Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1970/19 side 232
Værd at tænke på!
A propos intelligensenergien i egoismens og tyngdeenergiens tjeneste!!!
     red.
 
Fra år 1400 til 1940 blev der i Europa udkæmpet 2.600 betydende krige. I disse deltog Frankrig i 47%, Østrig-Ungarn i 34%, Tyskland i 25%, England og Rusland i hver 22%, Tyrkiet i 15%, Spanien i 12%, Nederlandene i 8%, Sverige i 4% og Danmark i 2%.
Undersøger man tiden fra 1450 til 1930 og betragter de 11 største europæiske magter, der i dette tidsrum tog del i 278 krige, finder man en gennemsnitlig krigslængde på 4, 4 år. Siden år 1700 førte de største magter de længste krige, havde altså de mindste antal fredelige år. Tager vi de første 30 år af indeværende århundrede, tiden fra 1900 til 1930, viser det sig, at de 7 største lande i Europa i dette tidsafsnit tilsammen har ført 46 krige med en gennemsnitslængde på 14 måneder. At dræbe et menneske kostede:
I første verdenskrig: 50.000 kr.
I anden verdenskrig: 60.000 kr.
I Koreakrigen: 600.000 kr.
I Vietnamkrigen (indtil nu): 2.000.000 kr.
Man kan med god ret spørge, om menneskene aldrig bliver klogere. Filosoffen Emerson har ret, når han siger: Vi indbilder os, at civilisationen snart har nået sit højdepunkt, vi er næppe nået længere end til dagens første hanegal.
Nu eskaleres krigene i fjernøsten og mellemøsten. Våbenfabrikanterne i de socialistiske og kapitalistiske lande har startet et sindssygt kapløb. Værdier ødelægges, mennesker slagtes, råheden belønnes.
Det er en fin forretning at investere i krig og mord - 2 millioner for hvert lig!
Kilde: JAK-BLADET, nr 29/1970. (Uddrag)