Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

For de fleste mennesker er lidelserne i verden et mysterium. Både de personlige lidelser og andres lidelser; dvs. lidelserne som filosofisk problem. Hvortil alle disse lidelser? Kunne verden ikke lige så godt være indrettet på en måde, så lidelser var umulige? Og i bekræftende fald: hvorfor er det ikke tilfældet? Vi lærer jo her på vore breddegrader om, at verden og menneskene er skabt af Gud - som er kærlighed, og dertil ifølge Bibelens skabelsesberetning såre godt tilfreds med sit værk. Hvordan kan en kærlig Gud være tilfreds med en verden, hvor lidelser i alle mulige afskygninger og i et stadigt voksende omfang er en uundgåelig foreteelse? Ja, det ser oven i købet ud til, at den såkaldte "udvikling" fører frem mod et ragnarok, der vil betyde lidelse og død for alt levende på jorden. Og ligeledes tyder meget på, at denne udvikling overhovedet kun er foregået i kraft af lidelser. Disse har tilsyneladende mere end nogen anden faktor været udviklingens drivkraft, så sandt som denne i sin inderste natur er en flugt bort fra lidelse, et storstilet forsøg på at skaffe beskyttelse og gardering mod denne beske realitet i tilværelsen.

Det ypperste udtryk herfor er indtil nu mennesket, hvilket vil sige det dyr, som har nået de største resultater i retning af at gøre sig usårlig over for de faktorer og kræfter, som afstedkommer lidelsen. Og dog! Vi ved jo alle, at mennesket på dette område i virkeligheden er mere hjemsøgt end noget andet væsen på jorden. Det behøvede måske ikke at være tilfældet, når man tager hensyn til menneskets umådelige herredømme over naturens kræfter. Men det er ikke desto mindre tilfældet. I kraft af sine egne dispositioner påfører mennesket både sig selv og sine omgivelser lidelser i umådeligt omfang. Omgivelserne overvejende fysiske lidelser og sig selv dertil i stigende grad psykiske lidelser. Og det er da også fra mennesket, faren for et altomfattende og altudslettende ragnarok stammer. - Hvordan skal man få dette til at rime med tanken om en kærlig Gud som disse tilstandes ansvarlige ophav og administrerende overhoved?

Der er selvfølgelig straks nogen, der er parat til at hævde, at alt det ubehagelige i verden er en straf fra Gud, møntet på menneskets syndighed og ulydighed. Dette er imidlertid en tanke, som, ihvorvel den har rødder tilbage i den mest primitive religiøse tænkning, højst kan være relevant for mennesket, men ikke for dyrene, der ifølge sagens natur hverken kan være syndige eller ulydige, men ikke desto mindre udstår lidelser i et betydeligt omfang. Og det er heller ikke en tænkning, der er relevant for mennesker, der virkeligt tager påstanden om Guds kærlighed højtidelig, for så vidt de samtidigt accepterer, at jorden med alt hvad den rummer og bærer på sig er skabt af Gud gennem et suverænt og enevældigt magtbud. Fra denne side efterlyser man en nok så holdbar løsning som straffemyten, men hvilken?

Som det sikkert er almindeligt bekendt, eksisterer der uden for den kristne verden særdeles omfattende religionssamfund, hvor man tror på menneskets udødelighed og i forbindelse hermed på reinkarnation og karma. Det gælder bl. a. for brahmalærens (hinduismens) vedkommende, og ligeledes for den heraf senere udviklede buddhismes vedkommende. Og inden for begge disse store religionskredse betragter man lidelsen som en virkning af tilsvarende forudgående handlinger fra de menneskers side, lidelsen rammer, hvilke handlinger alle har rod i et fælles begær efter at opleve det fysiske livs muligheder. Denne tanke er særligt levende inden for buddhismen, hvor man i naturlig konsekvens heraf idealiserer en livsføring, der går ud på at undertrykke, eller måske snarere ophæve det førnævnte livsbegær, således at man frigøres fra "livshjulet" og derigennem fra karmalovens og reinkarnationsprincippets indflydelse. Men hvem har udstyret mennesket med det fatale livsbegær? Og hvem har arrangeret karmaloven? Hvorfor er mennesket ikke "født rent", således at det kan slippe for at skulle opleve lidelsen; og hvad med dyrene - menneskets egen fortid? Kort sagt, hvad er meningen med det hele?

Faktisk er disse spørgsmål så uoverskuelige og uigennemtrængelige, at det - ikke mindst i vor tid med dens påvirkning af naturvidenskab - for et stadigt voksende antal mennesker har ført til den indstilling, at der simpelt hen ingen mening er; det hele er en ren og skær tilfældighed, og ligeledes er det tilfældigt, hvem der rammes af hvilke lidelser, ligesom det naturligvis også er tilfældigt, hvem der rammes af hvilke behageligheder, Og set på denne baggrund er lykken dette "at være heldig". Det gælder om at være heldig, og om med egne til rådighed stående midler og evner at lede heldet på rette spor; dvs. det spor ens egen livsbane tegner. Man skal dog ikke tro, at dette af nogen føles som en virkeligt tilfredsstillende løsning på mysteriet. Især føles den ikke tilfredsstillende for dem, som ikke har været heldige, men tværtimod er hjemsøgt af lidelse - og måske har været det lige fra fødselen. På trods af al såkaldt sund fornuft efterlyser man her fremdeles en løsning, en løsning der giver det hele - og ikke mindst lidelsen - mening på en sådan måde, at det samstemmer med menneskets iboende trang til retfærdighed.

For den, der har erhvervet sig indsigt i de kosmiske analyser, føles det overbevisende, at der her foreligger en sådan løsning. Det hører nemlig til én af Martinus allerstørste fortjenester at have redegjort for lidelsens mysterium på en måde, der tilfredsstiller både hjerte og hjerne, og som samtidig giver mennesket mulighed for at se fremtiden lyst i møde. "Ganske vist må menneskeheden påregne at skulle igennem et ragnarok af koncentreret lidelse", hævder Martinus, "men efter dette venter der en tid, hvor denne faktor mere og mere vil glide ud af menneskets tilværelse og til sidst kun forekomme som et fjernt og dyrebart minde. Menneskeheden skal nemlig ikke gå under og udslettes af tilværelsen, men tværtimod "fødes" ind i en tilværelse af kosmisk lys og forklarelse, hvor lidelse er lige så umulig, som animalsk liv er umuligt på solen. At selve fødselen vil blive en smertefuld proces, er en sag for sig, det så meget mere som den for hvert enkelt impliceret menneskes vedkommende vil vise sig at være i kontakt med den højeste retfærdighed, og dertil noget, som vedkommende ikke for nogen pris vil undvære, når det først er overstået.

Fra Martinus side forklares lidelse som en virkning af uvidenhed samt det forhold, at mennesket i lighed med alle andre levende væsener ifølge sin kosmiske struktur er indrettet til at kunne skelne mellem behag og ubehag.

Når lidelse hævdes at stå i forbindelse med uvidenhed, skyldes det simpelt hen, at hele verdensaltet er behersket af evige love og principper, som det levende væsen til stadighed korresponderer med. Og det gælder her, at det uundgåeligt medfører ubehag og dermed lidelse at bringe sig i konflikt og modsætningsforhold til disse love og principper, medens det lige så sikkert medfører behag og lykke at leve i overensstemmelse med dem. Skabelsen af lykke er derfor betinget af viden om livets love, men vel at mærke en viden af en sådan karakter, at den forpligter (engagerer) individet. Jo større og mere dybtgående denne viden er, des større betingelser har den enkelte for at skabe sig en lykkelig tilværelse. Og omvendt: jo mindre den er, des mere udsat er det for at skabe sig en lidelsesfuld tilværelse.

Betragter man på denne baggrund menneskets situation, må den nødvendigvis tages som udtryk for en betydelig grad af uvidenhed om livets kosmiske love og principper, og det er fristende at finde nogen at give skylden herfor. Dette lader sig imidlertid ikke gøre, for ganske vist indeholder de kosmiske analyser en beskrivelse af en altomfattende, almægtig Gud, men de placerer samtidig mennesket og alle andre levende væsener som dele af denne Gud, hvilket naturligvis er ensbetydende med, at f. eks. menneskets situation er en del af Guds (samlede) situation. Mennesket og Gud er så at sige i samme båd og har derfor også i samme grad grund til at finde nogen at gøre ansvarlig for denne situation. Men hvem eller hvad skulle det vel være?

Det nærmeste, man kan komme et svar, består i at udpege de vilkår, der gælder for livets evige beståen, men da disse er lige så evige som livet selv og dertil ikke opfundet eller arrangeret af nogen, ligger der ikke nogen særlig mulighed for tilfredsstillelse heri. Sagen må tydeligt nok anskues under en helt anden synsvinkel.

For at få føling med denne, kan man spørge, hvordan det kan gå til, at mennesket i betragtning af sin evige natur stadig kan fremvise en sådan grad af uvidenhed, som dets lidelsessituation indikerer. Burde mennesket ikke for længst have erhvervet den viden, som sikrer den udelte lykke? Og siden det faktisk ikke er sket: hvornår kan man så gøre sig håb om, at det sker. Og endnu en gang: hvordan med dyrene, for slet ikke at tale om planterne?

Fra Martinus side svares der overraskende, at den uvidenhed, der for tiden kendetegner mennesket - og for den sags skyld også dyrene og planterne - er af forholdsvis ny dato, i hvert fald målt med evighedens alen. Som allerede Sokrates havde en fornemmelse af, forekommer der bag menneskets nuværende udviklingstrin en fjern fortid, hvor det besad en fuldendt viden om de love og principper, der betinger den udelte lykke. Det er en fortid, der ligger langt bag den nugældende udviklings første synlige udspring i mineralriget, og det er ydermere en fortid, der har strakt sig over milliarder af år.

Som forklaring på, at mennesket trods denne fortid befinder sig i den nugældende situation, fremhæver Martinus de selv samme love og principper, hvoraf lykkens skabelse afhænger, og han antyder dermed, at menneskets aktuelle situation set i en større sammenhæng er et udtryk for lykke, nemlig i den forstand, at der er tale om en opfyldelse af livets kosmiske love og principper, der i virkeligheden er det samme som konsekvenser af de vilkår, hvorpå livets evige eksistens er baseret. Hvordan skal det forstås? - Simpelt hen på den måde, at menneskets nugældende situation samt hele den udvikling på det fysiske plan, der går forud, må ses som en reaktion på den fuldkommenhedstilstand, mennesket en gang i fjerne tider repræsenterede. Man kan populært tale om, at mennesket på et tidspunkt blev "træt" af at være fuldkommen og for en tid ønskede sig at opleve modsætningen hertil. Denne tanke er ganske vist vanskelig at fatte og vil i øvrigt i en senere artikel blive nærmere behandlet, men faktisk er det netop denne situation. Bibelens syndefaldsmyte beskriver, ganske vist i symbolske vendinger. Det hedder sig der, at mennesket blev fristet til på trods af Guds forbud at æde af kundskabens træ på godt og ondt, og at denne handling førte til dets udstødelse af paradisets have til fordel for en verden, hvor der er "gråd og tænders gnidsel", og hvor kvinden skal føde sit barn med smerte. - Kan man tænke sig en mere træffende beskrivelse af vor verden?

 

 

Er det muligt at blive træt af at opleve fuldkommenhed, er det dog i endnu højere grad - og det vil sige endnu hurtigere - muligt at blive træt af at opleve ufuldkommenheden, og dette er netop den situation, der er ved at indtræde for menneskets vedkommende. Dybt i alle ligger der et ønske om at komme til at opleve en højere verden end den, vi kender til, og ledet af vor aversion mod smerte og lidelse søger vi efter midler til at erobre en sådan verden. Hidtil har vor søgen fortrinsvis koncentreret sig om en personlig lykkejagt, der især har været ført på livets ydre skueplads. Og resultatet heraf er netop den aktuelle verdenssituation, der i virkeligheden er udtryk for et udviklingstrin hen imod generobringen af den tabte fuldkommenhed og den dermed forbundne lykke, og hvis mest strålende blomster for tiden er naturvidenskaben og teknologien. Men vi er begyndt at opdage det utilstrækkelige i at søge den ydre verdens kræfter og love overvundet. Vi må også nå til herredømme over de kræfter i vort eget væsen, der forleder os til at bruge vor hidtil vundne viden og magt på smertevoldende måde. For uden at dette mål nås, kommer vi ikke for alvor lidelsens dilemma til livs, hvilket mere end noget andet begynder at blive påtrængende for os. Og dermed afslører lidelsen en vis selvmorderisk tendens. Ved sin natur sørger den for at udrydde sig selv - i tidens fylde.

Og hvad er så tidens fylde? - Det er et tidspunkt, hvor den enkelte gennem tilknytningen til karmaloven har oplevet en sådan sum af lidelse, at det har ført til skabelsen af en fuldendt medlidenhedsevne. Altså en evne til ud fra egne erfaringer på det mest indgående at kunne føle på andre levende væseners vegne, og det i en sådan grad, at det simpelt hen er umuligt for vedkommende at befordre selv den allermindste lidelse eller smerte. Ja, blot at tåle at være vidne til nogen som helst ulykke eller smerte, der overgår medvæsenerne. Og nået hertil vil det begynde at koncentrere al sin energi, samtlige sine evner og talenter og alle sine erfaringer om det formål at beskytte disse mod lidelser og i stedet gøre dem til genstand for behag, lykke og glæde. Ganske vist mangler det endnu en del erfaringer for at kunne gennemføre dette, men disse vil komme, og væsenet begynder derigennem for alvor at forvandle sig til en "celle" af en helt ny verden, en lys og forklaret verden fri for al lidelse og smerte. Og den dag vil også komme, da det indser, at dette mål udelukkende blev nået i kraft af ...... lidelse.