Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Dyrlægen i Sandiegos zoologiske have i Californien tog omhyggeligt sigte. Da næsehornet vendte sig en halv omgang og stod med siden til, fyrede han. Næsehornet virrede en smule med hovedet, og så var dyrlægen tilfreds. Han havde ikke skudt på det for at såre det, men for at skåne det mod en truende mangelsygdom.

 

 

Man havde iagttaget, at næsehornet skrantede lidt. Det tabte vægt og var ikke rigtigt i humør. Med nutidens kendskab til dyr og deres behov blev man hurtigt klar over, hvad der var galt. Næsehornet led af vitaminmangel, men var ikke til at formå til at æde den føde, de naturlige vitaminer fandtes i. Sådan kan menneskenes børn også nu og da i deres uforstand vægre sig ved levertran og andre ting, de har godt af, fordi de tilfører legemet stoffer, som beskytter mod sygdom. Mennesker kan man forklare sagen, men et næsehorn stiller sig bare op og spiller dum.

Den patron, dyrlægen skød ind gennem næsehornets tykke pandehud, indeholdt et vitaminstof, som reddede dyret fra en ubehagelig sygdom. Nogle få skud var nok, så travede næsehornet atter fornøjet omkring. Man kan ikke uden videre gå ind til et næsehorn og give det en indsprøjtning. Det slipper man ikke godt fra. Men i sikker afstand kan en god skytte give en indsprøjtning pr. gevær.

I det hele taget redder mange dygtige jægere dyreliv ved at skyde på dem.

Visse steder i Afrika dræbte de indfødte næsehorn bare for at sikre sig halen, som de brugte til at vifte fluer bort med. Resten af næsehornet lod de ligge, og liget blev efterhånden ædt af sjakaler, hyæner, gribbe og andre ådselsædere. Dyreværnsfolk i Afrika forudså næsehornets snarlige udryddelse, hvis de ikke greb ind og fik flyttet bestanden til andre egne, hvor den havde bedre levevilkår, men det er ikke sådan at indsamle næsehorn. De har den kedelige vane at gå til angreb, og et næsehorn vælter let en jeep eller en mindre lastbil.

Så fandt man på at skyde bedøvelsesmidler ind i kroppen på dem. Når de faldt om, samlede man dem op og læssede dem på lastbiler, og så slap man dem løs på et fremmed sted, når de vågnede. Det hele gik nemt og smertefrit. Dyrene akklimatiserede sig hurtigt og formerede sig, så Afrikas bestand af næsehorn ser ud til at kunne bevares. Det ville være et frygteligt tab, hvis dette særprægede dyr skulle udryddes.

Antiloper, gazeller og adskillige andre dyr, som man har fundet det hensigtsmæssigt at flytte, fordi deres eksistens var i fare, er med held blevet jaget med bedøvelsespatroner. De sover stille hen i nogle timer og vågner så uden nogen egentlig erindring om, hvad der er sket. Så er de anbragt i områder, hvor de har større chancer for at klare sig. Det er nøje gennemprøvet, hvad de enkelte dyrearter kan tåle af bedøvelsesmidler, og man anser den måde at flytte dem på for den mest humane, man indtil nu har fundet. Der efterlades kun et ubetydeligt sår, som hurtigt heles.

Kilde: Dyrevennens Ungdomsblad 74, 1, 1969-70.