Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

"At være 70 år ung kan være mere opmuntrende end at være 40 år gammel" siger et engelsk ordsprog. Hvor meget mere opmuntrende må det da ikke være at være 80 år ung, som Martinus blev det den 11. august 1970. Ganske vist fornemmer han årenes byrde en lille smule i sin krop, siger han selv. Men er man sammen med ham i en inspirerende kreds af lyttende mennesker, tænker man ikke på hans alder. Da sprudler livskraft og åndskraft ud af hans hele væsen, og det bliver snarere de lyttende, som først bliver trætte, fordi de har måttet anstrenge centre i deres bevidsthed, der endnu er utrænede til at følge de kosmiske tankerækker, som med kraft og myndighed blandet med kærlighed og tolerance stråler ud fra Martinus. Ser man ind i hans øjne i en sådan inspirerende stund, fornemmer man, at 80 år ikke er en målestok for det liv, der giver sig til kende der.

Et andet engelsk ordsprog siger: "Du er lige så ung som din tro og dit håb - og lige så gammel som din tvivl og dit mismod". Det kan fortælle noget om den ungdommens vitalitet, der stråler ud fra Martinus væsen. Martinus har jo ikke blot tro og håb, han har det, som blandt andet troen og håbet har ført frem til: viden, erfaring, oplevelse af det evige liv. Der er ikke plads til tvivl og mismod i Martinus sind, og derfor er der ingen plads til alderdom. Han sår ikke tvivl og mismod i andres sind, tværtimod, han sår nyt håb og ny tro. Og den nye tro er ikke som den gamle: blind tro på dogmer om sjælens frelse fra evig fortabelse - for de udvalgte, som man "tror" at høre til. Nej, det Martinus kan så i det sind, som gennem tvivl og smerte er blevet en god jordbund, er troen på de muligheder, der ligger gemt i hvert eneste jordisk menneske. Den tro er ikke blind, den er under forvandling, og gennem erfaringer forvandles den til viden og oplevelse.

"Vi tæller først en mands år, når han ikke har andet at tælle", skrev Emerson. Hos Martinus er der så meget, der tæller, så der betyder årene ingenting. I kommende århundreder vil mennesker finde alt det hos Martinus, der tæller, selv om han da ikke mere er her i sin fysiske krop, der nu er 80 år gammel. Vi, der har haft det som et led i vor skæbne, at vi fik lov til at møde Martinus og hans kosmologi, medens han skabte den her på det fysiske plan, kan tilegne os en tro og et håb, som kan være med til at holde os unge i sindet og overvinde tvivl og mismod, blandt andet også håbet om at møde hans kosmologi i kommende inkarnationer og straks føle os på bølgelængde med den. Vi møder den jo ikke blot for vor egen skyld, men for menneskehedens skyld. Da vil vi forhåbentlig blive i stand til at betale noget af alt det tilbage, som Martinus har beriget os med i dette liv. Han har jo ikke givet det specielt til os, men til den jordiske menneskehed. Mon ikke hver eneste af os - i alt fald når vi er kommet over den første begejstringsrus i vor glæde over det første møde med kosmologien - har følt, at der er lang vej igen for menneskeheden og for os selv. Kosmologien får os ikke til at tro - hvis vi da virkelig fatter noget af den - at vi er højtudviklede og snart får kosmisk bevidsthed. Der er lang vej målt med vort hverdagslivs målestok. Men samtidig klager vi over, at tiden går alt for hurtigt. Måske er det fordi vi inderst inde fornemmer, at vi ikke anvender den rigtigt, at vi på en måde spilder vor tid. Men Martinus lærer os også, at man ikke spilder tiden, for man kan ikke spilde noget, der er en erfaringsdannelse. Martinus kalder det også "et åndeligt rum". Også den såkaldte "spildte tid" giver os erfaringer (bl. a. om, hvad vi ikke mere har lyst til at anvende energi på), og disse erfaringer lærer os at udfylde tiden eller vor bevidstheds åndelige rum med helt nye erfaringer. Det er jo bl. a. det, der har ført hver eneste af os i berøring med Martinus verdensbillede. Der lærer vi bl. a., at der også skal tålmodighed til, tålmodighed både med os selv og andre. Og er der noget, man uvilkårligt beundrer, når man lærer Martinus at kende, er det hans uendelige tålmodighed.

Vi har givet Martinus en fødselsdagsgave for at markere en milepæl på hans fysiske livsbane. Men det er jo ikke meget i forhold til det, han har givet os. Derfor er det godt at vide, at vi har mulighed for at give ham en anden gave, som ikke specielt gælder hans person, som han selv fortæller os ikke betyder så meget, men som gælder hans livsværk. Vi kan forsøge at forene hans analyser så meget med vort daglige liv, at nogle små talentkerner føres med over i næste inkarnation. I den betydning er vi alle medarbejdere. Og vi vil efterhånden kunne blive bedre medarbejdere. Vi har alle en fysisk alder, og vi kan af og til føle os gamle, men heldigvis føler vi også til tider, at alderen ikke har magt over os. Martinus har ikke blot gennem sine analyser, men også gennem sin væremåde vist os det evige liv, som er uden alder. Han har givet os mulighed for at overvinde tvivl og mismod - ikke ved blåøjet sentimentalitet - men gennem forståelsen af, at hele verdens udvikling frem mod menneskelig lykke ligger gemt i os selv, og at vi med Guddommens hjælp vil kunne overvinde mørket og forvandle livet på denne klode. Vi har fået et verdensbillede som gave. Vor gave til gengæld vil da være at udføre teorierne i praksis nu og i kommende liv. Og vi må gøre, som Kumbel i få ord har sagt det: