Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Denne artikel er skrevet af en amerikansk pige på 15 år i bladet CHALLENGE, der udgives af International Cooperation Council, Inc., som har givet os tilladelse til at trykke den i KOSMOS. Mogens Møller har besøgt denne bevægelse i Californien i 1969, og i denne måned har vi deltaget med vore bøger og brochurer i en udstilling der.

 

Hvem er jeg? Jeg er en kunstner på mange måder. Alle mennesker er kunstnere, hver på deres vis. Jeg er en kunstner, der bruger ord, maling, sang - enhver meddelelsesform, der er til rådighed for at gøre mig til et individ - til at lade mig fremstå.

Jeg er kompliceret. Jeg har fejl og gode sider som enhver anden. Jeg er menneskelig med stort M, og somme tider overgår mine svagheder langt min styrke.

Hvem er jeg? Jeg er en krop, et hjerte og en sjæl. Jeg har et sind, der svarer til min krop. Det kontrollerer alle mine handlinger og mine tanker. Min krop er overordentlig indviklet og endnu ikke fuldt ud forstået af nogen - læge, videnskabsmand eller filosof. Og dog er jeg meget, meget mere end alt det. Jeg er en sjæl. Som sjæl med et hjerte gør jeg mere end blot at sidde og reagere på impulser sendt fra min hjerne. Jeg elsker, hader, tilgiver og virkelig lever. Jeg er også en del af andre sjæle - af hele den menneskelige race. Min sjæl er mig. Nogen siger, at min sjæl skal leve evigt hos Gud. Hvis det er sandt, og det tror jeg det er, er jeg lykkelig, for også jeg er et menneske, der er bange for at dø.

Jeg spørger, "Hvem er jeg? Af hvad grund eksisterer jeg? Hvorfor blev jeg valgt i stedet for den pige, som døde af, hvad der syntes en dagligdags lidelse? Der må være en grund. Og det er der. Jeg er nødvendig for at opfylde en bestemt plads på Jorden. Jeg har et formål i livet. Jeg må hjælpe nogen. Det er livets fundament, den sande grund til at leve. Hvis jeg er til hjælp for den mindste af mine medmennesker, gør jeg ting, der er af stor værdi. Midlerne jeg benytter for at virkeliggøre dette kan være at male billeder, at bekæmpe legemets sygdomme, eller sociale sygdomme som fortvivlelse, lidelser og fattigdom. Jeg er her for at bruge mit liv til gode for alle.

Næsten siden min fødsel er jeg blevet skolet til at blive et intelligent medlem af den voksne gruppe. Jeg ved ikke nøjagtigt, hvad jeg skal udrette i mit nuværende liv, men ideer og planer tager form i mit sind, efterhånden som jeg bliver mere og mere klar over verdens behov og mine egne evner. Med mit liv, viden, kærlighed og beslutsomhed håber jeg - ikke at skabe mig et navn - men at skabe en ændring i andre menneskers liv. Jeg ønsker at bortjage en lille del af det kaos, som er i menneskeheden, sådan at menneskers hjerter kan leve en smule mere i fred med hinanden. Hvad mine opgaver end bliver, så er grunden til min væren den at skabe en ændring, thi menneskelig lidelse kan kun gøres udholdelig gennem et andet menneskes sympati.

Den verden, som jeg har talt om, hvordan er den? Hvor er jeg? Er jeg i livets allervigtigste hovedstrøm, eller er jeg henslængt i et hjørne for at stagnere?

Jeg er først og fremmest indhyllet i mit sind. Mine tanker, ideer og planer er min egen selvstændige verden. Ingen kan invadere denne verden, bekæmpe den, eller tage den fra mig, så længe min vilje er stærk.

Jeg lever i en verden af forvirring, hvor små tab ofte betyder mere end store gevinster, og meget er sprængt ud af den rette sammenhæng. Beslutninger og moral er vigtige i denne omvæltningens tid, og vi skifter hastigt. Vietnam er folks øjeblikkelige sikkerhedsventil. Regeringen, indkaldelserne, fritænkerne er alle mål for flertallets indestængte bekymring og frustration.

Hvad er det, der sker? Hvad kan vi acceptere som kendsgerning, og hvad kan vi forkaste som latterligt humbug. Det er disse spørgsmål, ungdommen af i dag må stille, og de stiller dem.

De spørger om alt fra samfundslivets principper til verdens moralske situation. De må spørge. De må finde ud af det, for de er de mennesker, som morgendagen skabes af.

Nogle unge forestiller sig, at narkotika (drugs) kan føre den indre sjæl til nye højder af skabelse. Usandt! Usandt! siger mennesker med indsigt indenfor forskning og lægevidenskab. Endog "hippierne" begynder at indse, at drugs ikke hjælper dem.

Timeglasset er ved at løbe ud for os. Vi behøver en kraft, en kærlighedens kraft, som ikke er hippiernes hule og tilsyneladende meningsløse kærlighed. Vi behøver et styrkende broderskab, hvor alle mennesker vil arbejde for alle. Dette lyder umuligt, alt i den menneskelige natur protesterer imod sådan et samfund. Men tingene kan blive bedre end de er, og de vil blive det. Ungdommens håb, energi, beslutsomhed, kærlighed og viden i dag vil føre til en bedre verden. Enhver generation fremsætter sådan en erklæring, og hver generation vil gøre sit bedste for at leve op til den. Vi har et alvorligt ansvar for verden, men dette ansvar vil være mindre vanskeligt at klare, hvis det bliver båret af alle.

Men nu får jeg det til at lyde, som om det er en fæl verden, deprimerende og ikke værd det arbejde, som det kræver at gøre den fuldkommen. Den er ikke fæl. Guds skabelse er i sandhed smuk at beskue. Igen og igen ser jeg på bjergene, ørkenerne, havet og på ansigterne omkring mig, og jeg undrer mig over, hvordan det alt sammen blev til.

Den er ikke deprimerende! Mennesker overalt er forskellige fra mig. Der er steder overalt, der er forskellige fra de steder, hvor jeg har været. Dette gør nye oplevelser mulige ved hvert nyt håndtryk, eller ved ethvert vejsving. Uddannelse, rejser og videbegærlighed fremmer i fællesskab en stærk interesse for jordens fortid, nutid og fremtid, og for alle de værker, som mennesker har skrevet for fortjenestens skyld, eller for egen tilfredsstillelse.

Verden er værd at arbejde for! Mennesket er et særegent væsen, særegent i kunsten at tænke og at skabe. Det har skabt en mængde virkelig store ting i sin forholdsvis korte eksistens, mange værdifulde og smukke ting. Jeg elsker denne skabning og hans verden.

Jeg har, som et menneskeligt væsen, mange fejl at bekæmpe. En måde, på hvilken jeg kan vide, om jeg er på rette vej, er at fastsætte mål for mig selv og stile efter dem. Shakespeare sagde det sådan: "Vær sand mod dit eget selv".

Jeg har set mennesker ødelægge deres liv ved blot at gøre "hvad alle og enhver gør", ryge, drikke og føre tåbelig tale. Jeg vil ikke ødelægge mit liv sådan. Gud har givet mig det jeg har, og jeg har ingen ret til at bortkaste hans gave.

Jeg ønsker at gå på universitetet, og at studere mennesker, som er forskellige fra mig i enhver henseende. Jeg ønsker at lære og forstå menneskets fysiologiske og psykologiske udvikling. Jeg ønsker at vide alt, hvad der er at vide, og at være i stand til at anvende det på en eller anden måde - men først er det nok blot at lære. Jeg har ingen store planer for min fremtid. Jeg ved blot, at der inden i mig er en voksende trang til at vide alt om alting. Jeg ønsker at fordybe mig fuldt og helt i denne rige og spændende verden.

Oversat tb.