Ældre Kosmos og Kontaktbreve

På Martinus 80-årsdag den 11. august kom der allerede fra morgenstunden gratulanter, og der kom telegrammer og kærlige breve og gaver fra venner i mange lande. Om formiddagen fejredes dagen med den faste stab på Instituttet, men den egentlige fødselsdagsfest blev holdt i Ingeniørforeningens store og smukke sal om aftenen. For tilrettelæggelsen af festen stod redaktør Sam Zinglersen, som havde haft en heldig hånd med traktementet og placeringen af gæsterne, så alle kunne se Martinus. Rammerne om festen var således ideelle, og festens egentlige indhold, talerne, fik dermed de bedste betingelser for at blive hørt af de ca. 400 gæster, der var kommet til stede for at glædes sammen med Martinus, for at takke ham og for at høre ham og høre om ham.

Mogens Møller udførte sin opgave som conferencier rutineret og fornøjeligt, ligesom han selv holdt en smuk tale, hvori han især fortalte en række humørfyldte glimt fra Martinus barndoms- og ungdomsår, indtil han som 30-årig fik den oplevelse, som med eet slag ændrede hans tilværelse. Disse første 30 år var, sagde Mogens Møller, en del af Martinus åndelige rum, som fødselsdagsgæsterne kendte lidet til. Efter dette tidspunkt kendte man mere, og det ville blive "historie". Mogens sluttede med at takke Martinus, fordi han havde lært os at holde den åndelige balance, ligesom Martinus en gang havde lært sognefogeden i Sindal at holde balancen, da denne skulle lære at køre på cykel - en af de kostelige historier om Martinus. Lattermild som Martinus også dengang var, måtte han kvæle sin latter, hver gang sognefogeden stod på hovedet i grøften. Mogens takkede, varmt, fordi vi havde fået andel i Martinus åndelige rum, og fordi han havde givet os sine kosmiske analyser.

I anledning af fødselsdagen havde der været indsamlinger både i Danmark og Sverige. På svenske venners vegne takkede ingeniør Sigurd Westerlund fra Stockholm Martinus i en kort tale og overrakte et større beløb, ledsaget af en mappe med givernes navne. Og redaktør Zinglersen, der havde forestået den danske indsamling, kunne på 420 venners vegne overrække Martinus et beløb på kr. 35.000,- ligeledes ledsaget af givernes navne. Det kraftige bifald viste tydeligt en stor glæde hos tilhørerne over indsamlingernes gode resultat til gavn for Martinus sag.

Professor I. G. Hannemann indledte sin festtale med at ønske Martinus tillykke, og sagde dernæst, at da hans taletid var begrænset til 15 minutter (som blev til 45 minutter) håbede han, at man ikke ville afbryde ham, før han var nået til to overraskelser, som ville komme i løbet af talen. Han pegede på Martinus som et eksempel på, hvordan man kunne bevare sin skabende kraft op i alderdommen, og alligevel betegnede han færdiggørelsen af Symbolbogen som et kapløb med tiden. Hannemann betragtede Martinus værker som en kostelig gave, og sagde, at man burde modtage den, ikke ved en dyrkelse af personen Martinus, og ikke ved at tro på, hvad Martinus sagde, men ved at nære en positiv kritisk indstilling over for bøgerne, der indeholdt de oplevelser, som Martinus havde omtransformeret til vort sprog. Man skulle modtage dem med kærlighed og læse værkerne. Hannemann kom derpå til den første overraskelse. Han oplyste, at han på Borgens forlag havde udgivet en bog med titlen: "Mennesket, den absurde robot", som ville udkomme den 26. august. Han fortalte, at årsagen til, at han havde skrevet denne bog, var, at han dels ville afklare sine egne tanker igennem behandlingen af de problemer, bogen omhandlede, og dels var det hans opfattelse, at akademikere, der var vænnet til en bestemt form for tænkning og sprogbrug, næppe uden videre kunne acceptere Martinus fremstillingsform, idet Martinus f. eks. ofte kom med resultaterne først og beviserne bagefter.

 

 

 

 

Professor Hannemann mente derfor, at han ved at diskutere begreberne om fri vilje, tilfældighed eller kausalitet ville kunne få en del akademisk indstillede mennesker interesseret i Martinus tanker. Måske ville tiden snart være inde, hvor en større offentlighed skulle lære Martinus analyser at kende, og han havde derfor også anvendt nogle af Martinus analyser i sin bog samt enkelte symboler, dog ikke i farve. Professor Hannemann oplæste noget af forordet og gjorde, som han sagde, lidt reklame for den. Bogen vil iøvrigt kunne bestilles gennem Instituttet, der meget gerne hører fra alle, der måtte være interesseret.

Den anden overraskelse viste sig at bestå i, at professor Hannemann havde oprettet et fond, M-fonden, som han mente efterhånden ville blive bragt op til kr. 500.000,-. Det var en åben fond, som også andre kunne indbetale til. Martinus Institut kan støttes af denne fond, og også andre personer eller institutioner, som arbejder for forståelse mellem religioner, racer og samfund i Øst og i Vest. I fondsbestyrelsen sidder foruden professor Hannemann, civilingeniør Eckhardt Hansen, civilingeniør Johannes Jørgensen, civilingeniør og cand. polit. Werner Rasmussen, professor Erik Stybe ved Københavns universitet samt landsretssagfører Jørgen Båden. - Der var allerede nu opsparet et beløb på kr. 25.000,- til uddeling, og professor Hannemann overrakte Martinus en check på kr. 15.000,- samt et eksemplar af sin nye bog; og et beløb på kr. 10.000,- tildeltes Per Bruus-Jensen til støtte for færdiggørelsen af Korrespondancekursus i Martinus Kosmologi, som professor Hannemann fandt var et meget værdifuldt arbejde. - Til slut drog taleren en sammenligning mellem tidligere verdensbilleder og Martinus verdensbillede og sluttede med en tak og et hjerteligt tillykke.

Rektor Sv. Å. Rossen udtalte også sin taknemlighed overfor Martinus og viste ganske kort de kosmiske analyser i kulturhistorisk sammenhæng. Det store spørgsmål, sagde han, har altid været: "Hvad er sandhed?", og man kunne se to adskildte veje, Vestens, hvor sandheden er en teori, en kopi af tilværelsen, og Østens, hvor sandheden er en levemåde. Sv. Å. Rossen henviste til Jesus og sagde, at denne gennem sin sympati og kærlighed var sandheden. Rossen fandt yderligere, at Martinus repræsenterede begge disse veje, men at Martinus aldrig ville sætte teorien i forgrunden. Martinus havde gennem sine analyser, som kort skitseredes, vist livets evige beståen gennem reinkarnationsprincippet og vist, at "næsten" omfattede både vor mikroverden og vor makroverden. Og Martinus havde herved, sagde taleren, og ved polanalyserne dokumenteret, at kærligheden var livets højeste princip. Martinus kosmiske analyser blev for ham at se et redskab til at hjælpe andre.

Tage Buch holdt en kort tale til Mennesket Martinus.

- - - - - - - - -

Nu kom der et festligt og farverigt indslag, idet S-ro H. Umeda fra OOMOTO-bevægelsen i Japan iført sin japanske kimono bragte en hilsen fra sine landsmænd. S-ro Umeda holdt sin tale til Martinus på esperanto og blev fremragende tolket af fru Eliza Kehlet.

 

 

Talen mundede ud i en gratulation til Martinus og et ønske om, at Martinus tanker måtte blive spredt over hele verden. S-ro Umeda sluttede med at synge en japansk takkehymne til hyldest for Martinus.

Den næste taler var ingeniør Ib Schleicher, der er Instituttets administrator. Ingeniør Schleicher berørte problemet, hvad der skulle ske, når Martinus engang med tiden ikke var på dette plan mere og trak nogle hovedlinier op for Instituttets virksomhed og for samkvemmet og samarbejdet mellem medarbejderne og mente endvidere, at Martinus Institut burde blive en model for samarbejde og for effektivt arbejde. Han sluttede sin tale med at anmode tilhørerne om at rette deres bifald til Martinus for derved at tilkendegive ønsket om at hjælpe - også efter Martinus bortgang, og ønskede til slut selv Martinus hjerteligt tillykke.

Talernes række blev her afbrudt af en dejlig forfriskende isanretning og der blev lejlighed for gæsterne til at sludre med venner og bekendte.

Gerard Oude Groen fra Holland, som nu har opholdt sig i Danmark i flere år og lært sig dansk for at studere Martinus tanker, fortalte på charmerende måde en lille artistisk og selvkomponeret fabel, som skulle udtrykke hans taknemlighed og hyldest til Martinus.

Mogens Møller annoncerede derpå aftenens eneste kvindelige taler, fru Inge Sørensen, som i sin tale understregede genialiteten i Martinus Kosmologi og symbolerne. Det, at vi havde fået lov at lære disse ting at kende, forpligter os, sagde Inge Sørensen, og den største gave, vi kan give Martinus, vil være at vise i daglig væremåde, at vi har forstået noget af Martinus tankegang. Inge Sørensen imødeså med forventning de nye symboler og takkede for de fremragende foredrag i feriebyen i sommer om den nye moral og ønskede til slut Martinus hjerteligt tillykke.

Det var allerede blevet sent, men enkelte talere fik endnu ordet, og derpå sluttede Martinus selv den lange, berigende og festlige aften med at sige tak for alle gaver, breve og hilsener. Martinus udtrykte håbet om, at tilhørerne - der i stor udstrækning også var identiske med gavegiverne - også efter hans død ville fortsætte med at bidrage til sagens eksistens og trivsel, idet disse gaver måtte forstås ikke blot som en gave til ham, men en gave til sagen, der jo også var blevet de interesseredes sag i samme grad, som de havde forstået den.

Martinus understregede sagens vanskelige økonomiske situation og det konstante underskud, der havde været og stadig ville være lang tid fremover, og bad tilhørerne forstå, at de hidtidige gaver netop havde dækket disse underskud, og nødvendigheden af, at man også i fremtiden gennem indsamlinger ville yde tilsvarende gaver for at sikre sagens beståen og fortsatte vækst. - Martinus trak derpå linierne op for kommende analyser i de fremtidige bind af Symbolbogen og de øvrige ting, der skulle nås før hans bortgang, og han sluttede med at udtrykke sin overbevisning om, at han ville få lov til at gøre dette arbejde færdigt i løbet af de nærmeste par år, idet hans helbred og arbejdsevne heldigvis stadig var særdeles tilfredsstillende - de 80 år taget i betragtning.

Martinus takkede så igen for den dejlige aften, og gæsterne sagde "selv tak" ved deres langvarige klapsalver og den glæde, de alle udstrålede. Ja, det blev en dejlig og uforglemmelig aften.