Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Fra Martinus side er det utallige gange blevet hævdet, at intet som helst af det, vi umiddelbart oplever, er hvad det ser ud til at være. Dette gælder i allerhøjeste grad også med hensyn til den fysiske materieverden, som vi er så tilbøjelige til at tro på, fordi den - som det så ofte hævdes - er til at tage og føle på. Ja, så stor tillid nyder den, at den for mange mennesker er den eneste verden, der eksisterer. Et synspunkt, der leder lige direkte til den materialisme og et-livs-teori, som i dag er så vældigt i fremgang.

Ja, men når den fysiske materieverden ikke er det, den ser ud til at være, hvad er den da? - Og hvad ser den i det hele taget ud til at være? Har vi mon nogen sinde gjort os det rigtigt klart? - I almindelighed ikke. Faktisk tager vi den for så givet, at vi til hverdag ikke reflekterer nærmere over den. Vi bruger den bare, umiddelbart og uden at stille dybsindige spørgsmål. Sukker er til at putte i kaffe og te, mursten til at bygge huse af og svin, køer og får emner for menukortet.

SKAL man imidlertid besvare, hvad den umiddelbart synes at være, vil de fleste sikkert hævde, at det drejer sig om en masse forskellige stoffer, hver med sine egenskaber. Og det er netop egenskaberne, der bestemmer det enkelte stofs særlige karakter, i henhold til hvilket det har sit specielle navn.

Det er dog ikke alle, der lader sig nøje med dette "stofsyn". Hverken nu eller førhen. Således er f.eks. filosofiens historie bl. a. en lang beretning om mere eller mindre skarpsindige mænds spekulationer over stoffets natur, og ligeledes er dette problem i høj grad genstand for naturvidenskabens interesse. Og netop herfra foreligger der i vor tid en redegørelse, der ikke alene trænger særdeles dybt ned i sagen, men som også til fulde bekræfter Martinus påstand om, at materien er noget andet, end den ser ud til at være.

Dette tør nok hævdes, når man betænker, at den fysiske materie trods dens umådelige mangfoldighed ifølge naturvidenskaben består af tomrum og bitte små - ja, i virkeligheden ultramikroskopiske partikler i intens og livlig bevægelse. Og hvad mere er: der forekommer i realiteten kun tre slags partikler (elektroner, protoner og neutroner), og ikke desto mindre kan de give anledning til eksistensen af de uendeligt mange forskellige slags stoffer, der eksisterer. Det er næsten den rene trolddom.

Men hvordan så med disse partikler; er de, hvad de ser ud til at være? Dette spørgsmål har i virkeligheden ikke nogen mening, fordi de pågældende partikler som følge af deres lidenhed simpelt hen er usynlige. For at gøre partiklerne i f. eks. en vanddråbe synlige som bordtennisbolde, måtte man forstørre dråben op til et volumen, der svarer til Furesøen tømt for vand hver dag i halvtreds tusinde år, og bedre kan det vist ikke understreges, at atompartiklerne i deres naturlige størrelse unddrager sig al synlighed, og at man derfor heller ikke kan tale om, hvad de ser ud til at være. Ikke desto mindre er det lykkedes fysikerne at danne sig et temmelig godt billede af dem, opnået gennem omfattende eksperimenter og målinger. Ifølge disse er der tale om koncentrationer af energi, behersket af helt specielle naturlove. Det eneste uheldige ved denne beskrivelse er, at man faktisk ikke ved, hvad energi er; man har kun en forestilling om den rolle, energien spiller i naturen og dens processer - herunder de processer, der giver anledning til fremkomsten af vore forestillinger om stof og materie. Men det var jo netop disse forestillinger, der ifølge Martinus er illusoriske, og hvorfor de heller ikke kan tjene som sande vidnesbyrd om energiens natur. Vi må altså indrømme, at det ikke hidtil er lykkedes ad sansningens vej at nå til fuldstændig erkendelse af, hvad den fysiske materie er. Ja, i virkeligheden ved vi intet som helst om dette. Det eneste vi ved er, hvad den ser ud til at være.

Vil man nogen sinde overvinde dette dilemma? - Ja, hævder Martinus, det vil man. Den dag mennesket behersker intuition lige så godt, som det i dag behersker intelligens, vil det opnå fuld erkendelse, og han henviser til sit eget værk som vidnesbyrd herom. Ifølge dette er det, vi kalder energi, og som vi erkender som hele den materielle verdens yderste grundlag, identisk med en fundamental egenskab ved det levende væsen, nemlig dets skabeevne. Herved forstås igen evnen til at manifestere og registrere bevægelse, hvor den registrerede bevægelse bliver ensbetydende med det oplevede, medens den manifesterede bevægelse bliver ensbetydende med det oplevedes objektive forudsætning. Det vil igen henholdsvis sige illusionen og virkeligheden.

For en simpel bevægelse gælder det således også, at den ikke er det, den ser ud til at være, hvilket vil sige, at vi i form af samme simple bevægelse er præsenteret for erkendelsens mysterium i en nøddeskal. Men dermed er vi jo også på en måde kommet i besiddelse af en nøgle, der på teoretisk grund sætter os i stand til at slutte os til sandheden om det, en hvilken som helst materiel ting synes at være, hvilket vi må lade os nøje med, så længe vi ikke ved hjælp af et personligt herredømme over intuition direkte kan erkende denne sandhed. Vi kan nemlig spørge: hvad synes en bevægelse at være, og derefter indstille os på modsætningen hertil. Gør vi det, vil vi komme til følgende. En bevægelse synes for det første at være en positionsændring ved et legeme. Og denne positionsændring synes for det andet at være virkelig i den forstand, at den faktisk finder sted. - Forestiller vi os nu, at virkeligheden repræsenterer modsætningen hertil, kommer vi til følgende billede af virkeligheden for en bevægelses vedkommende. Bevægelsen er kun en tilsyneladende positionsændring ved et legeme, idet der ikke rent faktisk finder nogen positionsændring sted. Som positionsændring betragtet er bevægelsen med andre ord en ren og skær illusion.

Overfører vi nu denne erkendelse på fysikkens billede af stoffets verden, ifølge hvilken der er tale om et ocean af atompartikler i intens og livlig bevægelse, står vi over for dette at skulle acceptere den overraskende påstand, at disse bevægelser ikke i virkeligheden finder sted. De er kun tilsyneladende, skabt af hver enkelt iagttagers skabeevne.

Ingen som helst bevægelser er absolutte, men kun relative, hævder Martinus. For intuitionen viser det sig, at samtlige verdensaltets bevægelser set under ét totalt ophæver hinanden og tilsammen repræsenterer en absolut ubrydelig universel stilhed. Og samtidig afslører det sig, at netop dette er en simpel konsekvens af et andet forhold, der er åbenlyst for intuitionen, nemlig at verdensaltet med hensyn til sine såkaldte rumlige egenskaber er absolut uendeligt. Men netop et uendeligt verdensalt udelukker muligheden af bevægelse som positionsændring i virkelig forstand, idet en hvilken som helst position her udgør verdensaltets centrum. Og ligegyldigt hvor meget man synes at bevæge sig, forbliver man evigt i dette centrum. Ethvert eksisterende legeme forbliver således urokkeligt i verdensaltets centrum, og formår kun at udvise tilsyneladende bevægelse, nemlig i forhold til et andet legeme, hvis position også er verdensaltets centrum.

Det skal straks indrømmes, at dette mildest talt lyder fantastisk for ikke at sige utroligt eller sindssvagt. Men det er faktisk kun for intelligensen, det forholder sig således, idet denne er vant til at beskæftige sig med "det setes verden". For intuitionen er det derimod lige så klart og umiddelbart indlysende, som det for intelligensen er klart og umiddelbart indlysende, at to og to er fire. Og til den, der vil gøre gældende, at det intuitive syn på virkeligheden ikke kan bevises, vil det passende kunne fremføres, at det som bekendt heller ikke kan bevises, at to og to er fire. Der er i begge tilfælde tale om erkendelser baseret på umiddelbare erfaringer, men indhentet ad vidt forskellige "mentale veje".

Hvordan kan man da forestille sig, at virkeligheden bliver til illusionen, at stilheden bliver til bevægelse, og at tomrummet bliver til materie, til stof? - Dette er uhyre kompliceret at beskrive og lader sig især på denne plads kun gøre på groveste skitsemæssige måde.

Som udgangspunkt må man forestille sig hele verdensaltet som et levende væsen og al eksisterende energi som dette væsens skabeevne. "Sjælen" i denne skabeevne er ifølge Martinus et evigt, umætteligt urbegær efter livsoplevelse, hvilket begær dog ikke eksisterer for skabeevnen, men for noget, der benytter skabeevnen, altså noget, der i forhold til denne udmærker sig som SKABER. Imidlertid er skaber og skabeevne således forbundet med hinanden, at der i virkeligheden kun er tale om én ting med to iboende naturer eller muligheder, altså et universelt skaber/skabeevneelement.

På dette stadium af beskrivelsen er dette element en udifferentieret og ustruktureret størrelse og som sådan ude af stand til at ophæve den tilstand af ubevægelighed, der er en følge af samme elements rumlige uendelighedsnatur. Dette udelukker imidlertid også eksistensen af livsoplevelse og dermed tilfredsstillelse af det førnævnte ur-begær.

Som reaktion herpå udløses fra skabeevnen et skabeprincip, der medfører energiens opdeling i protioner eller kvanter, følgende et princip, ifølge hvilket kvanter opbygges af kvanter. Altså et kvante-enhedsprincip.

Med denne opdeling af energien i kvanter opstår muligheden for vekselvirkning mellem de enkelte kvanter, hvilken gennem de heraf affødte gensidige reaktioner igen fører til dannelsen af livsoplevelse med eksistens for skaberen. Da denne livsoplevelse imidlertid tilgår skaberen gennem de enkelte energikvanter, kommer det til at virke, som om der er tale om lige så mange separate livsoplevelser, som der er energikvanter. Og dette medfører igen enhedsvæsenets opfattelse af sig selv som et flerhedsvæsen, altså som et væsen bestående af væsener inden i væsener. Så udpræget er denne fornemmelse, at den giver anledning til fremkomsten af den første grundlæggende illusion i tilværelsen, nemlig at det enkelte væsen er en absolut selvstændig livsenhed, et individ.

Med dette resultat taget i betragtning kan det førnævnte kvanteenhedsprincip nu karakteriseres som et livsenhedsprincip. Men det kan også karakteriseres som et stofenhedsprincip, idet de enkelte livsenheder i forhold til hinanden optræder som stofenheder derved, at de gennem at lade deres energikvanter vekselvirke indbyrdes gensidigt frembringer reaktioner, der af hver især registreres som oplevelser af hinandens energikvanter, Disse oplevelser er ganske vist helt personlige og dermed private for hver især, men som følge af deres fælles grundlag er de samtidig typiske i deres inderste natur, og netop det typiske giver anledning til dannelsen af begrebet "stof" eller materie som udtryk herfor. Men herved opstår også det erkendelsesproblem, der giver anledning til Martinus udtalelse om, at intet er det, det ser ud til at være, og som allerede for årtusinder siden lod udtrykket "Majas slør" fremstå i hindufilosofien: energi opleves ikke som det, det er i sig selv, men som stof. Eller sagt på anden måde: livsenhedernes skabeevner opleves ikke SOM skabeevner hævet over tid og rum, men som organismer bundet i tid og rum. Det er først i det øjeblik de kræfter i skabeevnen, Martinus udtrykker som intuition, kommer i virksomhed, at illusionen hæves til fordel for virkelighedserkendelsen. Og det er også først da, livsenheden for alvor erkender sit organiske fællesskab med helheden.