Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det må i høj grad betragtes som en begivenhed, at der nu - næsten fyrre år efter udgivelsen af Livets Bog's første bind - på det "almindelige" kommercielle bogmarked udkommer en bog, der giver et indtryk og en bedømmelse af hovedtankerne i Martinus værker; og yderligere må der tales om en såre glædelig begivenhed, idet det drejer sig om en særdeles positiv præsentation. Der hentydes til professor, dr. techn. I. G. Hannemanns: "Mennesket, den absurde robot?", der den 26. august med 195 sider udkom på Borgens Forlag.

At dette finder sted kunne tyde på, at tiden måske så småt er ved at være moden til, at en større offentligheds opmærksomhed henledes på Martinus tanker. Alligevel må det samtidig betragtes som en ganske modig gestus - både fra forfatterens og forlagets side - at tage det første skridt i denne sag, idet de fremførte tanker i god overensstemmelse med verdensbilledets revolutionerende indhold trods alt er så avancerede, at det nødvendigvis både her og der må forventes at afstedkomme særdeles kraftige reaktioner.

I sit forord motiverer forfatteren selv sit initiativ med følgende bemærkninger:

"I en række år har jeg, som vel så mange andre, tumlet med problemerne: Fri vilje, kausalitet, determinisme og tilfældighed. Herved er jeg nået til nogle tanker, der er nedfældet i denne bogs første del.

I anden del er forsøgt i korthed at give nogle karakteristiske træk om menneskenes situation med begrundelse for, hvorfor den er, som den er. I tredje del betragtes mennesket involveret i en umådelig udviklingsproces. Dette er udformet på grundlag af de analyser, den danske forfatter Martinus har fremført i sit hovedværk: "Livets Bog".

Bogens titel: "Mennesket, den absurde robot?" hentyder til diskussionen i første del, om mennesket må betragtes som en robot, og til omtalen i andel den af den absurditet, der tilsyneladende eksisterer såvel i menneskets natur som i dets tilværelse, og som er så afgørende for forståelsen af menneskets hele situation."

Måske er det symptomatisk for situationen, at den første omtale af Martinus tanker, der når ud til en større offentlighed, tager sit udgangspunkt i en vurdering af mennesket som en robot. Denne opfattelse af mennesket er jo under fuld fremmarch inden for naturvidenskaben og breder sig herfra som en katastrofal mental forureningsbølge ud til mennesket i hverdagen, der i heldigste fald reagerer med skepsis eller ligegyldighed, i værre fald med resignation og kynisme og i værste fald med depression og livslede. Og med god grund! For hvordan kan man tænke sig en mere desillusionerende og mistrøstig menneskeopfattelse end robotopfattelsen? Er den ikke udtryk for en status, der både erkendelsesmæssigt og værdimæssigt placerer mennesket i det yderste mørke - milefjernt fra udgangspunktet i det bibelske arvegods, ifølge hvilket mennesket er det ypperste produkt af Guds skaberkraft, udgør skabelsens højdepunkt og dermed indbegrebet af livets mening set fra det guddommelige udsigtspunkt? - Men når dette er tilfældet, hvordan kan man da tænke sig en situation, der i højere grad end denne er moden for revision og omstyrtelse til fordel for et menneskesyn, der i dybeste forstand gør mennesket (og for øvrigt enhver anden form for liv) meningsfyldt og placerer det i en meningsfyldt tilværelse, som i henhold til sine egne formål rummer sin egen uudtømmelige inspiration. Måske vil man en gang med tiden se en dybere sammenhæng mellem det nugældende, tiltagende robotsyn på mennesket og udgivelsen af en bog, der som et første alment observabelt lysglimt i mørket annoncerer et livssyn, som ikke alene ved sin indre logik afslører robotsynet som et falsum, men tillige afdækker en sandhed om mennesket, som foruden at være sand rummer en praktisk taget uendelig inspirationskraft for den kommende menneskelige stræben og livsudfoldelse at trække på.

Både i forordet og i sin festtale ved Martinus 80-års fødselsdag røbede forfatteren, at det dybeste motiv for skabelsen af bogen var at afklare egne tanker vedrørende spørgsmålet om viljens natur og frihed samt i forbindelse hermed rækkevidden af begreber som kausalitet (årsagsbestemthed), determinisme (forudbestemthed) og tilfældighed, og dette fremgår da også som en både lysende og afvæbnende undertone af hele fremstillingens karakter og opbygning. Men kan sådanne personlige overvejelser tænkes også at have interesse for forfatterens omverden?

Selv om man naturligvis ikke kan tale på alle menneskers vegne, må svaret set fra flere udsigtspunkter blive klart bekræftende.

For det første er begrebet "vilje" den dag i dag et åbent stridsspørgsmål både inden for psykologi og filosofi, hvor der som det helt "moderne" kan spores en tendens til ganske at benægte eksistensen af vilje til fordel for forestillingen om en "selvbærende" og selvregulerende motivationsmekanisme, der direkte leder frem til robotsynet, og som i kontakt hermed kan give sig udslag i mærkværdige absurditeter som f. eks., at man bliver ked af det, fordi man græder, og glad, fordi man ler.

For det andet vil en beskæftigelse med viljebegrebet, som har baggrund i et kendskab til de kosmiske analyser, uundgåeligt føre til en optrævling af de mest centrale af disse, hvilket på den ene side præsenterer viljebegrebet i en ny og hidtil ukendt sammenhæng set fra den akademiske verden, samtidig med at det på den anden side motiverer en fremstilling af hovedtankerne i Martinus verdensbillede, hvilket naturligvis i høj grad har interesse for alle dem, som gerne ser kendskabet til dette spredt mest muligt.

Og endelig for det tredje medvirker forfatterens videnskabelige baggrund og daglige arbejde til en dybtgående orientering om den situation, der inden for fysikken hersker med hensyn til den aktuelle opfattelse af de problemer, der knytter sig til begreberne kausalitet, determinisme og tilfældighed, der jo i høj grad er relevante for viljebegrebet - specielt spørgsmålet om viljens frihed. Og dette i forbindelse med en tilsvarende dybtgående indsigt i de kosmiske analyser forlener naturligvis forfatteren med en helt speciel kompetence, når det drejer sig om at fremstille kosmologiske problemer i sammenhæng med almindelig videnskabelig tradition og tankegang. Og dette er naturligvis en ny grund til at antage, at forfatterens personlige betragtninger har interesse for andre end ham selv, og det hvad enten man som læser personligt befinder sig i berøring med de kosmiske analyser, eller man er uden kendskab til disse. I førstnævnte tilfælde vil det ses som en nyskabelse, at Martinus analyser på autoritativt plan er bragt i sammenhæng med dagens videnskabelige standpunkter, medens det i sidstnævnte tilfælde helt oplagt vil vække opsigt, at aktuelle videnskabelige forestillinger med korrektion af disse til følge er bragt i sammenhæng med de epokegørende tanker, der kommer til udtryk i det kosmiske verdensbillede. Det interessante ved "Mennesket, den absurde robot?" er med andre ord bl. a., at offentligheden her for første gang præsenteres for et forfatterskab, der med bevidst hensigt bygger bro mellem videnskaben og det kosmiske verdensbillede; at forfatteren i sit daglige virke er en internationalt kendt ekspert i netop brobygning, bør måske nævnes for fuldstændighedens skyld.

Ud fra det hermed nævnte kunne man måske få den tanke, at bogen kun kan læses af folk med akademisk uddannelse og baggrund. Dette er på ingen måde tilfældet. Bortset fra de helt nødvendige begreber "kausalitet" og "determinisme" er den nemlig for det første behageligt fri for fremmedord. Dertil kommer, at fremstillingen er overordentlig klar, overskuelig og enkel, ligesom tankegangen ved afslutningen af de to første dele, som bogen falder i, samles i overskuelige resumeer. Endelig kan det uden overdrivelse siges, at der er tale om særdeles spændende læsning - ganske vist også koncentreret - men først og fremmest spændende, ikke mindst for den, der interesserer sig for sammenligningen mellem mennesket og en robot - herunder for den efterhånden hyppigere gentagne påstand om, at det en gang i fremtiden vil kunne lade sig gøre at skabe robotter, der besidder samtlige de egenskaber, der i dag karakteriserer mennesket.

Netop denne tanke vender forfatteren sig imod med den størst tænkelige kraft og konsekvens, hvilket bl. a. vil sige med den stærkest mulige udnyttelse af de argumenter, som kendskabet til de kosmiske analyser - og specielt analyserne af det levende væsens struktur - stiller til rådighed. Som eksempel herpå skal citeres følgende:

"At alt er kausalt (årsagsbestemt) er på ingen måde ensbetydende med, at væsenet fører en robottilværelse. Tværtimod er kausalitet som tidligere nævnt et livsprincip, der i forbindelse med den frie vilje gør det muligt for individet at nå alt, hvad det ønsker at få tilfredsstillelse og mættelse for, herigennem at stræbe mod nye mål, nye ønskers opfyldelse, stadig ved brug af sin frie vilje med dens kausale binding i de pågældende ønsker og begær. Robotten gør ganske vist også en ganske bestemt ting i en given situation; men forskellen mellem denne og det levende væsen er jo, at sidstnævnte, modsat robotten, oplever, og derved regulerer sine manifestationer således, at disse hele tiden bliver i overensstemmelse med dets ønsker, som atter påvirkes og ændres af væsenets oplevelser. Denne gennem oplevelse stadigt regulerede målsætning mod nye oplevelser er netop det, der karakteriserer det levende væsen i modsætning til en robot." (Side 132, citat slut).

Som hovedargument i sin afvisning af tanken om mennesket - og herigennem indirekte Guddommen - som en højtudviklet robot anfører professor Hannemann altså den rolle, livsoplevelsen ifølge Martinus spiller. Og intet karakteriserer måske i højere grad den situation, der omgærder udgivelsen af hans bog, end dette, at medens livsoplevelse hos Martinus indtager en altoverskyggende central plads som selve hovedformålet med individets stræben og dertil urgrundlaget for dennes administration og organisering, møder man inden for videnskaben en stadig tiltagende tendens til helt at frakende livsoplevelsen eksistens, nemlig på en og samme tid som en konsekvens af og forudsætning for at kunne hævde forestillingen om mennesket som en robot. Og alene fordi ingen dybest set kan være tjent med, at denne forestilling uimodsagt vinder yderligere terræn, må man hilse det varmt velkomment, at den nu i fuld offentlighed imødegås med en række betragtninger, som man om ikke før, så i hvert fald siden bliver nødt til at tage dybtgående hensyn til. Fra Instituttets side - og der tales her også på Martinus personlige vegne - kan man af mange grunde kun ønske bogen den størst mulige udbredelse. Det kan i denne forbindelse oplyses, at "Mennesket, den absurde robot?" gennem brug af vedlagte bestillingskort kan rekvireres direkte fra forlaget, hvorved i øvrigt Instituttet som en venlig gestus fra forlagets side får del i den resulterende indtægt.

Til yderligere belysning af bogens emner kan citeres følgende med reference til indholdsfortegnelsen:

1. DEL; FRI VILJE ELLER ROBOT?

2. DEL: DEN ABSURDE TILVÆRELSE

3. DEL: UDVIKLING