Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Da forfatteren Mogens Højgaard, der også har været direktør for Danmarks Akvarium, for nogle år siden udsendte sin åbenhjertige bog: "mennesket og andre dyr", udløste det i vide kredse en storm af protest og harme. Folk med nær tilknytning til Kirken følte det uoverstigeligt vanskeligt at acceptere tanken om mennesket som et dyr. Ganske vist et højerestående dyr, men ikke des mindre et dyr. Dette var jo helt i modstrid med den bibelske skabelsesberetning, ifølge hvilken mennesket var skabt i Guds billede og efter hans lignelse, og skabt til at herske over jordens øvrige livsformer - herunder dyrene. Og set på denne baggrund måtte Mogens Højgaards bog ligefrem betragtes som et eksempel på skrap blasfemi, idet konklusionen nødvendigvis måtte være, at også Gud var et dyr. For ifølge Bibelen var mennesket jo et spejlbillede af Gud, og gør man mennesket til et dyr, gør man også i samme stund Gud til et dyr. En sådan tanke var simpelt hen uacceptabel.

Det gjorde naturligvis ikke sagen bedre, at Mogens Højgaard i sin argumentation kunne henvise til solide naturvidenskabelige iagttagelser, hentet fra forskellige fagområder. Ikke mindst fra hele den forskning, der beskæftiger sig med menneskets biologiske afstamning og udvikling. Denne viser nemlig for det første, at mennesket med hensyn til sin organisme slet og ret er et pattedyr, der rent biologisk ikke adskiller sig afgørende fra andre pattedyr, Heller ikke med hensyn til sin relative hjernevolumen, idet denne nu har vist sig at rangere under delfinens. For det andet viser det sig i nøje forbindelse hermed, at mennesket ikke er en statisk størrelse, der til alle tider har set ud, som det gør nu, men tværtimod har en udviklingshistorie bag sig, der viser tilbage til det rene dyrerige - ja, i virkeligheden helt tilbage til det præ-cambriske urhav, livets vugge for ca. tre milliarder år siden. Og endelig røber mennesket i vaner og adfærd en lang række lighedstræk med dyrene, som sammen med de øvrige vidnesbyrd umiskendeligt bidrager til at understrege menneskets dyriske slægtskabsforhold.

Tynget under vægten af en sådan række indicier kan det ikke undre, at tilhængere af den bibelske skabelsesberetning må reagere voldsomt over for en bog som "mennesket og andre dyr", akkurat som det må anses for naturligt, at en lignende reaktion kom til udtryk - omend langt mere rabiat - da Kopernicus for ca. 400 år siden overflyttede verdens centrum fra jorden til solen. De teologiske konsekvenser var og er simpelt hen ikke til at overse, eller rettere sagt: det indses, at de to sæt opfattelser - den teologiske og den naturvidenskabelige - ikke lader sig forene. Og er man indlevet i og følelsesmæssigt knyttet til den første, må det uden videre fornemmes som højst skræmmende og provokerende at blive konfronteret med sidstnævnte - altså den naturvidenskabelige. Især fordi den med hensyn til sine konsekvenser er så prosaisk og lidet opløftende. At tænke sig, at mennesket ikke skulle være noget som helst andet end et dyr på linje med andre dyr, bortset fra det ene, at det har formået at udvikle et næsten uindskrænket herredømme over resten af sine artsfæller - ja over alle livsformer overhovedet. En sådan tanke er simpelt hen ikke til at bære, og det er da i virkeligheden heller ikke så få, der slet og ret vender det døve øre til de videnskabelige argumenter. Man formår simpelt hen ikke at opgive tanken om menneskets guddommelige særstilling som det eneste væsen i tilværelsen, der eksisterer i Guds billede og lignelse.

I sin fremstilling af det kosmiske verdensbillede tager Martinus adskillige gange stilling til denne problematik, og det fremgår, at mennesket på trods af de videnskabelige iagttagelser ikke behøver at opgive tanken om dette at være skabt i Guds billede, hvorimod det er nødt til at opgive troen på at have eneret herpå. I virkeligheden nyder nemlig alle levende væsener dette privilegium, uanset hvordan de ser ud, hvor de lever, og hvilket udviklingstrin de repræsenterer, hvilket hænger sammen med, at alle eksisterende levende væsener på en sådan måde er dele af Gud, at den enkelte indtil de mindste detaljer afspejler helheden - altså Gud.

Noget ganske andet er, at der knytter sig et stort forbehold til talemåden "skabt i Guds billede", idet alle levende væsener ifølge Martinus er evige og udødelige, akkurat som den Gud, hvoraf de er dele. De kan derfor ikke i absolut forstand være skabte, idet dette måtte indebære, at der for den enkelte var tale om et tilblivelsesøjeblik, og at vedkommende derfor ikke kunne være evig.

Det må således være i en anden betydning, at vendingen "skabt i Guds billede" benyttes, og Martinus gør her gældende, at der er tale om en omskabelse af noget allerede i forvejen bestående. Og han tilføjer, at denne omskabelsesproces slet ikke er afsluttet for menneskets vedkommende, således som den bibelske formulering kunne forlede til at tro. Den er naturligvis heller ikke afsluttet for dyrenes - og langt mindre for planternes vedkommende, der også omfattes af den. Disse livsformer repræsenterer tværtimod endnu yngre stadier i den omtalte omskabelsesproces end mennesket; men alle har kurs mod det samme mål: det færdige menneske i Guds billede. Det vil sige en tilstand, hvor det enkelte væsen i hele sin adfærd og al sin tænken og følen er i kontakt med livets bærende love og principper og derfor i kosmisk forstand er til glæde, velsignelse og nytte i verdensaltet.

Disse normer kan man jo ikke rigtigt sige, at mennesket opfylder hundrede procent. Ej heller dyrene, men måske i højere grad planterne. I modsætning til mennesket og dyrene befordrer disse nemlig i overvejende grad det livgivende princip. Både i den forstand, at de danner grundlag for hele den animalske verdens ernæring og eksistens, og på den måde, at de med hensyn til deres egen ernæring befordrer opbygning, og ikke nedbrydning; som bekendt formår planterne nemlig at udnytte sollysets energi til fordel for en proces, hvorigennem uorganiske stoffer omdannes til organiske stoffer og derigennem til fødeemner for planteædende dyr, der ikke kan præstere dette.

Repræsenterer da planten det fuldkomne væsen i Guds billede og lignelse? - Nej, absolut ikke. På det etiske område overgår den som sagt i flere henseender dyret og mennesket, hvis livsnormer overvejende er dræbende. På det intellektuelle område er den derimod udpræget underlegen, ligesom det samme gør sig gældende med hensyn til bevægelsesfrihed og viljeføring. Og det er da heller ikke tilfældigt, at planteriget i Martinus verdensbillede indtager pladsen som udgangspunkt for den udvikling, som dyret og mennesket er underkastet, og som altså jævnfør det tidligere omtalte fører frem mod tilstanden: det færdige menneske i Guds billede.

Målt med dette slutfacit er hverken mennesket eller nogle af de øvrige livsformer på jorden færdigskabte, men må i denne henseende betragtes som halvfabrikat, for at benytte et teknisk udtryk.

Ved et halvfabrikat forstås jo netop et produkt, der repræsenterer et mellemstadium mellem de to yderstadier; råstof og slutprodukt. Og særligt for menneskets vedkommende kan denne betegnelse siges at være træffende. Det er ikke længere i renkultur et væsen, der - overvejende instinktbundet - lever på det dræbende princips normer og love, men også et væsen, der kan præstere bevidst intellektuel virksomhed, føle barmhjertighed og medlidenhed og i det hele taget præstere en relativt omfattende humanitær virksomhed. Det er kort sagt ikke i renkultur et dyr og ej heller i renkultur et menneske i Guds billede, men en ting midt imellem. Altså et halvfabrikata. Og som det da også er tilfældet, må dette nødvendigvis være en pinefuld tilstand, idet den som noget uundgåeligt må udløse en strøm af såvel indre som ydre konflikter med deraf følgende lidelsestilstande som resultat. Ganske vist er mennesker som regel ikke klar over de dybere årsager til denne situation, men det forhindrer ikke, at de i større eller mindre grad lider under den, og fremdeles vil gøre det, indtil situationen er afklaret til fordel for en virkeliggørelse af udviklingens mål. Martinus udtrykker det på den måde, at mennesket i virkeligheden hverken tilhører dyreriget eller det rigtige menneskerige, men må betragtes som en såret flygtning mellem disse to riger. Hvordan såret? Jo, såret af det "slangebid", som dette at plukke frugter af kundskabens træ på godt og ondt har været ensbetydende med. Såret af dette, at føle længsel efter at gøre det gode samtidig med, at man den ene gang efter den anden falder for fristelsen til at gøre det onde. Såret af den bevidste oplevelse af skæbneenergiernes tilbagevenden, og sidst men ikke mindst: såret af længslen efter fred, kærlighed og tryghed i en verden, hvor man i en kolossal udstrækning møder den direkte modsætning hertil.

Hvem påfører da mennesket denne tilstand? Ja, efter den bibelske skabelsesberetning skulle det jo være Gud, men Martinus understreger, at det vel at mærke er Gud i den enkelte. Udviklingsforløbet er ikke en proces, der påtvinges individet udefra, men derimod en forvandling, der er foranlediget af guddommelige kræfter indefra. Som allerede nævnt er alle levende væsener en del af Gud, og det er netop det guddommelige i hvert enkelt levende væsen, der er drivkraften bag den personlige udvikling, således også udviklingen fra dyr til rigtigt menneske.

Hele denne situation er på mesterlig vis skildret af den store islandske billedhugger og maler Einar Jónsson, således som det fremgår af dette nummers forsidebillede. Vi ser et halvt tilvirket menneskeansigt og dermed symbolet på mennesket som et halvfabrikata. Og forneden ses en færdig tilvirket menneskeskikkelse, der støtter sig til et hammerlignende værktøj. Denne figur kalder Einar Jónsson billedhuggeren og symboliserer dermed, at det aktive element bag den skabelsesproces, der via halvfabrikataets mange stadier vil forvandle den rå sten til et færdigt og skønt menneskeansigt, er noget i menneskets eget indre, noget, der ved sin guddommelige natur i sig selv evigt er færdigt og dermed evigt forud for den forvandling, det tilskynder til. Dette er værd at tænke på i en tid, hvor så meget tilsyneladende værdifuldt er i opløsning, hvor så megen ondskab, råhed og brutalitet kommer til udfoldelse, og hvor det kan være så svært at se noget ædelt, tiltrækkende og guddommeligt i medmennesket. Det må nødvendigvis være en trøst at vide, at der bag alle disse skræmmende ting og tilskikkelser trods alt virker en guddomsgnist, der med nøje afvejede midler alene tilstræber at fuldende den skabelsesproces, der for snart tre milliarder år siden tog sin begyndelse i det præcambriske urhavs første sitrende livsvibrationer.