Kosmos 1970/10 side 115
Mogens Møller
Det skabende menneske
Produktion
Ordet "produktion" dækker over forskellige realiteter i vort samfund. Man taler om et lands industriprodukter, dets landbrugsprodukter og andre former for masseproduktion. Men man anvender også udtrykket om en kunstners værker; man holder måske en udstilling efter hans død, der viser et overblik over hans samlede produktion. At producere betyder - ifølge ordbogen - at frembringe, fremstille eller fremskaffe, og at være produktiv betyder at være skabende, værdifrembringende, lønnende. Når man taler om menneskers produktivitet, kan man både mene deres skabeevne, deres ydeevne, deres arbejdskraft og deres frugtbarhed.
Hvor man i det moderne samfund skelner mellem mange former for produktion og også har en værdiskala, ifølge hvilken det kan være finere" at producere visse ting end andre, har man i det primitive samfund en helt anden indstilling til produktivitet. Man må måske hellere sige: "Havde man i det primitive samfund", da disse samfund jo nu er ved at forsvinde. Antropologerne, som studerer menneskelig adfærd bl. a. hos de få endnu eksisterende primitive folkeslag, kan dog hjælpe os til at få en formodning om vore egne primitive forfædres samfundsformer. Det samme kan arkæologerne, der finder rester fra svundne tiders kulturer, hvorved det er muligt at lære noget om produktionen i de gamle samfund, ja, endda at prøve på at forstå, hvilke idéer, tanker og følelser man dengang forbandt med det, man skabte eller producerede. En ting ved man, og det er, at alt, hvad der blev produceret, også det vi kalder kunst, var til gavn for hele samfundet.
Kunsten at kunne
I vor tid skelner man skarpt mellem, hvad man betragter som den praktiske, nyttige produktion på den ene side og på den anden side kunst, som ikke er til nytte men nærmest luksus. De mest praktisk betonede mennesker har derfor ikke meget til overs for kunst, hvis de da ikke lige frem foragter den, specielt de kunstformer, de ikke forstår. Andre mennesker kan repræsentere det stik modsatte standpunkt: de anbringer kunsten på en piedestal højt over alt andet, som kun er praktisk eller nyttigt. Naturligvis er der så alle mulige mellemstadier af forhold til de "skønne" og "praktiske" kunster imellem ovennævnte to yderpunkter.
De fleste vil jo nok ved nærmere eftertanke mene, at en verden uden musik, sang, dans, biografer, teatre, billedkunst, arkitektur, litteratur og uden noget dekorativt element i de ting, vi omgås med til daglig, ville være en kedelig og tom verden. Nogle synes om musik til arbejdet, og i fritiden vil man gerne have underholdning, enten man bliver hjemme ved skærmen eller dampradioen eller man går i biografen, på varieté eller i teatret. Eller til fodboldkamp.
"Hov, hov", kan jeg høre nogen indvende. "Var det ikke kunst, det her skulle handle om? Kunst har da ikke noget med foldbold at gøre!" Men fodbold har da i alt fald noget med færdighed at gøre. Det er ikke ligegyldigt, hvordan man rammer bolden eller forhindrer en modspiller i at ramme den. Man kan godt tale om kunsten at spille fodbold, såvel som udtrykket kunst kan anvendes i alle mulige andre forbindelser, hvor det gælder om at kunne, altså både praktiske kunster og sportslige kunster. Inden for de "finere" kunstarter, de såkaldte skønne kunster, gælder det vel også om at kunne? Det gør det. Men - rutine i betydningen teknisk færdighed og kunnen er ikke nok til at skabe et kunstværk. Det kan være nok til at male et billede eller spille en melodi, endda til at skrive en bog osv. Men ikke alle billeder, bøger eller melodier, der spilles, når et menneske trakterer et instrument, er kunstværker. Hvad er da Kunst? Kunst med stort K.
Hvad er kunst?
Definitioner på Kunst har der været mange af. De fleste af dem siger måske mere om deres ophavs opfattelse af begrebet i særdeleshed end om Kunst i almindelighed. Zolas definition: "Et hjørne af naturen set gennem et temperament" dækker meget godt over begrebet naturalistisk og impressionistisk kunst, der prægede hans egen tid. Men det er dog en begrænsning. "Sjælfuldt fattet form" var digteren Johs. V. Jensens definition, og den er på sin vis udmærket, den er smuk. Men udtrykket "sjælfuld" vil i forskellige menneskers opfattelse til forskellige tider dække noget forskelligt. "Kunst er fortællingen om en oplevelse", den definition hørte jeg engang fremsat i radio eller fjernsyn. Men det kan ikke være tilstrækkeligt. Her kommer jo netop "kunsten at kunne" ind i billedet, så der i alt fald må tilføjes:" - på en måde som fængsler, glæder, morer eller inspirerer eller måske endda irriterer, men i alt fald engagerer og vækker til eftertanke". Den alvorlige humorist Storm Petersen kom med en definition, som i alt fald har værdi ved sin positive chokvirkning. Han sagde: "Kunst, det kan man ikke sige, hvad er, for så var det jo ingen Kunst". Det er en vidunderlig måde at sige noget om det uudsigelige på.
I de føromtalte primitive samfund har begrebet Kunst slet ikke eksisteret, selv om vi i dag beundrer de værker, de har frembragt, og som i vore øjne er Kunst, nogle af dem endda meget stor Kunst. Hvilken plads har disse værker, der for os er Kunst, indtaget i de samfund, hvor de blev skabt? De har absolut ikke været luksus, men nødvendige, nyttige og betydningsfulde ting for hele samfundet. Gennem dem blev der udøvet magi, de var forbindelsesled mellem menneskene og de overnaturlige kræfter (som for det primitive menneske ikke er overnaturlige, men helt igennem naturlige, idet naturen blev opfattet som levende, belivet af dæmoner og guder).
Hulemalerierne i Sydfrankrig og Spanien, som er mindst 15.000 år gamle, er eksempler på en fantastisk iagttagelsesevne og en lige så fantastisk fremstillingsevne. De der har skabt disse billeder af dyr, har fuldstændig været indlevet i dyrenes rytme og væsen. De har levet med dyrene, og det har de, fordi de var jægere. Hulemalerierne kan ligefrem karakteriseres som "magiske arbejdstegninger"; ved at tegne dyret så levende som muligt, kom man i pagt med dyresjælen og fik magt over den. Men - fortæller antropologer, der har studeret senere tiders primitive jægerkulturer - man ofrede til og undskyldte sig over for dyrenes totem, deres åndelige overhoved eller guddom: man dræbte kun, fordi det var nødvendigt, og man nærede ærefrygt for dyrene.
Tegnet og symbolet
Dyrebillederne fra fortiden har ikke blot været en skildring af dyrene baseret på iagttagelse, de har også været tegn og symboler på et fællesskab, en enhed. Dyrenes kraft og smidighed gik over i menneskene, både når de afbildede dem, og når de åd deres kød og blod, og det var nødvendigt for det animalsk set svage menneske at eje denne kraft og forbinde den med den spirende menneskelige bevidsthed og tænkeevne. Men hulebillederne viser andet end dyr. Blandt malerierne i Trois-Fréres-hulen i Sydfrankrig er en dansende og fløjtespillende Bisonmand. Halvt bison og halvt mand. Her har vi altså også symbolik forbundet med musik og dans foruden med billedkunst. Symbolet: halvt dyr og halvt menneske støder man på gang på gang i fortidens "kunstværker", som ikke har været kunst i vor tids forstand, men tegn og symboler, der på magisk vis forbandt menneskene med de universelle kræfter, med deres udspring og oprindelse, og samtidig, i forbindelse med ofringer, sang, dans og musik, blev en anråbelse om frugtbarhed, sejr og beskyttelse mod onde magter.
Om afrikanske masker, der anvendes ved rituelle danse, skriver republikken Guineas indenrigsminister Keita Fodeba, der også er direktør for den berømte "Africana-ballet". "De væsener, som masker forestiller, har ansvaret for de modsætninger, der bestemmer livstråden i menneskelivet. Den hellige maske er skabt af et menneske, men af overjordisk nåde hæves den også til rang som beskyttende åndevæsen, og menneskene bør hellige den en kultus. Den er mellemmand mellem menneskene og den store altfavnende skaber". (Citeret fra en artikel af Nanga Sofalebelidi "Psykisk Forum" nr. 6 1970). At ikke blot masken, men også selve dansen har sin betydning, viser et andet citat fra samme kilde: "Gennem nettet, som dansetrinene spinder, besværger danseren væsenet, som masken repræsenterer. Han udtrykker taknemmelighed over en velgerning eller meddeler ham et løfte".
Dans, musik, sang, maskering - og dermed ballet, opera, drama, skuespil - er udsprunget af ritualer, totemdyrkelse og myter, og af den sidstnævnte faktor er også digtekunsten og litteraturen udsprunget. Men hvordan kan ordet "kunst" på én gang være udtryk for dette at kunne og for det, der ligger i ordet "kunstig" (i betydningen uægte) og endelig for det, vi kan kalde Kunst med stort K?
Masker og mennesker
Negrenes dansemasker og deres anvendelse er i sig selv udtryk for kunsten at kunne. Europæiske og amerikanske antropologer og kunstnere har mange gange udtrykt deres beundring for den tekniske kunnen og den anvendelse af forskellige materialer, der ligger bag disse produkter af menneskelig fantasi. Samtidig er de også Kunst med stort K, idet de forbinder mennesket med en større helhed og "siger" noget om det uudsigelige. Men hvad så med udtrykket "kunstig" i den forbindelse? Maskebæreren er ikke sig selv, og dog kan forklædningen ikke adskilles fra den, der bærer den. I det gamle Grækenland udviklede drama og skuespil sig af ritualerne ved Dionysosfesterne, hvor mænd, der havde klædt sig i dyreskind og trukket dyrehoveder på, dansede med i processionen og forestillede kentaurer (halvt hest og halvt mand) og satyrer (halvt mand og halvt ged). I det hele taget finder man hos næsten alle folkeslag symbolet: halvt dyr og halvt menneske. Tænk på Sfinksen i Ægypten og mange ægyptiske gudebilleder, babylonske kongelige mandtyre og fuglemasker, indianske bæver-, bjørne-, bison- og ørnemasker, og fra Indien Brahmas inkarnationer i dyreskikkelser, hvor det endda er "halvt dyr og halvt gud", der er symboliseret. Fra vore hjemlige breddegrader har vi bl. a. eksempler fra dekorationerne på guldhornene, hvor adskillige figurer har menneskehoved og dyrekrop eller omvendt. Folk i den før-kristne periode betragtede almindeligvis ikke dyrene som laverestående væsener. De mente netop, at de havde dyr som forfædre, så de lagde mere vægt på slægtskabet end på forskellen. Og for dem kunne guderne lige så godt antage dyre- som menneskeskikkelse.
Bag en maske er der altid "noget", der levendegør "noget mere", men som samtidig skjuler sin egentlige identitet. Det græske ord for skuespiller var "hypocrites" = den som svarer, fordi det var ham, der svarede koret. Men da han samtidig bar maske, udviklede ordet "hypocrit" sig til også at betyde et menneske med to ansigter, det ægte (det skjulte) og det, der anvendtes i kunstens tjeneste, det "kunstige". Og her er der ingen ringeagtende betydning i ordet "kunstig". Den form kom først senere, det har vi udtryk for på engelsk, hvor "hypocrite" betyder "hykler".
Den skabende personlighed
Også Martinus har i sin Kosmologi defineret begrebet "kunst". Han kalder den "højintellektualitet inkarneret i materien". På sit symbol over de dyriske og menneskelige tankeklimaer (symbol nr 33 i "Det evige verdensbillede" III) viser han i figurerne 15 og 17, hvad han kalder "dyrerigets kunst" og "den psykiske
Symbol nr. 33 A.
Registrering af symbol nr. 33. sanseevne"; sidstnævnte repræsenteret i dyreriget og hos det primitive menneske som lavpsykiske kræfter", senere i udviklingen som "højpsykiske kræfter" og dermed, når vi engang bliver "rigtige mennesker", evnen til ud fra vor viljekraft at "materialisere" og "dematerialisere", dvs. koncentrere materien i øjeblikkelig skabelse og opløse den efter ønske. Det er alle eventyrenes beretninger om "trylleri", vi møder her, og så har det dog intet med "trolddom" at gøre. Det er den højeste Kunst og den højeste Videnskab, det er livskunstens naturlige udfoldelse, og det skal hver eneste af os engang komme til at udføre. Hertil kan vi vel alle sige: "Det vil vi gerne!" Men det er ingen viljesakt, det er en vækstakt, hvor viljen lidt efter lidt forbindes med indsigt og overblik over livets skabelseslove og kosmiske principper. I denne forvandling spiller alle vore evner og talenter en rolle, lige meget om de er praktiske, tekniske, kunstneriske, sportslige osv., vel at mærke når de forenes med de etiske talenter. Vi er alle sammen medvirkende i en ejendommelig proces her på jorden i øjeblikket, og vi vil fortsætte denne proces mod et lykkeligt mål i kommende inkarnationer, nemlig udviklingen af vor skabende personlighed, hvor vi skabes ved selv at skabe. Det kalder jeg "Kunstens død og opstandelse", og det vil jeg skrive om i min næste artikel.
MM
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige