Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Som man vil huske fra min forrige artikel, hvor jeg i store træk gennemgik Martinus symbol "Vejen mod Lyset", var den femtakkede stjerne med trekanten indeni udtryk for den bevidsthedstilstand, som han har kaldt kosmisk bevidsthed, og som vi alle er på vej til at udvikle os til. Der har gennem tiden eksisteret en del mennesker på jorden, som har været i besiddelse af et sådant klarsyn, men disse verdensgenløsere, som Martinus benævner dem, har altså alle været forløbere eller pionerer for en kommende verdensomspændende åndskultur, hvis fornemste kendetegn er næstekærlighed og tolerance.

Det er ud fra denne særlige sindstilstand, der som nævnt beror på det levende væsens evne til at benytte tilværelsens højeste grundenergi, intuitionsenergien, at Martinus har skabt sit verdensbillede, som han har formået at synliggøre i sine symboler og klarlægge for tanken i den lange række bøger, der er udgået fra hans hånd. Og det er den samme - for gennemsnitsmennesket i vor tid - næsten helt ufattelige evne til at gennemskue livets inderste væsen, der satte Jesus i stand til på sin måde at tolke tilværelsens evige love for datidens mennesker. Hans "symboler" var lignelser, dvs. enkle, klare fortællinger med en symbolsk pointe; men han var klar over sine tilhøreres begrænsning og gav da også udtryk for, at der var ting, der var forbeholdt "kommende slægter", og som det ikke kunne nytte, han ville prøve at indvie dem i. Men gennem selve sit liv, sit eksempel, kom han til at stå som den største eksponent for en livsindstilling, der stod i lysende kontrast til den hadets og hævnens verden, som han var kom-

Der har, som jeg tidligere har været inde på, været mange andre store indviede, der har været åndelige førere for menneskeheden på forskellige tidspunkter, og som har været medarbejdere i den gigantiske, universelle verdensplan, hvis mønster nu så småt begynder at blive synligt for mange tænkende mennesker, såvel i Vest som i Øst. Men fælles for alle disse lederskikkelser af virkelig åndeligt format har det været, at deres indflydelse og virke byggede på den autoritet, som de på grund af deres høje viden udøvede over deres tilhængere.

Autoritetstroens dage synes imidlertid at være talte. Overalt rejser de intellektuelle unge oprørsfanen og nægter at godtage de fra fædrene overleverede "sandheder" eller at indordne sig under nedarvede regler og forestillinger. Studenter vil have medbestemmelsesret med hensyn til, hvorledes deres studier skal lægges til rette. Arbejderne vil have indflydelse på fabrikkernes ledelse og produktionsgang. Men det er ikke blot på alverdens universiteter, at man laver sit-down-strejker; unge demonstranter, hvide og farvede side om side, marcherer i protestoptog med plakater med flammende inskriptioner gennem gaderne i alle verdens store byer.

Til kamp imod racediskrimination, krig og militarisme, imod forældede fordomme og systemer. Ja, helt ned i skoleungdommens rækker mærkes dønningerne fra dette opgør med en svunden tids hævdvundne normer. For også lærerens - for slet ikke at tale om præstens - autoritet er rokket.

I en artikel for nogen tid siden i dagbladet Politiken kunne man læse om en lærer i et fjernt U-land, der søgte at få nogle tal og bogstaver ind i hovedet på sine små elever. Men en morgen kom de og fortalte, at de i fjernsynet havde set billeder fra en Apollo-rejse til månen, og det ville de gerne høre noget mere om. Læreren svarede: "Jeg ser ikke fjernsyn, så det ved jeg ikke noget om. Nu må vi tage fat på ABCen. Det er vort arbejde".

Man kan forestille sig de små elevers berettigede skuffelse. Børn og unge i dag er langt mere livsnære, logiske og videbegærlige end den generation, der var børn eller unge i trediverne og fyrrerne. Og samtidigt har fjernsyn og radio ligesom sprængt alle rammer i vort uddannelsessystem, idet de har skabt muligheder for at nå ud til alle mennesker, uanset hvor de bor. Videnskaben regner med, at i 1975 kan 5-6 faste TV-satellitter dække hele verden! Er det mærkeligt, at disse forhold tvinger alle, der er opdragere, lærere, forældre, til en mere åben og mindre traditionsbunden indstilling, og stiller krav til alle og enhver om at uddanne sig videre og følge med hele livet igennem? De nye generationer lader sig i al fald ikke spise af med et: "Det ved jeg ikke noget om!"

Det er ikke mærkeligt, siger Martinus, at udviklingen accelererer med den fart, den gør. Ungdomsoprøret har dybere kosmiske perspektiver, end man i almindelighed forestiller sig. For fra generation til generation inkarnerer tidligere tiders mennesker berigede med smerteerfaringer, der gør dem til de fødte fortalere for en mere humanistisk linie i alle menneskelige forhold. Og spørger man derfor, hvad det er, der gør, at så mange unge i dag demonstrerer imod krigen, eller hvad grunden er til, at velfærdsstatens ensrettede, automatiserede og vanebundne livsmønster forekommer dem at være en ørkenvandring, så er svaret fra Martinus side det ganske enkle: De unge, der i dag opponerer imod vold og uret, har selv på deres egen krop erfaret krigens grusomhed. Det er de faldne soldater, "heltene" fra to verdenskriges rædsler, det er ofrene fra koncentrationslejrene og gaskamrene, det er de lemlæstede civile under ruindyngerne i verdens storbyer, der er født på ny. Når man dør ung, inkarnerer man hurtigt igen, siger Martinus. Og Forsynet har maget det så viseligt, at man ikke husker noget af alt det forfærdelige, man har været igennem. Man kommer tilsyneladende til verden som et ubeskrevet blad.

Men også kun tilsyneladende. For dybt i det lille barns bevidsthed lever erindringerne om den angst og rædsel, som han eller hun har været ude for i det forrige liv. Og skønt det kan ske, at visse ydre begivenheder kalder vage og for barnet og dets forældre helt uforklarlige angstreaktioner frem, er det normalt sådan, at ingen af disse erindringer kommer op over barnets dagsbevidsthedstærskel; det leger sig lykkelig gennem barndommen, men når det kommer til, hvad man kalder skelsår og alder, overrasker det ofte sine omgivelser ved en klar stillingtagen imod alle former for vold og brutalitet, ved en instinktiv uvilje imod at gøre noget levende fortræd. Ingen smerteerfaringer er således gennemlevet forgæves: af de bitre, men glemte erindringers sorte jord spirer den nye menneskeligheds skønneste blomster frem.

Jeg nævnede før, at det kunne ske, at et barn kom ud for tildragelser, der på en eller anden måde gav genklang i dets underbevidste erindringsverden og kunne fremkalde angstreaktioner. Det har jeg personligt oplevet. Da min ældste søn, som nu er 35 år gammel, var ca. halvandet år, opførte han sig af og til på en måde, som min kone og jeg ikke kunne lade være med at undre os over. Han havde for længst lært at stavre omkring, men kunne endnu kun udtrykke sig på pludrende barnesprog, iblandet forskellige forståelige "voksenord", som han havde lært sig. Der var absolut ikke noget, der tydede på overdreven følsomhed eller nervøse anlæg i drengens daglige opførsel, men når han hørte et pludseligt knald nede fra gaden, f. eks. fra en bilmotor, der satte ud, kastede han sig ned på alle fire og forsvandt ind under det nærmeste bord - i dækning. Og det gentog sig temmelig tit i en vis periode, indtil vi fik gjort ham begribelig, at der ikke var noget at være bange for. - Ved en bestemt lejlighed sad min kone i et temmelig mørkt hjørne af vor dagligstue og havde netop taget en af disse store, mørkviolette katrineblommer i munden, men uden at gøre andet end at gabe over den, da drengen kom ind fra en anden stue. Ved synet af sin mor satte han i et skrig og gav sig derefter til at græde utrøstelig. Han blev først rolig, da hun flere gange havde vist ham blommen og forklaret ham, at der ikke var noget i vejen, men at det var noget, man kunne spise. Men han kunne stadig ikke lide, at hun sad med den i munden på den måde, som hun først havde gjort, da han kom ind.

Jeg havde på det tidspunkt lært Martinus tanker om reinkarnationsprincippet at kende, og det var for mig derfor en nærliggende tanke, at min søns måde at opføre sig på ved disse lejligheder kun kunne skyldes ubevidste angstreaktioner. Jeg har kendt en gammel frontsoldat, der reagerede på en ganske lignende måde, som min lille søn gjorde. Bedst som vi gik og talte fredeligt sammen på en landevej, kunne det ske, at han fór i dækning i den nærmeste grøft, hvis der pludselig hørtes en eller anden uventet høj lyd i nærheden. Men i næste øjeblik dukkede han slukøret frem og kravlede op af grøften med et lidt genert smil, mumlende noget om, at jeg måtte undskylde, men han kunne altså ikke gøre for det. Det var simpelthen noget, der var gået ham i blodet som en vane.

Professor Ian Stevenson, hvis videnskabelige undersøgelser af børn, der hævder at kunne huske deres tidligere liv, som jeg omtalte i min forrige artikel, skriver i et brev til mig, at han har adskillige eksempler på børn, ja endog spædbørn, der har vist en tydelig angst for flyvemaskiner. Det ytrede sig på den måde, at når en flyvemaskine fløj hen over hovedet på dem, krøb de skælvende sammen og gav sig til at græde. Det er særligt bemærkelsesværdigt, at i to af disse tilfælde udtalte børnene, da de blev så store, at de kunne tale, at de var bange for flyvemaskinerne, fordi der var blevet skudt på dem fra dem, øjensynligt i en tidligere tilværelse, da forældrene kunne bevidne, at deres børn ikke havde været ude for noget, der kunne fremkalde den slags forestillinger hos dem.

Man kan ryste på hovedet, når man læser den slags, og sige, at det måske nok lyder meget spændende, men for det første er det ejendommeligt, at hvis man virkelig har levet før, at man så ikke kan huske det mindste af sin tidligere tilværelse, og for det andet kan det med fuld ret hævdes, at der, når talen er om reinkarnation, er spillerum for både svindel og fantasi. Man hører nemlig næsten altid kun om mennesker, der påstår, at de har været noget stort i deres forrige liv, aldrig om småfolk eller kæltringer! Og man kan endelig indvende, at skulle man virkelig have nytte af at blive født her på jorden igen, måtte det da være sådan, at man kunne undgå at begå de samme dumheder i det nye liv, som man begik i det tidligere. Hertil kommer, at der både i de vestlige lande og i Østen hersker en hel del overtro med hensyn til reinkarnation eller genfødelse, idet man hører de mærkeligste påstande om, at man kan komme igen som en mus, en abe eller en elefant osv.

Hertil svarer Martinus, at det naturligvis er uden enhver forbindelse med virkeligheden, at man skulle kunne fødes på ny som et dyr, altså på et lavere trin af udviklingsstigen. Naturen selv viser jo, at udviklingen altid går fra laverestående væsener til højere. Vi ved f. eks., at barnet i moders liv gennemløber en hel række stadier, der afspejler denne udvikling. Her er faktisk tale om et repetitionsprincip, der ytrer sig på den måde, at fostret passerer alle de trin, som det levende væsen bag det lille ufødte barn igennem utallige tidligere tilværelser som plante- og dyrevæsen har gennemlevet. Og af særlig interesse er det, at denne repetition fortsætter, efter at vi er født til verden på ny: Op gennem barneårene repeterer vi de mange forskellige trin, vi har stået på i vore tidligere liv, indtil vi, når vi er fuldt fysisk og psykisk udviklede, har fuldendt repetitionsrækken og nu står på det trin, vi var nået til, da vi sidst døde! Det er jo bl. a. en af grundene til, at man som ganske ung kan svinge meget fra det ene år til det næste, både med hensyn til interesser og smag, i forholdet til sine omgivelser osv. For her passerer man jo i meget hurtigt tempo de nærmest foregående livs ofte ret kontrastrige indhold. Og man kan også i dette repetitionsprincip finde en forklaring på, at langt de fleste drenge i en vis tidlig periode af deres barndom er store slagsbrødre og langt mere krigeriske og voldsomme i deres udfoldelse, end de nogen sinde senere bliver det i deres liv. Det er ganske vist leg, og man kan sige, at de lærer en del af det, de ser og hører i de voksnes verden, men børn kan også udvise en ubevidst grusomhed, som f. eks. når de piller vingerne af insekter. Eller som den franske forfatter Victor Hugo skildrer i en af sine noveller, hvordan han oplevede, at nogle halvstore drenge for morskab stak øjnene ud på en frø med en stok. Man kan naturligvis påvirke børn i humanistisk retning gennem opdragelse og miljø; man kan lære dem, at sådan noget skal man ikke gøre, men man behøver altså ikke at undre sig, hvis en ellers tilsyneladende fredelig lille fyr pludselig en kort overgang skulle vise sådanne tendenser.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvad glæde man har af at leve flere liv, når man ikke kan huske, hvad man tidligere har oplevet, siger Martinus, at ethvert levende væsen foruden sin fysiske organisme har et evighedslegeme, hvori alle dets oplevelser, erfaringer og færdigheder indgår og opbevares, og dette evighedslegeme virker mere præcist end nogen datamaskine, idet det er forsynet med visse kraftcentre, som Martinus har givet betegnelsen talentkerner. Disse talentkerner rummer således essensen af alle individets erfaringer og er i virkeligheden bærere af det levende væsens personlighed, dets udviklingstrin. Uden at kunne gå i detaljer med hensyn til den geniale "teknik", der ligger til grund for disse talentkerners funktion, kan jeg nøjes med at sige, at ligesom en computer, der er fodret med bestemte oplysninger, kan give svar på det, der er indgået i maskinen, den såkaldte "feed-back", sådan kan evighedslegemet opbevare alle indtryk og ved menneskets reinkarnation være med til at præge den nye lille krops centre under fostrets opbygning, allerede fra den første spæde begyndelse i moders liv. Hjernecentrene for syn, hørelse, tale, tænkning, bevægelse osv. - og ligeledes formeringscellernes gener og kromosomer - er således en slags "gennemslag" eller "kopier" af talentkernerne, og det er forklaringen på, at selv om man ikke bevidst kan genkalde sig sine erindringer fra tidligere liv, har disse erfaringer alligevel efterladt deres spor, så de i bestemte situationer virker som en slags "faresignal". Der er altså virkelig noget om, at man lidt efter lidt tilegner sig evnen til at undgå at begå de samme fejl og dumheder.

Men det er vel at mærke noget, man ikke først og fremmest lærer ad intelligensmæssig vej, men nok så meget gennem de lidelser og ubehageligheder, man har været ude for, og som gennem denne "erindringsoplagring" forstærkes fra liv til liv, indtil man har "lært sin lektie". Det er jo, som jeg tidligere har berørt, en stor velsignelse, at man ikke kan huske enkeltheder fra sine forrige liv; dels ville det jo belaste ens bevidsthed, så der ikke var plads for nye indtryk, og dels ville det jo formørke ens livssyn, hvis man skulle blive ved med at gemme på alle de lidelseserfaringer, man i livenes løb har været igennem.

Når der derfor faktisk findes mennesker - i særdeleshed børn, lader det til - der er i stand til at huske noget af det, de i en tidligere tilværelse har oplevet, må dette betragtes som unormalt, hævder Martinus. Det samme gælder de såkaldte "vidunderbørn", som videnskaben ikke kan give nogen forklaring på, men som historien frembyder et væld af eksempler på. Jeg behøver bare at minde om et af de mest velkendte, nemlig Mozart. - For nylig læste jeg om en lille pige fra Flensborg, Jutta Hempel, som lærte at spille skak af sin far, da hun var tre år. Da hun var fem, spillede hun mod en kendt tysk mester, og hun havde spillet mere end 40 træk, før det lykkedes ham at slå hende. To år senere vandt hun over en kendt skakspiller, dr. Lauterbach, og blev samme år juniormester for Flensborg. Hun har 12 gange været fremme i tysk fjernsyn. Også vor hjemlige skakekspert, Jens Enevoldsen, har prøvet en dyst med hende, og han lægger ikke skjul på sin beundring for den lille piges usædvanlige begavelse.

Nu vil der jo som altid i den slags tilfælde være skeptikere, der mener, at hun simpelt hen har lært en hel del åbningsteknik udenad, som hun så kan benytte. Men man behøver ikke at kende meget til skak for at vide, at det kan ikke forklare hendes genialitet, og selv om det virkelig var tilfældet, ville det i sig selv tyde på evner langt ud over det almindelige. Jutta er ikke det eneste tilfælde på skakområdet; der har tidligere været ikke mindre end fem skak-vidunderbørn.

Men selv om sådanne tilstande må regnes for unormale, må man være glad for, at de findes, for det er ofte netop gennem et studium af det unormale, at man kommer på sporet af det normale, eller sagt med andre ord: af lovene. Dermed være ikke sagt, at ethvert unormalt tilfælde, f. eks. kan tages til indtægt for reinkarnationstanken. For det er klart, at intet i den grad appellerer til folks fantasi eller sensationstrang. Men jo flere ægte tilfælde, man finder, der kan underbygges med et vidnefast bevismateriale, jo større bliver sandsynligheden for, at videnskaben en skønne dag kan slå fast, at reinkarnation må betragtes som en videnskabelig kendsgerning, og at menneskets udødelighed dermed er bevist. Og der er unægtelig meget i dr. Stevensons bog, der tyder på, at den dag måske ikke er så fjern endda.

Martinus nærer selv den største tillid til videnskaben, selv om han ikke lægger skjul på, at den endnu befinder sig på et ret elementært stadium, målt med, hvad den i fremtiden vil kunne nå. Han omtaler videnskaben som den friske søluft, der vidner om havets nærhed. Og et andet sted siger han, at den er en overordentlig stor og vigtig faktor, uden hvilken åndsvidenskaben aldrig ville komme til at sætte helt fuldkomne blomster eller frugter (Livets Bog, I. del, side 272, stk. 230).

Og her er vi tilbage ved vort udgangspunkt: De kommende generationer - og det gælder også i nogen grad vor egen - ønsker kendsgerninger. Mennesker vil fra nu af have vanskeligere og vanskeligere ved at tro på noget, blot fordi en eller anden står frem og siger, at sådan og sådan forholder det sig! - Martinus åndsvidenskab eller kosmologi bygger da heller ikke på tro. Hans analyser af verdensaltet er i grunden en slags "facitlister", der giver os den sikkerhed, at "regnestykket faktisk går op til sidst", men det overlades til os selv at gøre vore erfaringer - eller med andre ord: "at lave alle mellemregningerne".

Denne trang til selv at tænke, selv at finde ud af, hvad det hele drejer sig om, er tegn på, at menneskeheden er på vej til at blive "voksen". Men det er jo en kendt sag, at det kan være en både meget besværlig og smertefuld proces, og alt tyder på, at menneskehedens vej ud af dens "åndelige pubertetsstadium" ikke danner nogen undtagelse fra denne regel. Det er denne vej, jeg har kaldt "en ørkenvandring", og vi befinder os alle på forskellige stadier af denne vandring. Men hvad enten vi er unge eller gamle, og hvad enten det er ensomhed, kedsomhed, sygdom eller alderdom, der får tiden til at synes ulidelig lang, eller vi pines af den åndelige tørke, som indtræder, når "troens kilder" holder op med at springe, er det en trøst at vide, at vi ikke helt er overladt til os selv, men at andre kan og vil hjælpe os, ligesom vi kan lette de andre på vejen fremad.

Og har man først fået fat på den tanke, kan man pludselig en dag føle, at nu er man ved at være i ørkenens udkant. Alene det, at man kan skimte vej og sti og se, hvor andre har gået før én, er en stor hjælp. Da forvirres man ikke længere af illusionernes luftspejlinger, men begynder at se, at vort liv ikke altid skal forme sig som en ørkenvandring. For da vil det lyde til os, som det lød til israelitterne, da Moses førte dem gennem Sinaiørkenen på flugt fra Ægypten, og det fortælles, at Gud talte til Moses med høj røst og sagde: "I har set, hvad jeg gjorde ved ægypterne, og jeg bar jer på ørnevinger og lod jer komme til mig."

Og så vil vi i resten af vort nuværende liv - og i de kommende liv - stærkere og stærkere føle, at vi bæres på ørnevinger, og selv om det undertiden kan svimle for os, som de begyndere i ØRNEFLUGT vi er, vil livets sande lykke have begyndt at holde sit indtog i vore tanker og vort hjerte.

 

Der er en ufuldendt sætning på side 183 i det oprindelige Kosmos, og det er den så også her. Beklager!