Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I fokus for Martinus indsats som forfatter, filosof og menneske har været det spørgsmål, som har været vigtigst at få besvaret for tænkende mennesker gennem alle tider: hvad er sandhed?

Dette centrale spørgsmål kan så vidt jeg kan se besvares på to forskellige måder, som netop har karakteriseret henholdsvis Østens og Vestens kultur i de sidste par tusinde år. I Vesten har man således fortrinsvis opfattet sandheden som en livsanskuelse, der havde form som en teori om tilværelsens love. De fleste videnskabelige værker fra middelalderens skolastik, renæssancefilosoffernes mere erfaringsprægede teorier om verdensrummet og genstandes mekaniske bevægelser, til naturvidenskabelige teorier i nyere tid som Bohrs atomteori og Einsteins relativitetsteori fremtræder som større eller mindre brudstykker af et verdensbillede, der opfattes som en sandfærdig kopi af et stykke af livet. Sandheden er med andre ord objektiviteten. Først i den allersidste tid synes man at erkende, at naturen kun svarer på de spørgsmål, som stilles, og at selv den mest objektive videnskabelighed til syvende og sidst er en afspejling af videnskabsmændenes metoder og behov.

I Østen har man i højere grad opfattet sandheden som en måde at leve på. Her har man ikke stillet mennesket uden for tilværelsen som objektiv tilskuer, men derimod bestræbt sig på at indgå i tilværelsen som et hjul blandt andre hjul. Mennesket er en del af livet, og ikke ved at efterlade en tom plads, men ved at fylde sin plads kan det opleve tilværelsens mening, dvs sandheden. Den klassiske østerlandske filosofis dom over Vestens måde at tænke på kommer måske klarest til udtryk i maya-begrebet (nb det er interessant at bemærke, at ordet maya har samme rod som de latinske ord meter, material, matter), som betegner menneskets forgæves forsøg på at klassificere tilværelsens evigt vekslende former. Og en teori må jo uvægerligt være en form for klassifikation. Sandheden kan derfor i Østens version ikke være et statisk begreb, men et dynamisk: en livsform eller for at bruge en betegnelse fra vore indgroede klassifikationer: lig med etik. Ingen blandt Østens store har vel bedre end Jesus fremstillet det erkendelsesteoretiske og det etiske som synonymer. Hvad mente han ellers med udtrykket "Jeg er vejen, sandheden og livet"? Som Martinus ofte i skrift og tale har fremhævet, kan han ikke have ment, at han som person repræsenterede sandheden, men derimod at hans levevis og holdning til tilværelsen, som han fx udtrykte den i bjergprædiken, er sandheden. Sandheden er altså en måde at leve på, dvs en måde at føle, tænke og handle på. At tilgive sine fjender, at vende den højre kind til, hellere at give end tage, det er sandheden.

På baggrund af disse to store principielle veje til sandheden må Martinus verdensbillede vurderes. Martinus forbinder i virkeligheden disse to sandhedsbegreber ved at vise deres indbyrdes sammenhæng. Det skal siges med det samme, at der ikke er nogen tvivl om, hvilken af de to veje Martinus anser for den vigtigste, det er ganske bestemt etikens eller væremådens vej. Martinus er personligt og i sit arbejde meget nært knyttet til kristusskikkelsen og har da også ved mange lejligheder bekendt, at han har følt det som sin opgave at udbygge eller snarere færdigbygge kristendommen i overensstemmelse med Jesu profeti: "Men talsmanden, helligånden, som faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alt det, jeg har sagt jer" (Johs. 14.26).

Hvorfor er denne vej nu vigtigere end den teoretiske? Simpelt hen fordi den inkluderer den teoretiske. Jesus sagde jo netop, at man først skulle søge Guds rige, og at resten skulle fås i tilgift. Han sagde ligeledes: "Salige er de rene af hjertet, thi de skulle se Gud". At se Gud må være det samme som at se alle tings sande årsag, nemlig tingenes guddommelige udspring, og det er jo netop sandheden om livet. Men betingelsen herfor er altså at være ren af hjertet, fri for begær kun besjælet af ønsket om at glæde og gavne. Har mennesket denne indstilling, og er den blevet en daglig vane, så får mennesket den teoretiske sandhed i tilgift. Dette lægger Martinus meget vægt på, og han er personligt et vidnesbyrd om, at det forholder sig således. Som man måske ved, har Martinus ikke nogen særlig teoretisk baggrund for sit værk. Han har aldrig studeret på noget universitet, men er gået ud af skolen i konfirmationsalderen og har arbejdet i det praktiske liv indtil han oplevede "den store fødsel" og erhvervede den mentale status, han kalder kosmisk bevidsthed, som netop er betegnelsen for en uhindret åndelig adgang til de højeste sandheder om livet. Dette har Martinus ikke nået på basis af teoretisk uddannelse, men ved "at gå Guds veje" og lade kærligheden være ledemotivet i sin omgang med andre mennesker. Kærligheden er således visdommens moder.

Man kunne godt forestille sig, at en del mennesker, som har stiftet bekendtskab med Martinus kosmiske analyser, har været tilbøjelige til at betragte det teoretiske som det væsentligste i Martinus arbejde. Det kan jo heller ikke forbigås, at Martinus har skabt et verdensbillede, som har en stor begrebsmæssig struktur. Men jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at fremsætte den hypotese, at en hvilken som helst af disse analyser har været motiveret af et varmt ønske om at overbevise en skeptisk og teoretisk tænkende samtid om, at de etiske sandheder fx bjergprædikens ord virkelig er i overensstemmelse med den faktiske virkelighed. Det er etikken, sandheden som uselvisk og kærlig væremåde, der en for en har udløst hele rækken af kosmiske analyser fra Martinus hånd så at sige som en kædereaktion. Lad os tage et par eksempler.

Der er sagt, at som man sår skal man høste. Da det imidlertid viser sig, at mange mennesker tilsyneladende lider uden grund, har det været nødvendigt at udarbejde logiske analyser, som gjorde det klart, at mennesket ikke blot har ét fysisk liv, men en række fysiske tilværelser med indbyrdes skæbnemæssig sammenhæng. Det blev til analyserne over reinkarnation.

Mange spørger, hvorfor menneskene overhovedet skal lide, og om dette er i overensstemmelse med en positiv og kærlig Gud. For at vise at dette er tilfældet, måtte Martinus analysere menneskets mentalitet og påvise, at lidelser er en erfaringsfaktor, som er absolut uundværlig for menneskets åndelige færdigskabelse.

For at underbygge ansvarsfølelsen overfor dyrene og det sundhedsmæssige hensyn til mikrouniverset i vor egen organisme, måtte Martinus redegøre for udviklingsprincipperne, dels fra mineral til menneske, men tillige - for at give forståelsen af vore cellers og organers ligeværdige livsform - illustrere udviklingsbaner af langt større dimensioner, nemlig udviklingsspiralerne, og dermed dokumentere, at Universet fra det subatomare til stjerneverdenens spiraltåger udelukkende er livsformer, som alle hænger sammen udviklingsmæssigt.

Jeg er sikker på, at man kunne blive ved med at påvise, hvorledes næstekærligheden er motivationsgrundlaget for alle Martinus kosmiske analyser. I kraft af det logiske verdensbillede, som derved er blevet til, repræsenterer Martinus både Østens og Vestens sandhedsbegreb. I sin person og i sine analysers ånd er han kærlighedens og kristendommens talsmand; i sit verdensbilledes formelle struktur derimod opfylder han Vestens behov for et logisk system. Men det bedste er, at Martinus viser sammenhængen mellem de to former for sandhed! Derved er han den rette til at bygge bro mellem de to gamle kulturformer og forbinde tanken med følelsen og materialismen med religiøs tænkning.

Problemer, konflikter og lidelser er hverdagen for menneskeheden overalt på jorden, også i vor hjemlige materielle velfærd. Der er også mange mennesker, som er uddannet til at fjerne disse lidelser: læger, sygeplejersker, socialrådgivere, psykologer, psykiatere, forsorgspersonale osv. osv. Men den hjælp disse mennesker kan give, selv om de er velmenende, er kun forbigående, i heldigste fald øjeblikkelige lettelser; effektiv hjælp kan de ikke yde, fordi de kun i ringe grad kender de virkelige årsager til de ulykkelige tilstande og derfor kun fjerner symptomerne. Martinus analyser giver derimod en enestående mulighed for at få fat ved ondets rod, og de mennesker, som anvender disse analyser dels i deres eget liv, men også i aktivt hjælpearbejde for nødlidende, har fået et enestående instrument til deres rådighed, som simpelt hen ikke kan overvurderes. Og den hyldest, der for nylig blev Martinus til del på hans 80 års dag, må naturligt betragtes som en tak til ham, dels fordi han har skænket menneskeheden et livsgrundlag, som det er værd at leve videre på: livet har fået en mening, men tillige fordi han i form af analyserne har givet os det mest vidunderlige redskab til at hjælpe blandt de mange mennesker i dag, som har det svært.