Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Lad os engang kaste et blik på omstående symbol af Martinus, som han kalder "Vejen mod Lyset". Jeg må dog allerførst forudskikke den bemærkning, at symbolet egentlig burde være vist i farver, sådan som det oprindeligt fremtræder i Martinus værker (se Livets Bog, 1. del, side 296 og Det evige Verdensbillede, Bog I, side 22), og hvor det - både skønhedsmæssigt set og hvad selve symbolikken angår - giver et langt rigere og anderledes facetteret billede af det, han vil illustrere gennem dette symbol. Det ville unægteligt være ønskeligt, om det med tiden kunne lade sig gøre at gengive Martinus symboler i farver her i bladet. En virkelig forståelse af symbolikken er nemlig umulig uden kendskab til den brug af solspektrets syv farver, som Martinus benytter bl. a. til illustration af de syv grundenergiarter i tilværelsen, og som han benævner INSTINKTENERGI, TYNGDEENERGI, (eller EKSPLOSIONSENERGI), FØLELSESENERGI, INTELLIGENSENERGI, INTUITIONSENERGI, HUKOMMELSESENERGI - og, som en slags "fællesnævner" for disse seks, hvad han kalder MODERENERGIEN.

Det til fuldkommenhed "synkroniserede" og evigt vekslende samspil mellem disse grundenergier, der altså ligger bag ved alle andre inden for naturvidenskaben kendte former for stof- og energiforekomster, og som ydermere ligger til grund for selve livsoplevelsen som sådan, er det atter og atter gentagne grundmotiv i alle Martinus symboler. Det er selve tilværelsens inderste struktur, set i skiftende aspekter, han således bringer i fokus for os.

Det gælder også det her omtalte symbol, men når jeg alligevel drister mig til at gå ud fra en ren sort-hvid gengivelse af det, er det, fordi jeg mener, at selv i denne "afblegede" form formår symbolet at afspejle en hel del af dets oprindelige skønhed og tjener samtidig sit egentlige formål i denne sammenhæng, nemlig at skabe et visuelt helhedsindtryk, en synliggørelse for øjet af det indbyrdes forhold, der eksisterer mellem nogle af livets grundprincipper. Det er netop denne måde at anskueliggøre ikke-fysiske realiteter på, der i al sin geniale enkelhed gør det muligt for den, der ikke er trænet i abstrakt tænkning, at forstå Martinus fortolkning af de dybeste problemer i tilværelsen.

Men tilbage til symbolet. Det, der straks fanger øjet og dominerer billedet, er den kegleformede, tredelte figur, der fortaber sig perspektivisk bagud og ligeledes må formodes at fortsætte fremefter ud over symbolets rammer. Og sådan forholder det sig også, siger Martinus. Det, vi præsenteres for her, er kun et udsnit af det vældige udviklingspanorama, som hele livet i sig selv udgør, men det er ikke noget tilfældigt udsnit, for det giver os lige netop baggrunden for at forstå, hvor vi står i dag.

Men hvad er det for en udvikling, der her er tale om? Det drejer sig om en udvikling i en langt større målestok end den, man sædvanligvis anlægger, når man bruger dette ord. Hvis vi nemlig følger figuren fra symbolets yderste venstre hjørne og frem til den første lille stjerne, vil vi have tilbagelagt adskillige årmillioner i tid, og vi vil stadig væk ikke være nået længere end til mineralrigets grænse, som netop markeres ved den omtalte stjerne. Næste afsnit af keglefiguren, der ligeledes omfatter umådelige tidsrum, frem til stjerne nr. 2, der er noget større end den foregående, repræsenterer planteriget, og herfra og frem til den lodrette linie, der går midt ned gennem keglefiguren, har vi det egentlige dyrerige.

Fra denne lodrette linie og næsten op til det felt, der markeres ved en femtakket stjerne med en trekant indeni, har vi det stykke af vor evige udvikling, som jeg har karakteriseret som en "ørkenvandring". For det er vor egen zone, der ligger i naturlig forlængelse af det egentlige dyrerige, som det i virkeligheden er en del af, så sandt som vi både biologisk og i vor mentale verden har vore dybe rødder i dette rige.

Øverst på symbolet ses også en del af jordkloden, og fra den udgår der, både til venstre og til højre, en linie, hvorved et bestemt stykke af keglefiguren afgrænses, og det er jo netop hele vor fysiske verden, sådan som vi oplever den på vor klode. Neden for keglefiguren på højde med jordkloden har vi en femte stjerne, også med en trekant indeni, og denne stjerne symboliserer videnskaben, ligesom den "lyskaster", der udgår fra stjernen bagud, betegner den evne, som videnskaben har, til at belyse alt, hvad der ligger bag mennesket i udvikling, mineraler, planter, dyr og mennesket selv, i al fald hvad dets fysiske struktur angår. Det vil med andre ord sige, at videnskaben, som først og fremmest arbejder med en ren intelligensenergi, endnu stort set kun beskæftiger sig med den materielle verden, dvs. hvad der kan måles og vejes. Hvad der ligger uden for dette felt, f. eks. hvad der ligger forud på vejen mod lyset, lader sig endnu kun glimtvis ane. Dette symboliseres ved den lille stråle, der udgår fra videnskabens stjerne i retning fremefter mod højre. Her har vi det område, som under ét kan betegnes som filosofi, altså menneskets forsøg på ad ren tankemæssig vej at finde en eller anden logisk forklaring på livet. At strålen er fremadrettet, symboliserer jo det forhold, at det, man her prøver at undersøge, ikke sådan lader sig veje og måle: det drejer sig jo ikke blot om den højest udviklede del af menneskets verden, men om det, som denne verden grænser op til, og som på symbolet er repræsenteret ved de yderste fire aflange felter i keglefiguren, altså et rige, der ligger lige så naturligt i forlængelse af og over jordmenneskets og dyrets zone, som denne ligger over planteriget og dette igen over mineralriget.

I rumfartens århundrede falder det i grunden ikke så usandsynligt at forestille sig, at et sådant "rige" skulle eksistere, for vor åndelige horisont udvides jo stadig. - For fire hundrede år siden levede filosoffen og opfinderen Galilei; han var samtidig også fysiker og astronom, og han kæmpede bl. a. for den tanke, som allerede Kopernikus havde udkastet, nemlig at solen - og ikke jorden - var verdens midtpunkt! - I dag ville man næppe regne det mælkevejssystem, som vort solsystem er en ubetydelig lille del af, for "verdens midtpunkt", og den tanke forekommer sikkert ikke selv nøgterne rumfartsvidenskabsmænd særlig fantastisk, at man på andre kloder i universet kunne komme i kontakt med menneskeheder, der i udvikling ligger langt over os.

Det er imidlertid ikke så meget Galileis indsats som naturforsker og astronom, der bevirker, at jeg omtaler ham her; det giver naturligvis et vist perspektiv i vor opfattelse af, hvor hurtigt udviklingen på det intelligensmæssige område er gået i de sidste århundreder. Men af større interesse er det at hæfte sig ved den filosofiske livsanskuelse, Galilei gav udtryk for, da han i de sidste år af sit liv var fange hos inkvisitionen. Han siger: Filosofien er skrevet i denne umådeligt store bog, universet, som altid ligger åbent for vore øjne, men man forstår ikke denne bog, før man har lært sig det sprog og de bogstaver, hvormed den er skrevet.

Det er fire hundrede år, siden disse ord blev nedskrevet, men vi kommer ikke uden om, at den sandhed, de rummer, er lige aktuel i dag. Martinus udtrykker omtrent det samme, når han siger, at sandheden ligger lige for øjnene af os, vi stirrer lige ind i den, men vi har blot ikke evner til at opfatte den på helt rigtig måde endnu. - Hvad er da det, vi mangler for at kunne se livet, som det virkeligt er, kan man spørge? Og her må jeg minde om den konklusion, som Simone de Beauvoir kom til med hensyn til, hvordan forholdene gøres acceptable for de gamle, for det gælder nemlig ikke blot for vort forhold til de gamle, men til alle mennesker. Hun sagde: "Det er hele mennesket, det er nødvendigt at genskabe, alle forhold menneskene imellem...".

Hun rører her ved noget meget centralt, for vi mennesker er jo ikke blot intelligensvæsener. Det er ved hjælp af vor intelligens, at vi har bygget det velfærdssamfund, som på så mange måder fungerer så utilfredsstillende, som vi har set. Men det intelligenskolde selvoptagne nutidsmenneske må "genskabes", ja, forfatterinden siger endda: hele mennesket, og heri ligger der jo en tydelig erkendelse af, at der er en anden side af mennesket, som måske har knapt så gode vækstvilkår i vor fortravlede verden, nemlig det, der giver sig udtryk i begrebet menneskeværd, og det er ikke noget, man spørger så meget efter - nej, hvad er hans eller hendes intelligenskvotient? Det er noget, der tæller.

Og dog er der en modgående tendens, og den bliver mere og mere udpræget. Den giver sig f. eks. udslag i en voksende forståelse af betydningen af det, man kalder et godt arbejdsklima i en moderne virksomhed. Man taler og skriver også meget om begrebet trivsel, i skoler, på arbejdspladser, i gruppefamilier osv. - kort sagt overalt, hvor mennesker er tvunget til eller har valgt at leve og arbejde sammen i en kortere eller længere tid af døgnet. Det er noget af den samme tendens, der gør sig gældende, når hippier og blomsterbørn, og hvad man nu ellers kalder dem (de kaldes også "de smukke mennesker", måske på grund af det blide udtryk i øjnene, som er typisk for hip-typerne), kommer sammen. Hvad enten man føler sig forarget over denne gruppe unges afslappede forhold til penge, til regelmæssigt arbejde eller en regulær uddannelse, eller man forsøger at forstå den ganske særlige form for idealisme, der i mange tilfælde ligger til grund for denne livsform, så må man erkende, at blandt disse unge i deres orientalsk-udseende tøj med deres vandpiber, røgelse og andre østerlandske effekter, deres interesse for macrobiotisk kost og afstandtagen fra alt, hvad der ligner statussymboler - er det mennesket, der er i centrum, det enkelte menneske med dets længsler og drømme, dets trang til at få lov til at leve, ikke bare fungere. At også disse unge ofte føler tilværelsen som en ørkenvandring, er rigtigt, men der er tegn i sol og måne, der tyder på, at de en skønne dag i en ikke så fjern fremtid vil have lagt ørkenen bag sig, og at den asketiske livsførelse, som en del af hippierne bevidst dyrker, også vil ramme den nedbrydende hash-rygning. Flere og flere vil da lade piben ligge og leve videre med den følsomhed og udvidede erkendelse, som hashen virkelig synes at have hjulpet en hel del af dem til.

Jeg kommer tilbage til spørgsmålet om, hvad det er, vi mennesker mangler for at kunne se livet, som det virkeligt er. Jeg har allerede peget på begrebet følsomhed som noget essentielt, og her vil jeg igen bede læseren se på symbolet: Lige foran den lodrette linie, som danner skillelinien mellem den egentlige del af dyreriget og den del, som vi jordmennesker tilhører, ses en ganske lille stjerne, som vi endnu ikke har talt om. Den repræsenterer noget, der ligger dybt i os alle, selv om det i mange kredse ikke er "god tone" at ville vedkende sig dets eksistens. Martinus kalder det "det religiøse instinkt", og det ligger til grund for menneskets evne til at tro - og dermed for dets mulighed for at lade sig lede uden i og for sig at kræve nogen fornuftsmæssig begrundelse for det, som det tror på. - Fra stjernen udgår der en stråle fremefter, og den symboliserer dette religiøse instinkts vækst lige fra de første primitive naturfolks religioner til vore dages religiøse trossamfund jorden over, der, hvor forskellige de end kan synes at være, alle bekender sig til forestillingen om én Gud.

Det, der er særligt medvirkende til det religiøse instinkts vækst, er imidlertid den del af vor bevidsthed, som vi kalder vort følelsesliv, og som jo netop lå til grund for de tendenser i vor tid, som jeg blandt andet under min omtale af hippierne var inde på. - Så længe vi endnu befandt os på udviklingstrin, der lå nær op ad dyreriget, som vi f. eks. må forestille os, at Neanderthalmennesket gjorde (det er ca. 126.000 år siden), var vort følelsesliv ret afstumpet; men under de hårde vilkår, vi op gennem tiderne har været underkastet i kampen for tilværelsen, er vor følsomhed blevet mere og mere skærpet. Martinus udtrykker det på den måde, at vort nervesystem simpelt hen har udviklet sig til en sådan grad af selektivitet, at vi nu så småt kan begynde at registrere og at korrespondere med højere og mere forfinede arter af følelsesenergi. Det har ikke blot givet sig udslag i, at vi under førerskab af forskellige religiøse lederskikkelser gennem årtusinderne har kunnet tilegne os stadig mere og mere fremskredne religionsopfattelser med voksende krav til vor tolerance, vor medfølelsesevne og vor selvbeherskelse; men det har også sat sig spor i en gennem tiderne langsomt stigende interesse for det skønne i tilværelsen, eller med andre ord for skabelse af kunst eller det, man med et moderne ord kalder "de musiske fag".

Når den stråle, der udgår fra den lillebitte stjerne, som vi kunne kalde "troens stjerne", er fremadrettet - til forskel fra den stråle, der udgår fra "videnskabens stjerne" og er bagudrettet - ligger der jo heri helt selvfølgeligt, at troen beskæftiger sig med det, der ligger foran os, det, der venter os hinsides døden. Som vi så, er det kun en ganske beskeden videnskabelig interesse, der ofres på dette felt, i form af forskellige former for filosofi. I denne forbindelse vil jeg dog gerne gøre opmærksom på, at interessen for en ren videnskabelig forskning på dette område er ved at vågne, hvad der blandt andet giver sig udslag i eksperimenter med parapsykologiske fænomener, dvs. sådanne, som ikke kan forklares ved de almindelige kendte fysiske love. Blandt de mest interessante af disse undersøgelser kan jeg nævne professor Ian Stevensons ret nyligt udkomne bog om børn, der påstår at kunne huske deres tidligere liv! Bogen hedder "Twenty Cases suggestive of Reincarnation" (Tyve tilfælde, der tyder på reinkarnation), den foreligger nu i dansk oversættelse og udkommer til efteråret. Professor Stevenson, der er doktor i psykiatri ved universitetet i Virginia i USA, har rejst over hele verden og har undersøgt flere hundrede tilfælde af sådanne mærkelige hukommelsesfænomener hos børn, og overalt er han gået systematisk frem og har efterforsket, hvorvidt de påstande, børnene fremkom med, havde noget hold i virkeligheden, og resultatet af hans undersøgelser har vist sig at være ganske overraskende: I praktisk talt alle tyve tilfælde kunne man nemlig konstatere, at disse børn, når man tog dem med hen til den by, hvor de hævdede at have levet i et foregående liv, ikke blot kunne genkende huse og gader og selv finde vej til deres tidligere hjem, men også kunne udpege deres tidligere slægtninge og nævne dem korrekt ved navn! - Det skal tilføjes, at man i hvert enkelt tilfælde tog de strengeste forholdsregler for at udelukke bedrag, og at dr. Stevenson og hans assistenter ofte opholdt sig i længere tid på de pågældende steder for sammen med de lokale myndigheder og andre kompetente personer at komme helt til bunds i det enkelte tilfældes forhistorie og forløb.

Jeg skal ikke fordybe mig i enkeltheder angående de resultater, som bogen unægtelig synes at kunne underbygge med et endog særdeles vægtigt bevismateriale. Der vil senere i dette blad fremkomme artikler specielt om dette emne. Men jeg har syntes, det burde nævnes i forbifarten, så meget mere som interessen for reinkarnationstanken overalt i den vestlige verden synes at være støt voksende. Professor Stevenson fortæller i et af sine breve til os, at han nu har kendskab til over tusinde sådanne tilfælde, og at han skriver på tre andre bøger om dette emne, blandt andet en, hvor han udelukkende behandler tilfælde med europæiske børn.

Der er ikke så få videnskabsmænd, der seriøst beskæftiger sig med beslægtede emner, men det store flertal af videnskabsmænd vil møde påstande om et fortsat liv efter døden enten i form af genfødelse eller i andre tilstandsformer med et skuldertræk eller en beklagende hovedrysten. - Og det kan man ikke undre sig over. For vi gennemlever for tiden, siger Martinus, en materialistisk epoke. På vor vej imod lyset er dette et ganske naturligt og helt nødvendigt overgangsstadium, en reaktion imod tidligere tiders "blinde" tro, et resultat af et samspil mellem to former for energi: På den ene side den fra dyreriget "nedarvede" indstilling: Først mig selv - og så de andre! - På den anden side de helt ud fantastiske muligheder, som den rivende udvikling af teknik og videnskab i forening giver denne indstilling for at komme til udfoldelse. - Når egoismens kræfter tages i intelligensens tjeneste, tager menneskehedens ørkenvandring sin begyndelse. Og over ørkenen brænder begærets golde sol, og i dens flimrende, hede dis taber mennesket midlertidigt føling med sin rette kurs. For den "troens ildsøjle", som det tidligere troligt har fulgt, er borte.

Men betragter vi på ny symbolet, ser vi, at strålen fra troens lille og for mange nulevende mennesker så fjerne stjerne tiltager i styrke på vor vej hen imod det rige, om hvilket et af de største mennesker, der har levet på vor klode, udtalte, at "hans rige var endnu ikke af denne verden". Det kan jo kun betyde, at det religiøse instinkt så langt fra at have tabt sin oprindelige kraft spiller en stadig stigende rolle i verdens udvikling i dag, og sådan forholder det sig også, siger Martinus. De kræfter, der ligger bag ved dette instinkt, og som giver sig de første spæde udslag i det forfulgte dyrs angstskrig i junglen, når det overmandes af en stærkere fjende, og som siden har genlydt fra tusinder af slagmarker i de såredes dødsskrig: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" - de kræfter har hele tiden styret udviklingens gang. Forsynet har aldrig ladet den tørstende ørkenvandrers råb om hjælp ubesvaret, og en ny udløsning af, hvad Martinus kalder DET GUDDOMMELIGE SKABEPRINCIP, er nu på vej. Det er virkningerne af den, der i dette århundrede i stigende grad mærkes som en gærende uro overalt, i kunsten og i kulturlivet, i uddannelsesspørgsmål som i erhvervslivet, i de stadigt tiltagende politiske modsætningsforhold i mange egne af jorden, men også i de hyppigere og hyppigere forsøg på at bygge bro mellem divergerende opfattelser og bane vej for en "fredelig sameksistens", som slagordet lyder; det er den, der gennem ungdomsoprøret, strejker og demonstrationer - men også gennem nedsættelsen af samarbejdsudvalg og fredelige gruppediskussioner fremmer nye tankers vækst og fejer gamle fordomme af bordet i et tempo, der nok kan tage vejret fra en og anden, der ikke er klar over den fart, hvormed udviklingen nu accelererer.

Strålen fra den lille troens stjerne ender i den store, femtakkede stjerne, som jeg flygtigt har omtalt i anden sammenhæng. Jeg har gemt omtalen af den til sidst, fordi den betegner vor ørkenvandrings endemål, det, der skal gøre den til en ørneflugt, nemlig intet mindre end udviklingen af den evne, der skal til for at se livet, som det virkeligt er. Martinus kalder denne evne kosmisk bevidsthed, og trekanten inden i stjernen symboliserer (som overalt i hans kosmologi) det levende væsen, i dette tilfælde et menneske, der har oplevet, hvad Martinus betegner som "den store fødsel". Fra stjernen udgår, som man ser, stråler i begge retninger, hvad der betyder, at man nu i lige grad er i stand til at skue fremad og tilbage i tilværelsen. Menneskets trosevne har forenet sig med dets tænkeevne, og ved den gensidige afbalancering, som det gennem livets prøvelser forfinede følelsesliv og den gennem stadig træning skærpede intelligens udøver på hinanden, har menneskets hjerne og nervesystem nået en sådan udvikling, at det kan tåle at korrespondere med den stærkeste og mest gennemtrængende af universets grundenergier: intuitionsenergien.

Vi står med andre ord over for en kolossal omvæltning, en ændring i vort kulturmønster, der er baseret på en "genskabelse" af hele mennesket og af alle forhold menneskene imellem. Men selv med den fart, som udviklingen nu har på, vil det dog ifølge Martinus vare 3000 år, før resultatet af denne proces har sat sig så synlige spor, at det UTOPIA, som science-fiction forfattere har fremtryllet i deres fantasi, og som har inspireret digtere og tænkere gennem tiderne, dette fremtidens fuldkomne rige, DET RIGTIGE MENNESKERIGE, er blevet til virkelighed. Og jeg kan godt forestille mig, at en og anden læser vil sige: "Jeg kan ærlig talt ikke se, hvad det kan komme mig ved i dag, hvad der vil ske engang i en fjern fremtid. Til den tid er jo både jeg selv og mine børn og børnebørn døde og borte".

Hertil vil jeg gerne slutte med at sige, at her kommer reinkarnationen, som jeg allerede har berørt, ind i billedet som et nødvendigt logisk led i udviklingsprocessen, og Martinus lægger ikke skjul på, at den simpelt hen er forudsætningen for, at mennesket kan forvandles fra at være et dyrevæsen til et menneske "i Guds billede og efter hans lignelse". Vort evige liv består i en uendelig kæde af liv. Men det skal jeg komme lidt nærmere ind på i min sidste og afsluttende artikel.