Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Der er ingen tvivl om, at nogle dyrs adfærd viser træk, der minder om menneskers; og det er endnu mere indlysende, at menneskenes adfærd og funktioner på så mange måder minder om dyrenes. Den fysiske videnskab har da også for længst fastslået, at mennesket er en dyreart. Det har man dog fra andre sider, specielt fra kirkelig side, ikke villet acceptere, i alt fald kun meget tøvende og uvilligt. Der har været megen modstand mod udviklingslæren, og denne modstand har haft stor magt helt frem til vore dage. Det er ikke en menneskealder siden, at en lærer i USA blev idømt fængselsstraf for at have undervist sine elever i den "vranglære", at mennesket stammer fra aberne. Jeg husker fra min egen skoletid, hvordan en ung, ny lærer i naturhistorie formåede at gøre sit fag levende, interessant og logisk. Han fik os virkelig til at lytte og til at ønske at lære noget ved sin gennemgang af udviklingslæren. Skæbnen ville, at vi en bestemt ugedag havde religion lige efter naturhistorietimen, og vor lærerinde, en rar ældre dame, vi kaldte "Mutter Hygge", havde pludselig bestemt at ville repetere med os og begynde forfra med Adam og Eva. Det blev for meget for os, og især for en meget opvakt og handlekraftig elev i klassen. Han rejste sig og spurgte høfligt men bestemt: "Undskyld fru H., tror De selv på det gamle eventyr? Vi har lige af hr. C. fået at vide, at mennesket er et resultat af en lang udvikling, og at vi stammer fra dyrene. Det lyder så klart og logisk, hvordan kan dét så være rigtigt, der står i Bibelen?" Lærerinden rødmede, og derefter blegnede den stakkels dame. Så begyndte tårerne at løbe ned ad hendes kinder. Hun sagde ingenting, men rejste sig og forlod klasseværelset. For os elever betød det videnskabens sejr over religionen. Ikke mindst fordi vi kunne mærke, at naturhistorielæreren fik en påmindelse om at være lidt mere forsigtig i sine forklaringer, og det var jo en falliterklæring. Og i religion fik vi en yngre lærer, som mere talte om etik end om religion og lod os læse lektier i den sidste del af timen. Dengang var det ikke så almindeligt med ungdomsoprør, som det er i dag, og det var jo på en meget stilfærdig måde, det var foregået. Men vi følte, vi havde vundet noget, og det har uden tvivl spillet en rolle for den fremtidige tankegang og livsindstilling hos mange af os, der som store børn oplevede denne episode.

Til trods for den stærke modstand mod erkendelsen af mennesket som dyreart, er denne kendsgerning dog lidt efter lidt blevet accepteret. I dag forbyder end ikke den katolske kirke sine tilhængere at tro på udviklingslæren. Fremragende videnskabsmænd inden for dens egne rækker, som f. eks. Teilhard de Chardin, der både var jesuiterpater og palæontolog (forsker af fortidens planter og dyr, som de kan studeres gennem fund og forsteninger) er nået til sådanne resultater i deres forskning, at man enten måtte acceptere deres resultater eller udstøde dem af kirken. Man forsøgte da også at forhindre udgivelsen af Chardins skrifter, men hans videnskabelige kolleger sørgede for udgivelsen, og hans skrifter har været af den største betydning for både forskere og lægmænd i vor tid. Noget meget væsentligt og specielt for Chardin er, at han ikke opgiver sin religiøse indstilling, men at hans forskning tværtimod forstærker den. Han taler i slutningen af sin berømte bog "Fænomenet Menneske" om menneskehedens "voksværk", "hvor den gådefulde lov, smertefuldt som en fødsel tager form i os, den lov, som fra den ydmygeste kemiske proces til åndens højeste synteser lader ethvert fremskridt mod større enhed finde udtryk i arbejde og anstrengelse". Og han slutter samme bog med at skrive: "Hvordan man end ser på det, er det en kendsgerning, at selv i dens øjne, der slet og ret er biolog, er der intet, menneskehedens eventyrlige bane minder så meget om, som om en Korsets vej".

Vist er der forskel på dyr og mennesker. Men at forskellen skulle være så stor, at mennesket har sjæleliv, medens dyret absolut ikke har det, er en påstand, som i alt fald mange dyrevenner ikke vil skrive under på. Det gælder også mange dyrepsykologer, som for øvrigt også er dyrevenner, ellers ville de slet ikke kunne udføre deres forskning og arbejde med godt resultat. Disse dyrepsykologer kaldes også "etologer", dvs. zoologer, der studerer dyrenes adfærd. Og nogle af dem er begyndt at studere menneskenes adfærd i etologisk perspektiv. I de senere år er der udkommet flere populære og interessante bøger inden for denne forskningsgren, f. eks. Desmond Morris: "Den nøgne abe" og "Den menneskelige zoo", A. Storr: "Det aggressive menneske" og Konrad Lorenz: "Det såkaldt onde".

Behøver vi, fordi vi anerkender, at vi stammer fra og faktisk stadig tilhører dyreriget, at se os selv som "mennesket i dyrets billede"? Behøver vi af den grund at opgive tanken om vor forbindelse med en guddommelig magt? Konrad Lorenz opgiver den ikke. Han skriver i "Det såkaldt onde": "Den, der virkelig kender dyrene, de højeste og os nærmest beslægtede indbefattet, og har nogen indsigt i udviklingshistorien, bliver først derigennem i stand til helt at fatte menneskets egenart. Vi er det højeste, artsdannelsens store konstruktører indtil nu har nået på jorden, vi er deres "sidste skrig", men ganske bestemt ikke deres "sidste ord"." Og videre: "At kalde det nuværende menneske, som befinder sig på en etape af sin march, der forhåbentlig snart kan overstås, for skabelsens krone, der simpelthen ikke kan overgås, forekommer naturforskeren at være den mest indbildske og farlige af alle ubegrundede dogmer. Hvis jeg skulle anse mennesket for at være Guds udtrykte billede, ville jeg blive usikker i min bedømmelse af Gud, men når jeg holder mig for øje, at vore aner - jordhistorisk betragtet for nylig - var ganske ordinære aber af chimpansernes nærmeste familie, skimter jeg et håb. Der behøves ikke videre optimisme for at antage, at der kan opstå noget bedre og højere af os mennesker. Langt fra at se det definitivt uovertræffelige. Guds udtrykte billede, i mennesket, hævder jeg mere beskedent og med større ærefrygt for skabelsen af dens uudtømmelige muligheder: det længe søgte mellemled mellem dyrene og det virkelig humane menneske - det er os!

Mennesket opfandt maskiner og mekanik og lærte at anvende dampkraft, gas, elektricitet, stråler og bølger. Og nu har det opfundet og anvender elektronhjerner og datamaskiner. Det kan spalte atomer og rejse til månen og fabler om at udvide sin magt til andre kloder og verdener. Man kunne tro, at dette begavede dyr, som har fået naturens kræfter til at arbejde for sig i en sådan grad, skulle være i stand til at skabe vidunderlige livsvilkår på denne klode. Men det viser sig tværtimod, at "mennesket i dyrets billede" med sin tekniske og videnskabelige begavelse og sin evne til at tænke på den måde, det selv kalder "logisk", har forvandlet verden til en jungle, der hvad udryddelseskapacitet og giftighed angår er meget værre end de rigtige dyrs jungle. Det har vist sig at være rigtigt, hvad Tagore skrev: "Når mennesket er et dyr, er det værre end noget dyr".

Martinus kosmologi kan hjælpe mennesket til at forene forståelsen af udviklingslæren med en forståelse af, hvad Bibelen beretter om "Skabelsen". Men ikke blot det. Hvad Lorenz aner, og hvad Chardin begyndte at finde udtryk for, forklarer Martinus med sine analyser og symboler. Udviklingen fra mineral til menneske, den skabende udvikling, har nu ført os så langt, at vi skabes ved selv at skabe. Reinkarnationen er en naturlov, som har ført det primitive menneske, der led kulde og afsavn og bukkede under for naturkræfterne, frem til civilisation og teknisk kunnen. Det er os, som var naturmennesket. Men først tilhørte vi mineralriget, blev så planter og dyr, og nu er vi på vej videre. Vi er evige væsener, og vi har hele tiden inderst inde været i Guds billede. Nu skal vi også blive "efter Guds lignelse", og hvordan det er ved at ske, skal jeg behandle i en senere artikel: "Det skabende menneske".