Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1936/1 side 1
<<  5:26  >>
Martinus:
LOGIK
(Fortsat)
Som nævnt i Foranstaaende udgør Aandsevnerne det Redskab, de Vinger, der skal bære Individet mod Lysets Tinder, mod den sande Viden om Gud, Verdensaltet eller Tilværelsen. At komme til Kundskab om disse Aandsevners særlige Analyser vil derfor være absolut nødvendig for hver den, som virkeligt ønsker at komme til Forstaaelse af Verdensaltets absolute Logik.
Men da ikke alle Mennesker er udviklede til at fordre en saadan Forstaaelse, ligesom de heller ikke alle har Energi eller Intelligens til at følge med i en Docering af disse Analyser og derfor endnu lever i en mental Tilstand, hvor Bevidstheden eller Villien mere dikteres af Sympatier eller Antipatier end af virkelig intellektuel Forstaaelse eller Viden, skal vi, før vi gaar over til at dvæle ved de nævnte Aandsevner, først give et lille Tilbageblik over Virkningerne af Materialisme og Religiøsitet for derigennem at give et for disse Menneskers sympatiske, mere end for deres intellektuelle Anlæg, tilpasset Indtryk af Livets egen Anvisning paa, hvad man bør gøre for at blive "salig".
*   *   *
Vi begiver os tilbage til fjerne Tider, da en menneskelig Fod endnu aldrig havde betraadt Jordens Kontinenter. En stærk Varmeudstraaling fra Klodens eget glødende Indre befordrede en stor Tropehede overalt paa dens Overflade og fremkaldte en umaadelig Cirkulation i Vandfordampningen. Et uigennemtrængeligt Skylag dækkede permanent den ganske Horisont. Intet øje havde endnu skuet en blaa Himmel eller direkte set Solens hvide Lys. Dertil var Atmosfæren alt for tyk. Et evigt Tusmørke rugede overalt. Livet levedes i en Skyggernes Verden. Umaadelige Tropeskove bredte sig fra Kyst til Kyst. I den fugtige hede Luft myldrede Livet frem. Vi befinder os i "Den sjette Dags" første spæde Morgenrøde, den Dag hvis Middagssol endnu lyser over Verden, og hvis Aftensol det jordiske Menneske endnu aldrig har set gaa ned. Vi er midt i "Guds Skabelse af Dyr og Mennesker".
I Ly af disse umaadelige Fortidsskove, hvis mægtige Plantearter ikke kunde taale Solens Lys, og hvis degenererede, dværgagtige Efterkommere i vor nuværende sollyse Verden derfor sparsomt maa søge den livsbetingende Skygge ved Foden af anderledes lyselskende Træer, voksede Livet videre og videre. I Kraft af den permanente overtrukne Himmel var Verden mørk som en Skovbund. Og de daværende Skove var da ogsaa i Virkeligheden kun at udtrykke som de nuværende Skovbundsplantearter i Kæmpeformat.
Inde fra Tykningen af disse vældige Krat kom et lille mærkeligt, rædselsslagent Dyr springende forfulgt af et andet rovdyragtigt, farligt udseende Væsen. I det herskende Tusmørke blev de hurtigt ude af Syne, men et hjerteskærende, langtrukkent Skrig forkyndte det forfulgte Væsens Kapitulation, forkyndte at den Redning, det ved sin Flugt troede at kunne have opnaaet, nu maatte opgives, forkyndte at det ikke selv havde flere Kræfter eller ved egen Hjælp kunde fri sig fra Faren, og hvorfor dets Rædsel og Fortvivlelse over den truende Undergang, som en allersidste Udvej, udløstes gennem det omtalte Skrig. Dette blev saaledes et Nødskrig, et Raab om Hjælp, et Skrig i "Mørket", - men til hvem? - Ja, til noget synligt og kendt Væsen kunde det absolut ikke være rettet, da det principmæssigt gentager sig i alle Nødsituationer hos alle Væsener, der har Evne til at frembringe Lyde, og er forbunden med enhver Dødsangstudløsning, ganske uafhængigt af om der er andre Væsener til Stede eller ikke.
Raabet bliver altsaa rettet mod noget Ukendt. Men et Raab, der er rettet mod noget Ukendt om Redning, er jo det samme som en "Bøn" til en ukendt Overmagt, en blind Henvendelse til et ukendt Forsyn, hvilket jo igen er lige akkurat det samme som det, vi i Dag kalder "Bøn til Gud". Hvad er vel "Bøn til Gud" andet end netop en Anmodning til en Overmagt eller et Forsyn? -
At Menneskene i deres mere udviklede Tilstand end Dyrene har faaet Evne til at udtrykke disse sjælelige Foreteelser, disse Angstudløsninger, disse deres Nødraab i kultiverede Lyde, Tale, Ordformer og Sætninger, give dem Navne og Udtryk, kalde dem "Religiøsitet", "Bøn til Gud" eller Lignende, at disse Foreteelser har været i Stand til at vække til Live en vaagnende Anelse, en begyndende Vækkelse af en Bevidsthed om et eksisterende "Forsyn", en "Gud" eller "Guder" o. s. v. forandrer eller afkræfter jo absolut ikke Princippet, men viser tværtimod, at det er under Udvikling.
Fortidens store Skove har saaledes genlydt af "Bønner" til Gud, opsendt af Væsener, der endnu ikke var naaet at blive til det, vi i Dag betragter som Mennesker, var endnu henhørende under de Væsener vi kalder Dyr, ligesom vore egne Skove endnu den Dag i Dag genlyder af de samme hellige Nødraab.
Men naar Forbindelsen mellem et ukendt Forsyn og de levende Væsener eller "Bøn til Gud" saaledes gør sig gældende i Tykningen af Fortidens store Skove, længe før Mennesket blev til, og ligeledes gør sig gældende hos Nutidens Dyr, er "Bøn til Gud" eller med andre Ord "det religiøse Princip" jo slet ikke noget menneskeligt Paafund. Men naar det ikke er noget menneskeligt Paafund er det jo en Anordning af Livet selv, er identisk med selve Naturen. At ironisere over det religiøse Princip, over Bønnen, er at ironisere over Naturen, det er at gaa i Rette med Sol og Maane, det er at kulminere i Blottelsen af sin egen Naivitet og Uvidenhed.
Det religiøse Princip, Haabet og Troen paa og Trangen til at klamre sig til en Overmagt, et Forsyn, en Guddom, udgør altsaa noget af Naturen selv ligesom Sol og Maane, ligesom Vejr og Vind, ligesom Blodomløb, Mad og Drikke og er som nævnt ikke opfundet af Mennesker. Hvad der derimod er af menneskelig Oprindelse eller udgør menneskeligt Paafund er de Forestillinger om, og de Navne og Begreber hvormed vi udtrykker disse medfødte Urinstinkter i vor dybeste Natur, som, vi altsaa her har set, ned gennem Dyreriget fortaber sig helt tilbage i Urtidens mørke Skove.
Begreber som "Fetisch", "Store Aand", "Gud", "Guder", "Zebaoth", "Jehovah", "Zeus", "Odin" o. s. v. er alle uden Undtagelse af det vordende Menneske opfundne Navne og Udtryk, hvormed det ligesom danner sig en Art nødvendig Nummerering af de store ukendte Foreteelser, i dets Bestræbelser efter at sætte Tingene paa Plads, et synligt Resultat af den begyndende Kultivering af disse medfødte Urinstinkter i "Dyrets" Sjæleliv, gennem hvilket "Den sjette Dags" Kulmination af Skabelse lader samme Væsen fremstaa som det rigtige "Menneske" for Guds Aasyn.
*   *   *
Biblens "sjette Dag" er saaledes ikke en almindelig Ugedag eller et Døgn paa 24 Timer, men et Udtryk for den Tidsperiode eller det Afsnit i Udviklingen, hvor "Dyret" "udvikler" sig til "Menneske".
Da "Noget" ikke kan blive til af "Intet", vil al Tilblivelse, al Skabelse kun kunne være identisk med "Omskabelse", der igen er det samme som "Forvandling". Naar denne "Forvandling" er til det Bedre, kalder vi den "Udvikling", og naar den er til det Daarligere, kalder vi den "Degeneration". Al Skabelse i Tilværelsen er saaledes Udvikling og Degeneration. Menneskets Tilsynekomst i Verden er ikke et pludseligt paa Sekunder frembragt Mirakel. Mennesket er en haandgribelig "fysisk", "materiel" og "aandelig" Realitet og kan saaledes umuligt pludselig være fremstaaet af absolut "Intet". Det udgør saaledes en Realitet, der i fuldeste Maal er blevet til af en anden "fysisk", "materiel" og "aandelig" Realitet, udgør altsaa et "omskabt" Væsen. Denne Analyse er den absolut eneste, der kan gaa op i Verdensplanens Logik. Den modsatte Opfattelse er kun Symptomer paa manglende matematisk Talent, Symptomer paa en endnu uudviklet eller ufærdig Analyseringsevne. Den udgør saaledes en ren primitiv Opfattelse af den virkelige Sandhed. Biblen udtrykker jo selv, at Menneskets Skabelse var en "Omskabelse" i følgende Ord: "Og Gud Herren havde dannet Mennesket af Støv, af Jorden og blæst Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev en levende Sjæl".
Men hvad er "Støv", hvad er "Jorden" og hvad er "Livets Aande"? - Er det ikke netop Grundanalysen af alt, hvad der var i Forvejen? - Er ikke "Støvet" og "Jorden" det samme som "Stofferne", "Materialerne", "Kemikalierne", "Kødet", "Blodet" eller "Dyrene"? - Er ikke "Livets Aande" det samme som det levende Liv, Bevidstheden eller det, der senere bliver til "Den hellige Aand". Hvis ikke dette under en eller anden Form havde eksisteret i Forvejen, hvordan skulle det saa have været muligt at "indblæse" Mennesket det? - Hvordan skulde det saa Være blevet til "En levende Sjæl"? - Nej, Biblens Ord følger her nøje Verdensplanens Logik, er absolut matematisk fuldkommen.
Skabelsen af "Mennesket" var altsaa det samme som en "Omskabelse", en Forvandling af noget i Forvejen eksisterende Materiale. Men hvilket af det saaledes i Forvejen eksisterende Materiale kunde vel tænkes at være bedst egnet til en saadan Omskabelse? - Maatte ikke det mest fuldkomne være det absolut bedst egnede? - Vilde det ikke være ganske i Strid med al den Fornuft eller Logik, vi ellers bliver Vidne til i alle andre Former af Naturens egne Skabeprocesser eller Frembringelser, at Mennesket skulde skabes af "Støv" i bogstavelig Forstand, eller af Sand, Ler eller Grus, naar Verden vrimlede med Materiale af langt højere Kvalitet, Materialer, der i Forvejen ligefrem var bearbejdet og tilpasset med denne Omskabelse for øje, og hvorved Omskabelsen næsten kun blev en Bagatel for de samme skabende Kræfter i Forhold til, hvad en Omskabelse af det førnævnte helt utilpassede mineralske Materiale, og i hvilket den for Mennesket nødvendige "Livets Aande" ikke eksisterede, vilde have været? - Jo, absolut!
Hvad var det da for et "Materiale", der paa "Den sjette Dags" tidlige Morgen eksisterede som egnet eller tilpasset til at omskabes til "Menneske", og som ikke alene udgjorde et meget bearbejdet Materiale til Formaalet, rent fysisk set, men i hvilket ogsaa den absolut nødvendige "Livets Aande" eksisterede eller var synlig? -
Dette Materiale udgjordes udelukkende af de paa Jorden forud for Mennesket eksisterende Realiteter, vi kalder "Dyr". "Dyret" var det højest udviklede, hvilket vil sige, udgjorde den mest fuldkomne eksisterende Sammensætning af de for Formaalet særligt bearbejdede Materialer og var dermed den absolut eneste Form for "Støv" eller Materiale, der i Harmoni med de logiske Love overhovedet kunde bruges.
Ja, i Sandhed, kun af "Dyret" kunde "Mennesket" skabes. Menneskets Tilblivelse er saaledes en "Omskabelse" af "Dyret", Men denne "Omskabelse" er endnu ikke endt. Det jordiske Menneske er endnu ikke et færdigt "Menneske". Dertil er der endnu alt for mange "dyriske" Tendenser i dets Væsen, i dets Bevidsthed. Saalænge det endnu jager, dræber og æder Dyrene, saalænge det endnu erobrer, plyndrer og undertrykker Væsener af deres egen Art, andre jordiske Mennesker, saalænge det endnu maa foretage dets Forplantning eller Befrugtning som "Pattedyr", maa "føde sit Barn med Smærte", saalænge det endnu er uvidende om sit virkelige og sande Jegs udødelige Væsen, saalænge Verdensaltets Analyse endnu kun er "blinde Naturkræfter", en Nathimmel med lysende Stjerner, en Samling "Straaler" og "Bølger", det levende Væsen kun en Samling Kemikalier, Livets Mysterium "Fantasi" og Gud et "tomt Begreb", da er Guds Skabelse af Mennesket ikke færdig, da er det endnu til en vis Grad et "Dyr", et ubevidst Væsen, der sender sine Dødskvaler, sine Angstskrig, sine "Bønner" mod en ukendt, Overmagt. Alene det, at der er noget der smærter eller gør ondt, viser jo, at der i tilsvarende Grad er noget, der ikke er fuldkomment og dermed noget, der ikke er færdigt, noget der endnu skal rettes, skal omskabes. Og "Den sjette Dag" ruger saaledes endnu over de jordiske Kontinenter.
Men ogsaa denne "store Dag" vil engang forsvinde for at give Plads for en ny skøn "Dag" i Skabelsens Historie, give Plads for Morgendæmringen af "Den syvende Dags" Opdukken af Nattens Taager, den "Dag" der skal være en "Hviledag for Herren", eller den Tidsperiode hvor al Kamp er ophørt, hvor al Lidelse er endt, hvor al Tanke, Villie, Energi er falden til Hvile i Koncentrationen paa Verdensaltets absolute eneste "Faste Punkt": Den evige Guddom, og hvor den store "Hvile" er dette, ikke at foruroliges af nogen som helst Disharmoni eller manglende Kontakt med Livets Love. "Den syvende Dag" er det Rige, som i Dag "ikke er af denne Verden", men som efter "Den sjette Dags" Ophør paa Jorden som en "ny Himmel" og "ny Jord" alligevel skal lyse over vor Klode.
*   *   *
Som bekendt er Skabelsens Historie i Biblen udtrykt som "Syv Dage", hvoraf vi altsaa her har berørt de to sidste. Vi kan dog ikke nu komme nærmere ind paa disse eller de andre fem store "Dage" i hvilke Verden blev til, men maa desangaaende henvise den interesserede Læser til de kommende Bind af mit Hovedværk "Livets Bog". Jeg skal dog blot lige nævne, at ligesom "Mennesket" er en Omskabelse af "Dyret", saaledes er "Dyret" en Omskabelse af "Planten" og denne igen en Omskabelse af "Mineralet" og dette en Omskabelse af "elektriske Kræfter", "Straaler" og "Bølger", hvilket igen vil sige "overfysiske" eller "aandelige" Energier, og at hver enkel af de nævnte Betingelser i Virkeligheden kun udtrykker forskellige Stadier af et og samme Jegs Oplevelse af en evig fortsat Tilværelse.
Vi vil nu atter vende tilbage til den omtalte Begivenhed i Urtidens store Bregneskove. Det overfaldne Dyr udstødte altsaa et Dødsskrig, en Slags Henvendelse til et ukendt Forsyn, en "Bøn til Gud" om Redning. Men at udstøde Dødsskrig eller en Anmodning til et Forsyn, til en Overmagt om Redning er jo det samme som at handle i Interessen af Livets Beskyttelse eller Bevarelse, det er at gøre noget, der kan være medvirkende til en Redning af det efterstræbte eller dødsdømte Liv. Men at foretage saadan en Handling er jo det samme som at være livsbefordrende, være livsbeskyttende. At samme Handling gennem det overfaldne Væsen ikke altid er stærkere end Angriberen eller de overfaldende Kræfter og derfor heller ikke altid kan redde dets Legeme fra Undergang, forandrer jo ikke den Kendsgerning, at Væsenet ikke frivilligt gik i Døden, men benyttede enten bevidst eller ubevidst Skriget, "Bønnen" som en sidste Modstand imod den truende Undergang. Selvom denne Modstand i nævnte Tilfælde synes at være ganske svag, kan dette aldrig nogen Sinde berettige til at sige, at den var Udtryk for et Samtykke i Undergangen. At en Modstand er lille, saa lille at den brutalt bliver knust af Overmagten, ophæver jo ikke dens Identitet som Modstand og kan saaledes, logisk set, aldrig gøres identisk med et Samtykke.
Gennem det omtalte overfaldne Dyr i Fortidsskoven bliver vi altsaa for første Gang Vidne til Manifestationen af et Princip, der mentalt arbejder i Retning af Livets Bevarelse, et Princip, der for første Gang faar en Mund til at aabne sig for gennem Lyd at befordre Livet i Stedet for Døden. At det maaske kan siges at være et meget spinkelt Princip skyldes jo kun, at vi her er Side om Side med dets allerførste spæde Vorden. Og hvad er ikke spinkelt i sin første Begyndelse? - Begynder ikke alle store Træer, ja selv Kæmpetræer, som smaa bitte Kærner eller Frø? -
Og følger vi nu det nævnte Princip frem gennem Tiderne helt til vore Dage, er det en ret anseelig Udvikling, det har gennemgaaet. Det er allerede paa nærværende Tidspunkt, skønt ikke nær færdigudviklet, blevet til et Kæmpetræ. Er det ikke netop det, der før gav Ekko i Urskovenes Dyb som et hjærteskærende Dødskrig, der siden har faaet Tusinder, ja Millioner af Munde til at aabne sig, - ikke udelukkende for kun at udstødes som primitive Klageskrig. Nødsignaler eller "Raab" om Hjælp i overhængende Fare, men ogsaa for i Form af mere kultiverede og velklingende Lyde, vi kender som "Tungemaal", "Tale" eller "Sprog", at manifesteres som - "Visdom", "Kundskab", "Kunst", "Lovprisning", "Tilbedelse" og "Takkehyldest" til Forsynet, til den Gud Dyret mentalt har dyrket lige netop fra sit første Dødsskrig i den fortidige Jordperiodes dybe Skumring? -
Og er det ikke det samme Dødsskrig, der senere i en mere kultiveret Form, gennem en Verdensgenløsers Mund blev til en - Bjærgprædiken, - blev til "Guds Ord"? - Er disse ikke netop Manifestationen af - Lyde, der skal tjene til at stimulere Befordringen af Livets lykkelige og retmæssige Opretholdelse? - Er udtalte Ord og Sætninger som: "Salige er de Rene af Hjærtet, thi de skulle se Gud", - "Salige er de Barmhjærtige, thi de skulle times Barmhjærtighed", - "Elsk din Næste som dig selv". - "Elsker eders Fjender, gører dem godt som eder hade, velsigner dem som eder forbande, og beder for dem som gør eder Skade," - "Og som I ville, at Menneskene skulle gøre mod eder, ligesaa gører og I mod dem," - "Fader forlad dem, thi de vide ikke hvad de gøre" o. s. v. ikke livgivende? - Kan man sige, at en Lydfrembringelse af denne Art er et Samtykke i Mord og Lemlæstelse? - Er ikke nævnte Lydfrembringelse en Modstand imod Ødelæggelse og Drab? - Er ikke netop Hævnerne, Morderne og Forfølgerne Overtrædere af nævnte Opfordring eller Kærlighedsbud? - Men var ikke ogsaa Dødsskriget, Lydfrembringelsen i Bregneskoven, en Modstand imod Drab og Undergang?
Der er saaledes ingen principiel Forskel mellem Dødsskriget og "Guds Ord". De to Lydfrembringelser er dermed allerhøjst kun forskellige i Grad, absolut ikke i Art. "Bjærgprædikenen", "Guds Ord", de udtalte Sætninger repræsenterer kun Lydfrembringelsen af Dødsskriget i kultiveret og udviklet Form. Dødsskriget fra Urskoven er derimod Udtryk for Lydfrembringelsen i sin første ukultiverede og primitive Art. Begge Lydfrembringelserne udtrykker saaledes Manifestationen af det samme Princip, men paa to vidt forskellige Udviklingsstadier. De udgør begge i Dybden den samme stilfærdige Bøn om Beskyttelse, den samme fredelige Modstand imod en truende Undergang, det samme bevidste eller ubevidste Lyspunkt i en ulykkelig eller mørk Situation.
Lydfrembringelsen er saaledes gaaet meget frem i Udvikling. Og hvad, der før kun var et primitivt og udetailleret enligt "Dødsskrig" i Fortidsskovenes mørke Stier, genlyder i Dag som vidunderlige Visdomsord, Lovsange, Harmonier eller Musik fra Tusinder af kultiverede Struber Verden over, fra Præster, fra Lærere, fra Kunstnere, fra Videnskabsmænd.
Og hvilke store Traditioner kan Dødsskrigenes Historie ikke i Dag se tilbage paa. Hvad mener man om de umaadelig kostbare Sfinxer, Pyramider, Templer, Kirker og Pagoder, der i Tidernes Løb har været opført paa Jorden, og om alle de af disse, der endnu eksisterer? -
Har man nogen Sinde tænkt sig, naar man befinder sig foran den store Pyramide i Ægypten, eller befinder sig overfor et indisk Marmortempel, eller sætter sig til Rette under Peterskirkens Kuppel, hører om Salomons geniale, guldbelagte Tempel i Jerusalem, at man her er stedet overfor Begivenheden i Urskoven paa et højere Plan? - Har man nogen Sinde opfattet disse fornemme Realiteter som identiske med de ensomme Dødsskrig fra de fjerne Fortidsskove? - Og dog, hvad er vel disse mægtige Foreteelser andet end de omtalte Dødsskrig ved den guddommelige Skabekraft, ved Visdom og Kunst gjort tilgængelige for øjet? - Er ikke disse Helligdomme, Templer og Kirker netop en Modstand mod Mørke og Undergang? - Er de ikke netop opført med det Formaal for øje at stimulere de Kræfter, der skaber Lykke, Harmoni og Velvære? - Hvem tør paastaa, at de i deres højeste Instans er opført for at skabe Rædsel og Smærte, Myrderi og Undergang? -
At saadanne mørke Realiteter undertiden ikke desto mindre har været i Stand til at trænge ind i Helligdommene, ja har endog været i Stand til at besjæle Kirkens Mænd, gjort dem til Mordere og Hævnere (Inkvisition, Velsignelse af Krig, Propaganda for Dødsstraf o. l.) er ikke paa noget som helst Punkt i Stand til at afkræfte Helligdommenes Identitet som Modstand mod alle mørke eller formentlige mørke Magter, men beviser derimod som Kendsgerning, at den mørke Overmagt har været for stor, har været for stærk, har været i Stand til at illusionere sine Ofre den Tro, at den var Lyset, saaledes at disse i blind Iver eller Nidkærhed har løbet dette falske Lys' Ærinde, ligegyldigt hvor "hellige" de saa end menes at være, ligegyldigt om de var Paver, Præster eller Profeter. Alle saadanne Mørkets Ofre har praktiseret det dræbende og myrdende Princip i den Tro, at det var berettiget, det var Lyset, og kaldte derfor disse Handlinger for "Retfærdighed", "hellig Vrede", "retfærdig Harme" o. s. v.
Men trods al Modstand, Illusioner og Fejltagelser kan det uartikulerede Nødraab fra Urtiden se tilbage paa en umaadelig Sejrsgang ned gennem Tiderne. Dets Forvandling til Tale, Sprog, Sang og Musik, dets Omskabelse til "Guds Ord", til "Visdom", til en "Bjærgprædiken" er kun Begyndelsen, er kun Indledningen til en langt større Epoke, en langt større Æra. Hvad er ikke Dødsskrigene i Form af "Guds Ord" i Dag gennem Kunst og Videnskab blevet til? - Er de civiliserede Landes store Hospitalskaréer og Sygehuse, Ambulancevæsen, Slagmarkernes "Røde Kors" Hære og Feltlazaretter ikke Lignelsen om "Den barmhjærtige Samaritan" levendegjort til Kendsgerning i Kød og Blod? - Og hvad er de store Undervisningspaladser, Universiteter, Skoler og Læreanstalter? - Peger de ikke tilbage paa Oldtidens religiøse Kultus og Præsteskab, har de ikke Rod i fortidigt Kirke- og Munkevæsen, findes ikke disse Foranstaltningers Pionerer alle indenfor "Guds Ords" Forkyndere? - Og er disse nævnte Realiteter i sig selv ikke "Guds Ord" synliggjort i fysisk Materie? - Er de ikke alle uden Undtagelse opført paa den Basis at skulle fremme Lyset i Mørket, fjerne Ubehagelighederne i Verden, dygtiggøre i Evnen til at overvinde al underminerende og dræbende Overmagt, og er de ikke saaledes identisk med Skrigene fra Urskovene? - Var disse ikke netop Udtryk for det samme Princip, den samme Tendens til at gøre Modstand imod det dræbende Princip om end i en mere magtløs Form? - Og har "Guds Ord" i Form af Videnskab og Kunst ikke i vore Dage netop store Resultater at pege paa, store Overvindelser af Ubehageligheder at opvise? - Har det ikke i stor Udstrækning gjort Mennesket til Herre over Land, Luft og Hav? Har det ikke skabt Tekniken og Maskinerne og dermed bragt Elementerne til at arbejde for Mennesket? -
Har man nogen Sinde tænkt sig, naar man sidder mageligt tilbagelænet i et Eksprestogs bløde Hynder og befordres Hundreder af Mile gennem Skove, Sletter og Ørkener, over store fantastiske Broer over dybe Afgrunde, over Floder, gennem store Tunneler, udhulede Klippeformationer, til Tider i Højde med den evige Sne, og til Tider nede i dybe Dale med blomstersmykkede Enge, maleriske Huse, ejendommelige Mennesker o. s. v., eller naar man i en Luksusdampers straalende Saloner med tilhørende højeste moderne Komfort, Teater, Biograf, Svømmehal etc. befordres over Oceaner, til fjerne skønne Verdensdele med andre Menneskeracer, ejendommelige Sæder og Skikke, mærkelige Dyr og Planter, - eller man fra en Kæmpeflyvemaskines Kabine ser skønne Riger og Lande dybt, dybt nede glide forbi ens undrende Blik som et umaadeligt stort Landkort, har man nogen Sinde tænkt paa, at disse her nævnte gigantiske Eventyr fra det daglige Liv, suppleret med endnu mere fantastiske Vidundere saasom: Radio, Television, Tale- og Farvefilm, der vil gøre det muligt for Alverdens Mennesker paa een Gang at høre det samme Foredrag, paa een Gang at se den samme Foredragsholder, Vidundere, der bogstaveligt talt gør hele Verden til een Foredragssal, eet eneste stort Hus, gør Alverdens Herligheder tilgængelige, overskuelige fra det samme Parket, fra den samme Loge, fra den samme Tilskuerplads, at det er Guds Svar paa det hjælpeløse Dyrs Skrig i Fortidens mørke Skove, at det er Resultatet af det overfaldne Dyrs sidste spinkle og haabløse Henvendelse til det almægtige og ukendte Forsyn, at det er Bønhørelsen af den første spæde Bøn, der udgik fra en Mund rettet til den evige Fader?
Jo, Bønnen er en mægtig Naturkraft. "Himmeriges Rige vokser paa Jorden. Dødsskrigets spæde "Sennepskorn" er ved at blive til et mægtigt Træ, i hvilket Himlens Fugle kan begynde at bygge deres Reder", "Den sjette Dag" lyser stærkt over Verden. "Dyret" forvandles, "Mennesket" skabes, og Lykken begynder at komme til Syne i det Fjerne.
(Fortsættes.)
  >>