arter af levende Væsener udgør den samme Slægt. Og mellem alle saakaldte Væsensarter er der, kosmisk set, i Realiteten absolut ingen Artsforskel, kun Gradsforskel. Dette vil altsaa igen sige, at Væsenerne kun er hævet over hverandre paa samme Maade, som den Voksne er hævet over Barnet. Mennesket er Dyret paa et ældre Livsstadium, eller Dyret er Mennesket i en yngre Livsperiode. Alle levende Væsener i Tilværelsen er saaledes "Mennesker" paa forskellige Stadier. De er kosmiske Søskende. Et hvilket som helst Individ eller levende Væsen, vi møder, er en kosmisk Bror eller Søster. Vi er alle født i den samme kosmiske Familie, har samme kosmiske Livsbetingelse, skal overvinde Kraft, skal overvinde Detailler, for at opleve Livet, skal gøre os til Sejrherrer over Tilværelsen, beherske Energierne, "gøre os Jorden underdanig", for at blive fuldkommen, for at blive lykkelig, for at blive salig.