Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Et lyst hoved har en gang udtalt, at dersom der fandtes andre beboede kloder i universet, måtte jorden bestemt være deres galeanstalt. Denne udtalelse er ingenlunde af ny dato, men den har ikke tabt i aktualitet. Tværtimod er vi vidne til en udvikling, som for et stadigt voksende antal mennesker gør indtryk af, at verden er fuldstændigt forrykt, og at mennesket med hensyn til sin livsholdning og sin livsudfoldelse er slået med en nærmest katastrofal blindhed. For ikke alene er det de færreste, der kan se, hvad der i virkeligheden er galt, men der findes også adskillige, der er parat til at bortforklare det hele og hævde, at der intet nyt er i vor tid. Man må her uvilkårligt tænke på den skotske filosof W. Macneile Dixon, når han i sin forelæsningssamling "Støv og Stjerner" sammenligner denne sidste kategori mennesker med en mand, der hænger i den ene arm på en klippevæg og råber, at han er frelst, blot fordi han ikke er faldet ned endnu. Under alle omstændigheder er der grundlag for at hævde, at var menneskeheden mere klartskuende, ville meget se betydeligt anderledes ud, end det nu er tilfældet. Så ville vi ikke med næsten skæbnesvanger sikkerhed være på vej mod en ny verdenskrig, mod nye kaotiske tilstande på det økonomiske område og mod en fuldstændig ødelæggelse af den natur, der er vort eksistensgrundlag. Vi ville kort sagt ikke have grund til at nære den frygt - for ikke at sige angst - for fremtiden, som i dag har taget bolig i de allerfleste mennesker.

Hvad er det da for en blindhed, menneskeheden lider af, og som muliggør de herskende tilstande? Ja, det er naturligvis ikke en fysisk blindhed, for som bekendt både ser og hører de allerfleste mennesker ganske udmærket. Det er snarere en mental eller sjælelig blindhed, nemlig den samme slags blindhed, som Jesus indirekte refererede til, når han manende udtalte: "De som har øjne at se med, de ser; og de som har øren at høre med, de hører". Disse ord var nemlig henvendt til mennesker, der rent fysisk både så og hørte lige så godt som vor tids mennesker gør, og det kan derfor ikke være i bogstavelig forstand, han har ment sine ord. Det var altså ikke fysiske øjne og øren, han efterlyste, men derimod "øjne" og "øren", der lod sin indehaver se og forstå den dybere betydning af det, vedkommende med sine fysiske sanser var vidne til; i dette tilfælde Jesu parabler og lignelser.

Lad os se nogle eksempler på, hvorledes sjælelig blindhed kan give sig udslag.

For nogle år siden kunne man i dagbladet POLITIKEN læse følgende lille annonce:

FUGLEVENNER. - Foreningen af fuglevenner afholder generalforsamling tirsdag den 17. kl. 20.00. Efter generalforsamlingen er der andespil.......

Nogle har måske også læst om dyreværnsdamen, der blev idømt en betydelig bøde for at have pryglet sin kat halvt ihjel, fordi den havde taget en sangfugl i hendes have....

Eller om præsten på Anholt, der er hjemmeværnsmand ved siden af præstegerningen, hvilket tilfælde for øvrigt helt falder i tråd med den skik, at kirken velsigner de våben, soldaterne skal bruge i krigen.

Der findes også en slagteriarbejder, som er vegetar, og en kvindesagskvinde, der arbejder for kvindevælde til afløsning af mandsvældet. Og der findes masser af jægere og lystfiskere, der med liv og sjæl er medlemmer af naturfredningsforeninger. Personligt har jeg mødt en vegetar, som brød ud i glødende intolerance, fordi jeg havde en pelshue på hovedet, men som helt overså, at han selv gik i lædersko. Og hvad mener man for øvrigt om husskiltet med ordene: her tolereres ikke intolerance?....

Fælles for alle disse mere eller mindre snurrige eksempler er forekomsten af et vist paradoksalt element. Dette element møder man også - omend i langt alvorligere grad - i det forhold, at unge mennesker gøres til helte, når de dræber i krig, men til forbrydere, hvis de dræber i fredstid, hvilket paradoks især en amerikansk soldat fra anden verdenskrig fik anledning til at overveje. Han var blevet dømt til døden, fordi han ved hjemsendelsen havde dræbt en mand i sin hjemby, der havde forført hans kone. Hans argument lød: "Nu har jeg i de sidste tre år slået Gud ved hvor mange fladnæsede "japser" ihjel, og alle har råbt hurra og fundet det storartet. Men nu, hvor jeg slår en enkelt mand ihjel, der virkeligt har gjort mig fortræd, så er jeg en forbryder, der selv skal slåes ihjel. Hvad fanden er meningen...."

Ak ja, mon han er den eneste, der har befundet sig i denne situation? Næppe! Vi kan imidlertid også tænke på det faktum, at de fleste af vore badestrande hvert eneste år må renses og kæmmes for affald og flaskeskår, som gæsterne letsindigt har kastet fra sig i sommerens løb. Og forresten er det mere og mere kommet på mode at kaste tomme flasker ud af bilerne, så skårene ligger spredt ud over kørebanen, tålmodigt afventende de efterfølgende biler. Hvor hensynsløst, vil man sige! Ja, men er det ikke netop hensynsløshed, der mere end noget andet præger og gennemsyrer den menneskelige adfærd, såvel i forhold til medmennesket som til omgivelserne under ét. Men hvem kan vel denne hensynsløshed i sidste instans komme til at ramme andre end mennesket selv? Den må naturnødvendigt komme til at virke som en boomerang og dermed som en budbringer om skæbnelovens eksistens og konsekvens. Dette skulle synes åbenlyst for enhver, men er det efter forholdene at dømme ikke. Og følgelig må man komme til den slutning, at såvel det enkelte menneske som menneskeheden under ét er behersket af netop den form for blindhed, der udelukker denne nærliggende erkendelse. Altså sjælelig blindhed.

De som kender talemåden, at man ikke bliver meget klogere af at få at vide, at man er dum, vil måske hævde, at man heller ikke bliver meget mere seende af at få at vide, at man er blind. - Nej, hvis det drejede sig om fysisk blindhed, så var det rigtigt, men her, hvor det drejer sig om sjælelig blindhed, er det forkert. I hvert fald til en vis grad, idet der ligger en betydelig mulighed for at blive i hvert fald mere seende i dette at studere Martinus redegørelse for både den sjælelige blindheds symptomer og for dens baggrund. Symptomerne har vi berørt med de foranstående eksempler, men hvordan med baggrunden?

Et bevinget ord siger, at det sete afhænger af øjet, der ser. Med baggrund i de kosmiske analyser kan det imidlertid slås fast, at dette kun er en halv sandhed, idet øjne som bekendt ikke i sig selv kan se. De er tværtimod redskaber for dette at se og dermed redskaber for "et noget", der benytter dem. Dette noget er hos Martinus Jeget, og han gør opmærksom på, at der mellem Jeget og såvel øjnene som de øvrige fysiske sanseorganer er indskudt en ikke-fysisk struktur, der bestemmer, hvad der kommer ud af dette at bruge sanseorganerne, f. eks. øjnene. Altså en struktur, der bestemmer karakteren af "det sete". Denne struktur kan vi her under ét kalde sjælen, og dens forudsætning for at løse sin opgave ligger i, at den bærer Jegets bevidsthed, idet det er ved hjælp af denne. Jeget vurderer sine indtryk. Forannævnte bevingede ord kunne således passende omdannes til: "Det sete afhænger af bevidstheden bag øjet, der ser".

Da bevidstheden bæres af sjælen, vil dens ydedygtighed også være afhængig af sjælens udviklethed. Således vil stor sjælelig udvikling give sig udslag i betydelig åndelig skarpsynethed, medens omvendt ringe sjælelig udviklethed vil vise sig som tilsvarende sjælelig blindhed. Ophævelse af sjælelig blindhed er således betinget af sjælelig udvikling, og da denne igen til en meget stor grad afhænger af erfaringsdannelse, kommer det til at ligge inden for den enkeltes viljemæssige rækkevidde at ophæve personlig sjælelig blindhed i en vis udstrækning. Men dette er i høj grad en individuel opgave, idet det er højst forskelligt, hvilke erfaringer hver især savner. Tilsvarende kan man sige, at det er forskelligt, hvor den enkelte har sin sjælelig blindhed, idet ethvert menneske på nogle områder er seende, og på andre er blinde. På ethvert menneskes vegne kan man således ligefrem tale om blinde pletter på sjælen, akkurat som der i øjet findes en blind plet, og da disse førstnævnte pletter altid før eller senere bringer en i konflikt med livets love og således har lidelser til følge, vil det være i enhvers interesse at få dem ophævet. Men først må de lokaliseres, og en sikker metode er her at gøre sig det til en vane at lægge mærke til, på hvilke områder man ser sig i stand til at gøre noget mod andre, som man ikke kunne tænke sig at blive udsat for selv. Disse områder er nemlig altid vidnesbyrd om blinde pletter på den personlige sjælelige struktur. Og har man gennem førnævnte metode først indkredset disse, vil midlerne til at bekæmpe dem også umiddelbart være inden for synsvidde.