Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Den jordmenneskelige tilstand forekommer i stor udstrækning som "mørke". Dette mørke udgør "syndefaldets" eller den dyriske manifestations resultat i første instans for jordmennesket. I anden instans bliver dette resultat af en dybere natur, idet det udvikler kendskab til "godt" og "ondt". "Syndefaldet" udgør således i sin dybeste eller kosmiske analyse "nydelsen af kundskabens træ på godt og ondt". Da "syndefaldet" jo er det samme som at manifestere sig i kontakt med det dyriske livsprincip, bliver nævnte princip her synligt som identisk med "kundskabens træ". At manifestere "magt i stedet for ret", "hellere at tage end at give", at leve efter dette: "Enhver er sig selv nærmest", eller andre former for udslag af det dyriske livsprincip vil således være identisk med de "æbler", som fra og med skabeprincippets lyse udstråling blev en "forbuden frugt", hvis nydelse indenfor nævnte princips begyndende område har "uddrivelse" fra den form for harmoni og lykke til følge, på hvilken dyreriget er baseret.

Dyreriget er således den "paradisets have", af hvilken det vordende menneske må "uddrives". Men denne "uddrivelse" er ikke nogen "straf", men fremtræder derimod som det højeste udtryk for en bag alle foreteelser fremtrædende evig kærlighed. Og ud fra denne kærlighed betinger lige så evige love, at de levende væsener må føres fremad og opad, må opleve skønnere og skønnere former for tilværelse. Og for at få de væsener, der levede i den dyriske harmoni og lykke eller den dyriske "paradisets have" til at forlade denne tilstand, for at forhindre, at de samme væsener ikke blev udelukket fra denne vækst opad mod større lys og fuldkommenhed, eksisterede der ikke noget andet middel end netop dette - at lade et højere riges stærkere lys begynde at skinne ind i dyreriget. Dette højere rige udgør "det rigtige menneskerige", og dets ind over jorden strålende lys vil altså være at genkende som den mod "Adam" og "Eva" rettede "guddommelige Faders røst" eller den lyse udstråling fra "det guddommelige skabeprincip".

Overfor et stærkere lys vil et svagere lys mere eller mindre være udtryk for mørke. Således må dyrerigets lys eller bevidsthedsform overfor det stærkere menneskeriges lys eller bevidsthedsform forekomme som mørke eller ufuldkommenhed. Og i samme grad som væsenerne begynder at fornemme eller opleve menneskerigets bevidsthedsform, bliver denne et ideal for samtlige individer, og i samme grad vokser deres længsel mod dette rige, ligesom de i tilsvarende grad får antipati mod den dyriske bevidsthedsform. Da denne længsel og antipati fremtræder som den udløsende basis for de samme væseners forvandling fra dyr til menneske, og denne forvandling er det samme som "uddrivelsen af paradiset", vil nævnte uddrivelse i virkeligheden ikke være nogen uddrivelse, men kan udelukkende kun ske på basis af væsenernes eget ønske og fri vilje. Det mørke, som denne forvandling eller "uddrivelse" afstedkommer, er heller ikke nogen "forbandelse", men er derimod i sin kosmiske analyse at betragte som identisk med den undervisning, der skal berige individet med de kvalifikationer, der sætter det i stand til at leve så meget i kontakt med det rigtige menneskeriges love, at det senere kan fødes som en af dette riges egne væsener, kan fremtræde som "det guddommelige menneske".

At denne "undervisning" undertiden er af smertelig natur, har jo kun sin rod i, at den kosmisk set også må virke som "faresignal". Den er "en klokke, der ringer", når individet er på afveje, og jo mere individet bryder af fra den naturlige vej, desto stærkere "ringer" den. Al smerte i verden, både fysisk og sjælelig, udgør således kosmisk set væsenernes største beskyttelsesmiddel. Den er et skærmende gelænder, der værner individet fra at falde ned i en evig døds afgrund. Uden på basis af smerte ville intet individ kunne opretholdes i en evig tilværelse. Ingen væsener ville nogen sinde kunne bringes tilbage fra afveje, men fortsætte ad disse, hvilket igen ville være det samme som en evig stilhed, thi uden smerte ingen kontrast til livet, og uden kontrast ingen manifestation, ingen vej til fuldkommenhed, ingen udvikling, ingen oplevelse af tilværelse, men en altomfattende ligevægt ville forhindre enhver form for bevægelse. En evig død ville være herre over livet. Men takket være smerten er det modsatte en kendsgerning. Livet er herre over døden, og smerten er en guddommelig velsignelse.

Smerten viser vejen til Gud, til sandheden og livet.

Citat fra LIVETS BOG I, side 83, stk. 84, 85 og 86.