Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

En fuldstændig ligestilling og en udstrakt frihed er på vej på dette område. I Martinus livsopfattelse ses der et ideal i blomstrende interesser, fuldstændig ligestilling og en så stor gensidig sympati, at den andens velbefindende er en sag af største interesse. Af en sådan holdning og på baggrund af de øvrige faktorer i denne livsopfattelse kan der opstå meget lysere og meget mindre problemfyldte forhold, som kan give et udstrakt grundlag for fx. humanistisk virksomhed.

Den ansatte, som er stærkt inspireret af Martinus livsopfattelse, betragter hovedsagelig sin situation som sin egen sag, og ved, at også det at skabe arbejdsglæde er ens egen sag. I arbejdsgiveren ser han et medmenneske, der har sine egne vanskeligheder, og han mener, at det ikke er hans sag at bidrage til den ubehagelige skæbne, der måske er nødvendig for ham. Andre, som har en anden livsopfattelse, må sørge for denne side af sagen. Resultatet er, at med sine evner er han en flittig, dygtig og omhyggelig medarbejder, hvis ærlighed og vilje er hævet over enhver tvivl. Han er altid karakteriseret af menneskelighed og menneskelig værdighed. Hvis denne holdning er naturlig og virkelig grundfæstet, skaber den næsten uundgåeligt en tilsvarende holdning ikke alene hos kolleger, men også hos overordnede og underordnede.

Blandt andet derfor er det naturligt også at føle sympati for dyrene, og denne sympati kan blive så stærk, at man ikke kan holde ud, at de skal aflives, for at man selv kan få føden. Denne følelse er det naturlige og virkelige grundlag for vegetarisme, og den giver på ingen måde grundlag for intolerance mod dem, som ikke selv har lige så stærke følelser for dyr og derfor heller ikke selv er vegetarer.

Så længe samfundets love tillader en så ufølsom behandling af dyr, må det, at man ikke er vegetar, selvfølgelig være en helt privat sag, som enhver kan vælge efter behag. Vegetarerne kan kun beklage dyrenes situation, arbejde på at skabe forståelse for en anden indstilling til dem og i øvrigt undlade selv at bidrage til deres lidelser.

Med hensyn til det mest trykkende problem, nemlig krigen, befinder nationerne og deres politik sig dog endnu på stenaldertrinet. Næsten alle er enige om, at situationen er forfærdelig og burde ændres, men samtidig har man ikke mod til at forlade den traditionelle politik. En ny humanistisk politik skal til for at ændre situationen, men hverken regeringerne eller folkene har en tilstrækkelig klar og tilstrækkelig stærk opfattelse til, at de kan tage initiativ til radikale ændringer.

I mange lande har enkeltpersoner den stilling til spørgsmålet, at de af samvittighedsgrunde afviser enhver form for militærtjeneste. At dræbe andre mennesker er så stærkt imod deres livsopfattelse eller så stærkt imod deres følelsesliv, at det ikke er muligt for dem at deltage. Det er indlysende, at alt dette ville være løst, hvis menneskene var sådan, at deres følelsesliv ikke under nogen omstændigheder tillod dem at dræbe andre. Meget store mængder af mennesker her på jorden har et næsten tilstrækkeligt udviklet følelsesliv til en sådan holdning, men foruden det, der mangler i følelseslivet, savner de også en livsopfattelse, som på tilstrækkelig intellektuel vis gør rede for den rigtige indstilling. På nuværende tidspunkt frygter de, at krigen er uundgåelig, og følgelig deltager de, skønt de føler stærk lede derved. Heri er der dog også blandet de traditionelle begreber om ære, skam og forræderi. Det er fx. vanærende ikke at deltage, hvis en krigssituation er opstået. Betragtningerne om den individuelle skæbne fører til, at det er rigtigt ikke at deltage, hvis denne indstilling er baseret på en tilsvarende dybtgående sympati for eller kærlighed til mennesker i almindelighed. En naturlig følge heraf er også et stort arbejde for at mildne andres lidelser. I et sådant tilfælde kan man med god samvittighed handle på denne måde - så meget mere som man heller ikke kan nænne at gøre andet. Herved skaber man ikke lidelser for andre, men benytter sine kræfter til det modsatte. En række betragtninger over årsag og virkning viser desuden, at en sådan holdning til en vis grad er en personlig beskyttelse for det pågældende menneske, men dette gælder ikke, hvis der kun er tale om en flugt fra personlige vanskeligheder, eller hvis den kun er affødt af frygt. En rigtig indstilling er, at man er fuldstændig rede til at tage den risiko, som er forbundet med en ren fredsvirksomhed, og at man hellere tager denne risiko, end den, som nødvendigvis er forbundet med krigsdeltagelse.

Her i Danmark spirer der et nyt politisk parti frem, som kalder sig "Fredspolitisk Folkeparti". Skønt Martinus Institut på ingen måde kan deltage i praktisk politisk virksomhed, giver det dog alligevel et udstrakt grundlag for fredspolitisk virksomhed, og det pågældende partis program indeholder da også mange ting, som er i fuldstændig overensstemmelse med Martinus arbejde. Det er dog heldigvis også sådan, at man finder tilsvarende tendenser i andre partier og i øvrigt også inden for andre virksomheder. Ingen kan have patent på fredsvirksomhed. Det må være en sag, som alle mennesker til syvende og sidst må være deltagere i, men nogle grupper er naturligvis mere bevidste og mere aktive på dette område end andre, og hermed er deres direkte betydning for udviklingen naturligvis også større.

Efter min vurdering er det meget betydningsfuldt at konstatere, at der her findes en livsopfattelse, hvor enhver art af humanisme er en essentiel og logisk bestanddel. Vi gør fordring på, at denne livsopfattelse er intellektuel og at vi følgelig med rette kan betegne konklusionen af den som intellektuel humanisme. Naturligvis er jeg indforstået med, at dette på ingen måde kan være et bevis for andre. Det er derfor rigtigt at fremlægge denne livsopfattelse som en storslået hypotese, en teori, der er gjort tilgængelig for en detaljeret undersøgelse af dem, der mener, det kan være betydningsfuldt at undersøge, om en objektiv intellektuel behandling af denne altomfattende hypotese eller teori virkelig fører til de her fremsatte konklusioner.